er rundt på gulvet

Lusi skriver:

Bliver spændende, hvad det ender ud i..

meget .. der skal falde svar nu her .. for den person det bliver skal på 3ugers øvelse i spaninen om en månedes tid + ..

Anonym skriver:

1000 tak - ved ikk om du kender det .- men jeg kan sagtens forstå virkelighden i det med at være soldat og det med at man selv har været en del af at vælge job ..

men samtidlig med har jeg det svært med at forholde mig, fordi det er så tæt på mig ..

Det vil altid være nemmere at forholde sig til noget som ikke har direkte påvirkning på en selv.

Og man har tendens til at rationalisere sine egne følelser, når man bliver presset på dem!

Der er absolut intet galt i at føle at det hele er håbløst, man skal bare lære at håndtere det - sammen!

Med kommunikation og forståelse når man rigtig langt i et forhold. Jeg lærte endda at se de positive ting i at være alene.

Det er hamrende uretfærdigt at livet stiller os de her ultimatummer, men det er vores eget ansvar at leve, og få det bedste ud af det

Anonym skriver:

ja han har været afsted 1 gang .

ja, det kan sagtens være - men jeg bryder mig ikke om at skulle undvære min mand - det er så fandens hårdt
.. jeg ved bare hvor hårdt det tog på os begge sidste gang, og tør simpelthen ikke tro på at det nok skal gå anden gang.

mit hjerte , had og følelser sejlede rundt - jeg følte mig så overset og ikke fik det jeg havde brug for ..

det er MIG der er bussemanden ! (til alle) - men man ved ikke hvad man snakker om før man selv har prøvet det .. man kan kun forstille sig, hvordan det er ..
jeg fungere bare ikke særlig godt uden min halvdel ..

Jeg kan nu godt sætte mig ind i det, det må uden lige være sindsygt hårdt og jeg har så meget respekt for familierne til udsendte. Din mand har kæmpet det krig han skulle (så længe danmark ikke bliver overfaldet), personligt forstår jeg ikke, hvorfor vi stadig har soldater afsted, specielt fordi det tager hårdt på både dem og deres familie.

Kofoed. skriver:

Jeg kan nu godt sætte mig ind i det, det må uden lige være sindsygt hårdt og jeg har så meget respekt for familierne til udsendte. Din mand har kæmpet det krig han skulle (så længe danmark ikke bliver overfaldet), personligt forstår jeg ikke, hvorfor vi stadig har soldater afsted, specielt fordi det tager hårdt på både dem og deres familie.

jeg synes det er sindsyg hårdt - og han ændret sig meget .. havde sådan håbet på de snart ville stoppe det , og ikk sende flere derned.. og så synes jeg at 6 MDR er ALT for langtid ..

Jupiter skriver:

Lad mig starte med at sie at jeg forstår PRÆCIS hvordan du har det!

Jeg har også en soldat som rejser meget. Og han har været i afghanistan tre laaaange gange.

Når det så er sagt, så mener jeg også at vi er voksne mennesker, og vi ved hvad vi går ind til. Jeg gjorde op med mig selv at det var hans kald, og det måtte jeg acceptere som en del af ham.

Vi har tit talt om at jeg hader når han er afsted, og han siger: "Det vidste du før du gik ind i forholdet. Jeg har al respekt for dig hvis du beslutter at du ikke kan holde til det mere. Så skal du bare ikke stille mig et ultimatum, så skal du tage konsekvensen af din beslutning og gå selv".

Han mener at han ikke vil stilles til ansvar for min beslutning. Det forstår jeg godt. Jeg synes det er svært når han er væk (jeg havde en depresseion sidste gang), men jeg bider det i mig fordi jeg har valgt ham og hans livsstil. Jeg elsker ham og jeg vil det vi har sammen når han er hjemme.

Det bliver aldrig nemt at have dem afsted, men vi udsætter dem kun for større fare hvis vi bliver hysteriske og dunker dem i hovedet hver gang hele møllen starter forfra. Det svækker deres koncentration og engagement, og kan i sidste ende have fatale konsekvenser dernede, hvis de ikke er 110 % på.

Igen KÆMPE til dig - jeg ved udemærket det er hårdt! Og jeg håber ikke du tager mit indlæg for tungt - det er bare en hård verden, de soldater lever i!

hvor er det smukt og rigtigt skrevet

jeg bryder mig ikke om voksne mennesker der bestemmer hvad hinanden skal og især ikke hvis det er det soldaten brænder for at lave. vi kan jo desværre ikke alle sammen være kontor medarbejdere, eller læger

jydeinden skriver:

hvor er det smukt og rigtigt skrevet

jeg bryder mig ikke om voksne mennesker der bestemmer hvad hinanden skal og især ikke hvis det er det soldaten brænder for at lave. vi kan jo desværre ikke alle sammen være kontor medarbejdere, eller læger

man bestemmer da ikke hvad hinanden ville lave - men man må tag et valg udfra det man ville stå inde for .. Ikk? ..
det vel ikke kun soldaten man skal tænke på, der er vel også dem omkring ham , der har nået at skulle have sagt .

Anonym skriver:

jeg synes det er sindsyg hårdt - og han ændret sig meget .. havde sådan håbet på de snart ville stoppe det , og ikk sende flere derned.. og så synes jeg at 6 MDR er ALT for langtid ..

Nu læste jeg lige hele tråden, tror du, at hvis han venter og først tager afsted når barnet er cirka 3 år, at det vil være bedre, så har i tid til virkelig at ligge en fornuftig plan, barnet er stort nok til at klare mange ting selv og i kan få bearbejdet alt det fra første tur (evt med prof hjælp)? For tror måske også det er fordi i slet ikke var klar da han skulle afsted første gang og derfor blev det lidt hovsa agtigt. Det er selvfølgelig ikke sikkert det vil hjælpe, men det er vel overvejelserne værd?

Tror desværre det er så hårdt for dem dernede, at ingen kan sætte sig ind i, hvordan det bliver inden, så ja, det kan jo virkelig give en anden mand.

Har du set dear john? Synes det lyder lidt som det i er igennem og det viser, hvor vigtigt det er, at man har en slagplan for tiden hvor manden er væk.

Anonym skriver:

man bestemmer da ikke hvad hinanden ville lave - men man må tag et valg udfra det man ville stå inde for .. Ikk? ..
det vel ikke kun soldaten man skal tænke på, der er vel også dem omkring ham , der har nået at skulle have sagt .

self har pårørende noget at skulle have sagt, men hvis en soldat bestemmer sig for at det er det her denne vil leve og ånde for, og alt denne person har udover sine kære. jamen så ville jeg da klart hellere støtte vedkommende på bedst mulig vis, eller vælge at smide håndklædet i ringen og indse at det måske ikke var denne person jeg skulle leve mit liv med . firkantet i know, men når soldaten står nede i krigszonen er det sidste vedkommende har brug for, at skulle bekymre sig om dem derhjemme .

Nu læste jeg lige hele tråden, tror du, at hvis han venter og først tager afsted når barnet er cirka 3 år, at det vil være bedre, så har i tid til virkelig at ligge en fornuftig plan, barnet er stort nok til at klare mange ting selv og i kan få bearbejdet alt det fra første tur (evt med prof hjælp)? For tror måske også det er fordi i slet ikke var klar da han skulle afsted første gang og derfor blev det lidt hovsa agtigt. Det er selvfølgelig ikke sikkert det vil hjælpe, men det er vel overvejelserne værd?

Tror desværre det er så hårdt for dem dernede, at ingen kan sætte sig ind i, hvordan det bliver inden, så ja, det kan jo virkelig give en anden mand.

Har du set dear john? Synes det lyder lidt som det i er igennem og det viser, hvor vigtigt det er, at man har en slagplan for tiden hvor manden er væk.

Både og ? .. jeg tøre ikke sige nået frem for andet ..
og tror det er på den baggrund vi havde under første gang ..
jeg tror mit problem er at jeg skal have fundet styrken i mig selv, for at kunne klare det ..

jeg fandt først glæden og styrken da der var 3uger til han kom hjem, for først der så det lidt lyst ud og ikke bare håbløst..

jeg følte mig så svigtet - jeg manglede støtte og krælighed som ikk kom fra en mail eller en telefon..

den film har jeg set, og der gik ikke længe før jeg kunne sætte mig selv ind i den...

aaarg ..

jydeinden skriver:

self har pårørende noget at skulle have sagt, men hvis en soldat bestemmer sig for at det er det her denne vil leve og ånde for, og alt denne person har udover sine kære. jamen så ville jeg da klart hellere støtte vedkommende på bedst mulig vis, eller vælge at smide håndklædet i ringen og indse at det måske ikke var denne person jeg skulle leve mit liv med . firkantet i know, men når soldaten står nede i krigszonen er det sidste vedkommende har brug for, at skulle bekymre sig om dem derhjemme .

nej det har du ret i - så mister man dem først .
det os derfor jeg vælger at stå frem og sige at jeg PT ikke kan klare en udsendelse mere nu ..

for jeg ville have gjort klar på inden han evt skal afsted igen, så vi undgår de trælse ting der skete sidst han var afsted ..

"om vi så er sammen eller ej" - skal der jo findes ud af det inden ..