Ka+Ma=Be skriver:
Kejsersnit på godt og ondt 
Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.
Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen.
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).
Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.
Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 
Personligt var planlagt kejsersnit aldrig i mine tanker da jeg var gravid.
Men jeg valgte også at tænke at en million (plus) kvinder, har klaret det før mig, så jeg kunne vel også. havde faktisk slet ikke overskud til at bekymre mig, grundet en hård gaviditet.
Da så min søn var bagt færdig, skulle han ryges ud. 3 dage med hindeløsning, stikpiller, ballonkatheter og tilsidst vedrop.
Havde ikke en videre behagelig fødsel, fik vestorm og måtte vente 4-5 timer på epidural (da jeg ENDELIG overgav mig og takkede ja, er sÅ bange for den der nål).
Flere gange under fødslen, var jeg rædselsslagen for at det skulle ende i AKS, da lillemanden ikke opførte sig som han skulle. Han blev fulgt tæt, og flere gange var rummet fyldt op med (altfor) mange mennesker.
Da jeg endelig fik epiduralen og den virkede, havde jeg fred i en times tid, inden veerne kom igen. Fantastisk med et pusterum. At føde ham var det mindste af det hele, og gjorde det gerne titusinde gange igen. Men vestorm - føj. Havde jeg kunnet, ja så VAR jeg hoppet ud af vinduet.
Anyway. Selvom det var en hård fødsel og jeg ALDRIG skulle have flere børn i månederne efter, så ændrer perspektivet sig jo.
Jeg blev tilbudt at hvis vi ville have flere børn, kunne jeg få et pKS - det har jeg takket pænt nej til. Af flere årsager. Den første er, at det er sundest for barnet at komme ud "den rigtige" vej. Dernæst ville jeg helt sikkert sidde tilbage med samme følelse som dig, af at være blevet "snydt". Ja, det var en skrækkelig oplevelse at føde - men den var også fantastisk. Ville ikke for noget i verden gå glip af det igen. og så er der jo arret - det kan jeg godt undvære...
Efter denne første fødsel, ved jeg nu (nogenlunde) hvad jeg kan forvente ved den næste - og det gør mig overbevist om at jeg nok skal klare whatever der sker. Jeg er kæmpe kontrolfreak, så det værste ved at være gravid og føde for mig, var usikkerheden.
Næste gang skal min mand presse på at jeg får en epidural, så jeg kan komme over min nåleskræk og få en behageligere fødsel. Næste gang bliver helt sikkert meget bedre, og jeg er sikker på at jeg vil have etmeget større overskud, både under og efter fødslen...
