Anonym skriver:
Ja, jeg har behov for at være ano, da det er et meget følsom emne, for mig at snakke om..
sagen er den, at manden kom hjem sidst i januar månede, efter en tur i Afghanistan ... og ALDRIG om jeg ville prøve det igen.. det ødelage så meget, og jeg havde svært ved at nyde tiden sammen med vores barn fordi enes tanker og frustration gik til Afghanistan.. 
jeg har haft det rigtig svært ved at accepeter at han tog afsted.. jeg gik hjemme på barsel med vores lille barn, under hele mandens udsendelse .. det gik MEGET ud over forholdet at han valgte at tag afsted, der skete alt for meget på hjemme fronten og vi var lige bleven forældre..
IGÅR kommer det så frem, at ham der skulle have været afsted her til marts, ikke bliver klar..
så nu har chefen spurgt min mand om han kunne have lyst ..
NØØJ hvor fald min verden sammen.. og måtte melde KLART ud at det kunne jeg SLET ikke overskue en gang mere.. og derved tænker jeg også på vores barn, som bliver 2 år til April .. far og barn har ikke ligefrem det bedste forhold - da far ikke var der til at knytte bånd.. så det er kun mooar og moooar der dur..
vi har lige købt hus, som vi KUN lige når at flytte ind i, hvis det ender med han skal afsted.. "ihh kan slet ikk bære tanken"..
men han ville hvis takke nej tak imorgen- for han har heller ikke selv lyst da han så sidst hvor meget det splittede hans lille familie..
men så vil chefen leder videre, og hvis ikke han finder en, påpeger chefen en der SKAL om man ville eller ej ..
kan bare mærke jeg er SÅ ked og splittet indeni ..
ved ikke hvem jeg skal snakke med om det hele - tak fordi i læste med.
Tjaaa..det er jo hårdt, det jeg ville have det sværest med, ville være angsten for at han blev dræbt...puuhh det ville jeg slet ikke kunne leve med, men ellers ville det for mig ikke være anderledes end at hvis han feks sejlede og var afsted flere måneder ad gangen. Sådan er det nu engang bare at være sømandsenke, som man kalder det, og sådan har det været i utallige generationer for kvinder før os.
De har med andre ord lært at leve med fraværet i visse perioder af gangen, og klare det hele på hjemmefronten imedens.
Jeg bed lige mærke i, at du skrev at jeres barn er mordårlig, og du tilskriver det, at det skyldes, at han ikke har været hjemme....
Det er nu ikke årsagen...ALLE småbørn har perioder, hvor de er ekstremt mor- eller fardårlige, hvor den anden forældre ikke dur, så det kan du altså ikke skyde over på din mands fravær.
Nu vil du jo nok føle lidt, at jeg mellem linjerne fejer dine følelser ind under gulvtæppet, men det gør jeg ikke..tvært imod, men jeg forsøger, at vise dig, at masser af kvinder verden over, sagtens kan leve med, at deres mænd er afsted lange perioder ad gangen, og at netop den slags ægteskaber holder utroligt godt, fordi de aldrig når at blive trætte af hinanden.
Kvinderne i sådanne parforhold er stærke selvstændige kvinder, som kan klare sig selv, netop fordi de i lange perioder er nødt til at stå for alt på hjemmefronten, men det gør så også, at selvom manden kommer hjem, så kan de koncentrere sig om hinanden, netop fordi lillemor har det hele klar og i orden, og det fortsætter i en rolig rytme, når han er hjemme.
ved ikke om du kan følge mig.
Men igen, vi er jo alle forskellige, og hvad den ene sagtens kan leve med, kan den anden så ikke leve med.
Jeg ser sådan på det, så kan man, hvad man vil, og bliver din mand nødt til at tage afsted igen, fordi han ikke kan komme uden om det, jamen så må du være stærk og lade ham tage afsted, så han uden dårlig samvittighed kan passe sit job, som jo trods alt er bedre end ingen ting i disse tider.
Held og lykke med det.
Kærligst
Sussie
