Opgør med kernefamilien?

Jeg er meget enig med dig og er glad for at din søn har så mange mennesker i sit liv der holder af ham og ønsker at være sammen med ham. Får jeg en kæreste vil jeg da ønske det samme

Jeg tror forfatteren mener, at hun som udgangspunkt ikke leder efter en far til sit barn...det er ihvertfald sådan jeg tolker hendes ord og sådan som jeg selv vil gribe det an når jeg engang ønsker at date igen. Først og fremmest skal manden være MIN kæreste og så, hvis det udvikler sig, skal han da selvfølgelig være en del af runas liv. Giver det mening?

He he, det var nu min kæreste jeg skrev om, der har både stedfar og far. Jeg har ingen søn - men en datter.

Men skidt med den detalje. Det giver fint mening det du skriver. Sådan har jeg bare ikke helt opfattet teksten, da jeg synes det "lyder" som om hun mener hendes søn ikke skal knytte bånd til hendes kæreste, hvilket nok næsten er uundgåeligt, hvis hun finder en som sønnen kommer til at vokse op sammen med.

Men jeg synes det lyder fornuftigt det du skriver - at du ikke leder efter en far til din datter, men efter en kæreste. Hvis du så finder "the one and only" kan han godt være far/stedfar for din datter....! Hvis jeg har forstået dig rigtigt. 

Jeg synes det er positivt på alle måder, at vi i dag (og i vores del af verden) har muligheden for at tage individuelle valg om hvordan vi vil leve, hvad enten det betyder at leve i kernefamilie eller ej. For min egen del ønskede jeg kernefamiliemodellen og har fået den, men det betyder bestemt ikke at jeg tror jeg ville have haft et dårligt liv, hvis det ikke var gået sådan.

Jeg tror det er positivt at kunne opfylde sine ønsker, også når det er ønsket om et barn, uden at man har en far ved hånden, og jeg kan overhovedet ikke se hvorfor et donorbarn skulle have et værre liv end et barn, der er blevet til med en tilfældig affære eller ekskkæreste, som mor har minimal eller ingen kontakt til, eller et barn, der vokser op i dysfunktionel kernefamilie, fordi der nu engang skulle to til at lave barnet.

Forestillingen om at alle møder den rette, når de er et passende sted mellem 20 og 30 år, og får 1,8 børn før de er 35, og derefter lever lykkeligt til deres dages ende er jo en illusion, og som skilmisse- og aleneforældretallene viser er det jo fuldstændig urealistisk at alle skal klemmes ind i den form. Jeg tror folk bryder ud af kernefamilien, hvis de har brug for det, fordi de kan. Fordi man ikke behøver at leve i et dårligt parforhold af økonomiske eller "moralske" grunde. Det kan have sine ulemper også, og nogle par bryder måske op for hurtigt, når tingene bliver svære, men generelt tror jeg ikke at voksne mennesker lever i brug og smid væk parforhold, men tværtimod at de fleste brud er et resultat af lange og tunge overvejelser, især hvis der er børn med i billedet.

Jeg synes det er positivt at man kan vælge at gå en anden vej, og få de børn man gerne vil have med et menneske, der med åbne øjne er gået ind til at være donor og give liv til et barn. Jeg forstår heller ikke argumenterne om at det skulle være en særlig egoistisk handling at få børn på den måde. Jeg skal da være den første til at indrømme, at vores to kernefamiliebørn, da også var et kæmpestort ønske fra min side og dermed mindst ligeså egoistisk, som en hvilken som helst singlemor, der ønsker sig et barn.    

Frk.S skriver:

AArArg

He he, det var nu min kæreste jeg skrev om, der har både stedfar og far. Jeg har ingen søn - men en datter.

Men skidt med den detalje. Det giver fint mening det du skriver. Sådan har jeg bare ikke helt opfattet teksten, da jeg synes det "lyder" som om hun mener hendes søn ikke skal knytte bånd til hendes kæreste, hvilket nok næsten er uundgåeligt, hvis hun finder en som sønnen kommer til at vokse op sammen med.

Men jeg synes det lyder fornuftigt det du skriver - at du ikke leder efter en far til din datter, men efter en kæreste. Hvis du så finder "the one and only" kan han godt være far/stedfar for din datter....! Hvis jeg har forstået dig rigtigt. 

Argh du må undskylde at jeg kludrer i detaljerne

Og ja det er præcis det jeg mener....og

Frk.S skriver:

He he, det var nu min kæreste jeg skrev om, der har både stedfar og far. Jeg har ingen søn - men en datter.

Men skidt med den detalje. Det giver fint mening det du skriver. Sådan har jeg bare ikke helt opfattet teksten, da jeg synes det "lyder" som om hun mener hendes søn ikke skal knytte bånd til hendes kæreste, hvilket nok næsten er uundgåeligt, hvis hun finder en som sønnen kommer til at vokse op sammen med.

Men jeg synes det lyder fornuftigt det du skriver - at du ikke leder efter en far til din datter, men efter en kæreste. Hvis du så finder "the one and only" kan han godt være far/stedfar for din datter....! Hvis jeg har forstået dig rigtigt. 

Fede fingre

Og hvis det er det du tror forfatteren mener så er jeg bestemt også uenig med hende...tror at barnet endda hurtigere knytter sig fordi der ikke er en biologisk far. Det er også derfor jeg vil beskytte min datter mod det før jeg er sikker på at det er den bedste mand jeg har fundet

MariaJ skriver:

Jeg synes det er positivt på alle måder, at vi i dag (og i vores del af verden) har muligheden for at tage individuelle valg om hvordan vi vil leve, hvad enten det betyder at leve i kernefamilie eller ej. For min egen del ønskede jeg kernefamiliemodellen og har fået den, men det betyder bestemt ikke at jeg tror jeg ville have haft et dårligt liv, hvis det ikke var gået sådan.

Jeg tror det er positivt at kunne opfylde sine ønsker, også når det er ønsket om et barn, uden at man har en far ved hånden, og jeg kan overhovedet ikke se hvorfor et donorbarn skulle have et værre liv end et barn, der er blevet til med en tilfældig affære eller ekskkæreste, som mor har minimal eller ingen kontakt til, eller et barn, der vokser op i dysfunktionel kernefamilie, fordi der nu engang skulle to til at lave barnet.

Forestillingen om at alle møder den rette, når de er et passende sted mellem 20 og 30 år, og får 1,8 børn før de er 35, og derefter lever lykkeligt til deres dages ende er jo en illusion, og som skilmisse- og aleneforældretallene viser er det jo fuldstændig urealistisk at alle skal klemmes ind i den form. Jeg tror folk bryder ud af kernefamilien, hvis de har brug for det, fordi de kan. Fordi man ikke behøver at leve i et dårligt parforhold af økonomiske eller "moralske" grunde. Det kan have sine ulemper også, og nogle par bryder måske op for hurtigt, når tingene bliver svære, men generelt tror jeg ikke at voksne mennesker lever i brug og smid væk parforhold, men tværtimod at de fleste brud er et resultat af lange og tunge overvejelser, især hvis der er børn med i billedet.

Jeg synes det er positivt at man kan vælge at gå en anden vej, og få de børn man gerne vil have med et menneske, der med åbne øjne er gået ind til at være donor og give liv til et barn. Jeg forstår heller ikke argumenterne om at det skulle være en særlig egoistisk handling at få børn på den måde. Jeg skal da være den første til at indrømme, at vores to kernefamiliebørn, da også var et kæmpestort ønske fra min side og dermed mindst ligeså egoistisk, som en hvilken som helst singlemor, der ønsker sig et barn.    

Jeg er meget enig med dig

Selve kernefamiliemodellen er jo også et relativt nyt begreb...set med verdenshistoriebrillerne. Det er heller ikke naturligt for mennesket at være monogam....det er tillært, læste jeg engang.
Alligevel er det den model langt de fleste stræber efter

Som nævnt ønskede jeg den også og det var bestemt en sorg at skulle give slip på den drøm. Nu er det ikke længere noget jeg tænker over men jeg føler taknemmelighed hver eneste dag over, at jeg lever i et samfund og i en tid hvor det er muligt at få et barn selvom man ikke passer ind i én bestemt familieform. Og det glæder mig og giver mig tryghed at jeg ved at Runa vil opleve en mangfoldighed af familieformer hun kan spejle sig i

dorthemus skriver:

Helt enig med dig der...læste på et tidspunkt at der idag findes 37 forskellige familieformer Ret vildt, men det skal nok passe jeg har ikke ret meget familie så jeg regner også nogle af mine venner som familie.

Wow! 37!?  Gad vide hvad alle dem er? Ja, venner kan også være familie

dorthemus skriver:

Ja ikke? Jeg må da også indrømme, at jeg nyder mit liv of ikke savner nogen pt at dele opvasken med. Jeg synes heller ikke det er nemt at få parforholdet til at køre. Men måske er det "bare" et symptom på den tid vi lever i

Helt klart et symptom på det individualiserede samfund vi lever i. Man stiller sig ikke længere tilfreds, som man førhen gjorde, hvor der ikke var ret mange muligheder for kvinden. Måske er det også derfor, at man ofte ser folk blive skilt efter 25 års ægteskab, da de nu er legitimt at blive skilt

dorthemus skriver:

Fede fingre

Og hvis det er det du tror forfatteren mener så er jeg bestemt også uenig med hende...tror at barnet endda hurtigere knytter sig fordi der ikke er en biologisk far. Det er også derfor jeg vil beskytte min datter mod det før jeg er sikker på at det er den bedste mand jeg har fundet

dorthemus skriver:

Tak for dit input

Jeg synes ikke det er det mest ensomme i verden, for lige at starte med den Dog er der da bestemt tidspunkter hvor jeg godt gad dele både op- og nedture med en far/mand....men de er kortvarige og fylder ikke meget. Kender jo heller ikke til andet ligesom du jo heller ikke kender til det at stå alene med ansvaret om et barn.

Jeg tror mange af kommentarerne kommer fra mænd der føler sig trådt for nær på deres rolle Ingen af de kvinder jeg kender -incl. mig selv - har valgt manden fra, men jeg tror desværre at fremtidens singlemødre til donorbørn blir yngre og mere SELVvalgte.....og det er da en samfundsudvikling der skal tages alvorligt.

Hvorfor bor 55 % (tror jeg det var) alene?? Og hvorfor ender 40 % af alle danske ægteskaber med skilsmisse?

Nu var det også mere en tanke om, hvis jeg skulle overveje donorvejen, hvis Lars og jeg ikke længere var sammen. Så ville jeg nok sammenligne konstant - og det kunne godt gå hen og blive en ensom affære

Altså... Jeg tror, at nogle (mange) mænd, føler sig enormt meget tilovers og undværlige. Kvinderne kan det hele selv - og det de ikke fysisk kan selv, har de købekraft til at erhverve sig, om det er hjælp til at sætte hylder op eller pensionsrådgivning. Så når vi også kan få børn og have en familie selv, hvad skal de så snart bruges til. Det virker som om de bliver vældigt provokerede af det og så er de kvinder, der vælger den endnu lidt utraditionelle løsning at få donorbarn reduceret til en slags lesbisk kampaktivist, der bare vil have det hele....

Jeg lever lige nu i et parforhold med en, der går 100p ind i vores forhold og i farrollen. Han er min ligeværdige partner og vi tager hensyn til vores stærke og svage sider. Vi er ikke ens, hverken som mennesker eller som forældre, men sammen er vi et godt team. Det kræver eddermame nogle kompromisser undervejs, men indtil videre fungerer det. Tror måske han er en sjælden vare efterhånden...Men det er ikke altid nemt at være i parforhold.