Din mening om børn på bryllupsrejse

SØS skriver:

Sikke noget pjat! Som skrevet tidligere ved jeg 100% at min stedfar elsker mig præcis ligeså højt som han elsker sin biologiske datter. Det er vidst et spørgsmål om personlighed og mentalitet - og omstændighederne i øvrigt!

Hvordan kan du i bund og grund vide det?

SØS skriver:

Sikke noget pjat! Som skrevet tidligere ved jeg 100% at min stedfar elsker mig præcis ligeså højt som han elsker sin biologiske datter. Det er vidst et spørgsmål om personlighed og mentalitet - og omstændighederne i øvrigt!

Må erklære mig enig her
Min biologiske far har aldrig været der når jeg havde brug for ham, men Har kun følt mig elsket af min stedfar som jeg også kalder far, men tror omstændighederne også gør noget, han har jo boet hos os og været der siden jeg var 1.5 år, hvor jeg tydeligt kunne mærke fra start min stedmor ikke brød sig vildt om mig, og jeg virkede som belastende påhæng, de mødte hinanden da jeg var ca 12 og var kun weekendbarn hver 2-3 uge. Har ingen kontakt til dem I dag. Tror meget spiller ind, feks barnets alder når man mødes, og hvor længe man har kendt barnet, og om man bor sammen med barnet, egen indstilling osv

Lullaby skriver:

Så ville man heller ikke kunne elske et adoptivbarn som sit eget`?

Det har jeg svaret på i denne tråd, det kan ikke sammenlignes. Jeg har ikke aktivt valgt mit bonusbarn til og ønsket det i årevis, som de forældre, der gennemgår en lang kamp for at få ønskebarnet og til sidst finder lykken i et adoptivbarn. Mit bonusbarn var en del af pakken, da jeg valgte at være sammen med min mand, det er ikke et barn, jeg har valgt at få sammen med ham, men selvfølgelig er det nu en del af vores hverdag, og vi har også indrettet hverdagen efter omstændighederne, men jeg har ikke skrevet under på, at jeg ville elske det barn som vores egne - og med fare for at gentage mig selv, så mærker mit bonusbarn aldrig, at det ikke er én af vores,   det er min inderste kærlighed, der aldrig bliver lige så stor til bonusbarnet, som til vores egne.

Jeg vil da lige tilføje til dem, der læser tråden, at jeg ikke tager meninger fra folk, der ikke er prøvet det på egen krop, særligt seriøst, - der er rigtig mange velmenende kvinder derude - virkeligheden er så en anden, når man står i situationen eller har levet med godt og dårligt i rigtig mange år, som jeg har - og jeg er endda så heldig, at jeg har et fantastisk forhold til både mit bonusbarn og til ekskonen.

Rockertand skriver:

Det har jeg svaret på i denne tråd, det kan ikke sammenlignes. Jeg har ikke aktivt valgt mit bonusbarn til og ønsket det i årevis, som de forældre, der gennemgår en lang kamp for at få ønskebarnet og til sidst finder lykken i et adoptivbarn. Mit bonusbarn var en del af pakken, da jeg valgte at være sammen med min mand, det er ikke et barn, jeg har valgt at få sammen med ham, men selvfølgelig er det nu en del af vores hverdag, og vi har også indrettet hverdagen efter omstændighederne, men jeg har ikke skrevet under på, at jeg ville elske det barn som vores egne - og med fare for at gentage mig selv, så mærker mit bonusbarn aldrig, at det ikke er én af vores,   det er min inderste kærlighed, der aldrig bliver lige så stor til bonusbarnet, som til vores egne.

Jeg vil da lige tilføje til dem, der læser tråden, at jeg ikke tager meninger fra folk, der ikke er prøvet det på egen krop, særligt seriøst, - der er rigtig mange velmenende kvinder derude - virkeligheden er så en anden, når man står i situationen eller har levet med godt og dårligt i rigtig mange år, som jeg har - og jeg er endda så heldig, at jeg har et fantastisk forhold til både mit bonusbarn og til ekskonen.

Jeg kan godt høre, at vi er 2 forskellige mennesker. Og hvor meget vi hver især føler for de børn vi kommer i nærkontakt med. Jeg kan så røbe overfor dig, at jeg har skam været bonusmor for en lille dreng. Og jeg elskede den knægt. Han betød lige så meget for mig som mine unger gør. Jeg tænker meget på ham og håber hver gang, når jeg kommer til hans hjemby, at jeg ser ham. Med blandede følelser. For han kan garanteret ikke huske mig. Men jeg kan ham.
Så din arrogance kan du godt pakke væk. Det samme med dine fordomme. For vi er forskellige og bare fordi DU ikke kan elske dine bonusbørn er det ikke ensbetydende med, at andre ikke kan.

Lullaby skriver:

Jeg kan godt høre, at vi er 2 forskellige mennesker. Og hvor meget vi hver især føler for de børn vi kommer i nærkontakt med. Jeg kan så røbe overfor dig, at jeg har skam været bonusmor for en lille dreng. Og jeg elskede den knægt. Han betød lige så meget for mig som mine unger gør. Jeg tænker meget på ham og håber hver gang, når jeg kommer til hans hjemby, at jeg ser ham. Med blandede følelser. For han kan garanteret ikke huske mig. Men jeg kan ham.
Så din arrogance kan du godt pakke væk. Det samme med dine fordomme. For vi er forskellige og bare fordi DU ikke kan elske dine bonusbørn er det ikke ensbetydende med, at andre ikke kan.

Rockertand skriver:

Hvordan kan du i bund og grund vide det?

Fordi vi har talt om det, fordi han altid har vist det med sin opførsel og fremtoning - hver eneste dag i nu snart 30 år!

Rockertand skriver:

Naturlov: Hvis du skulle vælge overlevelse for dit eget barn eller et bonusbarn, så ville du til enhver tid vælge dit eget - derimod tror jeg, at de fleste forældre ville føle en umulig opgave, hvis de blev bedt om at vælge blandt 2 af deres egne børn.

Du behøver slet ikke at have ondt af bonusbørn, der lever med dén slages bonusforældre, der er rigtig mange derude, som har et helt fantastisk forhold til bonusforældrene - og mit bonusbarn er flere gange kommet til mig med nogle problemstillinger, som blev foretrukket diskuteret med mig fremfor forældrene - og jeg er ydmyg og taknemmelig for opgaven og rigtig, rigtig glad for, at vi har så fantastisk et forhold, men det betyder ikke, at jeg elsker som var det mit eget barn, men holder af, beskytter, hjælper, støtter, knuser og kysser og trøster - ja, det kan du tro!

Et adoptivbarn kan ikke sidestilles med et bonusbarn. Et bonusbarn er bragt ind i familien, ønsket af én forælder, hvor der sideløbende er en eks, der skal tages med i det daglige regnestykke, hvor barnet ikke har sin daglige gang i familien. Et adoptivbarn skal sidestilles med et biologisk barn, der er aktivt tilvalgt af begge forældre, hvor der ikke er andre faktorer eller parter, der skal tages hensyn til. Det er en helt forkert betragtning i mine øjne at sammenligne de 2 scenarier.

Lige mine ord!!  

Rockertand skriver:

Hvordan kan du i bund og grund vide det?

På ca. samme måde som du kategorisk kan afvise det for alle..

Det er der ingen af jer der i virkeligheden kan. Det er et spørgsmål om følelser og de kan ikke måles.

Jeg synes ikke det giver mening at gradbøje kærlighed. Enten elsker man eller også gør man ikke. Kærligheden til bonusbørn er måske anderledes og man har en genetisk præference overfor sit eget afkom, men at det dermed automatisk betyder at der er mindre kærlighed der, tror jeg simpelt hen ikke på.

Jeg har lige sagt farvel til min elskede bonusfar efter 24 år. Jeg ved han elskede mig og jeg har aldrig følt andet og der er aldrig blevet gjort forskel på mig og hans egen datter - mere kan jeg vel i bund og grund ikke forlange.

Til TS:
Jeg synes i bund og grund ikke at børn har noget at lave på en bryllupsrejse - hverken dine eller hans. Jeg ville vente med bryllupsrejsen indtil jeres yngste er gammel nok til at blive passet og så tage afsted kun jer to.

Jeg kan sagtens forstå at du synes det er svært at blive bonusmor til to børn i den alder og jeg kan også sagtens forstå at dine følelser for hans børn er anderledes. Jeg bliver ked af det når du skriver at du ikke elsker dem, nok mest fordi du i hele den her diskussion virker som om at de er lidt i vejen. Dit ordvalg i det oprindelige indlæg og i dine efterfølgende svar giver mig en følelse af du heller ikke ser det at elske dine bonusbørn som en mulighed overhovedet - du gider ikke engang at prøve. Det kan sagtens være at jeg overtolker tingene, men sådan ser det altså ud herfra hvor jeg sidder.

Du skriver at du jo forelskede dig i din mand og ikke i hans børn, men du valgte en mand med børn og om ikke andet har du værsko at respektere hans følelser i forhold til at have hans børn med på bryllupsrejsen. DU er den voksne her og DU er den der er nødt til at opføre dig derefter, hvilket betyder at det er DIN forbistrede pligt at prøve at få tingene til at fungere og det betyder også at tilsidesætte din egen holdning indimellem. Jeg ville blive rigtigt ked af det hvis det var mig der ikke kom med ud at rejse.

Skouboe skriver:

På ca. samme måde som du kategorisk kan afvise det for alle..

Det er der ingen af jer der i virkeligheden kan. Det er et spørgsmål om følelser og de kan ikke måles.

Jeg synes ikke det giver mening at gradbøje kærlighed. Enten elsker man eller også gør man ikke. Kærligheden til bonusbørn er måske anderledes og man har en genetisk præference overfor sit eget afkom, men at det dermed automatisk betyder at der er mindre kærlighed der, tror jeg simpelt hen ikke på.

Jeg har lige sagt farvel til min elskede bonusfar efter 24 år. Jeg ved han elskede mig og jeg har aldrig følt andet og der er aldrig blevet gjort forskel på mig og hans egen datter - mere kan jeg vel i bund og grund ikke forlange.

Til TS:
Jeg synes i bund og grund ikke at børn har noget at lave på en bryllupsrejse - hverken dine eller hans. Jeg ville vente med bryllupsrejsen indtil jeres yngste er gammel nok til at blive passet og så tage afsted kun jer to.

Jeg kan sagtens forstå at du synes det er svært at blive bonusmor til to børn i den alder og jeg kan også sagtens forstå at dine følelser for hans børn er anderledes. Jeg bliver ked af det når du skriver at du ikke elsker dem, nok mest fordi du i hele den her diskussion virker som om at de er lidt i vejen. Dit ordvalg i det oprindelige indlæg og i dine efterfølgende svar giver mig en følelse af du heller ikke ser det at elske dine bonusbørn som en mulighed overhovedet - du gider ikke engang at prøve. Det kan sagtens være at jeg overtolker tingene, men sådan ser det altså ud herfra hvor jeg sidder.

Du skriver at du jo forelskede dig i din mand og ikke i hans børn, men du valgte en mand med børn og om ikke andet har du værsko at respektere hans følelser i forhold til at have hans børn med på bryllupsrejsen. DU er den voksne her og DU er den der er nødt til at opføre dig derefter, hvilket betyder at det er DIN forbistrede pligt at prøve at få tingene til at fungere og det betyder også at tilsidesætte din egen holdning indimellem. Jeg ville blive rigtigt ked af det hvis det var mig der ikke kom med ud at rejse.

Skouboe skriver:



På ca. samme måde som du kategorisk kan afvise det for alle..

Det er der ingen af jer der i virkeligheden kan. Det er et spørgsmål om følelser og de kan ikke måles.

Jeg synes ikke det giver mening at gradbøje kærlighed. Enten elsker man eller også gør man ikke. Kærligheden til bonusbørn er måske anderledes og man har en genetisk præference overfor sit eget afkom, men at det dermed automatisk betyder at der er mindre kærlighed der, tror jeg simpelt hen ikke på.

Jeg har lige sagt farvel til min elskede bonusfar efter 24 år. Jeg ved han elskede mig og jeg har aldrig følt andet og der er aldrig blevet gjort forskel på mig og hans egen datter - mere kan jeg vel i bund og grund ikke forlange.

Til TS:
Jeg synes i bund og grund ikke at børn har noget at lave på en bryllupsrejse - hverken dine eller hans. Jeg ville vente med bryllupsrejsen indtil jeres yngste er gammel nok til at blive passet og så tage afsted kun jer to.

Jeg kan sagtens forstå at du synes det er svært at blive bonusmor til to børn i den alder og jeg kan også sagtens forstå at dine følelser for hans børn er anderledes. Jeg bliver ked af det når du skriver at du ikke elsker dem, nok mest fordi du i hele den her diskussion virker som om at de er lidt i vejen. Dit ordvalg i det oprindelige indlæg og i dine efterfølgende svar giver mig en følelse af du heller ikke ser det at elske dine bonusbørn som en mulighed overhovedet - du gider ikke engang at prøve. Det kan sagtens være at jeg overtolker tingene, men sådan ser det altså ud herfra hvor jeg sidder.

Du skriver at du jo forelskede dig i din mand og ikke i hans børn, men du valgte en mand med børn og om ikke andet har du værsko at respektere hans følelser i forhold til at have hans børn med på bryllupsrejsen. DU er den voksne her og DU er den der er nødt til at opføre dig derefter, hvilket betyder at det er DIN forbistrede pligt at prøve at få tingene til at fungere og det betyder også at tilsidesætte din egen holdning indimellem. Jeg ville blive rigtigt ked af det hvis det var mig der ikke kom med ud at rejse.

TS. Du siger, at du ikke gør forskel, men synes du ikke det er at gøre forskel, når du ikke gider have dem med på jeres bryllupsrejse, men synes at dine egne børn skal med? Det må jeg indrømme, at det synes jeg godt nok det er! Og det er de helt sikkert store nok til at kunne mærke!