Opgør med kernefamilien?

dorthemus skriver:

Jamen i den perfekte verden skulle børn da vokse op i harmoniske og stabile hjem med en mor og en far og hvor der heller ikke var noget der hedder skilsmisser Men sådan er verden jo ikke og jeg glæder mig over at mit eget barn kan spejle sig i andre børn som hun selv. At hun kommer til at gå i skole med børn der lever med homoseksuelle forældre, alenefædre/mødre og børn der som har flere hold forældre pga skilsmisser. Det giver mangfoldighed og rummelighed, efter mening Jeg ønskede selv kernefamilien men opnåede den ikke. Nu har jeg skabt min egen lille mor-barn familie og min datter og jeg lever et roligt, stabilt og harmonisk familieliv omgivet af dejlige mennekser der også har en finger med i opdragelsen af mit barn. Der er ingen undersøgelser af familier med donorbørn der peger på, at de lever et ringere liv end børn i familier med en mor og far Det vigtigste er vel, at barnet blir mødt med kærlighed, tryghed og stabilitet

Desuden så lever 55 % af danskerne alene og de resterende 45 % kan man jo så konkludere lever i andre former for familieliv, inkl. kernefamilien. Så hvorfor er kernefamilien så den vigtigste måde når så mange ikke kan finde ud af den?

Jeg tænker også kun at for at barnet skal få både de mandelige og kvindelige input, ville det være ideelt at vokse op, far-mor-barn.

Men kernefamilien duer jo kun hvis det ikke ender i skilsmisse, ingen børn er jo tjent med ulykkelige forældre.

Men egentlig i bund og grund, så har barnet vel de bedste forudsætninger hvis de er hos én/flere voksne uanset køn, hvor de får masser af kærlighed og tryghed, så kan de mere præcise omstændigheder være lidt ligegyldige.....

Nettemor skriver:

Hov forresten: Hvem bestemmer hvad der er familie? Jeg er 'moster' til en dreng som jeg ikke er det fjerneste i familie med. Men han er del af min familie. Og jeg ser ham og hans mor meget mere end jeg ser store dele af min egen familie.

Min søn er enebarn (endnu) Men han har 2 'søstre'. De er på ingen måde biologisk beslægtet med hverken mig eller min mand, men de har været en del af vores familie siden de var små. Og nu en stor del af vores søns liv og hverdag.

Familie idag er et kompleks ord. Der er så stor forskel på hvad en familie er. Hvis du spørger mig og hvis du spørger naboen får du 2 vidt forskellige svar. En familie er hvad man gør det til

Enig!

dorthemus skriver:

Tak

Jeg tror hun har dannet sin mening udfra hendes liv her og nu Jeg tror hun, som mig selv og dem jeg kender, ønskede at finde manden at få børn med....udleve prinsessedrømmen som hun selv skriver. Da det så ikke lykkedes så opstår der jo en ny situation som gør at man må revidere den drøm. Og så er da da fantastisk at vi har den mulighed

Jeg har ALDRIG haft lyst til at drikke en mand i hegnet elle snyde en kæreste til at lave et barn. Hele tanken er mig frastødende og dybt forkert. Og hvordan vil man dog forklare sit barn den historie Jeg mener også jeg har taget et ansvarsfuldt valg jeg kan stå 100 % inde for..desuden har jeg valgt en åben donor så min datter har mulighed for at vide hvem han er.

Det kræver ganske rigtigt en masse overvejelser at få barn med donor, men jeg ved jeg tog den rigtig beslutning

Jeg bliver også så glad hver gang du skriver om jeres dagligdag. For det viser at det sagtens kan lade sig gøre

(Desuden synes jeg det er længe siden du har været aktiv herinde og det er trist! Vi vil da gerne se billeder af din über skønne datter )

Loa skriver:

Jeg tænker også kun at for at barnet skal få både de mandelige og kvindelige input, ville det være ideelt at vokse op, far-mor-barn.

Men kernefamilien duer jo kun hvis det ikke ender i skilsmisse, ingen børn er jo tjent med ulykkelige forældre.

Men egentlig i bund og grund, så har barnet vel de bedste forudsætninger hvis de er hos én/flere voksne uanset køn, hvor de får masser af kærlighed og tryghed, så kan de mere præcise omstændigheder være lidt ligegyldige.....

Det med de mandlige inputs er jeg meget bevidst om selv for det skal hun nemlig have...der skal være balance

Heldigvis er der mandlige medhjælpere i hendes vuggestue, men der er faktisk ikke ret mange mænd i vores liv..må vist se at få nogle mandlige venner. Eller også skal veninderne få fingeren ud og få sig nogle kærester

Nettemor skriver:

Jeg bliver også så glad hver gang du skriver om jeres dagligdag. For det viser at det sagtens kan lade sig gøre

(Desuden synes jeg det er længe siden du har været aktiv herinde og det er trist! Vi vil da gerne se billeder af din über skønne datter )

Tusind tak jeg har pt ingen computer så jeg kan ikke oploade billeder

modesty skriver:

Jeg har ingen problemer med at kvinder vælger at få børn alene. Jeg kender adskillige, og det går rigtig fint for dem.

Jeg synes dog at skribenten har en egoistisk og urealistisk indstilling til de eventuelle faderfigurer (i kraft af deres rolle som hendes kæreste) der vil blive en del af hendes søns liv.

Når hun skriver dette:

" Men han skal bare ikke være far til mit barn, han skal være min kæreste og mand. Han må også gerne elske min søn og passe på ham, som en far ville gøre, men han vil aldrig kunne bryde båndet mellem mig og min søn."

Du kan ikke som mor bestemme om dit barn vælger at knytte sig til din kæreste som var det barnets far. Det er naivt at tro at man kan have en sådan magt over et andet menneskes følelsesliv. Derudover: Bryde båndet? Som om en biologisk far kan bryde båndet mellem en mor og hendes barn? Hvor får hun den idé fra?

Og dette:

" Min søn knytter sig naturligt til den mand, han ser mig elske, og det er også sårbart for min søn, hvis et forhold går i stykker. Så jeg passer på ham og på både hans og mit hjerte. Men det er ikke anderledes end en fraskilt mor, der dater igen."

Jo, det er anderledes end en fraskilt mor der dater igen. For den fraskilte mors barn har en far i forvejen. Den enlige mors barn vil søge en primær faderfigur i de mænd der kommer ind i barnets liv.

Og dette:

" og uanset hvad der sker i mit kærlighedsliv, vil min søn ikke risikere at skulle blive delebarn."

Så hvis hun er kæreste med en mand i 10 år, og barnet kommer til at elske den mand som sin far (hvilket moren måske ikke vil have, men ikke har nogen magt over) - så skal den mand altså ikke have lov til at se barnet på jævnlig basis efter et brud? Det synes jeg er dybt egoistisk og skræmmende, hvis jeg skal være helt ærlig.

Min kæreste har en papdatter med en kvinde som han var sammen med fra datteren var 1-11 år. Hun har en biologisk far, men det er min kæreste hun ser mest, læner sig op ad når hun har brug for praktisk eller emotionel støtte. Det har altid været en selvfølge fra hendes mors side at datteren skulle se min kæreste jævnligt og at han skulle blive ved med at være en del af hendes familieliv. Og det havde været et forfærdeligt tab for både min kæreste og hans papdatter hvis hans mor havde haft samme indstilling som skribenten.

Jeg synes at hun tænker på sig selv fremfor både sine kærester og sin søn når hun tror at hun kan dele sit liv op i to bokse på den måde.

Jeg er meget meget enig i dit indlæg!

Jeg ser ingen problemer i at være selvvalgt singlemor - men den måde hun udlægger forholdet mellem sønnen og hendes (evt. kommende??) kæreste er HELT forkert.
Hvis hun ikke vil have, at hendes søn knytter bånd til hendes kæreste, og at de måske ønsker at se hinanden efter et evt. brud, så må hun forblive single Ellers tænker hun udelukkende på sig selv, og IKKE på sønnen.

Min kæreste har to mænd, som han ser som far: hans biologiske far og hans stedfar, som han boede med i over 10 år inden hans mor flyttede fra stedfaren. Min kæreste endte faktisk med at blive boende hos stedfaren, indtil han få år senere flyttede hjemmefra. Så han betragter begge mænd som fædre, og det er der ingen der kan (eller prøver at) tage fra ham/dem.
(Dette betyder også, at Freja har hele 4 sæt bedsteforældre!   )

 

Frk.S skriver:

Jeg er meget meget enig i dit indlæg!

Jeg ser ingen problemer i at være selvvalgt singlemor - men den måde hun udlægger forholdet mellem sønnen og hendes (evt. kommende??) kæreste er HELT forkert.
Hvis hun ikke vil have, at hendes søn knytter bånd til hendes kæreste, og at de måske ønsker at se hinanden efter et evt. brud, så må hun forblive single Ellers tænker hun udelukkende på sig selv, og IKKE på sønnen.

Min kæreste har to mænd, som han ser som far: hans biologiske far og hans stedfar, som han boede med i over 10 år inden hans mor flyttede fra stedfaren. Min kæreste endte faktisk med at blive boende hos stedfaren, indtil han få år senere flyttede hjemmefra. Så han betragter begge mænd som fædre, og det er der ingen der kan (eller prøver at) tage fra ham/dem.
(Dette betyder også, at Freja har hele 4 sæt bedsteforældre!   )

 

Jeg er meget enig med dig og er glad for at din søn har så mange mennesker i sit liv der holder af ham og ønsker at være sammen med ham. Får jeg en kæreste vil jeg da ønske det samme

Jeg tror forfatteren mener, at hun som udgangspunkt ikke leder efter en far til sit barn...det er ihvertfald sådan jeg tolker hendes ord og sådan som jeg selv vil gribe det an når jeg engang ønsker at date igen. Først og fremmest skal manden være MIN kæreste og så, hvis det udvikler sig, skal han da selvfølgelig være en del af runas liv. Giver det mening?

dorthemus skriver:

Tak....og det har jeg

... Og den perfekte verden for barnet og moderen , kan ligeså godt være lykken . Jeg må da ærlig indrømme at jeg nogle gange tænker jeg ville være bedre alene , meeen så igen når jeg tænker efter , ville jeg jo nok ik .. 

dorthemus skriver:

Goddag

Det er efterhånden sjældent jeg opretter debatter herinde mere, men faldt lige over den kronik fra Information idag og den vil jeg gerne dele med jer.

Jeg er selv selvvalgt singlemor til min datter Runa på to år Og min historie ligner meget kronikskribentens.

Jeg er nysgerrig på hvad I mener og hvordan I ser nutidens familieformer

http://www.information.dk/303122

Egentligt så er jeg lidt imod reagensglasbørn. Mennesket har udviklet sig til lidt af en svækling, alt kan kureres med en pille eller et lægebesøg og vi behøver sådan set ikke rigtigt overveje konsekvenserne. På det personlige plan kan jeg godt se hvordan det kan være svært at leve et liv uden børn, hvis de er det eneste man ønsker. Men helt kynisk set på det, så er det en glidebane for vi ved ikke hvilke fejl der bliver bragt videre i den genetiske pulje.
Så er der jo også alt det med at vi som mennesker bliver mere og mere individualiserede, egoitiske. Vi behøver ikke længere gå på kompromiets smalle sti, fordi vi kan bare selv finde os et hjem og flytte ind i, være konger af vores eget lille univers. Programmer som singelliv og for lækker til love, der forherliger den indstilling til livet "Jeg behøver ikke nøjes med mindre end perfekt" uden egentligt at se på sig selv, fyldt med de fejl man nu har.
Og når man nu ikke skal nøjes med mindre end perfekt er det i god forlængelse med reagensglasbørn, det kommer lidt fra samme kilde.
Svært emne, svært ikke at træde folk over tæerne...

HeXeri skriver:

Egentligt så er jeg lidt imod reagensglasbørn. Mennesket har udviklet sig til lidt af en svækling, alt kan kureres med en pille eller et lægebesøg og vi behøver sådan set ikke rigtigt overveje konsekvenserne. På det personlige plan kan jeg godt se hvordan det kan være svært at leve et liv uden børn, hvis de er det eneste man ønsker. Men helt kynisk set på det, så er det en glidebane for vi ved ikke hvilke fejl der bliver bragt videre i den genetiske pulje.
Så er der jo også alt det med at vi som mennesker bliver mere og mere individualiserede, egoitiske. Vi behøver ikke længere gå på kompromiets smalle sti, fordi vi kan bare selv finde os et hjem og flytte ind i, være konger af vores eget lille univers. Programmer som singelliv og for lækker til love, der forherliger den indstilling til livet "Jeg behøver ikke nøjes med mindre end perfekt" uden egentligt at se på sig selv, fyldt med de fejl man nu har.
Og når man nu ikke skal nøjes med mindre end perfekt er det i god forlængelse med reagensglasbørn, det kommer lidt fra samme kilde.
Svært emne, svært ikke at træde folk over tæerne...