Opgør med kernefamilien?

dorthemus skriver:

Goddag

Det er efterhånden sjældent jeg opretter debatter herinde mere, men faldt lige over den kronik fra Information idag og den vil jeg gerne dele med jer.

Jeg er selv selvvalgt singlemor til min datter Runa på to år Og min historie ligner meget kronikskribentens.

Jeg er nysgerrig på hvad I mener og hvordan I ser nutidens familieformer

http://www.information.dk/303122

Jeg syns det er fint hvis kvinder vælger og få børn alene .. Så længe de har det godt med det selv..

Super god debat du tager op her Dorthe.

Nu håber jeg ikke mit indlæg bliver for rodet men i så tilfælde undskylder jeg på forhånd.

Først så når jeg læser denne artikel er det også det med at min mand skal være min kæreste og ikke far til mit barn. Jeg ved du har svaret på den før. Ud fra artiklen bliver jeg sådan lidt i tvivl om, om det er noget hun mener udfra den situation hun står i nu hvor der allerede er et barn eller om det er en mening hun hele tiden har haft. Jeg håber på det første. For så kan jeg bedre forstå det.

Dernæst så synes jeg det er super fedt at det kan lade sig gøre og at det ikke er mega tabu belagt, at få barn med en donor. Jeg har både en søster og et par veninder der har sagt det samme. Finder de ikke MANDEN inden en bestemt alder så 'klarer de det selv'. Og det synes jeg er dejligt for dem at de ikke behøver at stresse med at skulle finde en far til deres barn. For så er risikoen netop at de finder en knap så 'god' mand for dem og deres familie (giver det mening)

Jeg havde faktisk også diskutionen med en kammerat den anden dag. Hans kvindelige bekendte havde fortalt ham at det var hendes plan. Og han spurgte mig hvorfor. Hvorfor kvinder tænkte sådan.. Jeg snakkede med ham om at det da var den mest rigtige måde at gøre det på. Det er da 1000000000 x bedre at gøre det på den måde ift at gå ud en aften og finde en stangstiv mand og forsøge graviditet den vej igennem.. Det kunne han jo godt se.
Som mor må det også være meget 'federe' at kunne sige til sit barn. Jeg ønskede dig så inderligt at jeg valgte at få dig uden en far.

Derudover tænker jeg også at det kræver en masse alvorlige overvejelser at gøre dette alene. Du har ikke en du kan dele det med på samme måde som jeg fx har. Det skal du være klar på inden. Du skal være klar på at du kan få et barn der er meget syg. Og der er kun dig til at tage barnets første sygedag. Det er dig der putter HVER aften, Det er dig der henter og bringer HVER dag. Du har ikke 'fri' hveranden weekend som mange andre enlige mødre (Dette er sat meget på spidsen- sorry) --> Alt dette får mig også til at tænke på om der egentlig er nogen nedre 'aldersgrænse' for hvornår man 'må' få barn med donor?

Nu håber jeg ikke du opfatter dette indlæg forkert. Det er mest af alt mine lidt rodede tanker jeg har forsøgt at få ud.. Og det er rodet. I know. Men bottomline: Jeg tager hatten af for jer kvinder der tager dette valg.  I stedet for at vælge den tilfældige mand som stort set kun er i jeres liv for at producere en baby, så vælger I den ansvarsfulde vej. Med alt hvad det indebærer. Et aktivt valg for jer og jeres børns fremtid.  

Jeg har ingen problemer med hvordan vil leve :-) men synes at nogle af de ting hun skriver er lidt negative... Synes det virker lidt som at hendes barn har det meget bedre end andres... Men jeg er selv opvokset som skilsmisses barn og så ikk min far fra jeg var ca 2-8 år...og meget skiftende indtil jeg var teenager.. Men jeg knyttede mig meget til andre mænd i min familie... Børn leder automatisk efter en faderfigur i deres liv, og de kærester hun får vil barnet knytte sig til, så hvis de går fra hinanden vil det da gøre ondt på barnet.....

Hov forresten: Hvem bestemmer hvad der er familie? Jeg er 'moster' til en dreng som jeg ikke er det fjerneste i familie med. Men han er del af min familie. Og jeg ser ham og hans mor meget mere end jeg ser store dele af min egen familie.

Min søn er enebarn (endnu) Men han har 2 'søstre'. De er på ingen måde biologisk beslægtet med hverken mig eller min mand, men de har været en del af vores familie siden de var små. Og nu en stor del af vores søns liv og hverdag.

Familie idag er et kompleks ord. Der er så stor forskel på hvad en familie er. Hvis du spørger mig og hvis du spørger naboen får du 2 vidt forskellige svar. En familie er hvad man gør det til

Baagøe skriver:

HHeHelHelt

I min optik er en familie ikke nødvendigvis bestående af far og mor, samt børn. Hvor der er hjerterum og kærlighed er det familie. Jeg går ikke så meget op i om man er biologisk i relation med hinanden. Min datter har et sæt bedsteforældre, som er mine venindes forældre, og dem kalder vi bedsterne, selvom de ikke er biologiske bedsteforældre.

Så dig og Runa, Dorthe. Er lige så meget en familie, som andre

Helt enig med dig der...læste på et tidspunkt at der idag findes 37 forskellige familieformer Ret vildt, men det skal nok passe jeg har ikke ret meget familie så jeg regner også nogle af mine venner som familie.

Min mening, måske gammeldags, er at det bedste må være for et barn at vokse op med en mor og en far. Det må vel være sådan barnet får dækket sine behov bedst muligt fra begge parter.

Kan det ikke lade sig gøre, så siger jeg ikke at et barn ikke kan få et godt liv, hos en enlig mor/far, eller hos et homoseksuelt par.

Baagøe skriver:

Er bare SÅ enig med dig! Synes virkelig det er tankevækkende

Ja ikke? Jeg må da også indrømme, at jeg nyder mit liv of ikke savner nogen pt at dele opvasken med. Jeg synes heller ikke det er nemt at få parforholdet til at køre. Men måske er det "bare" et symptom på den tid vi lever i

morethanperfect skriver:

Jeg syns det er fint hvis kvinder vælger og få børn alene .. Så længe de har det godt med det selv..

Tak....og det har jeg

Loa skriver:

Min mening, måske gammeldags, er at det bedste må være for et barn at vokse op med en mor og en far. Det må vel være sådan barnet får dækket sine behov bedst muligt fra begge parter.

Kan det ikke lade sig gøre, så siger jeg ikke at et barn ikke kan få et godt liv, hos en enlig mor/far, eller hos et homoseksuelt par.

Jamen i den perfekte verden skulle børn da vokse op i harmoniske og stabile hjem med en mor og en far og hvor der heller ikke var noget der hedder skilsmisser Men sådan er verden jo ikke og jeg glæder mig over at mit eget barn kan spejle sig i andre børn som hun selv. At hun kommer til at gå i skole med børn der lever med homoseksuelle forældre, alenefædre/mødre og børn der som har flere hold forældre pga skilsmisser. Det giver mangfoldighed og rummelighed, efter mening Jeg ønskede selv kernefamilien men opnåede den ikke. Nu har jeg skabt min egen lille mor-barn familie og min datter og jeg lever et roligt, stabilt og harmonisk familieliv omgivet af dejlige mennekser der også har en finger med i opdragelsen af mit barn. Der er ingen undersøgelser af familier med donorbørn der peger på, at de lever et ringere liv end børn i familier med en mor og far Det vigtigste er vel, at barnet blir mødt med kærlighed, tryghed og stabilitet

Desuden så lever 55 % af danskerne alene og de resterende 45 % kan man jo så konkludere lever i andre former for familieliv, inkl. kernefamilien. Så hvorfor er kernefamilien så den vigtigste måde når så mange ikke kan finde ud af den?

Nettemor skriver:

Super god debat du tager op her Dorthe.

Nu håber jeg ikke mit indlæg bliver for rodet men i så tilfælde undskylder jeg på forhånd.

Først så når jeg læser denne artikel er det også det med at min mand skal være min kæreste og ikke far til mit barn. Jeg ved du har svaret på den før. Ud fra artiklen bliver jeg sådan lidt i tvivl om, om det er noget hun mener udfra den situation hun står i nu hvor der allerede er et barn eller om det er en mening hun hele tiden har haft. Jeg håber på det første. For så kan jeg bedre forstå det.

Dernæst så synes jeg det er super fedt at det kan lade sig gøre og at det ikke er mega tabu belagt, at få barn med en donor. Jeg har både en søster og et par veninder der har sagt det samme. Finder de ikke MANDEN inden en bestemt alder så 'klarer de det selv'. Og det synes jeg er dejligt for dem at de ikke behøver at stresse med at skulle finde en far til deres barn. For så er risikoen netop at de finder en knap så 'god' mand for dem og deres familie (giver det mening)

Jeg havde faktisk også diskutionen med en kammerat den anden dag. Hans kvindelige bekendte havde fortalt ham at det var hendes plan. Og han spurgte mig hvorfor. Hvorfor kvinder tænkte sådan.. Jeg snakkede med ham om at det da var den mest rigtige måde at gøre det på. Det er da 1000000000 x bedre at gøre det på den måde ift at gå ud en aften og finde en stangstiv mand og forsøge graviditet den vej igennem.. Det kunne han jo godt se.
Som mor må det også være meget 'federe' at kunne sige til sit barn. Jeg ønskede dig så inderligt at jeg valgte at få dig uden en far.

Derudover tænker jeg også at det kræver en masse alvorlige overvejelser at gøre dette alene. Du har ikke en du kan dele det med på samme måde som jeg fx har. Det skal du være klar på inden. Du skal være klar på at du kan få et barn der er meget syg. Og der er kun dig til at tage barnets første sygedag. Det er dig der putter HVER aften, Det er dig der henter og bringer HVER dag. Du har ikke 'fri' hveranden weekend som mange andre enlige mødre (Dette er sat meget på spidsen- sorry) --> Alt dette får mig også til at tænke på om der egentlig er nogen nedre 'aldersgrænse' for hvornår man 'må' få barn med donor?

Nu håber jeg ikke du opfatter dette indlæg forkert. Det er mest af alt mine lidt rodede tanker jeg har forsøgt at få ud.. Og det er rodet. I know. Men bottomline: Jeg tager hatten af for jer kvinder der tager dette valg.  I stedet for at vælge den tilfældige mand som stort set kun er i jeres liv for at producere en baby, så vælger I den ansvarsfulde vej. Med alt hvad det indebærer. Et aktivt valg for jer og jeres børns fremtid.  

Tak

Jeg tror hun har dannet sin mening udfra hendes liv her og nu Jeg tror hun, som mig selv og dem jeg kender, ønskede at finde manden at få børn med....udleve prinsessedrømmen som hun selv skriver. Da det så ikke lykkedes så opstår der jo en ny situation som gør at man må revidere den drøm. Og så er da da fantastisk at vi har den mulighed

Jeg har ALDRIG haft lyst til at drikke en mand i hegnet elle snyde en kæreste til at lave et barn. Hele tanken er mig frastødende og dybt forkert. Og hvordan vil man dog forklare sit barn den historie Jeg mener også jeg har taget et ansvarsfuldt valg jeg kan stå 100 % inde for..desuden har jeg valgt en åben donor så min datter har mulighed for at vide hvem han er.

Det kræver ganske rigtigt en masse overvejelser at få barn med donor, men jeg ved jeg tog den rigtig beslutning