Er det hårdere end du havde troet?

MEGET hårdere!

Men vores datter var meget syg da hun blev født og måtte genoplives. Vi har indlagt 8 uger på OUH med en masse operationer. Jeg røg ned med en fødselsdepression og min mand tog barslen mens jeg var sygemeldt. De første 3 måneder kunne jeg ikke sove i samme rum som min datter.  Jeg ikke turde knytte mig til hende fordi hun havde været tæt på at dø.

Da vi blev udskrevet måtte vi jævnligt køre de 2 timer til OUH for en ballonudvidelse i min datters spiserør og hun måtte sondemades i 9 måneder.

Så det var frygteligt og jeg glæder mig til at jeg, en eller anden dag, kan tage en sund og rask lillesøster/bror med hjem efter fødslen. Ved jeg vil føle at det er nemt i forhold til hvad vi har været igennem.

En ting er at vide det, en anden ting er at stå midt i det.

Feks med kolik. Har altid fået af vide, at kolik er det værste, at man er klar til at slå ihjel for bare to timers sammenhængende søvn til sidst. Men da jeg stod i det tænkte jeg, at det ville jeg aldrig udsætte min værste fjende for.

Alt det med, at man har fået det af vide hjælper ikke en dyt når man står i det og har et grædende barn der er utrøstelig..

Men ja, søvnen du ikke får som du plejer. At handle er en proces i sig selv og skal stoppes mange gange fordi baby pludselig skal skiftes eller have mad. Ork ja, det er klart hårdere end man tror

Eneste overraskelse her har været at vores sundhedsplejerske absolut ikke var hvad vi troede det ville være... Og er endt med at skabe problemer fremfor at være en hjælp for os...

At det lige skulle være med maden at sønnen ville være problematisk var absolut det sidste vi havde forestillet os... ALT andet der kunne være galt eller småbørnsproblemer havde vi fået snakket igennem og sørget for at tage stilling til og fundet frem til løsninger vi mente ville virke for os...

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

Nej det syntes jeg ikke, men nu har min datter så også altid været et utroligt nemt barn på den måde at hun fx nærmest aldrig er syg og altid sover igennem.

Til gengæld har graviditeterne taget røven totalt på mig. Det helvede var jeg slet ikke forberedt på.

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

Nej jeg synes ikke det er slet, det var hårdere da jeg var sammen med knægtens far.

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

JA jeg synes det er hårde end hvad jeg havde forventet, vidste selvfølgelig godt det ville blive hårdt, men jeg har fået mig en søn der desværre har Kolik, så han græder stort set hele tiden. Der er stort set kun ro på når han får noget at spise, eller sover.

Så i hans vågne timer laver jeg ikke andet end endten at amme eller gå vores træguld tyndt og trøste, derudover sover han ikke særlig længe ad gangen medmindre han er hos mig.

Så ja det er faktisk en del hårde end jeg lige havde regnet med
Det er vildt frusterende som forældre at se sit lille barn på den måde og der er ikke andet for end at prøve på at trøste

Mathilde skriver:

Det er nemlig også de problemer vi har haft med nogle folk omkring os, der mente det var lidt noget pjat og at vi var overbeskyttende.... Sådan kan det også virke, men vi begyndte først at "overbeskytte" hende, da vi havde erfaret, at hun bare ikke magtede ret meget.

Fx til hendes barnedåb (12 uger) hvor olde holdte hende mens jeg pakkede gaver op. Uden jeg var opmærksom var hun kommet videre til farfar og så skal jeg love for hun panikkede Jeg måtte sidde med hende ude bag ved resten af dagen. Kunne slet ikke få hende ned igen.

Så efter flere af sådanne eksempler tager man altså sine forholdsregler!

Håber de forældre du nævner har nogle at snakke med og møder forståelse. Det er svært nok i forvejen...

Og jo bestemt giver det håb og misforstå ikke, for jeg ser bestemt også egenskaber ved at være sensitiv. Celina har fx god forståelse for andres følelser, hun er intelligent og generelt fremme med mange ting men spædbarnsperioden trækker virkelig tænder ud med sådan et barn. I hvert fald ind til man ved, hvad det handler om...

knus

Jeg tror forståelsen er vokset lidt med at folk omkring dem vitterligt har erfaret at de ikke er pylret men kun ser efter hvad deres datter kan rumme og ikke kan rumme...

Og det giver også en lang række kvaliteter at være ekstra opmærksom på verden omkring en og det skal hun helt sikkert nok få glæde af senere hen i livet

Jeg havde forventet at det ville blive hårdt, men jeg vidste ikke hvilken del, der ville være hård, og det viste sig, at det der var hårdt, ikke var det jeg havde regnet med.

Men det var så noget helt andet med nr to og nr tre...

Synes nr tre var super nemt, amning, bleer, natteroderi. Følte helt klart at det var piece of cake at være småbørns mor til tre.

SÅ man vænner sig til meget, og jeg kan slet ikke forstå at jeg synes det var så hårdt første gang

Bum bum..
Selvom man ved det er "hårdt" at blive forældre, så ved man det jo ikke før man har prøvet det.
Når jeg ser tilbage på specielt de første to måneder synes jeg det er en under vi er kommet igennem det. Det var så langt fra hvad jeg havde forestillet mig. Men nu? Ja, nu går det jo som det skal. Har lært mit barn at kende, ved hvad udtryk og lyde betyder. Det har da klart gjort det lettere.

Dog; Hvis jeg skal nævne en ting, som ingen kunne have forberedt mig på, så er det denne nærmest konstante følelse af "åh nej, gør jeg det godt nok?". Har aldrig i mit liv følt mig så utilstrækkelig som efter jeg blev mor. De konstante bekymringer.

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

Hell yea puh... 

Jeg har dog aldrig troet at det blev en dans på roser. Jeg har altid vidst at det er en krævende opgave at blive forælder, og at der er mange ting man må opgive. Det har jeg også været helt klar til. 

Det jeg ikke havde set komme var, at jeg ikke engang ville få tid til så meget som; at børste tænder om morgenen, at gå på toilettet for at sk**e, før manden kom hjem, sent om aftenen, og middagsmad ville være en ren luxus.

Min søn har sovet laaangt under det som er normalt, så det har været en langt mere krævende opgave end jeg havde troet. Og det, selv om jeg forberedte mig på, at jeg kunne stå med en kolik baby. Tak og lov, har han altid sovet lidt om natter, har altid fået minimum 4 timer søve der (sammenhængende eller ej). Her den sidste uge, har der været enkelte dage, hvor han er begyndt at sove lidt om dagen. Der er en VERDEN til forskel, selv om han stadig ikke sover synderligt meget. Fuck man kan nå meget på bare 1 time