AKS, PKS og hvad med os andre?

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Jeg har fået planlagt kejsersnit.. Og jeg føler mig IKKE snydt eller MINDRE kvinde af det grund (har jeg før hørt at andre har gjort).. Jeg havde sådan en FANTASTISK oplevelse, at jeg er 85 % sikker på, at baby nr. 2 (når h*n engang skal til verden) også bliver et planlagt kejsersnit

Personligt var planlagt kejsersnit aldrig i mine tanker da jeg var gravid.

Men jeg valgte også at tænke at en million (plus) kvinder, har klaret det før mig, så jeg kunne vel også. havde faktisk slet ikke overskud til at bekymre mig, grundet en hård gaviditet.

Da så min søn var bagt færdig, skulle han ryges ud. 3 dage med hindeløsning, stikpiller, ballonkatheter og tilsidst vedrop.

Havde ikke en videre behagelig fødsel, fik vestorm og måtte vente 4-5 timer på epidural (da jeg ENDELIG overgav mig og takkede ja, er sÅ bange for den der nål).

Flere gange under fødslen, var jeg rædselsslagen for at det skulle ende i AKS, da lillemanden ikke opførte sig som han skulle. Han blev fulgt tæt, og flere gange var rummet fyldt op med (altfor) mange mennesker.

Da jeg endelig fik epiduralen og den virkede, havde jeg fred i en times tid, inden veerne kom igen. Fantastisk med et pusterum. At føde ham var det mindste af det hele, og gjorde det gerne titusinde gange igen. Men vestorm - føj. Havde jeg kunnet, ja så VAR jeg hoppet ud af vinduet.

Anyway. Selvom det var en hård fødsel og jeg ALDRIG skulle have flere børn i månederne efter, så ændrer perspektivet sig jo. 

Jeg blev tilbudt at hvis vi ville have flere børn, kunne jeg få et pKS - det har jeg takket pænt nej til. Af flere årsager. Den første er, at det er sundest for barnet at komme ud "den rigtige" vej. Dernæst ville jeg helt sikkert sidde tilbage med samme følelse som dig, af at være blevet "snydt". Ja, det var en skrækkelig oplevelse at føde - men den var også fantastisk. Ville ikke for noget i verden gå glip af det igen. og så er der jo arret - det kan jeg godt undvære...

Efter denne første fødsel, ved jeg nu (nogenlunde) hvad jeg kan forvente ved den næste - og det gør mig overbevist om at jeg nok skal klare whatever der sker. Jeg er kæmpe kontrolfreak, så det værste ved at være gravid og føde for mig, var usikkerheden. 

Næste gang skal min mand presse på at jeg får en epidural, så jeg kan komme over min nåleskræk og få en behageligere fødsel. Næste gang bliver helt sikkert meget bedre, og jeg er sikker på at jeg vil have etmeget større overskud, både under og efter fødslen...

Som du nok kan fornemme på min historie, ville jeg heller aldrig anbefale pks  Det lyder som en sej og hård fødsel, men med en fantastisk forløsning!

Det er også rart at høre fra en som har født naturligt, for det er jo nemt nok for mig at sige! "ja ja, giv mig bare veerne og alt det andet - det klarer jeg nemt!". Det ved jeg jo ikke en skid om, jeg ved blot at jeg ikke har lyst til at gennemgå et ks igen! 

Arret synes jeg egentlig ikke er så slemt. Det er lille og næsten utydeligt. Jeg er mere ked af alt det andet som operationen har gjort. Nemlig den lille lorte delle der sidder over aret nu og den måde huden sidder sammen i lagene omkring arret!  Det er svært at forklare, men maven bliver ALDRIG sig selv igen. 
Derudover fik jeg en masse ekstra strækmærker, fordi de hev så meget i min mave! Mega øv. 

Nu må tiden vise, om jeg skal have flere børn, og om jeg får den oplevelse!

Chel1992 skriver:

Jeg vil helst skulle føde selv på trods af at jeg er så herre angst for at flække eller blive klippet op dernede, men at skulle igennem det med at ligge på et operations bord hvor jeg var halvt ved bevisthed og alt det.. Nej puha.. Jeg vil ikke engang have medicin når det skal være ved alm fødsel så at blive bedøvet ville gøre mig rigtig ked af det er jeg ret så sikker på

Kan godt forstå dig .. Tror ikke man opnår lige så stor lykke som hvis man føder normalt og kan mærke hvordan det hele bliver forløst og man pludselig ikke har så ondt længere, og bliver lidt afslappet når fødslen er overstået og man kan nyde øjeblikket mor, far og barn inde i sin seng i stedet for man lige skal syes sammen først og så overflyttes ?

Bare lidt respons fra mig

1. Jeg var LYKKELIG - havde den mest FANTASTISK oplevelse af det (man er vel ikke lykkelig pga fødselsen, men pga babyen )

2. Jeg fik Laura op til mig da vi kørte tilbage til opvågningsstuen (eller hvad det nu hedder) og havde Daniel ved min siden hele tiden.. Så det var meget kort tid , før jeg fik mærket hende..

StineW79 skriver:

Jeg ku overhovedet heler ik tåle morfinen og 3 sek efter jeg havde fået det kaster jeg bare op i lår tykke stråler. Så jeg kom på ketogan i stedet for og det blev jeg lidt mærkelig i hovedet af, så jeg ka faktisk kun huske de 3 første dage i korte glimt. Men det er de vigtige ting jeg ka huske. Fødte kl 23.15 lørdag nat og så først thea søndag omkring kl 13.30, fordi jeg var så syg! 

Det ville da være dejligt at alt bare ku gå efter bogen nu her næste gang, men jeg er vist bare nød til at tá det som det kommer igen, ellers ville jeg vist blive skør! Vh stine

Øv hvor kedeligt! Jeg husker heller ikke første dag specielt tydeligt. Andet end bræk, bræk og mere bræk! ØV!

Ja, man bliver nødt til at tage tingene som de kommer! Og så bare håbe på det bedste 

sne190810 skriver:

Jeg kan sagens forstå dig. Jeg har ikke selv fået kejsersnit, hverken på den ene eller anden måde  Fødte selv min datter helt efter bogen uden komplikationer. Dog har jeg været med til en del kejsnersnit efterhånden pga. mit studie.

Jeg kan forstå dine følelser, for jeg tror jeg ville have haft det præcis samme måde som dig, hvis jeg havde endt ud i kejsnersnit. Jeg tænkte meget over i min graviditet at hvis jeg ikke fik lov at føde selv, ville jeg dælme føle mig snydt. Ja, nærmest som dig ked og vred. For jeg ville virkelig føle jeg manglede noget.
Nu har man ligesom gået der i 9 lange måneder, så må det sgu godt sluttes af med et brag af en begivenhed som en fødsel jo er. Selvom det er pikke hårdt, ulideligt mange smerter og mange andre dumme ting, som man lykkeligt har glemt her 1½ år efter.

 

Og lykkelig glemt... Yep, jeg var så klar til at lave en til da jeg så hende...
Fik under de sidste udvidelsesveer sagt til kæresten at jeg aldrig gjorde det igen, men under presseveerne var alle de tanker væk, og da hun kom gjorde jeg det gladeligt igen om et år da...

Så ja, alle smerter er lykkelig glemt...

Til TS: Jeg forstår dig godt, har en veninde som fik pks 3 måneder efter jeg fødte, og hun føler sig så snydt af den der følelse som du beskriver... Jeg havde selv ønsket at føde normalt og uden smertestillende. Og jeg gjorde det fanme. Jeg håber du får lov at opleve det alt sammen en dag.

Min datters fødsels endte i akut kejsersnit. Dvs. jeg nåede at få noget af fødslen med, helt frem til presseveerne, men så sad hun fast og kunne ikke komme ud... og nøøøøj hvor har jeg følt mig snydt!!!
Snydt for at få det sidste med...og sådan havde jeg det i virkelig lang tid.

Så kom min søns fødsel og jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så skrækkeligt!!!

Ville virkelig have ønsket at de havde nået at sende mig til kejsersnit endnu engang...

TrineMine86 skriver:

åhh - der fik du mig til at

alle de ting du skriver - det er lige præcis sådan jeg føler..

nu fik jeg jo godt nok aks, og det var et meget hårdt forløb, både graviditeten og fødslen.. men alligevel har jeg det på en lidt anden måde end dig - jeg synes det var forfærdeligt at få aks - jeg var slet slet slet ikke forberedt på at skulle have kejsersnit - havde slet ikke tænkt tanken, jeg skulle jo føde almindeligt..

føler mig også så snydt - snydt fordi jeg kæmpede med igangsættelse i 4 døgn, snydt fordi jeg kæmpede med ve-drop og masive veer i 12-14 timer, snydt fordi jeg virkelig følte at jeg var god til det der med at føde - havde styr på mine smerter og alligevel endte det i aks - da min skønne søn kom skævt ned i bækkenet.. Vil klart hellere have haft en pks istedet, så havde min hjerne i det mindste noget at "vænne" sig til tanken - jeg nåede kun at tænke på det i 15 min og så var min dreng lige pludselig ude..

men følelserne omkring selve ks er de samme som dine - jeg har haft ekstremt dårligt samvittighed over for min søn - jeg følte ingenting efter fødslen - ingen mor glæde - ingen ting - jeg var så langt kørt ned fysisk og psykisk - jeg kastede op efter ks og havde ham derfor kun kortvarigt i mine arme..

og tror det fødselforløb stressede mig så meget at mit overskud var lig 0 i lang tid efter..

jeg frygter virkelig også næste gang - tør jeg prøve en fødsel igen, eller skal jeg vælge pks? der er jo kun 50% chance for at det vil lykkedes at føde en normal fødsel efter et ks

Men på trods af en hård fødsel og en stor skuffelse over den - SÅ ER DET SÅ FANTASTISK AT VÆRE BLEVET MOR  JEG ER EVIGT TAKNEMMELIG OVER  AT VÆRE BLEVET BERIGET MED EN SUND, RASK, VIDUNDERLIG SØN - DEN LÆKRESTE I VERDEN  (som enhver mor jo ejer)

Årh søde altså 

Jamen det var netop min tanke omkring aks og pks! Det var sådan jeg tænkte inden jeg fødte, men efter at få pks tænkte jeg jo, at jeg  gerne ville have haft bare liiidt af oplevelsen. Forstår du hvad jeg mener? Men ja, man vil jo altid gerne have det man ikke fik  Jeg følte ikke, at jeg havde nok tid, til at vænne mig til tanken, men jeg kan godt forstå hvad du mener. Specielt fordi du synes at det gik godt og at det var ham som lå forkert. Det havde måske været en anden historie, hvis nu fødslen var en dårlig oplevelse i forvejen.

Jeg er også meget i tvivl med en eventuel anden fødsel. Men det er nok fordi, at jeg virkelig ikke ønsker et kejsersnit Og er man først i det, ja, så er der jo ingen vej udenom. Ud skal de jo

Ja det er intet mindre end FANTASTISK!  Den lille guldklump kan jo heldigvis få en til at glemme alt det triste og alt det som ikke gik som man håbede Hvad skulle vi dog gøre uden dem  

Ka+Ma=Be skriver:

Øv hvor kedeligt! Jeg husker heller ikke første dag specielt tydeligt. Andet end bræk, bræk og mere bræk! ØV!

Ja, man bliver nødt til at tage tingene som de kommer! Og så bare håbe på det bedste 

Ja det var ik så fedt, men syntes at selve mit aks var en rigtig god oplevelse! Men har jo så heller aldrig nået at ha veer, være i fødsel osv, så har aldrig rigtig følt mig snydt. Vh stine

Lykke86 skriver:

Jeg kunne selv have skrevet det du har gjort! Har det på nøjagtig samme måde føler også det er så forkert at sige "jeg har født to børn" for nej har jeg sgu ik, har fået dem REVET ud af min mave!! Begge gange var det aks. Begge gange pga. Svangerskabsforgiftning. Min datter kom 35+4 fordi hun fik det skidt og min søn kom 30+1, fordi jeg selv var ved at kradse af, så det kunne på ingen måde være anderledes. Føler mig alligevel bare rigtig snydt

Det er jeg ked af at høre! Det lyder som en rigtig hårdt oplevelse og start på tilværelsen som mor.

Hvordan var dine tanker omkring fødslen ved anden graviditet? Havde du forventet kejsersnit eller tog du det som det kom?

Maja88 skriver:

kunne være mig som havde skrevet det indlæg...

min krop føler sig snydt på en eller anden måde...

vil bare lige fortælle du er ikke alene.. her sidder jeg 14 måneder efter og skal til en psyk med det

Det er jeg virkelig ked af!  Jeg kan kun sige, at jeg virkelig godt kan forstå dig. Jeg overvejede også længe om jeg skulle snakke med nogen om det. Enten min jordemoder eller en psykolog.

Jeg håber at psykologen kan hjælpe dig og du må endelig skubbe lidt til mig det hjælper dig