AKS, PKS og hvad med os andre?

Ka+Ma=Be skriver:

Det kan jeg bestemt godt forstå. Jeg var da også pisse ræd! Men opleve det - det ville jeg.

Jeg vil helst heller ikke bedøves, men det er fordi jeg bliver pisse dårlig af det. 

Det er helt klart det værste, at man ikke har sin lille baby ved sig. At man skal syes og ligger i opvågningen i flere timer og venter på at ens ben fungerer igen!  

Ja føj det må ha være hårdt, men ja de skal jo være sikre på man er frisk nok til at være der for baby, og det kan man bare ikke helt hvis man har været "lammet" i det meste af kroppen :s Jeg er så meget angst for nåle og kan slet ikke slappe af i min krop hvis jeg skal stikkes så at bedøve mig ville blive et smerte helvede pænt sagt fordi jeg spænder i hele kroppen bare jeg ser en nål :s

Ka+Ma=Be skriver:

Hold nu op hvor vildt! Så kan jeg godt forstå, at du er glad for kejsersnittet. Det er simpelthen alt alt for længe, efter min mening.

Jeg tror også, at min oplevelse er blevet gjort værre idet jeg blev syg af medicinen. Hele min søns fødselsdag brugte jeg på at ligge og kaste op. Jeg havde ham stort set ikke i mine arme og han fik absolut ingen mad Se det giver dårlig samvittighed måneder efter, når man knuselsker dette lille vidunder.

Jeg vil rigtig gerne føde "naturligt", hvis jeg skal have flere børn. Men jeg er da også bange for, at det ikke kan lade sig gøre. 

ja forløbet varede alt for længe,,, hver gang min søster konfronterede jordemoderen, sagde de bare at så længe barnet havde det godt, så skulle det hele foregå så naturligt som muligt..

men der var sgu intet naturligt ved min fødsel... jeg lå med stik piller i op i enden fordi jeg fik feber,,, jeg havde fået 2 morfin piller på 2 dage for at kunne sove lidt under veerne, jeg havde blodtryksmåler omkring armen som automatisk tog mit blodtryk hver 15 min. jeg havde dims på min pegefinger, samt veestimulerende i drop, og ilt maske til at bruge under veerne, elektrode på barnets hovedbund, og så lige prikken over iet,,,,epidural blokade! så ja.. det var en lang og hård omgang, som jeg bestemt ikke skal opleve igen! men alt var jo glemt da jeg lå med min sesse i armene

sne190810 skriver:

Jeg kan sagens forstå dig. Jeg har ikke selv fået kejsersnit, hverken på den ene eller anden måde  Fødte selv min datter helt efter bogen uden komplikationer. Dog har jeg været med til en del kejsnersnit efterhånden pga. mit studie.

Jeg kan forstå dine følelser, for jeg tror jeg ville have haft det præcis samme måde som dig, hvis jeg havde endt ud i kejsnersnit. Jeg tænkte meget over i min graviditet at hvis jeg ikke fik lov at føde selv, ville jeg dælme føle mig snydt. Ja, nærmest som dig ked og vred. For jeg ville virkelig føle jeg manglede noget.
Nu har man ligesom gået der i 9 lange måneder, så må det sgu godt sluttes af med et brag af en begivenhed som en fødsel jo er. Selvom det er pikke hårdt, ulideligt mange smerter og mange andre dumme ting, som man lykkeligt har glemt her 1½ år efter.

 

Tak for forståelsen 

Ja man forventer ligesom et klimaks! Og mit var nok mere antiklimaks. Da først jeg havde datoen i hånden, så røg spændingen. Jeg forventede ikke at gå i fødsel, og jeg var ikke længere utålmodig gravid. Jeg var bare bund ked af det.

Dejligt at naturen får os til at glemme, så man får lyst til at gøre det hele igen 

StineW79 skriver:

Rigtig trist at du har haft en dårlig oplevelse og ik fik den fødsel du havde drømt om! Tror der er mange som har det som dig! 

Jeg fik aks i uge 34+ og må sige at det var en helt fantastisk oplevelse. Vi havde så også været forberedet på at det nok var sådan det ville gå i 1 1/2 uges tid inden, pga jeg fik ssf. Så i mit hovede var jeg nok bare forberedt på at det var sådan det var! 

Nu er jeg gravid igen i uge 30+4 og vi ved faktisk ik om jeg får lov til at føde normalt endnu. Er i behandling med forhøjet blodtryg og de forskellige læger vi har snakket med ( går til extra Scaninger og læge tjek pga min tidliger gravidite) siger alle lidt forskelligt omkring fødslen. 

Min bekymring er så "sjovt" nok det modsatte af din. Jeg ville nemlig blive ked af at sku ha været i fødsel, også det endte med aks til sidst. Så ville jeg heller ha pks, hvis ik de ka love at jeg får lov til at føde selv.

Men igen så betyder en rigtig fødsel ik rigtig noget for mig, for havde bare den bedste oplevelse med aks, når det nu sku være. 

Ej gav det mening? Vh stine

Dejligt at høre, at du havde en god oplevelse

Jeg tror også, at forberedelsen betyder meget. Jeg følte ikke, at jeg havde tid til at forberede mig. Fra min jordemoder opdagede at Benjamin lå forkert, til jeg fik kejsersnit var en uges tid, så det hele gik meget stærkt.

Jeg er meget i tvivl mht en eventuel anden fødsel. Jeg kan godt følge dig i, at det ville være rart med et pks anden gang. Men jeg blev så skide syg af medicinen ved kejsersnittet Derfor vil jeg meget gerne føde selv så jeg undgår at kaste op hele dagen.

Jeg håber da også, at jeg som dig indfinder mig med, at sådan var det nu engang bare Når alt kommer til alt får man jo sit guld i sidste ende 

Chel1992 skriver:

Ja føj det må ha være hårdt, men ja de skal jo være sikre på man er frisk nok til at være der for baby, og det kan man bare ikke helt hvis man har været "lammet" i det meste af kroppen :s Jeg er så meget angst for nåle og kan slet ikke slappe af i min krop hvis jeg skal stikkes så at bedøve mig ville blive et smerte helvede pænt sagt fordi jeg spænder i hele kroppen bare jeg ser en nål :s

Sådan havde jeg det også inden min graviditet. Men jeg er blevet stukket så meget i den tid, at jeg er blevet helt "vant" til det! hehe.

Jeg forventede egentlig at det var værre end det var. At få lokalbedøvelsen i ryggen var ikke så slemt som jeg ellers synes andre har givet udtryk for (og jeg blev endda stukket ad to gange). Og rygmarvsbedøvelsen mærkede jeg så slet ikke.

Der er åbenbart ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget! hehe

felicity skriver:

ja forløbet varede alt for længe,,, hver gang min søster konfronterede jordemoderen, sagde de bare at så længe barnet havde det godt, så skulle det hele foregå så naturligt som muligt..

 

men der var sgu intet naturligt ved min fødsel... jeg lå med stik piller i op i enden fordi jeg fik feber,,, jeg havde fået 2 morfin piller på 2 dage for at kunne sove lidt under veerne, jeg havde blodtryksmåler omkring armen som automatisk tog mit blodtryk hver 15 min. jeg havde dims på min pegefinger, samt veestimulerende i drop, og ilt maske til at bruge under veerne, elektrode på barnets hovedbund, og så lige prikken over iet,,,,epidural blokade! så ja.. det var en lang og hård omgang, som jeg bestemt ikke skal opleve igen! men alt var jo glemt da jeg lå med min sesse i armene

Ja hvad er så lidt naturligt, kan man så spørge hende! Det lyder virkelig ikke som en optimal fødsel. Så er man selvfølgelig den erfaring rigere og kan tage en mere fattet beslutning næste gang. Og der ville jeg nok også bare insistere på kejsersnit.

Men ja, alt det glemmer man heldigvis med tiden, når man får sit guld i armene!  

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Mit var så absolut planlagt, 3 uger før termin, så var vi sikre på han ikke dukkede uventet op. Som min dejlige læge så smukt udtrykte det.

Jeg er dybt taknemmelig for der findes den mulighed. Jeg er ikke så bange for smerten ved fødslen, smerte har jeg overvundet før, men jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med mig selv i rum med fremmede, uden tøj på, liggende dér i mit livs mest sårbare situation. Jeg er ikke sikker på jeg ville kunne bevare overblikket hvis der var sket noget uventet. Og jeg tvivler på om jeg ville kunne knytte det bånd til min dreng som jeg har idag, hvis der var sket noget uventet.

Det kejsersnit var vores redning, min, vores drengs, hans fars og vores forholds. Bare det at jeg skulle være mor var en omvæltning der kom ud af det blå.

Men når du havde forventet, håbet, regnet med at du fik en naturlig fødsel, så kan jeg godt forstå du føler dig provokeret. Planlagt indebærer noget samarbejde. En fødsel indebærer veer. Ingen af delene fik du.

Jonatansmor skriver:

Mit var så absolut planlagt, 3 uger før termin, så var vi sikre på han ikke dukkede uventet op. Som min dejlige læge så smukt udtrykte det.

Jeg er dybt taknemmelig for der findes den mulighed. Jeg er ikke så bange for smerten ved fødslen, smerte har jeg overvundet før, men jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med mig selv i rum med fremmede, uden tøj på, liggende dér i mit livs mest sårbare situation. Jeg er ikke sikker på jeg ville kunne bevare overblikket hvis der var sket noget uventet. Og jeg tvivler på om jeg ville kunne knytte det bånd til min dreng som jeg har idag, hvis der var sket noget uventet.

Det kejsersnit var vores redning, min, vores drengs, hans fars og vores forholds. Bare det at jeg skulle være mor var en omvæltning der kom ud af det blå.

Men når du havde forventet, håbet, regnet med at du fik en naturlig fødsel, så kan jeg godt forstå du føler dig provokeret. Planlagt indebærer noget samarbejde. En fødsel indebærer veer. Ingen af delene fik du.

Det er super dejligt at høre om de positive oplevelser med kejsersnit Det letter også humøret hos mig selv. For der er jo mange fordele - det er der! Man skal bare lige lægge sine skuffelser til side og se på alt det positive.

I modsætning til dig, synes jeg dog også, at det er en meget sårbar situation at få kejsersnit. Jeg anede ikke at jeg skulle have lagt kateter! Og kun have et lille klæde på foran maven. Jeg vidste ikke, at jeg ville ligge der omgivet af mennesker, med nogle som stikker det ene og det andet sted, mens to andre roder en mellem benene. Det kom meget bag på mig. Men der var også rigtig mange mennesker til min fødsel. Hvordan oplevede du selve indgrebet?

Hej søde dig. 

Hvor kan jeg bare godt forstå den følelse du sidder med!!

Da jeg ventede vores den store fik jeg at vide i uge 37 at hun skulle ud med PKS, hvis ikke de kunne vende hende. Det kunne de ikke, d hun stod fast under mit ene ribben med hovedet... :/
JEG FØLTE MIG SÅÅÅ SNYDT! og KS  er bare overhovedet ikke særlig rart, hverken under, efter eller inden. Dengang synes jeg oplevelsen var ok, og vi fik en rigtig god behandling.. Men nu, to år senere hvor jeg for seks uger siden SELV fødte vores søn, så ville jeg aldrig aldrig aldrig nogen sinde have et KS igen.. Den følelse man har efter en fødsel, og følelsen overfor barnet er bare overhovedet slet ikke den samme, i hvert fald ikke for mig.. Så til enhver tid - fød selv! 
 

MEN! Til de som har lagt i ve-smerte helved i mange mange timer, har haft traumatiserende fødselsforløb o.l. så kan jeg godt forstå at I overvejer KS til en anden gang, for det går vitterlig stille og roligt under hele forløbet og selvom det er unaturligt, så er man ved sit fulde fem under det hele.. 

knus hende som synes at en alm fødsel var det vildeste og bedste nogensinde!