Opgør med kernefamilien?

modesty skriver:

Jeg har ingen problemer med at kvinder vælger at få børn alene. Jeg kender adskillige, og det går rigtig fint for dem.

Jeg synes dog at skribenten har en egoistisk og urealistisk indstilling til de eventuelle faderfigurer (i kraft af deres rolle som hendes kæreste) der vil blive en del af hendes søns liv.

Når hun skriver dette:

" Men han skal bare ikke være far til mit barn, han skal være min kæreste og mand. Han må også gerne elske min søn og passe på ham, som en far ville gøre, men han vil aldrig kunne bryde båndet mellem mig og min søn."

Du kan ikke som mor bestemme om dit barn vælger at knytte sig til din kæreste som var det barnets far. Det er naivt at tro at man kan have en sådan magt over et andet menneskes følelsesliv. Derudover: Bryde båndet? Som om en biologisk far kan bryde båndet mellem en mor og hendes barn? Hvor får hun den idé fra?

Og dette:

" Min søn knytter sig naturligt til den mand, han ser mig elske, og det er også sårbart for min søn, hvis et forhold går i stykker. Så jeg passer på ham og på både hans og mit hjerte. Men det er ikke anderledes end en fraskilt mor, der dater igen."

Jo, det er anderledes end en fraskilt mor der dater igen. For den fraskilte mors barn har en far i forvejen. Den enlige mors barn vil søge en primær faderfigur i de mænd der kommer ind i barnets liv.

Og dette:

" og uanset hvad der sker i mit kærlighedsliv, vil min søn ikke risikere at skulle blive delebarn."

Så hvis hun er kæreste med en mand i 10 år, og barnet kommer til at elske den mand som sin far (hvilket moren måske ikke vil have, men ikke har nogen magt over) - så skal den mand altså ikke have lov til at se barnet på jævnlig basis efter et brud? Det synes jeg er dybt egoistisk og skræmmende, hvis jeg skal være helt ærlig.

Min kæreste har en papdatter med en kvinde som han var sammen med fra datteren var 1-11 år. Hun har en biologisk far, men det er min kæreste hun ser mest, læner sig op ad når hun har brug for praktisk eller emotionel støtte. Det har altid været en selvfølge fra hendes mors side at datteren skulle se min kæreste jævnligt og at han skulle blive ved med at være en del af hendes familieliv. Og det havde været et forfærdeligt tab for både min kæreste og hans papdatter hvis hans mor havde haft samme indstilling som skribenten.

Jeg synes at hun tænker på sig selv fremfor både sine kærester og sin søn når hun tror at hun kan dele sit liv op i to bokse på den måde.

Dine indvendinger mod skribentens udsagn er helt identiske med mine tanker - til artiklen, ikke til emnet - for hvordan tror hun, at hun kan forebygge, at barnet knytter sig til hendes partner som til en far? Og hvordan kan man overhovedet opfatte det som en risiko, at en far vil bryde båndet mellem mor og barn? 

Jeg har bestemt sympati for kvinder, der træffer et bevidst valg om at få børn uden en mand, men hendes scenarier og argumentation virker stik modsat hensigten for mig - jeg får fordomsfulde billeder af en egocentreret kvinde, der "vil ha'!" barnet for sig selv, og som mener sig i stand til at kontrollere sit barns følelsesliv. Jeg ser endda et glimrende fundament for en usund mor-søn-relation a la Ødipus, hvis hun ikke anerkender, at en mand kan komme tæt på hendes barn og blive far i praksis. 

Reelt har hun ikke blot valgt ikke som udgangspunkt at have en far til sit barn, men også at forhindre, at han nogensinde får en. Hvorfor skulle man IKKE opfatte det blot som en mulighed, at barnet får en far en dag? Det får mig til at tænke, at hele hendes familieform er bygget op på HENDES ønsker og behov. Hvad med barnets? 

dorthemus skriver:

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men jeg er 41 år og er ikke fra brug-og-smid-væk generationen. Mine forældre er stadig sammen og har været det i over 40 år...de fik også mig sent

Jeg taler af egne erfaringer nu, men jeg tror at mange af min generations mænd mangler ordentlige rollemodeller i deres egne fædre. De er børn af 70ernes frisind og bløde mænd og stærke selvstændige kvinder....her generaliserer jeg lidt for at understrege en pointe Det er super vigtigt at kunne spejle sig i sit eget køn for at finde ud af hvad man er for en størrelse. Og jeg er desværre stødt på mange mænd, af min generation, med ondt i følelseslivet.

Det er ikke mig der som udgangspunkt er suset fra et forhold til et andet....men mange af de forhold jeg har haft er til mænd der gerne ville, men så alligevel ikke formåede at committe sig da det virkelig gælder. Trist ja, men jeg er i bund og grund meget lykkelig alene med mit barn og ville ikke gøre noget om....og så må jeg sige, at jeg er enig med Anne når hun skriver, at hendes mand skal være hendes kæreste og ikke far til sit barn....det er også der hvor jeg er nu

Men vil du udelukke, at din datter en dag kommer til at være et andet sted, end du er nu, og knytte sig til din kæreste som til en far? Og ville du kæmpe imod en sådan tilknytning - og tror du overhovedet, man kan det? Kontrollere sit barns følelser? 

Jeg har selv hungret efter en far hele mit liv, også op i voksenårene, og havde der været en god faderfigur i mit liv, tæt på, ville min mor på ingen måde have kunnet forhindre en tilknytning.

Mor og meget mere skriver:

Men vil du udelukke, at din datter en dag kommer til at være et andet sted, end du er nu, og knytte sig til din kæreste som til en far? Og ville du kæmpe imod en sådan tilknytning - og tror du overhovedet, man kan det? Kontrollere sit barns følelser? 

Jeg har selv hungret efter en far hele mit liv, også op i voksenårene, og havde der været en god faderfigur i mit liv, tæt på, ville min mor på ingen måde have kunnet forhindre en tilknytning.

Bestemt og det har jeg også svaret andetsteds

Jeg tror forfatteren mener, at hun ikke leder efter en far til sin søn. Det er ihvertfald det udgangspunkt jeg har når jeg atter skal ud på datingmarkedet. Ville ikke drømme om at stå i vejen hvis min datter knyttede sig til en mand, som hun havde oplevet som sin far, og vi så gik fra hinanden. Som loven er nu har sociale mødre og fædre ingen rettigheder og det er synd for børnene...og dem

Mor og meget mere skriver:

Men vil du udelukke, at din datter en dag kommer til at være et andet sted, end du er nu, og knytte sig til din kæreste som til en far? Og ville du kæmpe imod en sådan tilknytning - og tror du overhovedet, man kan det? Kontrollere sit barns følelser? 

Jeg har selv hungret efter en far hele mit liv, også op i voksenårene, og havde der været en god faderfigur i mit liv, tæt på, ville min mor på ingen måde have kunnet forhindre en tilknytning.

Der skulle selvfølge stå at jeg bestemt IKKE ville udelukke eller kæmpe imod det

dorthemus skriver:

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men jeg er 41 år og er ikke fra brug-og-smid-væk generationen. Mine forældre er stadig sammen og har været det i over 40 år...de fik også mig sent

Jeg taler af egne erfaringer nu, men jeg tror at mange af min generations mænd mangler ordentlige rollemodeller i deres egne fædre. De er børn af 70ernes frisind og bløde mænd og stærke selvstændige kvinder....her generaliserer jeg lidt for at understrege en pointe Det er super vigtigt at kunne spejle sig i sit eget køn for at finde ud af hvad man er for en størrelse. Og jeg er desværre stødt på mange mænd, af min generation, med ondt i følelseslivet.

Det er ikke mig der som udgangspunkt er suset fra et forhold til et andet....men mange af de forhold jeg har haft er til mænd der gerne ville, men så alligevel ikke formåede at committe sig da det virkelig gælder. Trist ja, men jeg er i bund og grund meget lykkelig alene med mit barn og ville ikke gøre noget om....og så må jeg sige, at jeg er enig med Anne når hun skriver, at hendes mand skal være hendes kæreste og ikke far til sit barn....det er også der hvor jeg er nu

Ja, jeg tror du har helt ret i, at mændende generelt i din generation har problemer i følelselivet. Jeg selv er 22, så en hel generation under. Min generation - synes jeg - suser fra forhold til forhold, pga uoverensstemmelser, som man ikke kan leve med. Nu bliver det meget generelt, men så er det nemmere at skrive Men mange af os er vokset op med, at vi er noget helt særligt og ganske unikke. Og når vi er så særlige, så er det jo svært at finde en, som er lige så særlig

 

Jeg er taknemmelig for, at vi lever i et samfund, hvor det er muligt at få børn selv. Jeg har altid ønsket mig børn. Mange af dem, og så hurtigt som muligt. Og havde jeg ikke fundet en at lave dem med - så ville jeg helt klart om 10 år eller sådan lave dem selv! Men det ville være på baggrund af, at jeg ikke fandt manden og kunne få kernefamilien. Så det ville være mit andet valg at blive selvvalgt singlemor.

Når du siger, at din mand skal være din kæreste - og ikke far til dit barn. Hvordan mener du det så? Jeg tænker, at det må være svært, at denne mand ikke bliver set som en faderfigur af barnet. Barnet søger vel som udgangspunkt et mandligt forbillede. Gjorde jeg i hvert fald selv i høj grad. Hvis jeg altså må spørge

Vildt spændende debat!

Madam Blå skriver:

Ja, jeg tror du har helt ret i, at mændende generelt i din generation har problemer i følelselivet. Jeg selv er 22, så en hel generation under. Min generation - synes jeg - suser fra forhold til forhold, pga uoverensstemmelser, som man ikke kan leve med. Nu bliver det meget generelt, men så er det nemmere at skrive Men mange af os er vokset op med, at vi er noget helt særligt og ganske unikke. Og når vi er så særlige, så er det jo svært at finde en, som er lige så særlig

 

Jeg er taknemmelig for, at vi lever i et samfund, hvor det er muligt at få børn selv. Jeg har altid ønsket mig børn. Mange af dem, og så hurtigt som muligt. Og havde jeg ikke fundet en at lave dem med - så ville jeg helt klart om 10 år eller sådan lave dem selv! Men det ville være på baggrund af, at jeg ikke fandt manden og kunne få kernefamilien. Så det ville være mit andet valg at blive selvvalgt singlemor.

Når du siger, at din mand skal være din kæreste - og ikke far til dit barn. Hvordan mener du det så? Jeg tænker, at det må være svært, at denne mand ikke bliver set som en faderfigur af barnet. Barnet søger vel som udgangspunkt et mandligt forbillede. Gjorde jeg i hvert fald selv i høj grad. Hvis jeg altså må spørge

Vildt spændende debat!

Donorvalget var bestemt heller ikke mit førstevalg..ligesom så mange andre så ønskede jeg også kernefamilien med far-mor-barn modellen. Men jeg måtte til sidst erkende, at ønsket om et barn til sidst fyldte så meget, at jeg mere så efter far-potentialet fremfor mændenes kæreste-potentiale....og så er det jo dømt til at gå galt, ikke sandt?

Med hensyn til det sidste, så er det for at understrege at den næste mand i mit liv først og fremmest skal være min kæreste..jeg søger ikke en far til Runa. Som tingene er lige nu så søger jeg sket ikke for jeg kan lide mit liv som det er nu.
Omvendt ved jeg jo ikke hvad fremtiden bringer eller hvem der krydser min og mon datters liv...så måske møder jeg en der giver mig troen tilbage på parforholdet og så vil jeg naturligvis ikke stå i vejen for deres relation

dorthemus skriver:

Donorvalget var bestemt heller ikke mit førstevalg..ligesom så mange andre så ønskede jeg også kernefamilien med far-mor-barn modellen. Men jeg måtte til sidst erkende, at ønsket om et barn til sidst fyldte så meget, at jeg mere så efter far-potentialet fremfor mændenes kæreste-potentiale....og så er det jo dømt til at gå galt, ikke sandt?

Med hensyn til det sidste, så er det for at understrege at den næste mand i mit liv først og fremmest skal være min kæreste..jeg søger ikke en far til Runa. Som tingene er lige nu så søger jeg sket ikke for jeg kan lide mit liv som det er nu.
Omvendt ved jeg jo ikke hvad fremtiden bringer eller hvem der krydser min og mon datters liv...så måske møder jeg en der giver mig troen tilbage på parforholdet og så vil jeg naturligvis ikke stå i vejen for deres relation

Hehe, jo det tror jeg bestemt også det er

Tak for din uddybning! Nu giver det meget mere mening for mig.

 

Og så vil jeg lige sige, at det var dejligt at høre om din historie! Hvor er jeg glad på dine vegne, at selvom det ikke gik som du havde troet - så kunne det på ingen måde være bedre, end som det er nu Hvor er jeg glad for at bo i et land, hvor det er muligt!

Hilsen Kristina

Madam Blå skriver:

MMaManMang

Hehe, jo det tror jeg bestemt også det er

Tak for din uddybning! Nu giver det meget mere mening for mig.

 

Og så vil jeg lige sige, at det var dejligt at høre om din historie! Hvor er jeg glad på dine vegne, at selvom det ikke gik som du havde troet - så kunne det på ingen måde være bedre, end som det er nu Hvor er jeg glad for at bo i et land, hvor det er muligt!

Hilsen Kristina

Mange tak

dorthemus skriver:

Goddag

Det er efterhånden sjældent jeg opretter debatter herinde mere, men faldt lige over den kronik fra Information idag og den vil jeg gerne dele med jer.

Jeg er selv selvvalgt singlemor til min datter Runa på to år Og min historie ligner meget kronikskribentens.

Jeg er nysgerrig på hvad I mener og hvordan I ser nutidens familieformer

http://www.information.dk/303122

I min optik er en familie ikke nødvendigvis bestående af far og mor, samt børn. Hvor der er hjerterum og kærlighed er det familie. Jeg går ikke så meget op i om man er biologisk i relation med hinanden. Min datter har et sæt bedsteforældre, som er mine venindes forældre, og dem kalder vi bedsterne, selvom de ikke er biologiske bedsteforældre.

Så dig og Runa, Dorthe. Er lige så meget en familie, som andre

dorthemus skriver:

Tak for dit input

Jeg synes ikke det er det mest ensomme i verden, for lige at starte med den Dog er der da bestemt tidspunkter hvor jeg godt gad dele både op- og nedture med en far/mand....men de er kortvarige og fylder ikke meget. Kender jo heller ikke til andet ligesom du jo heller ikke kender til det at stå alene med ansvaret om et barn.

Jeg tror mange af kommentarerne kommer fra mænd der føler sig trådt for nær på deres rolle Ingen af de kvinder jeg kender -incl. mig selv - har valgt manden fra, men jeg tror desværre at fremtidens singlemødre til donorbørn blir yngre og mere SELVvalgte.....og det er da en samfundsudvikling der skal tages alvorligt.

Hvorfor bor 55 % (tror jeg det var) alene?? Og hvorfor ender 40 % af alle danske ægteskaber med skilsmisse?

Er bare SÅ enig med dig! Synes virkelig det er tankevækkende