AKS, PKS og hvad med os andre?

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Hejsa

Jeg har aldrig fået et ks så jeg ved ikke hvordan det er. Men må indrømme at jeg godt kan forstå dem der føler sig snydt, ja gu fanden gør det ondt at føde men det er jo pisse træls at ende i et ks når man jo gerne selv vil føde. Det er sq den mest fantastiske oplevelse som jeg har været heldig at opleve 2 gange. 

Men ville da bare fortælle at jeg godt kan forstå de mødre der er kede af at de ikke fik lov til at føde selv 

Jeg fødte ved akut kejsersnit den 14 feb 2008, min dejlige datter stod slet ikke ordentligt fast under fødslen, de kunne ikke få hende roteret ned i mit bækken. vi prøvede alt.. sækkepuder op på alle 4 osv-...  jeg fik feber, og der skete rigtig meget i løbet at hele forløbet, til sidst galopperede min datters hjerte af sted og de valgte så kejsernsit til sidst.. jeg var glad for mit kejsersnit.. ingen store skavanker efter operationen.. jeg var hurtigt oppe at gå.. havde en del ondt i ryggen.. men det var så osse det.. arret helede perfekt.. og kan næsten ikke ses den dag i dag. det eneste jeg kan være lidt øv over det er at jeg jo ikke fik hende op på mit bryst med det samme hun var ude men man kan jo ikke få alt her i livet  

Mit fødselsforløb varede fra start til slut 66 1/2 time! 

Jessica vejede 4100 g og var 56 cm.

Jeg har i dag den skønneste pige i verden som kun gør mit liv fyldt med kærlighed

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker af en fremtidig fødsel.. har faktisk slet ikke gjort mig så store tanker om det... synes jeg vil tage det som det kommer,,, men 1 ting er sikkert.. jeg ligger ikke så længe en anden gang, det er helt sikkert!

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Jeg vil helst skulle føde selv på trods af at jeg er så herre angst for at flække eller blive klippet op dernede, men at skulle igennem det med at ligge på et operations bord hvor jeg var halvt ved bevisthed og alt det.. Nej puha.. Jeg vil ikke engang have medicin når det skal være ved alm fødsel så at blive bedøvet ville gøre mig rigtig ked af det er jeg ret så sikker på

Kan godt forstå dig.. Tror ikke man opnår lige så stor lykke som hvis man føder normalt og kan mærke hvordan det hele bliver forløst og man pludselig ikke har så ondt længere, og bliver lidt afslappet når fødslen er overstået og man kan nyde øjeblikket mor, far og barn inde i sin seng i stedet for man lige skal syes sammen først og så overflyttes ?

Frk Mig skriver:

Hejsa

Jeg har aldrig fået et ks så jeg ved ikke hvordan det er. Men må indrømme at jeg godt kan forstå dem der føler sig snydt, ja gu fanden gør det ondt at føde men det er jo pisse træls at ende i et ks når man jo gerne selv vil føde. Det er sq den mest fantastiske oplevelse som jeg har været heldig at opleve 2 gange. 

Men ville da bare fortælle at jeg godt kan forstå de mødre der er kede af at de ikke fik lov til at føde selv 

Tak for forståelsen 

Det er lige præcis som du siger det. Man føler sig snydt. Snydt fra en helt fantastisk oplevelse! Hård, men fantastisk!

Jeg kan sagens forstå dig. Jeg har ikke selv fået kejsersnit, hverken på den ene eller anden måde  Fødte selv min datter helt efter bogen uden komplikationer. Dog har jeg været med til en del kejsnersnit efterhånden pga. mit studie.

Jeg kan forstå dine følelser, for jeg tror jeg ville have haft det præcis samme måde som dig, hvis jeg havde endt ud i kejsnersnit. Jeg tænkte meget over i min graviditet at hvis jeg ikke fik lov at føde selv, ville jeg dælme føle mig snydt. Ja, nærmest som dig ked og vred. For jeg ville virkelig føle jeg manglede noget.
Nu har man ligesom gået der i 9 lange måneder, så må det sgu godt sluttes af med et brag af en begivenhed som en fødsel jo er. Selvom det er pikke hårdt, ulideligt mange smerter og mange andre dumme ting, som man lykkeligt har glemt her 1½ år efter.

Ka+Ma=Be skriver:

Tak for forståelsen 

Det er lige præcis som du siger det. Man føler sig snydt. Snydt fra en helt fantastisk oplevelse! Hård, men fantastisk!

Jeg må indrømme at jeg ville da bestemt os føle mig snydt hvis jeg var endt i ks ..

felicity skriver:

Jeg fødte ved akut kejsersnit den 14 feb 2008, min dejlige datter stod slet ikke ordentligt fast under fødslen, de kunne ikke få hende roteret ned i mit bækken. vi prøvede alt.. sækkepuder op på alle 4 osv-...  jeg fik feber, og der skete rigtig meget i løbet at hele forløbet, til sidst galopperede min datters hjerte af sted og de valgte så kejsernsit til sidst.. jeg var glad for mit kejsersnit.. ingen store skavanker efter operationen.. jeg var hurtigt oppe at gå.. havde en del ondt i ryggen.. men det var så osse det.. arret helede perfekt.. og kan næsten ikke ses den dag i dag. det eneste jeg kan være lidt øv over det er at jeg jo ikke fik hende op på mit bryst med det samme hun var ude men man kan jo ikke få alt her i livet  

Mit fødselsforløb varede fra start til slut 66 1/2 time! 

Jessica vejede 4100 g og var 56 cm.

Jeg har i dag den skønneste pige i verden som kun gør mit liv fyldt med kærlighed

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker af en fremtidig fødsel.. har faktisk slet ikke gjort mig så store tanker om det... synes jeg vil tage det som det kommer,,, men 1 ting er sikkert.. jeg ligger ikke så længe en anden gang, det er helt sikkert!

Hold nu op hvor vildt! Så kan jeg godt forstå, at du er glad for kejsersnittet. Det er simpelthen alt alt for længe, efter min mening.

Jeg tror også, at min oplevelse er blevet gjort værre idet jeg blev syg af medicinen. Hele min søns fødselsdag brugte jeg på at ligge og kaste op. Jeg havde ham stort set ikke i mine arme og han fik absolut ingen mad Se det giver dårlig samvittighed måneder efter, når man knuselsker dette lille vidunder.

Jeg vil rigtig gerne føde "naturligt", hvis jeg skal have flere børn. Men jeg er da også bange for, at det ikke kan lade sig gøre. 

Rigtig trist at du har haft en dårlig oplevelse og ik fik den fødsel du havde drømt om! Tror der er mange som har det som dig! 

Jeg fik aks i uge 34+ og må sige at det var en helt fantastisk oplevelse. Vi havde så også været forberedet på at det nok var sådan det ville gå i 1 1/2 uges tid inden, pga jeg fik ssf. Så i mit hovede var jeg nok bare forberedt på at det var sådan det var! 

Nu er jeg gravid igen i uge 30+4 og vi ved faktisk ik om jeg får lov til at føde normalt endnu. Er i behandling med forhøjet blodtryg og de forskellige læger vi har snakket med ( går til extra Scaninger og læge tjek pga min tidliger gravidite) siger alle lidt forskelligt omkring fødslen. 

Min bekymring er så "sjovt" nok det modsatte af din. Jeg ville nemlig blive ked af at sku ha været i fødsel, også det endte med aks til sidst. Så ville jeg heller ha pks, hvis ik de ka love at jeg får lov til at føde selv.

Men igen så betyder en rigtig fødsel ik rigtig noget for mig, for havde bare den bedste oplevelse med aks, når det nu sku være. 

Ej gav det mening? Vh stine

Chel1992 skriver:

Jeg vil helst skulle føde selv på trods af at jeg er så herre angst for at flække eller blive klippet op dernede, men at skulle igennem det med at ligge på et operations bord hvor jeg var halvt ved bevisthed og alt det.. Nej puha.. Jeg vil ikke engang have medicin når det skal være ved alm fødsel så at blive bedøvet ville gøre mig rigtig ked af det er jeg ret så sikker på

Kan godt forstå dig.. Tror ikke man opnår lige så stor lykke som hvis man føder normalt og kan mærke hvordan det hele bliver forløst og man pludselig ikke har så ondt længere, og bliver lidt afslappet når fødslen er overstået og man kan nyde øjeblikket mor, far og barn inde i sin seng i stedet for man lige skal syes sammen først og så overflyttes ?

Det kan jeg bestemt godt forstå. Jeg var da også pisse ræd! Men opleve det - det ville jeg.

Jeg vil helst heller ikke bedøves, men det er fordi jeg bliver pisse dårlig af det. 

Det er helt klart det værste, at man ikke har sin lille baby ved sig. At man skal syes og ligger i opvågningen i flere timer og venter på at ens ben fungerer igen!