Vil helst have kejsersnit, men frygter andres mening

Først og fremmest så er det dit eget valg om du vil have KS eller føde vaginalt - det kan de ikke tage fra dig. Hvis du insisterer på KS, så får du det.

Når det så er sagt, så inden du og kæresten egenhændigt beslutter at du ikke kan finde ud af at føde og at din krop er helt forkert bygget til det, så tag en lang snak med din JM omkring dine bekymringer og find ud af om der er hold i dem.

Årsagen til at stort set hver eneste sundhedsfaglige person du kommer i kontakt med i løbet af graviditeten prøver at overtale dig til at føde vaginalt, er at der er et utal at studier der beviser at det i næsten alle tilfælde er langt bedre for både mor og barn - der er færre komplikationer, moren er oftest hurtigere ovenpå igen, de hormoner der frigives i forbindelse med fødslen stimulerer mælken, og fremmer tilknytningen osv, osv.

Jeg har selv 2 piger og har af forskellige årsager født dem begge ved KS - ingen af gangene efter eget valg. Jeg føler mig ikke snydt for en "naturlig" fødsel eller sorg over at min krop ikke kunne selv - jeg accepterede ret hurtigt at det var det bedste under de givne omstændigheder, så min holdning udspringer ikke af at jeg selv har følelser i klemme.

Min første kom ved AKS pga. manglende fremgang. Hun havde det sådan set stadig fint, og var da heller ikke mærket af forløbet da hun kom ud og scorede en apgar på 10 og skreg højlydt allerede inden hun var kommet helt ud af maven, men efter 4 døgn med igangsættelse og veer/ve-storm kunne jeg simpelthen ikke mere og man valgte at trille mig lige så stille og roligt ned til AKS.

Nummer 2 sad i UK og på trods af flere vendingsforsøg kunne de ikke få hende vendt, og jeg kunne ikke få lov til at forsøge en sædefødsel fordi jeg havde fået KS tidligere - derfor fik jeg PKS.

Udover at KS jo er en operation og der derfor er en lang række riscisi alene af den grund, så er der en række andre ting jeg har oplevet som skyldes KS.

• Min mælk har været meget længe om at løbe til - 8 dage første gang og 6 dage anden gang, hvilket begge gange har resulteret i sår på brysterne pga. sult, at de skulle suppleres med flaske og ihvertfald med nummer 1 har været medvirkende til at amningen fejlede. I følge min JM sker det ofte i forbindelse med KS, fordi der frigives en masse forskellige hormoner i forbindelse med en vaginal fødsel som stimulerer mælken mv.
• Problemer med tilknytning: Med begge pigerne har der været tilknytningsproblemer i starten - jeg har passet dem og plejet dem, men der gik lang tid (2-3 uger) inden kærligheden rigtigt kom. Det er igen ifølge min daværende JM helt normalt, igen pga. hormoner eller mangel på samme.
• Indgroede hår: De fleste der har prøvet KS kender til hår der er groet ind i arret - det er pænt irriterende.
• Nervesmerter: især 2. gang havde jeg rigtigt mange nervesmerter. De stammer fra nervetråde der bliver skåret over i forbindelse med indgrebet og som efterfølgende bliver ved med at fortælle hjernen at det gør ondt. Efter et stykke tid (op til 6 måneder) holder det i de fleste tilfælde op fordi det går op for hjernen at den skal ignorere dem, men i nogen tilfælde fortsætter det. Min yngste er lige blevet 2, og jeg har stadig smerter i mit ar. Lægernes dom er at det nok ikke bliver bedre.
• Følelsesløshed: Jeg har mistet følelsen i huden omkring arret - det er ikke noget jeg skal regne med at få igen.
• Det er desuden rocker-hårdt at skulle tage sig af et spædbarn, når alle ens mavemuskler er skåret over og man dårligt kan vende sig i sengen uden hjælp.

http://www.jordemoderforeningen.dk/tidsskrift-for-jordemoedre/singlevisning/artikel/fagligt-indstik-ny-viden-om-samspillet-mellem-epiduralblokade-eda-oxytocin-og-amning/

Det her er en ret interesant artikel om epidural og amning/tilknytning og mange af de samme ting gør sig gældende vedr. KS også.

Isabella_mor skriver:

der er absolut intet forkert i at du vil vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel.. og hvis du føler det er det rigtige for dig, så er det ligegyldigt hvad andre siger.

Jeg syntes efterhånden det er trættende at høre at der er nogle der mener at få kejsersnit ikke er en rigtig fødsel.

jeg fik selv kejsersnit, dog var det i mit tilfælde AKUT.

Jeg har ingen følelser i klemme over den fødsel, fordi at i mit tilfælde var det tæt på kun at være et spørgsmål om liv eller død..

og jeg vil hellere have mit barn hos mig end at have haft "ære" i at føde ham vaginalt fordi at omverdenen pressede mig til det fordi at det ellers ikke ville være en "rigtig fødsel" og (ja undskyld mit fransk) pis mig i øret..

næste gang vælger jeg måske ligefrem at få et planlagt kejsersnit... og det kan også være jeg vælger at forsøge med vaginal fødsel..

men det har ikke en skid at gøre med ære eller hvad andre mener værende som en rigtig eller forkert  fødsel. der findes jo ikke forkerte fødsler.. ungen kommer ud i god beholdt. og mor føler at det skete på hendes premisser og ikke på omverdenens..

og af samme holdning har jeg til amning.. vil man ikke, så lad være...

det er en eller anden form for gruppepres, og helt ærligt.. vil man om 10 år sidde og huske tilbage på sin fødsel med gode følelser, hvis man valgte at føde på en måde som andre forventede af en at man skulle føde..!! det tror jeg næppe jeg ville hvertfald ik..

Så jeg syntes du skal gøre det DU har lyst til og så op i R*ven med andres mening...

 

mere fordi at efter kejsersnit er der mange smerter, og hvis det kan undgåes ved en vaginal fødsel (med mindre man sprækker fra Herodes til Pilatus)  

Kunne ikke være merer enig!!!!!

 

Håber virkelig du får det som du vil have det!

Elelrs bliver det som du beskriver - stressende... Og der kan ske en masse ting, hvis du ikke tryg ved det!!

 

 

Hold fast i din mening! Og sk*d på restens af verdens!!!

 

 

 

Det er jo din krop og dit valg, sålænge du bliver velinformeret om hvad en vaginal fødsel og et kejsersnit kan indebære. Din jordemoder vil formentlig kunne vejlede dig bedst muligt, så du bliver tryg ved det hele.

Man kan som udgangspunkt sige at det bedste for mor og barn er jo at det hele sker naturligt, hvis det kan lade sig gøre og det ved man jo ikke på forhånd. Selv kunne jeg ikke tænke mig et kejsersnit omend det var nødvendigt både pga barnet, men også min egen helingsproces efterfølgende, men forstår godt din bekymring.

Man skal ikke tage sig af hvad andre mener. At kvinder vælger et kejsersnit uden anden grund end at ville undgå fødelssmerter undrer mig dog, da et kejsersnit jo ikke er risikofrit, heller ikke set i forhold til eventuelle kommende graviditeter, men selvfølgelig er det deres helt eget valg.

Men har man en begrundet frygt for noget der kan gå galt synes jeg altid man skal tage en snak med sin jordemoder og høre hvad de reelle risikoer er.

Jeg har prøvet begge dele.

Og vil til enhver tid foretrække vaginal.

Når man føder vaginalt bliveer barnet presset og vandet i lungerne presset ud.Det er ret vigtigt for barnet.

Den eneste gang vi fik et meget dårligt barn var ved planlagt ks.

Han kæmpede længe med c-pap og antibotika i drop pga vand i lungerne efter kejsersnittet.

Og efterfølgende har man jo mange smerter ,og er hæmmet pga såret.

Jeg kan godt forstå du er bange,men vil alligevel bede dig overveje risikoen ved et ks.

Og så synes jeg du skal tage en lang snak med din jm.

Skouboe skriver:

Først og fremmest så er det dit eget valg om du vil have KS eller føde vaginalt - det kan de ikke tage fra dig. Hvis du insisterer på KS, så får du det.

Når det så er sagt, så inden du og kæresten egenhændigt beslutter at du ikke kan finde ud af at føde og at din krop er helt forkert bygget til det, så tag en lang snak med din JM omkring dine bekymringer og find ud af om der er hold i dem.

Årsagen til at stort set hver eneste sundhedsfaglige person du kommer i kontakt med i løbet af graviditeten prøver at overtale dig til at føde vaginalt, er at der er et utal at studier der beviser at det i næsten alle tilfælde er langt bedre for både mor og barn - der er færre komplikationer, moren er oftest hurtigere ovenpå igen, de hormoner der frigives i forbindelse med fødslen stimulerer mælken, og fremmer tilknytningen osv, osv.

Jeg har selv 2 piger og har af forskellige årsager født dem begge ved KS - ingen af gangene efter eget valg. Jeg føler mig ikke snydt for en "naturlig" fødsel eller sorg over at min krop ikke kunne selv - jeg accepterede ret hurtigt at det var det bedste under de givne omstændigheder, så min holdning udspringer ikke af at jeg selv har følelser i klemme.

Min første kom ved AKS pga. manglende fremgang. Hun havde det sådan set stadig fint, og var da heller ikke mærket af forløbet da hun kom ud og scorede en apgar på 10 og skreg højlydt allerede inden hun var kommet helt ud af maven, men efter 4 døgn med igangsættelse og veer/ve-storm kunne jeg simpelthen ikke mere og man valgte at trille mig lige så stille og roligt ned til AKS.

Nummer 2 sad i UK og på trods af flere vendingsforsøg kunne de ikke få hende vendt, og jeg kunne ikke få lov til at forsøge en sædefødsel fordi jeg havde fået KS tidligere - derfor fik jeg PKS.

Udover at KS jo er en operation og der derfor er en lang række riscisi alene af den grund, så er der en række andre ting jeg har oplevet som skyldes KS.

• Min mælk har været meget længe om at løbe til - 8 dage første gang og 6 dage anden gang, hvilket begge gange har resulteret i sår på brysterne pga. sult, at de skulle suppleres med flaske og ihvertfald med nummer 1 har været medvirkende til at amningen fejlede. I følge min JM sker det ofte i forbindelse med KS, fordi der frigives en masse forskellige hormoner i forbindelse med en vaginal fødsel som stimulerer mælken mv.
• Problemer med tilknytning: Med begge pigerne har der været tilknytningsproblemer i starten - jeg har passet dem og plejet dem, men der gik lang tid (2-3 uger) inden kærligheden rigtigt kom. Det er igen ifølge min daværende JM helt normalt, igen pga. hormoner eller mangel på samme.
• Indgroede hår: De fleste der har prøvet KS kender til hår der er groet ind i arret - det er pænt irriterende.
• Nervesmerter: især 2. gang havde jeg rigtigt mange nervesmerter. De stammer fra nervetråde der bliver skåret over i forbindelse med indgrebet og som efterfølgende bliver ved med at fortælle hjernen at det gør ondt. Efter et stykke tid (op til 6 måneder) holder det i de fleste tilfælde op fordi det går op for hjernen at den skal ignorere dem, men i nogen tilfælde fortsætter det. Min yngste er lige blevet 2, og jeg har stadig smerter i mit ar. Lægernes dom er at det nok ikke bliver bedre.
• Følelsesløshed: Jeg har mistet følelsen i huden omkring arret - det er ikke noget jeg skal regne med at få igen.
• Det er desuden rocker-hårdt at skulle tage sig af et spædbarn, når alle ens mavemuskler er skåret over og man dårligt kan vende sig i sengen uden hjælp.

http://www.jordemoderforeningen.dk/tidsskrift-for-jordemoedre/singlevisning/artikel/fagligt-indstik-ny-viden-om-samspillet-mellem-epiduralblokade-eda-oxytocin-og-amning/

Det her er en ret interesant artikel om epidural og amning/tilknytning og mange af de samme ting gør sig gældende vedr. KS også.

Meget meget flot og sagligt indlæg. Thumbs up for det! Jeg tror, at der er mange der glemmer, at det for mange tager lang tid at komme sig efter et kejsersnit, og derfor er det ikke nødvendigvis den nemme og komplikationsfri løsning.

Min kæreste og jeg har talt meget om fødsel og kejsersnit, da vi begge er overbevidste om at jeg ikke ville kunne føde naturligt uden det blir for hårdt for babyen.. Jeg er utrolig stram..!! Men årsagen til at vi føler vi gerne vil have kejsersnit er fordi vi er så bekymrede om den lille dreng kan klare en fødsel.. Vi kender 4 børn i vores omgangskreds, alle under 2 som har men efter fødsel, bland andet pga ildtmangel, stress under veer og nogle andre ting.. Den ene dreng vil ikke kunne leve særlig længe.. Vi synes en fødsel er alt for risikabel i forhold til kejsersnit.. Jeg har ikke sagt det til jordemoderen eller andre, for frygter deres holdninger om det.. Frygter at de synes det er noget pjat! Men blir mere og mere sikker på at det er det jeg vil..
Har i andre haft det sådan og fik i lov at få kejsersnit??

Jordemoderen er nok den bedste at diskutere det med. Men altså undskyld...men at være "stram" skal et par veer nok hurtigt få lavet om på

Og de jeg kender hvor der har været komplikationer i forhold til fødslen og efter er i forbindelse med kejsersnit, både PKS og AKS. Så det er altså ikke altid den rette løsning.

Tabula Rasa skriver:

Meget meget flot og sagligt indlæg. Thumbs up for det! Jeg tror, at der er mange der glemmer, at det for mange tager lang tid at komme sig efter et kejsersnit, og derfor er det ikke nødvendigvis den nemme og komplikationsfri løsning.

Mange tak

Det er også mit indtryk at mange ser KS som et nemt alternativ til en fødsel, og jeg ville netop gøre opmærksom på at der er en række overvejelser man skal igennem inden man vælger KS.

Carina:-) skriver:

Jeg har prøvet begge dele.

Og vil til enhver tid foretrække vaginal.

Når man føder vaginalt bliveer barnet presset og vandet i lungerne presset ud.Det er ret vigtigt for barnet.

Den eneste gang vi fik et meget dårligt barn var ved planlagt ks.

Han kæmpede længe med c-pap og antibotika i drop pga vand i lungerne efter kejsersnittet.

Og efterfølgende har man jo mange smerter ,og er hæmmet pga såret.

Jeg kan godt forstå du er bange,men vil alligevel bede dig overveje risikoen ved et ks.

Og så synes jeg du skal tage en lang snak med din jm.

Tak for alle jeres svar.. Det gir noget til eftertanke.. Vil dog lige sige at det ikke er fordi jeg vil have en nem fødsel for min skyld.. Jeg tænker kun på barnet og om alle de risici der er for barnet ved en fødsel.. Men tror jeg skal tale med min jm om hvilke risici der er for barnet ved kejsersnit, for det ved jeg faktisk ikke så meget om..
Den ene pige som led rigtig meget skade under veerne er min tvillings datter og synes simpelthen det er forfærdeligt når man tænker på at hun var helt rask inden fødslen gik igang.. Men må prøve at tale med jm..

Tøs85 skriver:

Tak for alle jeres svar.. Det gir noget til eftertanke.. Vil dog lige sige at det ikke er fordi jeg vil have en nem fødsel for min skyld.. Jeg tænker kun på barnet og om alle de risici der er for barnet ved en fødsel.. Men tror jeg skal tale med min jm om hvilke risici der er for barnet ved kejsersnit, for det ved jeg faktisk ikke så meget om..
Den ene pige som led rigtig meget skade under veerne er min tvillings datter og synes simpelthen det er forfærdeligt når man tænker på at hun var helt rask inden fødslen gik igang.. Men må prøve at tale med jm..

Bare du husker at der er FLERE risici ved et KS  Ikke en pegefinger men et helt ærligt svar.. Den naturlige vej er den sikreste og bedste..

 

Håber vi får en opdate når du har snakket med din JM