AKS, PKS og hvad med os andre?

Ka+Ma=Be skriver:

Det er jeg ked af at høre! Det lyder som en rigtig hårdt oplevelse og start på tilværelsen som mor.

Hvordan var dine tanker omkring fødslen ved anden graviditet? Havde du forventet kejsersnit eller tog du det som det kom?

Jeg vidste godt, at chancerne for normal fødsel kun var ca 10% men havde nu alligevel et spinkelt håb. Men da jeg så blev virkelig syg, røg det sidste håb og der ville jeg bare ha ham UD!!! Da jeg så lå på operationsbordet og han var kommet ud og jeg havde fået det bedre (fik jeg i det sekund de trak ham ud) så ramte den dårlige samvittighed mig BIG time! Hvordan fanden kunne jeg lige ha ligget og råbt at han bare skulle ud NU, når han var så lille?! Men han klarede sig heldigvis rigtig flot. Slap for kuvøse, lys og ilt og lå kun med C-PAP i 4 dage

Ka+Ma=Be skriver:

Det er jeg rigtig ked af at høre!  Jeg har godt læst dine beretninger og fuldt dig og dine smukke børn. Det må have været en forfærdelig oplevelse - også rent emotionelt.

Men som jeg skrev til Trine, så vil man gerne altid have det, man ikke fik. Græsset er altid grønnere på den anden side. Jeg ved ikke hvad jeg er gået glip af, men jeg tror det er fantastisk. Forstår du? Det er nemt at sige, fordi jeg ikke kender til andet end kejsersnit. Jeg "går bare ud fra" at en rigtig fødsel er bedre. Det kunne lige så vel gå den anden vej.

Jeg håber du og din familie har det godt - det er dejligt at se hvor stor og fin Mikkel er blevet!  

Jeg kan sagtens følge dig
Jeg ønskede jo også en "rigtig" fødsel 2. gang, fordi jeg ikke fik det første gang.... og det fik jeg jo så... men bare ikke lige som jeg havde drømt om

Og tak

Jeg fik PKS med Tristan, og jeg tænker det samme som dig.. Jeg fik ham leveret..Jeg har ikke FØDT min søn.. MEN MEN.. Jeg føler mig på ingen måde snydt og jeg bruger aldrig energi på at tænke på det for i bund og grund så er det slet ikke vigtigt...for mig 

 

Ene fødte jeg.. LORTE fødsel og jeg gør det aldrig igen...3 grads bristning og s-drop i 16 timer er bare ikke noget at råbe HURRA over..

Så JA TAK til KS og NEJ til fødsel.. 

Jeg fik PKS men for vores vedkommende var der virkelig tale om et Planlagt kejsersnit.

Vi fik at vide allerede i uge 19 at Lisa ikke ville kunne vende sig (vandet var gået) så uanset hvad, ville det blive et PKS senest i uge 34.

Jeg tror at det gav mig lidt mere ro, at vi for det første vidste det i så god tid. Jeg var i princippet ikke rigtig begyndt at tænke på fødslen endnu.

Jeg føler ligesom TS at jeg er blevet snydt på nogle områder, men på andre føler jeg mig totalt beriget. Jeg slap for veer, bristninger, ulidelig smerte og alt det andet "gode". Til gengæld mangler jeg det der magiske øjeblik hvor den lille bliver lagt op på maven til mor. MEN det ville jeg ikke have fået uanset hvad, fordi Lisa jo var syg da hun blev født.

Jeg vidste at der ville være mere end 20 mennesker til stede, jeg vidste at hun ville blive hastet op på Neo sammen med min mand og sådan var det bare. Det var det vi havde at gøre med.

Samtidig føler jeg mig også snydt for hele graviditeten... Jeg blev lagt ned i uge 19. Måtte heldigvis ligge hjemme, men måtte kun rejse mig for at tisse eller gå i bad. Det var meget lange 3,5 måneder. Og da jeg endelig langt om længe kunne gå en tur med mit barn rundt i byen, spurgte folk (bekendte) hvis barn det var! For ingen havde jo set mig være gravid...

Mht. næste gang så har jeg da stærtk overvejet et PKS når Lisa skal være storesøster men tanken om den "perfekte" og romantiske fødsel med tårer og babygråd ligger stadig og lurer. Godt der er nogle år til endnu

Jeg har så prøvet både AKS og vaginal fødsel. forskellen på de to oplevelser var, at jeg havde mere overskud efter fødslen end AKS. Jeg har dog aldrig følt mig snydt, fordi at lægerne virkelig prøvede alle metoder for at få Karoline ud. Da sugekoppen mislykkedes 3 gang og jeg stadig ikke havde ordentlige presseveer vidste jeg, at det ville ende med AKS. Det mest traumatiske ved den fødsel var faktisk sugekoppen. Sådan en kommer ikke nær mig igen. Da jeg blev gravid 2. gang, var jeg tæt på at vælge PKS pga. fødselsforløbet. Men da tiden nærmede sig, havde jeg lyst til at prøve selv og det lykkedes. Men altså jeg føler mig ikke snydt -er blot glad for min dejlige (store) pige, der kom ud ved AKS. Men altså, det er ikke usædvanligt at føle sig snydt

Jeg kan godt følge dig lidt i at du har været snydt lidt for fx følelsen af veerne, spændingen om hvornår sker det osv.

Men umiddelbart ville jeg da foretrække PKS fremfor AKS. Jeg har godt nok ikke prøvet PKS, men til gengæld har jeg prøvet et AKS.

Der bliver der om noget hevet i dig fra alle sider. Jeg har som sagt kun oplevet den ene af de to, men jeg vil tro der er mere stress på ved et AKS. Jeg har i hvert fald hørt mange der siger at der er en dejlig ro på OP når de har fået foretaget et PKS.

Der var ikke meget ro på ved mig AKS. Jo, de gjorde da hvad de kunne for at berolige mig og fortælle hvad der skulle ske. Men det var et spørgsmål om, at min datter var meget påvirket af forløbet og skulle ud ret hurtigt. Og jeg kan love dig for at jeg var bange - både for mig og jo allermest for min datter.

Ved kejsersnit er der jo større risiko for fostervand i lungerne, da de ikke får det pres som ved en vaginal fødsel. Og eftersom jeg var nået helt til pressefasen og havde presset i noget tid uden held - med en stresset baby til følge, så var det fostervand hun fik i lungerne tykt og grønt. Hun trak ikke vejret da hun kom ud, måtte genoplives og var indlagt 5 dage efter.
Vi fik hende ikke at se før efter 4 timer (og de værste tanker fløj jo gennem hovedet) og holdt hende først dagen efter. Det var ganske forfærdeligt.

Så jeg er meget i vildrede hvad jeg skal vælge næste gang. Jeg vil jo 100 gange hellere føde selv end KS, men jeg vil trods alt også hellere have et PKS, hor jeg tror der er mere ro på, end jeg vil udsættes for et AKS igen. 

Freja har det jo godt i dag, og jeg er nogenlunde afklaret med forløbet nu. MEN jeg kan da stadig godt blive ked af at det ikke blev den drømmefødsel jeg havde håbet på og forestillet mig. 

Og så kan jeg blive stjernearrig hvis der er nogen der siger at KS er den nemme udvej. Hvis man siger det, så har man tydeligvis ikke prøvet at få skåret mavemusklerne op og få rodet rundt i maveregionen. 

Jeg fik pks. Som jeg selv efterspurgte da jeg fik et piskesmæld en uge før jeg kunne teste positivt gravid. Jeg havde mange smerter i nakke og ryg igennem min graviditet. Og tilsidst var mine smerter så store at de var begyndt at køre mig ned psykisk. Og tanken om jeg ikke vidste hvor lang tid det ville tage mig at føde gjorde mig bange. Plus at jeg ville kunne ligge i stillinger hvor jeg ville kunne presse da det vil gå ud over min nakke. Så jeg fik lov til at få et ks.

Jeg har en utrolig god oplevelse med mit ks. Dog lidt underligt at fra det ene øjeblik til det andet var jeg mor.

Men jeg fortryderintet og vil meget gerne gøre det igen hvis det er muligt. Men jeg kom mig også utrolig hurtigt over mit ks. Jeg havde stortset ingen smerter da jeg tog hjem om torsdagen hvor jeg fik ks mandag morgen.
Stoppede med smertestillende onsdag aften. Og var oppe i bad tirsdag morgen.

Det er trist at høre at du har det sådan fordi du fik et ks. Har hørt flere der også har følt sig snydt. Forstår ikke hvorfor. Men måske det nok også er fordi mit ks var meget ønsket. Selvom jeg samtidig følte jeg intet andet valg havde.

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Du skal tage og læse min fødselsberetning fra forleden. 

Fik min dreng ved pks for 8 dage siden. 

Fantastisk oplevelse. 

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Nu har jeg ikke fået nogen form for kejsersnit. Men det du skrev med at en kvinde som har født måske vvil mene at du er skør, det gøre jeg bestemt ikke, For du ER gået glip af rigtig meget. Det at mærke at man gøre nogen selv for at føde. Det at man mærker eerne, man mæsker hovedet og skuldrene og når de kommer ud. Jeg lå med veer og sagde at jeg er klar igen dagen efter til at føde igen. Det skræmte mig bestemt ikke. Jeg er bare træt af at jeg høre at 2. gang og opefter går hurtigere end første gang, det er jeg ked af. For vil ikke at det skal gå for stærkt. Jeg vil heller ALDRIG have kejsersnit, medmindre at det virkelig er strengt nødvendigt. Så jeg kan sagtens følge dig. Du er bestemt IKKE skør. Det at gå gravid, føde og få sit barn op for første gang er den største oplevelse. Jeg kan slet ikke vente til næste gang.

Ka+Ma=Be skriver:

Kejsersnit på godt og ondt 

Da jeg fødte Benjamin i september sidste år, var det ved kejsersnit. Planlagt kejsersnit. Eller, det er i hvert fald det lægerne kalder det. For mig var det overhovedet ikke planlagt. Det var en pludselig afslutning på en skøn graviditet. En afslutning som jeg på ingen måde havde forventet, ønsket eller forudset. Jeg følte at al glæden ved fødslen, al spændingen og hele oplevelsen blev taget fra mig.
En kvinde der har oplevet en vaginal fødsel vil kunne mene, at jeg var skør. At de var klar til kejsersnit og at veerne var den værste smerte de havde oplevet. Jeg har veninder som tvivler på, om de ønsker flere børn, eller om de skal vælge et planlagt kejsersnit pga. en traumatiserende fødsel.
Jeg ved udemærket, hvor fjollet det lyder.... og alligevel er jeg skuffet.

Jeg har tit sagt, at et planlagt kejsersnit trods alt på være en bedre oplevelse end et akut. Det er jeg ikke så sikker på mere. Forstå mig ret, men det kunne være rart at opleve bare noget af fødslen. At få bare en del af oplevelsen. 
Et planlagt kejsersnit er nok noget af det mest unaturlige jeg har oplevet og da jeg lå der på operationsbordet og blev hevet i fra højre og venstre, stukket i både højre arm, venstre arm og ryg - der blev jeg sku bange! Virkelig bange! Jeg havde ikke lyst til at være med, for det hele var bare for overvældende. Det var utrygt og på ingen måde som jeg troede min fødsel skulle være.
Jeg havde glædet mig til, at mærke kroppen gå i gang af sig selv. Mærke veerne starte og vide, at nu er han klar til at komme ud.
Derfor bliver jeg også provokeret af ordet planlagt kejsersnit. For det får det til at lyde som om, at det var min ide. Og det var det bestemt ikke.
Det samme gør ordet " føde". Altså provokerer mig. Ikke når folk siger det, men når jeg tænker på, hvad det egentlig betyder. Jeg føler ikke, at jeg har født Benjamin. Og det er jo tosset, for det har jeg, men jeg fødte ham ikke i den forstand, som jeg definerer ordet. Jeg fik ham leveret. Af nogle andre. Nogle andre pressede ham ud af min mave og lagde ham i mine arme. Jeg selv lå følelsesløs fra bryst til fod og "kiggede på" (det er jo så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne se en hujende fis, men måtte nøjes med at lytte).

Jeg kan godt se, at der er fordele ved kejsersnit og dem glæder jeg mig da også over nu. Jeg er kommet mig over mit kejsersnit, men det er alligevel tit i mine tanker. Det er nok også derfor, at jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, her knap 8 måneder efter.

Hvad er jeres tanker om kejsersnit? Akut såvel som planlagt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker, omend i har født ved kejsersnit eller ej, eller stadig har oplevelsen af føde til gode 

Kan kun følge dig 100 % Ina kom til verden ved kejsersnit, gruden til det var at moderkagen lå foran livmorhalsen, så jeg kunne ikke føde selv.

Dog kom Ina 2 dage før det planlagte kejsersnit ikke fordi jeg gik i fødsel, men fordi moderkagen begyndte at bløde kræftigt. Så det blev lidt af en overraskelse alligevel. Og det tror jeg har hjulpet mig lidt igennem det her med at blive snydt for fødslen.

For hele vejen igennem i graviditet sagde jeg også at det ville være dejligt hvis hun kom før den planlagte dato, så vi og familien ikke vidste det på forhånd.

Men ja synes jeg magler den der forløsning efter at have været i fødsel efter x antal timer.Så jeg føler mig også syndt