Højgravid og kæresten elsker ikke mere - hvornår brud?

Hmmmmm..... Ville i være i stand til at bo sammen uden at være kærester?  Det han mener med at det er dig den er gal med betyder som oftest at han har mistet interessen!! Ufattelig dårlig timeing !! HVIS du ikke har et andet og holdbart alternativ,så skulle du måske overveje at flytte hen til din familie hvis det er dem der kan være der for dig og den nyfødte? Hvis du flytter inden fødslen så bliver der ikke problemer med bopælen i samme grad som hvis du venter til efter fødslen. Hvad vil du gøre??

Bebsesmoar skriver:

Hmmmmm..... Ville i være i stand til at bo sammen uden at være kærester?  Det han mener med at det er dig den er gal med betyder som oftest at han har mistet interessen!! Ufattelig dårlig timeing !! HVIS du ikke har et andet og holdbart alternativ,så skulle du måske overveje at flytte hen til din familie hvis det er dem der kan være der for dig og den nyfødte? Hvis du flytter inden fødslen så bliver der ikke problemer med bopælen i samme grad som hvis du venter til efter fødslen. Hvad vil du gøre??

I princippet jo, men tror jeg ville synes det er alt for hårdt at kigge på han hver dag, når han ikke vil mig, samt opleve svigt igen når han vælger arbejde, kanmerater, frivillige foreninger etc til frem for mig.

Vil der være større problemer hvis vi flytter fra hinanden efter - på hvilken måde?

Jeg aner det ikke... Først afventer jeg vores parterapi i næste uge. Vil gerne have en ordentlig forklaring inden det slutter fremfor "jeg er forvirret".

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Æv en lortesituation altså... 

Men hvis det er dig han har problemet med og endda dig som person, så kan du ikke rigtig gøre så meget andet end at jeres veje må skilles... Du kan ikke ændre de grundsten du er bygget med og han vil/kan tydeligvis ikke lære at leve med dem... Så selvom det er hårdt, så ville jeg lade ham gå fri.. Der er ingen grund til at pine jer begge to mere end højst nødvendigt....

Kæmpe 

Muhmi skriver:

Æv en lortesituation altså... 

Men hvis det er dig han har problemet med og endda dig som person, så kan du ikke rigtig gøre så meget andet end at jeres veje må skilles... Du kan ikke ændre de grundsten du er bygget med og han vil/kan tydeligvis ikke lære at leve med dem... Så selvom det er hårdt, så ville jeg lade ham gå fri.. Der er ingen grund til at pine jer begge to mere end højst nødvendigt....

 

Kæmpe 

Tak

Ja virkelig lortesituation... Føler mig så røvrendt. 

Ville du tage ham med til fødslen? 

henh01 skriver:

Jeg ville lade ham flytte. Hellere være alene fra start og lærer den rolle fremfor at være 2 den første tid for så at skulle lærer rollen som alene mor.

Har du en god veninde eller noget familie du kan have med til fødslen? Om andet så i reserve hvis nu din mand ændrer mening op til?

Ja, har bestemt gode venner og familie. Det var bare ikke lige mit yndlingsscenarie af en fødsel 

Gardenia skriver:

Du skal da først have en stor

Som du beskriver din kæreste, lyder han for mig som en rigtig egoist. Det er fair nok at følelser kan forsvinde, men man opfører sig ikke som en skiderik af den grund. Dén synes jeg med rette at du kan fortælle ham, at han er fuldstændigt ved siden af i sin tackling af jeres situation, havde han et problem med grundlæggende elementer i din personlighed skulle han da vist have gjort opmærksom på det før du nu sad i det her rod. Øv.

Min oplevelse af det at blive mor, er at det er det absolut hårdeste og noget af det mest ekstreme jeg har udsat mig selv for. Vores barn er 2½ efterhånden og det er først indenfor de sidste 6 måneder at der bliver frigivet tid. Barnet kan simpelthen ikke klare sig selv på en måde så man kan slå fra samtidigt, før det er de der 2 års tid. Min kæreste og jeg havde ikke nævneværdige problemer inden, men de få ting der kom/var blev blæst fuldstændigt ud af proportioner og vi har været ved at gå fra hinanden et par gange. Jeg forsøger vist at fortælle dig at forskellighed er meget svært og når du drysser det med en spritny baby, mor der er udmattet, nyt liv, rutiner, muligt ingen søvn, fritid.. Kan det føles umuligt..

Jeg kan ikke råde dig til hvad du skal gøre, men det han har gang i der virker for mig både urimeligt og meget hovedløst. Et angreb af den format han har rettet mod dig, burde han følge op med et brud, hvorfor bilder han sig ind han kan såre dig på den måde og så ikke gøre noget ved det? Jeg tror godt nok ikke jeg kunne have holdt min mund..

Tak fordi du vil dele 

Jeg er efterhånden nået dertil, hvor et brud er nemmere i stedet for denne venten på, om han kan komme til at elske mig for den jeg er. Han sårer mig mere rnd nogen nogensinde har gjort, og er så ikke engang mand nok til at følge sine udtalelser til døren. I starten ønskede han end ikke parterapi, tage på date etc. 

Først efter pres fra familien har hsn indvilliget i terapi. Det er nok også på et forkert grundlag 

Jeg er så flov over ham og er så ked af, at jeg har valgt at stole på, elske og lave et lille barn med en person, hvis verden kun centrerer sig om ham. Man er jo en svækling hvis man 1 mdr inden kærestens termin skal "realisere sig selv" og finde ud af, på hvilken hylde man ser sig selv i fremtiden og om man ønsker den familie, man selv har startet.

Anonym skriver:

Tak

Ja virkelig lortesituation... Føler mig så røvrendt. 

Ville du tage ham med til fødslen? 

Tjaaa... Både og.. Han fortjener jo stadig at være en del af jeres barns liv og fødsel.. Men der kan sikkert opstå nogle akavede momenter under fødslen, hvis han er der og på det tidspunkt har du brug for fokus på selve fødslen, ikke ham...

Evt. kunne du bede ham vente udenfor indtil det er lige op over at du skal føde og så lade ham komme ind og se jeres barn blive født, måske endda klippe navlestrengen og bagefter holde jeres barn mens du føder moderkagen... Det er et stort øjeblik som jeg tror de fleste fædre efterhånden rigtig gerne vil opleve... Men turen hen på patienthotellet ville jeg tage alene, tror jeg.. Igen, den der pinlige tavshed kan være rigtig nederen når man har brug for fokus et andet sted...

Det er en rigtig svær og kedelig situation, for selvfølgelig vil man gerne have at han er en del af barnets liv, men hvordan skal man omgåes hinanden når man ved der er alle de gnidninger... Puha...

Håber virkelig du kommer frem med en god plan, så det ikke bliver akavet! 

Anonym skriver:

Tak fordi du vil dele 

Jeg er efterhånden nået dertil, hvor et brud er nemmere i stedet for denne venten på, om han kan komme til at elske mig for den jeg er. Han sårer mig mere rnd nogen nogensinde har gjort, og er så ikke engang mand nok til at følge sine udtalelser til døren. I starten ønskede han end ikke parterapi, tage på date etc. 

Først efter pres fra familien har hsn indvilliget i terapi. Det er nok også på et forkert grundlag 

Jeg er så flov over ham og er så ked af, at jeg har valgt at stole på, elske og lave et lille barn med en person, hvis verden kun centrerer sig om ham. Man er jo en svækling hvis man 1 mdr inden kærestens termin skal "realisere sig selv" og finde ud af, på hvilken hylde man ser sig selv i fremtiden og om man ønsker den familie, man selv har startet.

Jeg synes hans forventning om at du bare står i umiddelbar nærhed og venter på at han har tænkt færdig siger en masse om ham som menneske. Du kunne da med fordel vende situationen rundt? Enten får du tænkt færdig omgående eller også flytter du, omgående?

Jeres situation siger mere om ham end det gør om dig. Førstegangsforældre skal, skal, skal tale om det. Meget mere end man forventer går det ind og påvirker manden der skal til at være far, men i sundhedssystemets øjne er han ligegyldig - det reagerede min kæreste da på.. Jeg kan godt forstå hvorfor mænd kan føle sig kørt ud på et sidespor i graviditeten og deres rolle begynder først når baby er kommet til. Men hvorfor din oerhovedet har indvilliget i parterapi når han ikke er parat til at åbne op og dele, giver bare ingen mening. Jeg ville nok ikke kunne undgå at konkludere at det var viljen den var gal med?

Jeg er selv barn af en enlig mor, det gik fiiiint selvom vi var 3 piger, 3 katte, 3 kaniner, 2 heste og diverse hamstre, marsvin og fugle. Man behøver ikke en mand i hjemmet for at lave lykkelige børn, det skal du huske på

Pyha, det lyder ikke sjovt. 

Min umiddelbare tanke var at han er i en eller anden form for benægtelse når han siger at det ikke har noget med det kommende barn at gøre. 

Men så nævnte du dét med det nye arbejde. Og ja, så tænker jeg faktisk at hans forklaring (muligvis) er god nok. Nyt fedt job, større ambitioner. Måske han tænker at han kan få "bedre" end dig (jeg ved godt at det lyder groft - det er ikke ment sådan, men jeg prøver bare at sætte mig ind i hans tanker).

Han er jo en kæmpe idiot at han vælger at få et barn med en kvinde som han ikke elsker 100% med hud og hår. For det må jeg indrømme at det tror jeg ikke på at han har gjort hvis han kan ændre sig så meget på så relativt kort tid...

M.h.t. hvad du skal gøre: Hvis det var mig, var jeg blevet til efter fødslen. Ikke at jeg tror at et barn kan redde et forhold. Men fuck, jeg ville synes at det var hårdt hvis jeg skulle have været alene med min søn da han var nyfødt. MEN den løsning skal du kun vælge hvis du tror at han rent faktisk vil være til praktisk hjælp med den lille.

M.h.t. fødslen: JA jeg synes at du skal have ham med. Hvis han selv gerne vil med, så synes jeg faktisk ikke at du kan tillade dig at nægte ham det. Det er ligeså meget hans barn som dit (men jeg ved godt at mange kvinder vil være uenige med mig på dette punkt). På den anden side - hvis du hader ham så meget at det vil være et problem for dig at fokusere under fødslen, er det jo lidt problematisk... Men som udgangspunkt ja, helt bestemt.

M.h.t. at pendle ugentligt mellem to byer med 2 timers afstand vil jeg umiddelbart sige at det er urealistisk. Både du og din baby har brug for en fast base og faste rutiner. Men altså, jeg er jo ikke dig, så måske det funker for dig, hvem ved.

Under alle omstændigheder - pøj pøj med det hele. 

Muhmi skriver:

Tjaaa... Både og.. Han fortjener jo stadig at være en del af jeres barns liv og fødsel.. Men der kan sikkert opstå nogle akavede momenter under fødslen, hvis han er der og på det tidspunkt har du brug for fokus på selve fødslen, ikke ham...

Evt. kunne du bede ham vente udenfor indtil det er lige op over at du skal føde og så lade ham komme ind og se jeres barn blive født, måske endda klippe navlestrengen og bagefter holde jeres barn mens du føder moderkagen... Det er et stort øjeblik som jeg tror de fleste fædre efterhånden rigtig gerne vil opleve... Men turen hen på patienthotellet ville jeg tage alene, tror jeg.. Igen, den der pinlige tavshed kan være rigtig nederen når man har brug for fokus et andet sted...

Det er en rigtig svær og kedelig situation, for selvfølgelig vil man gerne have at han er en del af barnets liv, men hvordan skal man omgåes hinanden når man ved der er alle de gnidninger... Puha...

Håber virkelig du kommer frem med en god plan, så det ikke bliver akavet! 

Jeg tager ham nok med... Sådan vil jeg jo egentlig helst have det, da jeg stadig elsker ham og da han har været min klippe i over 3 år. Det er måden han har opført sig på der gør, at han ikke har gjort sig fortjent til det... 

Men ja det bliver da akavet.. Hvis vi slår op og han flytter bør han nok ikke bo med os på patienthotellet. Men jeg har jo også brug for hjælp. Suk, den er så svær.