Opgør med kernefamilien?

Goddag

Det er efterhånden sjældent jeg opretter debatter herinde mere, men faldt lige over den kronik fra Information idag og den vil jeg gerne dele med jer.

Jeg er selv selvvalgt singlemor til min datter Runa på to år Og min historie ligner meget kronikskribentens.

Jeg er nysgerrig på hvad I mener og hvordan I ser nutidens familieformer

http://www.information.dk/303122

Interessant synspunkt, som jeg tror vi får mere og mere af. Synes det er skræmmende, de kommentarer hun skulle lægge ører til, 'er du ikke god nok til at få en mand' eller noget i den stil. Sikken måde at støtte et medmenneske...

Jeg manglede dog lidt nuancer i artiklen, fx hvad er så de mindre gode sider ved dette valg. Hvilken pris betaler jeg og barnet for dette valg? Hun skrev jo fint om kernefamiliens pris og i særdeleshed når kernefamilien går i stykker.

Min personlige holdning er den at jeg forstår udmærket de kvinder, der får børn selv vha. donor. Deres ønske om at blive mor og vidergive kærlighed til at barn bliver jo for dælen ikke mindre af at de ikke har fundet the one and only, eller i hvert fald bare en der vil lægge sæd til (som min veninde så beskrivende sagde det en dag vi diskuterede om hun skulle i gang med at blive gravid med donor). Nu har jeg prøvet at få barn med min kæreste, så sammenlignet med det, tror jeg dog jeg ville synes det var det mest ensomme i hele verden

Hæftede mig ved at kommentarerne neden under artiklen stort set kun var skrevet af mænd og hvor var de dog klamme og fordømmende, fx:

Fuld valgfrihed til perfekt indretning af kvinde-egoliv med barn og kæreste som accessories…

God fornøjelse, søster, bare synd for the innocent bystanders.

Fuld valgfrihed - fuld tomhed.

Så er der alligevel lang vej til forståelse og opbakning....

dorthemus skriver:

Goddag

Det er efterhånden sjældent jeg opretter debatter herinde mere, men faldt lige over den kronik fra Information idag og den vil jeg gerne dele med jer.

Jeg er selv selvvalgt singlemor til min datter Runa på to år Og min historie ligner meget kronikskribentens.

Jeg er nysgerrig på hvad I mener og hvordan I ser nutidens familieformer

http://www.information.dk/303122

Jeg synes det er rigtig godt, at vi har mange forskellige familie-former! Jeg selv er så skolet til kernefamilien, at det er den form, jeg ønsker at leve i. Selvom jeg er opvokset ved min enlige mor, så har det altid været drømmen.

Jeg synes det er lidt pudsigt - og jeg håber ikke, jeg støder nogen! - men hun skriver selv, at hun har ledt alt hvad hun har lært efter en mand. Så, hvis hun havde fundet en mand, så er det jo langt fra sikkert, at hun ville have samme mening om frie familieformer, da hun jo så selv ville sidde og sole sig i sin kernefamile. Giver det mening?

 

Jeg tænker, at selvvalgte singlemødre så ofte hører den med, kunne du ikke finde en mand, tikker uret for hurtigt, blabla.. Men for de flestes vedkommende, er det så ikke rigtigt? Der med IKKE sagt at der er noget galt i ikke at finde en man kan holde ud at leve med, eller man måske har haft andre prioriteringer.

Men kan man ikke bare svare, nej jeg fandt sgu ingen mand. Men jeg er stærk nok til at klare det selv! For i bund og grund er det jo det brændende ønske om et barn, der driver værket. Og det er lige så reelt for singler i slut 30'erne, som ved det nygifte par midt i 20'erne. Og for bøsserne, lebberne, transerne, og alle andre!

op

lotchen skriver:

Interessant synspunkt, som jeg tror vi får mere og mere af. Synes det er skræmmende, de kommentarer hun skulle lægge ører til, 'er du ikke god nok til at få en mand' eller noget i den stil. Sikken måde at støtte et medmenneske...

Jeg manglede dog lidt nuancer i artiklen, fx hvad er så de mindre gode sider ved dette valg. Hvilken pris betaler jeg og barnet for dette valg? Hun skrev jo fint om kernefamiliens pris og i særdeleshed når kernefamilien går i stykker.

Min personlige holdning er den at jeg forstår udmærket de kvinder, der får børn selv vha. donor. Deres ønske om at blive mor og vidergive kærlighed til at barn bliver jo for dælen ikke mindre af at de ikke har fundet the one and only, eller i hvert fald bare en der vil lægge sæd til (som min veninde så beskrivende sagde det en dag vi diskuterede om hun skulle i gang med at blive gravid med donor). Nu har jeg prøvet at få barn med min kæreste, så sammenlignet med det, tror jeg dog jeg ville synes det var det mest ensomme i hele verden

Hæftede mig ved at kommentarerne neden under artiklen stort set kun var skrevet af mænd og hvor var de dog klamme og fordømmende, fx:

Fuld valgfrihed til perfekt indretning af kvinde-egoliv med barn og kæreste som accessories…

God fornøjelse, søster, bare synd for the innocent bystanders.

Fuld valgfrihed - fuld tomhed.

Så er der alligevel lang vej til forståelse og opbakning....

Tak for dit input

Jeg synes ikke det er det mest ensomme i verden, for lige at starte med den Dog er der da bestemt tidspunkter hvor jeg godt gad dele både op- og nedture med en far/mand....men de er kortvarige og fylder ikke meget. Kender jo heller ikke til andet ligesom du jo heller ikke kender til det at stå alene med ansvaret om et barn.

Jeg tror mange af kommentarerne kommer fra mænd der føler sig trådt for nær på deres rolle Ingen af de kvinder jeg kender -incl. mig selv - har valgt manden fra, men jeg tror desværre at fremtidens singlemødre til donorbørn blir yngre og mere SELVvalgte.....og det er da en samfundsudvikling der skal tages alvorligt.

Hvorfor bor 55 % (tror jeg det var) alene?? Og hvorfor ender 40 % af alle danske ægteskaber med skilsmisse?

Madam Blå skriver:

Jeg synes det er rigtig godt, at vi har mange forskellige familie-former! Jeg selv er så skolet til kernefamilien, at det er den form, jeg ønsker at leve i. Selvom jeg er opvokset ved min enlige mor, så har det altid været drømmen.

Jeg synes det er lidt pudsigt - og jeg håber ikke, jeg støder nogen! - men hun skriver selv, at hun har ledt alt hvad hun har lært efter en mand. Så, hvis hun havde fundet en mand, så er det jo langt fra sikkert, at hun ville have samme mening om frie familieformer, da hun jo så selv ville sidde og sole sig i sin kernefamile. Giver det mening?

 

Jeg tænker, at selvvalgte singlemødre så ofte hører den med, kunne du ikke finde en mand, tikker uret for hurtigt, blabla.. Men for de flestes vedkommende, er det så ikke rigtigt? Der med IKKE sagt at der er noget galt i ikke at finde en man kan holde ud at leve med, eller man måske har haft andre prioriteringer.

Men kan man ikke bare svare, nej jeg fandt sgu ingen mand. Men jeg er stærk nok til at klare det selv! For i bund og grund er det jo det brændende ønske om et barn, der driver værket. Og det er lige så reelt for singler i slut 30'erne, som ved det nygifte par midt i 20'erne. Og for bøsserne, lebberne, transerne, og alle andre!

Det ku jo også være at mændene ikke havde fundet os

Og jo selvfølgelig kan man da svare med stolthed at man selv tog skeen i egen hånd og tog ansvar for eget liv...det gjorde jeg og gør alle de andre jeg kender der valgte som jeg gjorde for snart tre år siden Jeg skammer mig ikke eller holder skjult at jeg valgte donormåden...jeg vil til hver en tid vælge det igen fremfor at lade mig nøje med en anden løsning som ville være være på det forkerte grundlag, blot for at passe ind i kernefamilienormen

Jeg tror at fremtidens mødre til donorbørn blir yngre og mere aktivt og hurtigere vælger donormåden til fremfor at ørkenvandre i det ene utilfredsstillende parforhold efter det andet....som jeg gjorde.

Men hvorfor er det så svært idag at få parforholdet til at lykkes?? Det er noget jeg tænker en del over.

Jeg har ingen problemer med at kvinder vælger at få børn alene. Jeg kender adskillige, og det går rigtig fint for dem.

Jeg synes dog at skribenten har en egoistisk og urealistisk indstilling til de eventuelle faderfigurer (i kraft af deres rolle som hendes kæreste) der vil blive en del af hendes søns liv.

Når hun skriver dette:

" Men han skal bare ikke være far til mit barn, han skal være min kæreste og mand. Han må også gerne elske min søn og passe på ham, som en far ville gøre, men han vil aldrig kunne bryde båndet mellem mig og min søn."

Du kan ikke som mor bestemme om dit barn vælger at knytte sig til din kæreste som var det barnets far. Det er naivt at tro at man kan have en sådan magt over et andet menneskes følelsesliv. Derudover: Bryde båndet? Som om en biologisk far kan bryde båndet mellem en mor og hendes barn? Hvor får hun den idé fra?

Og dette:

" Min søn knytter sig naturligt til den mand, han ser mig elske, og det er også sårbart for min søn, hvis et forhold går i stykker. Så jeg passer på ham og på både hans og mit hjerte. Men det er ikke anderledes end en fraskilt mor, der dater igen."

Jo, det er anderledes end en fraskilt mor der dater igen. For den fraskilte mors barn har en far i forvejen. Den enlige mors barn vil søge en primær faderfigur i de mænd der kommer ind i barnets liv.

Og dette:

" og uanset hvad der sker i mit kærlighedsliv, vil min søn ikke risikere at skulle blive delebarn."

Så hvis hun er kæreste med en mand i 10 år, og barnet kommer til at elske den mand som sin far (hvilket moren måske ikke vil have, men ikke har nogen magt over) - så skal den mand altså ikke have lov til at se barnet på jævnlig basis efter et brud? Det synes jeg er dybt egoistisk og skræmmende, hvis jeg skal være helt ærlig.

Min kæreste har en papdatter med en kvinde som han var sammen med fra datteren var 1-11 år. Hun har en biologisk far, men det er min kæreste hun ser mest, læner sig op ad når hun har brug for praktisk eller emotionel støtte. Det har altid været en selvfølge fra hendes mors side at datteren skulle se min kæreste jævnligt og at han skulle blive ved med at være en del af hendes familieliv. Og det havde været et forfærdeligt tab for både min kæreste og hans papdatter hvis hans mor havde haft samme indstilling som skribenten.

Jeg synes at hun tænker på sig selv fremfor både sine kærester og sin søn når hun tror at hun kan dele sit liv op i to bokse på den måde.

modesty skriver:

JJeJegJeg har ingen problemer med at kvinder vælger at få børn alene. Jeg kender adskillige, og det går rigtig fint for dem.

Jeg synes dog at skribenten har en egoistisk og urealistisk indstilling til de eventuelle faderfigurer (i kraft af deres rolle som hendes kæreste) der vil blive en del af hendes søns liv.

Når hun skriver dette:

" Men han skal bare ikke være far til mit barn, han skal være min kæreste og mand. Han må også gerne elske min søn og passe på ham, som en far ville gøre, men han vil aldrig kunne bryde båndet mellem mig og min søn."

Du kan ikke som mor bestemme om dit barn vælger at knytte sig til din kæreste som var det barnets far. Det er naivt at tro at man kan have en sådan magt over et andet menneskes følelsesliv. Derudover: Bryde båndet? Som om en biologisk far kan bryde båndet mellem en mor og hendes barn? Hvor får hun den idé fra?

Og dette:

" Min søn knytter sig naturligt til den mand, han ser mig elske, og det er også sårbart for min søn, hvis et forhold går i stykker. Så jeg passer på ham og på både hans og mit hjerte. Men det er ikke anderledes end en fraskilt mor, der dater igen."

Jo, det er anderledes end en fraskilt mor der dater igen. For den fraskilte mors barn har en far i forvejen. Den enlige mors barn vil søge en primær faderfigur i de mænd der kommer ind i barnets liv.

Og dette:

" og uanset hvad der sker i mit kærlighedsliv, vil min søn ikke risikere at skulle blive delebarn."

Så hvis hun er kæreste med en mand i 10 år, og barnet kommer til at elske den mand som sin far (hvilket moren måske ikke vil have, men ikke har nogen magt over) - så skal den mand altså ikke have lov til at se barnet på jævnlig basis efter et brud? Det synes jeg er dybt egoistisk og skræmmende, hvis jeg skal være helt ærlig.

Min kæreste har en papdatter med en kvinde som han var sammen med fra datteren var 1-11 år. Hun har en biologisk far, men det er min kæreste hun ser mest, læner sig op ad når hun har brug for praktisk eller emotionel støtte. Det har altid været en selvfølge fra hendes mors side at datteren skulle se min kæreste jævnligt og at han skulle blive ved med at være en del af hendes familieliv. Og det havde været et forfærdeligt tab for både min kæreste og hans papdatter hvis hans mor havde haft samme indstilling som skribenten.

Jeg synes at hun tænker på sig selv fremfor både sine kærester og sin søn når hun tror at hun kan dele sit liv op i to bokse på den måde.

Jeg synes det er fantastisk, at din kæreste stadig ser det barn som han ikke er biofar til...sådan bør det være, helt enig! Men som loven er idag så har sociale fædre og mødre ingen rettigheder og det er bestemt synd for de børn det går ud over.

Desuden mener jeg bestemt, at biologien ikke skal veje tungest...en far er efter min mening en mand der er til stede i barnets liv, en omsorgsgiver der giver kærlighed, tryghed og stabilitet i hverdagen og ikke bare en der tilfældigvis lagde klatten

dorthemus skriver:

Det ku jo også være at mændene ikke havde fundet os

Og jo selvfølgelig kan man da svare med stolthed at man selv tog skeen i egen hånd og tog ansvar for eget liv...det gjorde jeg og gør alle de andre jeg kender der valgte som jeg gjorde for snart tre år siden Jeg skammer mig ikke eller holder skjult at jeg valgte donormåden...jeg vil til hver en tid vælge det igen fremfor at lade mig nøje med en anden løsning som ville være være på det forkerte grundlag, blot for at passe ind i kernefamilienormen

Jeg tror at fremtidens mødre til donorbørn blir yngre og mere aktivt og hurtigere vælger donormåden til fremfor at ørkenvandre i det ene utilfredsstillende parforhold efter det andet....som jeg gjorde.

Men hvorfor er det så svært idag at få parforholdet til at lykkes?? Det er noget jeg tænker en del over.

Lige præcis!

Jeg er glad for at høre, at du, og dem du kender giver folk svar på tiltale! Synes bestemt heller ikke det er noget at skamme sig over.

Tror det er et helt almindeligt symptom på vores samfund, at man vælger at få børn alene. Alle er vi vokset op til at tro, at vi er verdens navle - meget groft sagt. Vi er et samfund at "brug og smid væk-tanken". Og når vi følger den, jamen så smider vi da også manden væk, når han ikke duer mere I gamle dage der reparerede man det, der var gået i stykker. Man havde ikke råd til at smide det væk. Men det har vi jo i dag..

Jeg tror i hvert fald, at det er en stor del af grunde til, hvorfor man i dag har så svært ved at blive sammen. Vi er fra børn af vant til at bare skifte vores ting ud, når vi ikke gider dem mere..

Tror heller ikke vores enormt individualiserede samfund er en medspiller i fht parforhold

Men det er blot mine tanker

Hvad tænker du selv om det?

Madam Blå skriver:

Lige præcis!

Jeg er glad for at høre, at du, og dem du kender giver folk svar på tiltale! Synes bestemt heller ikke det er noget at skamme sig over.

Tror det er et helt almindeligt symptom på vores samfund, at man vælger at få børn alene. Alle er vi vokset op til at tro, at vi er verdens navle - meget groft sagt. Vi er et samfund at "brug og smid væk-tanken". Og når vi følger den, jamen så smider vi da også manden væk, når han ikke duer mere I gamle dage der reparerede man det, der var gået i stykker. Man havde ikke råd til at smide det væk. Men det har vi jo i dag..

Jeg tror i hvert fald, at det er en stor del af grunde til, hvorfor man i dag har så svært ved at blive sammen. Vi er fra børn af vant til at bare skifte vores ting ud, når vi ikke gider dem mere..

Tror heller ikke vores enormt individualiserede samfund er en medspiller i fht parforhold

Men det er blot mine tanker

Hvad tænker du selv om det?

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men jeg er 41 år og er ikke fra brug-og-smid-væk generationen. Mine forældre er stadig sammen og har været det i over 40 år...de fik også mig sent

Jeg taler af egne erfaringer nu, men jeg tror at mange af min generations mænd mangler ordentlige rollemodeller i deres egne fædre. De er børn af 70ernes frisind og bløde mænd og stærke selvstændige kvinder....her generaliserer jeg lidt for at understrege en pointe Det er super vigtigt at kunne spejle sig i sit eget køn for at finde ud af hvad man er for en størrelse. Og jeg er desværre stødt på mange mænd, af min generation, med ondt i følelseslivet.

Det er ikke mig der som udgangspunkt er suset fra et forhold til et andet....men mange af de forhold jeg har haft er til mænd der gerne ville, men så alligevel ikke formåede at committe sig da det virkelig gælder. Trist ja, men jeg er i bund og grund meget lykkelig alene med mit barn og ville ikke gøre noget om....og så må jeg sige, at jeg er enig med Anne når hun skriver, at hendes mand skal være hendes kæreste og ikke far til sit barn....det er også der hvor jeg er nu