Er det hårdere end du havde troet?

Jeg tror, at det ALTID vil være hårdere end man havde forestillet sig, ganske enkelt fordi man ikke kan sætte sig ind i hvordan det er, før man har prøvet det.

Men derfra og så til at gå og sige at det var åhh så hårdt...no way, det har jeg aldrig sagt. jeg vidste jo at der ville blive en million ting, at klare, overvinde osv. men man kom jo igennem det netop fordi det var ens største ønske at få et barn.

Jeg har ofte undret mig over de mødre der netop går og har åhh så ondt af sig selv, men for pokker da...har de gået og lullet sig ind i en lyserød Barbie-verden???
Eller har de bare aldrig prøvet at passe børn fuldtids før de sprang ud i det og fik barn?

Blot en tanke...burde man før man får børn prøve at passe et spædbarn i et par dage, så man finder ud af om man nu også er parat??

Kærligst
Sussie 

SussieThyssen skriver:

Jeg tror, at det ALTID vil være hårdere end man havde forestillet sig, ganske enkelt fordi man ikke kan sætte sig ind i hvordan det er, før man har prøvet det.

Men derfra og så til at gå og sige at det var åhh så hårdt...no way, det har jeg aldrig sagt. jeg vidste jo at der ville blive en million ting, at klare, overvinde osv. men man kom jo igennem det netop fordi det var ens største ønske at få et barn.

Jeg har ofte undret mig over de mødre der netop går og har åhh så ondt af sig selv, men for pokker da...har de gået og lullet sig ind i en lyserød Barbie-verden???
Eller har de bare aldrig prøvet at passe børn fuldtids før de sprang ud i det og fik barn?

Blot en tanke...burde man før man får børn prøve at passe et spædbarn i et par dage, så man finder ud af om man nu også er parat??

Kærligst
Sussie 

Jeg tror mange gange, det handler om, at børn er forskellige, og uanset hvor meget man forsøger at undgå det, så vil man jo automatisk sammenligne sin egen situation med andres.

Min den første sov aldrig længere end max 40 min, normalt ca 20 min, sammenhængende om dagen, før hun blev ca 10 mndr.

Nabopigen født ca samtidig sov omtrent 3 timer sammenhængende midt på dagen hver dag i månedsvis, så min veninde sov, spiste, slappede af, ordnede huset osv i den tid hver dag.

Til gengæld kunne jeg spise alt, mens nabopigen reagerede, når hendes mor havde spist diverse ting.

Når man er træt og lidt nedkørt, så kan den slags forskelle godt føles uretfærdig. Så kan ting godt pludselig føles hårdere.

Man ved jo ikke, hvordan barnet, man venter sig, bliver, så uanset om man har gjort det før, kan det jo godt blive hårdere eller vanskeligt på en anden måde, end man havde forestillet sig.

Jeg tror de fleste forventer at det er en stor og hård omvæltning at få barn/børn, men man kan jo af gode grunde ikke vide, HVOR hårdt det er, før man står i det.

Jeg syntes det har det været super hårdt, men vores datter skreg også de første 3 måneder af sit liv konstant - fik konstateret hjertefejl, blev opereret da hun var 3 måneder og 5 dage gammel. Så ikke nok med at det i forvejen er hårdt at blive mor/forældre, så kommer det nok også an på, hvordan babyen er, hvilke udfordringer der kommer osv.

De første måneder er uden særlig meget søvn og når der så f.eks er sygdom og operation, så sker der også meget psykisk, udover de helt alm. " baby/forældre ting", som man bekymrer sig over.

Er dog sikker på, at 2. gang bliver meget nemmere, hvis alt går helt normalt.

/Fenja

 

Det var slet ikke så hårdt som jeg havde forestillet mig.

Det er faktisk først nu hvor hun (lige om lidt) er 1 år, at det begynder og blive lidt hårdt. Jeg har en MEGET stædig og temperemants fuld lille pige  (og hun kan ikke have det fra sin mor, for hun har det stadig). 

Men alligevel er det slet ikke så hårdt som alle gik og sagde da jeg ventede mig 

 

 

 

SussieThyssen skriver:

Jeg tror, at det ALTID vil være hårdere end man havde forestillet sig, ganske enkelt fordi man ikke kan sætte sig ind i hvordan det er, før man har prøvet det.

Men derfra og så til at gå og sige at det var åhh så hårdt...no way, det har jeg aldrig sagt. jeg vidste jo at der ville blive en million ting, at klare, overvinde osv. men man kom jo igennem det netop fordi det var ens største ønske at få et barn.

Jeg har ofte undret mig over de mødre der netop går og har åhh så ondt af sig selv, men for pokker da...har de gået og lullet sig ind i en lyserød Barbie-verden???
Eller har de bare aldrig prøvet at passe børn fuldtids før de sprang ud i det og fik barn?

Blot en tanke...burde man før man får børn prøve at passe et spædbarn i et par dage, så man finder ud af om man nu også er parat??

Kærligst
Sussie 

Jeg havde aldrig så meget som skiftet et spædbarn før jeg fik min egen baby. Og stadigvæk vil jeg sige at det IKKE blev hårdere end jeg havde forventet. Så det kommer nok an på så meget. 

ja både og... det er hårdt men det var forventet... men det er hårdt på en helt anden måde en jeg havde forventet...

Ciss skriver:

Jeg tror mange gange, det handler om, at børn er forskellige, og uanset hvor meget man forsøger at undgå det, så vil man jo automatisk sammenligne sin egen situation med andres.

Min den første sov aldrig længere end max 40 min, normalt ca 20 min, sammenhængende om dagen, før hun blev ca 10 mndr.

Nabopigen født ca samtidig sov omtrent 3 timer sammenhængende midt på dagen hver dag i månedsvis, så min veninde sov, spiste, slappede af, ordnede huset osv i den tid hver dag.

Til gengæld kunne jeg spise alt, mens nabopigen reagerede, når hendes mor havde spist diverse ting.

Når man er træt og lidt nedkørt, så kan den slags forskelle godt føles uretfærdig. Så kan ting godt pludselig føles hårdere.

Man ved jo ikke, hvordan barnet, man venter sig, bliver, så uanset om man har gjort det før, kan det jo godt blive hårdere eller vanskeligt på en anden måde, end man havde forestillet sig.

Åhhja...du har så evigt ret

modesty skriver:

Jeg havde aldrig så meget som skiftet et spædbarn før jeg fik min egen baby. Og stadigvæk vil jeg sige at det IKKE blev hårdere end jeg havde forventet. Så det kommer nok an på så meget. 

Måske har du bare suget til dig og lært på en anden måde måde..og så det at du måske af sind tager tingene lidt mere som de kommer!?!

Jeg var ikke overrasket over at det var hårdt de første par mdr. men alligevel uforberededt på, hvor hårdt det rammer når man ikke får sovet, (kollikbarn) Det tror jeg ikke man kan forberede sig på, selvom man ved det teoretisk.

SussieThyssen skriver:

Jeg tror, at det ALTID vil være hårdere end man havde forestillet sig, ganske enkelt fordi man ikke kan sætte sig ind i hvordan det er, før man har prøvet det.

Men derfra og så til at gå og sige at det var åhh så hårdt...no way, det har jeg aldrig sagt. jeg vidste jo at der ville blive en million ting, at klare, overvinde osv. men man kom jo igennem det netop fordi det var ens største ønske at få et barn.

Jeg har ofte undret mig over de mødre der netop går og har åhh så ondt af sig selv, men for pokker da...har de gået og lullet sig ind i en lyserød Barbie-verden???
Eller har de bare aldrig prøvet at passe børn fuldtids før de sprang ud i det og fik barn?

Blot en tanke...burde man før man får børn prøve at passe et spædbarn i et par dage, så man finder ud af om man nu også er parat??

Kærligst
Sussie 

Jeg har altså aldrig passet et spædbarn og ville ærlig talt aldrig lade andre uerfarne passe mit barn som spæd og da slet ikke i flere dage.
Jeg synes ikke det var specielt hårdere end forventet at få et barn. Jeg havde ligesom forberedt mig på det væreste. Og jeg har nok det man vil kalde et ekstra krævende barn som jeg har valgt at passe hjemme fuldtid og et pt aldrig blevet aflastet mere end end par timer, end ikke af min søns far.
Tror det handler om barnet og den person man er.