At holde barn hjemm

Frk. Himmelblå skriver:

Ja, ja, det giver da sig selv, det du skriver!

Men troede egentlig snakken gik på de dersens undskyldninger mange bruger for at sende børn afsted. Fx at barnet har "brug" for det. Det har barnet jo ikke nødvendigvis, selvom det holder af at være i sin vs. Det er  to forskellige ting. Jeg siger jo ikke, at vs og dp er noget fanden har skabt, blot at man bør skille skidt fra kanel og stoppe med alle de der pseudodiskussioner, som blot skal tjene til at retfærdiggøre det moderne samfunds familiestrukturer på godt og ondt.

Jamen for søren da, vi bliver da nødt til at indrette vores liv efter det samfund som vi nu har fået bygget os? Indtil vi får fundet ud af en anden måde at konstruere vores hverdag på (samspillet mellem privatliv, arbejdsliv) bliver vi da nødt til at lære de små at stå op, komme ud af døren i nogenlunde mindelig ro og arbejde nogen timer hver dag?

"At mit barn har brug for det" er jo et resultat af generationers arbejdsliv, det smitter af at have forældre der først holder fri efter puttetid. Efterhånden ligger det vel så dybt i os at det bliver en medfødt faktor?

Som vores kæledyr der muligt en gang var vilde dyr, men som nu er huskatte og kælehunde. Mennesket var en gang noget ganske andet, end det vi er nu. Det må vi da forberede vores børn på?

Jeg er fortaler for at børn skal gå i børnehave - men jeg holder da af og til en fridag med min dreng alligevel Han har også ligeså lang sommerferie som jeg. Det er en kvalitet at være sammen med sit barn, uanset dets behov for aktivitet. 
Men jeg gik ikke selv i børnehave da jeg var barn - det var før pladsgarantien, så jeg gik i dagpleje eller hos min mor til jeg skulle i skole og det påvirkede desværre min sociale omgang negativt.. hvilket jeg kæmpede med gennem hele folkeskolen. Bare dét at de andre børn i klassen kendte hinanden fra børnehaven havde gjort den store forskel i de mindste klasser.. 

HeXeri skriver:

Jamen for søren da, vi bliver da nødt til at indrette vores liv efter det samfund som vi nu har fået bygget os? Indtil vi får fundet ud af en anden måde at konstruere vores hverdag på (samspillet mellem privatliv, arbejdsliv) bliver vi da nødt til at lære de små at stå op, komme ud af døren i nogenlunde mindelig ro og arbejde nogen timer hver dag?

"At mit barn har brug for det" er jo et resultat af generationers arbejdsliv, det smitter af at have forældre der først holder fri efter puttetid. Efterhånden ligger det vel så dybt i os at det bliver en medfødt faktor?

Som vores kæledyr der muligt en gang var vilde dyr, men som nu er huskatte og kælehunde. Mennesket var en gang noget ganske andet, end det vi er nu. Det må vi da forberede vores børn på?

Naturligvis må børnene også indrette sig. Ellers kan de/vi jo slet ikke fungere. Men derfor må vi alligevel og kontinuerlig stille spørgsmål ved, om der her samfund virkelig er, hvad vi ønsker os? Var der andre måde at leve på?Behøver begge forældre nødvendigvis være på arb.markedet mens børnen er små? Kunne færre materialistiske goder også gøre det? Hvad med nærværet? Hvor er bedsteforældrene? Hvor højt vægter vi samværet i/med familien ifht. prestige osv. osv. 

Vi er ikke hunde og katte. Vi er mennesker. Vi har et valg.

Frk. Himmelblå skriver:

Naturligvis må børnene også indrette sig. Ellers kan de/vi jo slet ikke fungere. Men derfor må vi alligevel og kontinuerlig stille spørgsmål ved, om der her samfund virkelig er, hvad vi ønsker os? Var der andre måde at leve på?Behøver begge forældre nødvendigvis være på arb.markedet mens børnen er små? Kunne færre materialistiske goder også gøre det? Hvad med nærværet? Hvor er bedsteforældrene? Hvor højt vægter vi samværet i/med familien ifht. prestige osv. osv. 

Vi er ikke hunde og katte. Vi er mennesker. Vi har et valg.

De tanker du stiller op, tror jeg alle forældre går rundt med. Men det er jo ikke noget vi som enkelt individer kan gøre noget ved, det er, i min optik, en fejl konstruktion af hele vores opfattelse af samfundet. Hvorfor vægter vi erhvervslivet så højt, at det næsten bliver betragtet som et selvstændigt, levende væsen? Hvorfor skal selskaber kunne skabe milliardoverskud - uden at blive tvunget til at fordele nedefter?

Der var en artikel i Information for et par weekender siden, Holger K Nielsen sagde noget med, om vi måske bare skulle indstille vores samfund så vi ikke arbejdede mere?

Ja, der er nogle forældre hvorman undrer sig over hvorfor de overhovedet har børn. Arbejdsdag på 8-9 timers tid for den bette i VS/DP mens forældrene næppe er mere tilstede når de så endeligt rammer hjemmet, den type har jeg også mødt... Kunne det forbydes, var det nok til det bedste..

Men langt de fleste af os gør det jo i en god mening, børnene der udvikler sig med så rasende fart at man næsten ikke kan følge med. Det tror jeg er de færreste af os voksne der kan få op i vores unger. Vores altid betragtende, efterabende unger..

Jeg sammenlignede ikke mennesket med en hund eller en kat. Blot at vi er rejst et stykke siden vi var simple individer med en meget lille verden at forholde os til

HeXeri skriver:

De tanker du stiller op, tror jeg alle forældre går rundt med. Men det er jo ikke noget vi som enkelt individer kan gøre noget ved, det er, i min optik, en fejl konstruktion af hele vores opfattelse af samfundet. Hvorfor vægter vi erhvervslivet så højt, at det næsten bliver betragtet som et selvstændigt, levende væsen? Hvorfor skal selskaber kunne skabe milliardoverskud - uden at blive tvunget til at fordele nedefter?

Der var en artikel i Information for et par weekender siden, Holger K Nielsen sagde noget med, om vi måske bare skulle indstille vores samfund så vi ikke arbejdede mere?

Ja, der er nogle forældre hvorman undrer sig over hvorfor de overhovedet har børn. Arbejdsdag på 8-9 timers tid for den bette i VS/DP mens forældrene næppe er mere tilstede når de så endeligt rammer hjemmet, den type har jeg også mødt... Kunne det forbydes, var det nok til det bedste..

Men langt de fleste af os gør det jo i en god mening, børnene der udvikler sig med så rasende fart at man næsten ikke kan følge med. Det tror jeg er de færreste af os voksne der kan få op i vores unger. Vores altid betragtende, efterabende unger..

Jeg sammenlignede ikke mennesket med en hund eller en kat. Blot at vi er rejst et stykke siden vi var simple individer med en meget lille verden at forholde os til

Hørt.

Og så gælder det om at kæmpe for de bedst mulige forhold i institutionerne. Det er alt værd at satse på fremtiden. Ville ønske alle ville indse dette, og handle efter det.

Frk. Himmelblå skriver:

Ja, ja, det giver da sig selv, det du skriver!

Men troede egentlig snakken gik på de dersens undskyldninger mange bruger for at sende børn afsted. Fx at barnet har "brug" for det. Det har barnet jo ikke nødvendigvis, selvom det holder af at være i sin vs. Det er  to forskellige ting. Jeg siger jo ikke, at vs og dp er noget fanden har skabt, blot at man bør skille skidt fra kanel og stoppe med alle de der pseudodiskussioner, som blot skal tjene til at retfærdiggøre det moderne samfunds familiestrukturer på godt og ondt.

"Unskyldninger". Det ord slår folk oven i hovedet

"Årsager" er et bedre udtryk. "Forklaringer" ligeså

Frk. Himmelblå skriver:

Naturligvis må børnene også indrette sig. Ellers kan de/vi jo slet ikke fungere. Men derfor må vi alligevel og kontinuerlig stille spørgsmål ved, om der her samfund virkelig er, hvad vi ønsker os? Var der andre måde at leve på?Behøver begge forældre nødvendigvis være på arb.markedet mens børnen er små? Kunne færre materialistiske goder også gøre det? Hvad med nærværet? Hvor er bedsteforældrene? Hvor højt vægter vi samværet i/med familien ifht. prestige osv. osv. 

Vi er ikke hunde og katte. Vi er mennesker. Vi har et valg.

Jeg er helt enig med dig i, at diskussionen skal holdes ved lige. I betragtning af, hvor forsvindende få år af menneskeartens tid på jorden, begge forældre har været erhvervsaktive og medforsørgende, er det tankevækkende, at vi opfatter det som en naturlov, at mor og far går på job, og børnene passes af andre.

Da jeg havde tre små børn, tog jeg mig nogle gange til hovedet over, at jeg afleverede dem i pasning for selv at tage på arbejde og undervise andre menneskers børn. Men så kommer kreditforeningslånene og "behovet" for to biler - for at både mor og far kan komme på job  - samt betalingerne til børnenes institutioner -  igen!! - i vejen for de besværlige tanker om at gøre tingene helt anderledes.

Vi har alt, alt for travlt til at tænke banebrydende og skelsættende på vore egne familiers vegne - for slet ikke at tale om at gøre det på hele samfundets.

Lenats31 skriver:

"Unskyldninger". Det ord slår folk oven i hovedet

 

"Årsager" er et bedre udtryk. "Forklaringer" ligeså

Ok, ok, jeg valgte ordet undskyldninger, da jeg synes, det dækker bedst over forældrenes behov for kognitiv ressonans. Deres årsager/forklaringer skal stemme overens med deres valg - uanset den mere objektive logik.. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er helt enig med dig i, at diskussionen skal holdes ved lige. I betragtning af, hvor forsvindende få år af menneskeartens tid på jorden, begge forældre har været erhvervsaktive og medforsørgende, er det tankevækkende, at vi opfatter det som en naturlov, at mor og far går på job, og børnene passes af andre.

Da jeg havde tre små børn, tog jeg mig nogle gange til hovedet over, at jeg afleverede dem i pasning for selv at tage på arbejde og undervise andre menneskers børn. Men så kommer kreditforeningslånene og "behovet" for to biler - for at både mor og far kan komme på job  - samt betalingerne til børnenes institutioner -  igen!! - i vejen for de besværlige tanker om at gøre tingene helt anderledes.

Vi har alt, alt for travlt til at tænke banebrydende og skelsættende på vore egne familiers vegne - for slet ikke at tale om at gøre det på hele samfundets.

You said it!

Men det var lige mine ord! 

Jeg tænker ofte over "at bryde ud" af trædemøllen. Og jeg tror, vi havde gjort det, hvis ikke det var fordi, vi allerede har en meget speciel indretning qua vores yngste barn, som har et handicap. På en måde er hun blevet en ekstra stor velsignelse for os. - Hun har fået os til at se lyset  med sine høje krav til tilværelsen.Tak, prinsesse .

til dig og godaften (og weekend - for det holder en lærer vel trods alt, ik?!)

HeXeri skriver:

I vores tilfælde ved jeg det er det bedste for ham at komme afsted hver dag. Han er i bedre humør når han har sin rutine, han udvikler sig i rasende fart når han har sine kammerater at prøve ting af på og han giver udtryk for han keder sig i selskab med kun hans mor/far.

Jeg vil ikke give dig ret i at de først leger med hinanden når de når børnehavealderen. Jeg kan da ofte se min dreng lege med hans venner i dp, den ældste af drengene kører han vildt med på motorcykel, den ælste af pigerne putter han dukkerne sammen med osv - det er vel at lege sammen, at interagere og besvare hinandens signaler? Han er godt nok også 1 år ældre end din datter, men er stadig ikke nået til børnehavealderen..

Jeg er heller ikke sikker på han havde udviklet sig så hurtigt som han har, hvis ikke han var i dp'en, han lærte jo praktisk talt at gå på 14 dage... Ikke at jeg mener konkurrencemindede børn er fornuftigt på nogen måde, men fordi jeg mener det er vanvittigt sundt at få nogen at spejle sig i. Og uanset hvor meget hans mor gerne vil, så er hun altså ikke 4 andre der er totalt med på at løbe rundt og rundt og rundt.. i timevis...

Jeg tror ærlig talt vi ville gå hinanden på nerverne hvis det bare var mig og ham. Han synes mine morgenrutiner er kedsommelige og unødvendige og jeg finder det ret så uinteressant at have samtale nummer en milliard om traktor nede på kirkegård.. synes det her er en ganske udemærket løsning - han får stimulans og jeg får lov til at være voksen og kedelig