Ka+Ma=Be skriver:
Kejsersnit på godt og ondt 
Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.
Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen.
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).
Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.
Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 
Jeg kan sagtens forstå dig søde!! Jeg fik dog ikke kejsersnit, men fødte vaginalt.. Men min største frygt hele fødslen igennem, var at det skulle ende i kejsersnit, det ville jeg bare, for alt i verden, IKKE!!
Og efter 30 timers veer, og 5 timers pressetrang hvor jeg IKKE måtte presse med fordi bassen stod skævt og ja dykkende hjertelyd og ph målinger og alt det skidt, så nåede vi til et punkt hvor de truede mig med at tage ham med cup, og jeg kan huske jeg havde fået at vide at 3 mislykkedes forsøg med cup - så var det kejsersnit og JEG VILLE IKKE!!! Så jeg gav den AAALT jeg overhovedet havde tilbage i mig og 2-3 presseveer mere og bassen var ude!!
Jeg havde, synes jeg selv, en rigtig lang og hård fødsel, men det var heeele oplevelsen værd og jeg vælger til hver en tid smerten frem for kejsersnittet..
Er by the way ikke vildt glad ved tanken om en nål i min ryg, så udover at jeg ville have følt mig snydt, hvis det var endt i kejsersnit, så skræmte det mig også rigtig meget(jeg fik derfor heller ikke epi under min fødsel)..
Du er dine følelser fuldt ud berettiget søde, men jeg håber også du VED, at DIN fødsel betyder ligeså meget som en hver anden og er ligeså speciel også selvom nogen(dig selv inkl.) mener det måske ikke er en helt rigtig fødsel!!
Håber det gav lidt luft at snakke om det..
