Opgør med kernefamilien?

Jeg synes det er fint at der er så mange svar på, hvordan man kan få en familie til at fungere. Der er intet rigtig og intet forkert, uanset om man lever som mor, far og børn eller selvvalgt singlemor. Personligt vil jeg dog helst at mit barn opvokser med både mor og far ( på samme adresse), men kan forældrene ikke sammen, så er det jo langt bedre for barnet at "kernefamilien" ophører.

De fleste børn ønsker at være i en kernefamilie, artikel jeg har læst i Politiken, men måske skyldes det også at de fleste film og bøger favorisere kernefamilien og ikke laver et mere nuanceret billede af verdenen idag. Selvom det måske kun er en meget lille del af det, for der er selvfølgelig også medier der fremviser alternativer til kernefamilien.

Er sikker på, at vi som voksne skal være bedre til at fortælle børnene om de forskellige livsformer der findes og at der ikke kun er en rigtig måde at gøre tingene på. De fleste børn tænker og føler i "tryghed" og når der er noget der truer trygheden, så gør det børnene utilpasse. Så jeg er overbevist om, at det handler om at give sine børn en tryg base og så er det lidt ligegyldigt om det er mor og far og børn der bor sammen eller kun mor.

/Fenja

 

HeXeri skriver:

Egentligt så er jeg lidt imod reagensglasbørn. Mennesket har udviklet sig til lidt af en svækling, alt kan kureres med en pille eller et lægebesøg og vi behøver sådan set ikke rigtigt overveje konsekvenserne. På det personlige plan kan jeg godt se hvordan det kan være svært at leve et liv uden børn, hvis de er det eneste man ønsker. Men helt kynisk set på det, så er det en glidebane for vi ved ikke hvilke fejl der bliver bragt videre i den genetiske pulje.
Så er der jo også alt det med at vi som mennesker bliver mere og mere individualiserede, egoitiske. Vi behøver ikke længere gå på kompromiets smalle sti, fordi vi kan bare selv finde os et hjem og flytte ind i, være konger af vores eget lille univers. Programmer som singelliv og for lækker til love, der forherliger den indstilling til livet "Jeg behøver ikke nøjes med mindre end perfekt" uden egentligt at se på sig selv, fyldt med de fejl man nu har.
Og når man nu ikke skal nøjes med mindre end perfekt er det i god forlængelse med reagensglasbørn, det kommer lidt fra samme kilde.
Svært emne, svært ikke at træde folk over tæerne...

Må indrømme at jeg har lidt svært ved at finde mig selv, eller andre mødre til donorbørn (som altså intet har at gøre med reagensglasbørn) i det du skriver. Endsige se hvad det har med artiklen at gøre

Jeg er hverken for lækker til love, en egoistisk single eller ude på at føre dårlige gener videre.

Go dag til dig og tak for inputtet

Fenja09 skriver:

Jeg synes det er fint at der er så mange svar på, hvordan man kan få en familie til at fungere. Der er intet rigtig og intet forkert, uanset om man lever som mor, far og børn eller selvvalgt singlemor. Personligt vil jeg dog helst at mit barn opvokser med både mor og far ( på samme adresse), men kan forældrene ikke sammen, så er det jo langt bedre for barnet at "kernefamilien" ophører.

De fleste børn ønsker at være i en kernefamilie, artikel jeg har læst i Politiken, men måske skyldes det også at de fleste film og bøger favorisere kernefamilien og ikke laver et mere nuanceret billede af verdenen idag. Selvom det måske kun er en meget lille del af det, for der er selvfølgelig også medier der fremviser alternativer til kernefamilien.

Er sikker på, at vi som voksne skal være bedre til at fortælle børnene om de forskellige livsformer der findes og at der ikke kun er en rigtig måde at gøre tingene på. De fleste børn tænker og føler i "tryghed" og når der er noget der truer trygheden, så gør det børnene utilpasse. Så jeg er overbevist om, at det handler om at give sine børn en tryg base og så er det lidt ligegyldigt om det er mor og far og børn der bor sammen eller kun mor.

/Fenja

 

Mange tak for dit input Jeg er enig med dig i bl.a det med at vi skal være bedre til at vise mangfoldigheden i familieformerne. Men jeg tror det sker helt automatisk i fremtiden fordi der efterhånder er så mange måder at leve på som børnene kan spejle sig i. På min datters stue er der to andre piger med singlemødre, én ligesom vores model. Det glæder mig og giver mig en tryghed at vide, at min datter ikke kommer til at stå alene og være den eneste "underlige" uden en far.

morethanperfect skriver:

... Og den perfekte verden for barnet og moderen , kan ligeså godt være lykken . Jeg må da ærlig indrømme at jeg nogle gange tænker jeg ville være bedre alene , meeen så igen når jeg tænker efter , ville jeg jo nok ik .. 

Det er altid svært at forestille sig den anden side...jeg vil heller ikke bytte

dorthemus skriver:

Må indrømme at jeg har lidt svært ved at finde mig selv, eller andre mødre til donorbørn (som altså intet har at gøre med reagensglasbørn) i det du skriver. Endsige se hvad det har med artiklen at gøre

Jeg er hverken for lækker til love, en egoistisk single eller ude på at føre dårlige gener videre.

Go dag til dig og tak for inputtet

Nej, nu brugte jeg reagensglasbørn sådan lidt løseligt, lægevidenskabeligt-producerede børn kunne jeg også have brugt. Børn uden en far, kunne vi også have brugt.
Kvinden i artiklen taler om hendes forhold til hendes søn og hvordan det bånd "aldrig vil blive brudt af en mand", hun omtaler deres forhold som noget enkeltstående fra den mand hun engang vil gifte sig med. Det er da netop taget ud af den holdning, at vi kan få det præcis som vi vil have det. Møder den indstilling ofte hos kvinder der har valgt børn på den måde. Kvinden i artiklen er udpræget egoist i sin betragtning af barnets situation.
Sagde jo netop at det var et svært emne, ingen grund til at føle dig ramt. Jeg talte ikke om dig, eller en anden du kender, men den generelle opfattelse at der ikke er en naturlig årsag til vi ikke undfanger, eller at vi heller ikke behøver at gå på kompromis for at finde en mand vi kan samarbejde med om familien.

Mor og meget mere skriver:

Dine indvendinger mod skribentens udsagn er helt identiske med mine tanker - til artiklen, ikke til emnet - for hvordan tror hun, at hun kan forebygge, at barnet knytter sig til hendes partner som til en far? Og hvordan kan man overhovedet opfatte det som en risiko, at en far vil bryde båndet mellem mor og barn? 

Jeg har bestemt sympati for kvinder, der træffer et bevidst valg om at få børn uden en mand, men hendes scenarier og argumentation virker stik modsat hensigten for mig - jeg får fordomsfulde billeder af en egocentreret kvinde, der "vil ha'!" barnet for sig selv, og som mener sig i stand til at kontrollere sit barns følelsesliv. Jeg ser endda et glimrende fundament for en usund mor-søn-relation a la Ødipus, hvis hun ikke anerkender, at en mand kan komme tæt på hendes barn og blive far i praksis. 

Reelt har hun ikke blot valgt ikke som udgangspunkt at have en far til sit barn, men også at forhindre, at han nogensinde får en. Hvorfor skulle man IKKE opfatte det blot som en mulighed, at barnet får en far en dag? Det får mig til at tænke, at hele hendes familieform er bygget op på HENDES ønsker og behov. Hvad med barnets? 

dorthemus skriver:

Det er altid svært at forestille sig den anden side...jeg vil heller ikke bytte

Præcis

Og det forstår jeg godt .. Du virker som en glad og meget afslappet person

HeXeri skriver:

JJom

Nej, nu brugte jeg reagensglasbørn sådan lidt løseligt, lægevidenskabeligt-producerede børn kunne jeg også have brugt. Børn uden en far, kunne vi også have brugt.
Kvinden i artiklen taler om hendes forhold til hendes søn og hvordan det bånd "aldrig vil blive brudt af en mand", hun omtaler deres forhold som noget enkeltstående fra den mand hun engang vil gifte sig med. Det er da netop taget ud af den holdning, at vi kan få det præcis som vi vil have det. Møder den indstilling ofte hos kvinder der har valgt børn på den måde. Kvinden i artiklen er udpræget egoist i sin betragtning af barnets situation.
Sagde jo netop at det var et svært emne, ingen grund til at føle dig ramt. Jeg talte ikke om dig, eller en anden du kender, men den generelle opfattelse at der ikke er en naturlig årsag til vi ikke undfanger, eller at vi heller ikke behøver at gå på kompromis for at finde en mand vi kan samarbejde med om familien.

Jo forstår skam godt hvad du skriver...men det blir netop personligt når du/folk generaliserer over ens liv Du eller andre ved jo ikke hvad jeg har været igennem eller hvor mange kompromisser jeg er gået på tidligere som gør at jeg har taget dette skridt....ligeså lidt ved jeg om dit liv, om du fandt dine børns far i en tidlig alder eller måtte kæmpe lidt mere for det

Jeg er ikke enig i din udlægning af forfatterens ord som jeg tolker anderledes. Det har jeg beskrevet andre steder i denne tråd, så det behøver jeg ikke skrive igen

morethanperfect skriver:

Præcis

Og det forstår jeg godt .. Du virker som en glad og meget afslappet person

Mange

modesty skriver:

Jeg har ingen problemer med at kvinder vælger at få børn alene. Jeg kender adskillige, og det går rigtig fint for dem.

Jeg synes dog at skribenten har en egoistisk og urealistisk indstilling til de eventuelle faderfigurer (i kraft af deres rolle som hendes kæreste) der vil blive en del af hendes søns liv.

Når hun skriver dette:

" Men han skal bare ikke være far til mit barn, han skal være min kæreste og mand. Han må også gerne elske min søn og passe på ham, som en far ville gøre, men han vil aldrig kunne bryde båndet mellem mig og min søn."

Du kan ikke som mor bestemme om dit barn vælger at knytte sig til din kæreste som var det barnets far. Det er naivt at tro at man kan have en sådan magt over et andet menneskes følelsesliv. Derudover: Bryde båndet? Som om en biologisk far kan bryde båndet mellem en mor og hendes barn? Hvor får hun den idé fra?

Og dette:

" Min søn knytter sig naturligt til den mand, han ser mig elske, og det er også sårbart for min søn, hvis et forhold går i stykker. Så jeg passer på ham og på både hans og mit hjerte. Men det er ikke anderledes end en fraskilt mor, der dater igen."

Jo, det er anderledes end en fraskilt mor der dater igen. For den fraskilte mors barn har en far i forvejen. Den enlige mors barn vil søge en primær faderfigur i de mænd der kommer ind i barnets liv.

Og dette:

" og uanset hvad der sker i mit kærlighedsliv, vil min søn ikke risikere at skulle blive delebarn."

Så hvis hun er kæreste med en mand i 10 år, og barnet kommer til at elske den mand som sin far (hvilket moren måske ikke vil have, men ikke har nogen magt over) - så skal den mand altså ikke have lov til at se barnet på jævnlig basis efter et brud? Det synes jeg er dybt egoistisk og skræmmende, hvis jeg skal være helt ærlig.

Min kæreste har en papdatter med en kvinde som han var sammen med fra datteren var 1-11 år. Hun har en biologisk far, men det er min kæreste hun ser mest, læner sig op ad når hun har brug for praktisk eller emotionel støtte. Det har altid været en selvfølge fra hendes mors side at datteren skulle se min kæreste jævnligt og at han skulle blive ved med at være en del af hendes familieliv. Og det havde været et forfærdeligt tab for både min kæreste og hans papdatter hvis hans mor havde haft samme indstilling som skribenten.

Jeg synes at hun tænker på sig selv fremfor både sine kærester og sin søn når hun tror at hun kan dele sit liv op i to bokse på den måde.

Enig