Din mening om børn på bryllupsrejse

SØS skriver:

Fordi vi har talt om det, fordi han altid har vist det med sin opførsel og fremtoning - hver eneste dag i nu snart 30 år!

Det er jo ikke til forskel fra vores situation.

Min opførsel og fremtoning bærer heller ikke præg af andet, jeg kunne aldrig nogensinde finde på at vise den lille forskel, der er - og hvis jeg direkte blev spurgt, om jeg elsker mit bonusbarn, så ville jeg sige "ja" - men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg skal elske på samme måde, som jeg elsker mine egne børn. 

Lullaby skriver:

Jeg kan så røbe overfor dig, at jeg har skam været bonusmor for en lille dreng. Og jeg elskede den knægt. Han betød lige så meget for mig som mine unger gør. Jeg tænker meget på ham og håber hver gang, når jeg kommer til hans hjemby, at jeg ser ham. Med blandede følelser. For han kan garanteret ikke huske mig. Men jeg kan ham. 

Jeg synes, at det er lige lovligt aggressivt at sige, at jeg er fordømmende og arrogant (det er en helt almindelig diskussion, det her), jeg taler udfra mine egne erfaringer og de bonusmødre, jeg har snakket med.

Det er også noget xxx at sige, at jeg ikke kan elske mit bonusbarn, jeg elsker på godt og ondt, jeg elsker mit bonusbarn for det, det er - men jeg elsker mine egne børn på et andet niveau, og der vil altid være dén forskel.

Jeg studser dog over noget i dit indlæg: Du har haft et bonusbarn, som du ikke har kontakt med længere, og det accepterer du tilsyneladende - det havde du aldrig gjort, hvis dit eget barn var taget fra dig, så var du gået igennem ild og vand for at beholde kontakten, allerede dér ligger der en forskel.

Rockertand skriver:

Det er jo ikke til forskel fra vores situation.

Min opførsel og fremtoning bærer heller ikke præg af andet, jeg kunne aldrig nogensinde finde på at vise den lille forskel, der er - og hvis jeg direkte blev spurgt, om jeg elsker mit bonusbarn, så ville jeg sige "ja" - men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg skal elske på samme måde, som jeg elsker mine egne børn. 

Du "skal" da ikke noget som helst. Det jeg svarer på er hvorledes det forholder sig i min familie i relationen mellem min stedfar og jeg.

Vi er meget tætte og vi kan tale - og taler - om alt. Vi har flere gange talt om, hvordan det var for min stedfar at "få to børn med i købet" dengang han valgte min mor, og hvordan hans følelser for min bror og jeg contra vores lillesøster er og han siger, at der ganske enkelt ikke er nogen forskel. Han føler at vi er hans egne og han ville ikke kunne vælge mellem os. For mit vedkommende, så har han været i mit liv siden jeg var knap et år - måske det også gør en forskel... Jeg ved det ikke.

Jeg synes, at det er lige lovligt aggressivt at sige, at jeg er fordømmende og arrogant (det er en helt almindelig diskussion, det her), jeg taler udfra mine egne erfaringer og de bonusmødre, jeg har snakket med.

Det er også noget xxx at sige, at jeg ikke kan elske mit bonusbarn, jeg elsker på godt og ondt, jeg elsker mit bonusbarn for det, det er - men jeg elsker mine egne børn på et andet niveau, og der vil altid være dén forskel.

Jeg studser dog over noget i dit indlæg: Du har haft et bonusbarn, som du ikke har kontakt med længere, og det accepterer du tilsyneladende - det havde du aldrig gjort, hvis dit eget barn var taget fra dig, så var du gået igennem ild og vand for at beholde kontakten, allerede dér ligger der en forskel.

Jeg synes det er arrogant at fremsætte den påstand at jeg ikke har gået igennem ild og vand. Hvorfra ved du det? Ja der er forskel som du jo også påpeger. Jeg elskede ham som mit eget hvor du ikke gør med dine bonusbørn.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ikke orker at tage den her diskussion med dig. Jeg bliver vred over, at du påstår, at jeg ikke har gjort nok. Der er faktisk mange bio-mødre der ikke går igennem ild og vand for deres børn så den sammenligning kan du ikke lave. Jeg har desuden ingen rettigheder what so ever og så var der ikke andet for end at acceptere, at han ikke er en del længere. Men savne ham, jo det gør jeg. Tænker meget på ham. Så er den vist ikke længere.

Skouboe skriver:



På ca. samme måde som du kategorisk kan afvise det for alle..

Det er der ingen af jer der i virkeligheden kan. Det er et spørgsmål om følelser og de kan ikke måles.

Jeg synes ikke det giver mening at gradbøje kærlighed. Enten elsker man eller også gør man ikke. Kærligheden til bonusbørn er måske anderledes og man har en genetisk præference overfor sit eget afkom, men at det dermed automatisk betyder at der er mindre kærlighed der, tror jeg simpelt hen ikke på.

Jeg har lige sagt farvel til min elskede bonusfar efter 24 år. Jeg ved han elskede mig og jeg har aldrig følt andet og der er aldrig blevet gjort forskel på mig og hans egen datter - mere kan jeg vel i bund og grund ikke forlange.

Til TS:
Jeg synes i bund og grund ikke at børn har noget at lave på en bryllupsrejse - hverken dine eller hans. Jeg ville vente med bryllupsrejsen indtil jeres yngste er gammel nok til at blive passet og så tage afsted kun jer to.

Jeg kan sagtens forstå at du synes det er svært at blive bonusmor til to børn i den alder og jeg kan også sagtens forstå at dine følelser for hans børn er anderledes. Jeg bliver ked af det når du skriver at du ikke elsker dem, nok mest fordi du i hele den her diskussion virker som om at de er lidt i vejen. Dit ordvalg i det oprindelige indlæg og i dine efterfølgende svar giver mig en følelse af du heller ikke ser det at elske dine bonusbørn som en mulighed overhovedet - du gider ikke engang at prøve. Det kan sagtens være at jeg overtolker tingene, men sådan ser det altså ud herfra hvor jeg sidder.

Du skriver at du jo forelskede dig i din mand og ikke i hans børn, men du valgte en mand med børn og om ikke andet har du værsko at respektere hans følelser i forhold til at have hans børn med på bryllupsrejsen. DU er den voksne her og DU er den der er nødt til at opføre dig derefter, hvilket betyder at det er DIN forbistrede pligt at prøve at få tingene til at fungere og det betyder også at tilsidesætte din egen holdning indimellem. Jeg ville blive rigtigt ked af det hvis det var mig der ikke kom med ud at rejse.

altså det er noget pjat at man ikke kan elske sine bonusbørn jeg har været i mine bonusbørns liv siden de var 2 år, de er 6 om lidt og jo jeg elsker dem....

jeg elsker self osse mine egne børn, og kan involvere mig mere i deres liv da det jo er mine børn... i sine bonusbørns liv må man holde sig lidt tilbage i forhold til stor beslutninger os.v. men derfor kan man sku godt elske dem...

man kan sagtens tage i svømmehallen og sådan noget uden sine bonusbørn, hvis de f.eks er hos deres bio mor... altså livet går jo videre selvom de ikke er her og vores fælles børn skal da stadig opleve noget...

men enddags tur og en rejse er 2 vidt forskellige ting... vi ville Aldrig rejse uden de to store børn.. vi ville tage afsted som den familie vi er....

jeg ville ønske at mine bonusbørn var hos os hele tiden, og jeg ville osse helst omtale dem som mine børn...

så alle 4 børn med eller ingen børn....

Enten alle 4 børn med el. ingen

Rockertand skriver:

Hvordan kan du i bund og grund vide det?

Hvordan kan du i bund og grund vide at han IKKE elsker sin steddatter som sin egen?

Du generalisere overfor alle papforældre. Jeg tror du har ret i, at de fleste ikke elsker deres papbørn som deres egne med det betyder jo ikke, at der i hele Danmark ikke sidder nogle og gør det. Der er jo nogle fædre der kommer ind i et forhold hvor moderen f.eks er gravid, og selv når de får et barn senere hen i livet, så tror jeg altså godt at den mand vil kunne elske de børn lige meget.

Jeg tænker, at det sikkert gør en forskel om man kommer ind i et barns liv når de er 3 år eller 13, men jeg tænker også at det jo ikke kommer an på om man elsker LIGE MEGET. Der er jo også 10000 vis af forældre der "hemmligt" i perioder elsker deres ene barn mere end det andet (bio-børn) Men synes bare, at det er vigtigt, at man ikke gør forskel på de børn man har i familien lige meget om det er bio eller pap-børn. 

Jeg synes, det hele handler om indstilling til det, at være bonusforældre... hvis man på forhånd tænker, at jeg ikke kan elske dem, som ens egne, så kommer man heller ikke til...

Jeg er selv bonusmor til en pige på 12, som jeg har været en del af siden hun var 2 år.... elsker hende som min egen og gør ikke forskel og netop det med forskellen er vigtigt... samt at man gør sig ulejlighed til at gøre noget sammen med bonusbørnene, så man lærer dem at kende uden deres forældre er i nærheden....

Pt er jeg pigen fortroelige... og hende hun føler sig tryg ved, da det er gået helt galt hjemme ved hendes mor det sidste  2 år.... og det rolle tager jeg meget alvorlig, da det handler om hendes tryghed...

Jeg skal selv giftes til august med hendes far og hun skal da have en vigtíg rolle, ligesom mine egne børn skal... min store søn skal følge mig op af gulvet, men hun og min den mindste skal også følge mig derop, samt hun skal med, når jeg skal købe brudekjole og sætte hår osv... bagefter snakker vi om, at vi tager en uge med alle børnene... og dermed er det ALLE børnene..... vi sørge for, at hun ikke skal hjem til hendes mor i den uge...

Til TS, så synes jeg, at du skal gøre en indsats på, at komme tættere på dine bonus børn og hvilken mulighed, når i nu skal på en rejse....

Så enten i tager afsted alene og kalder det en bryllupsrejse eller i tager på en ferie alle 4...

Knus Mette

Kære TS,

jeg kan fuldt ud sætte mig ind i dine følelser, for jeg har selv været der... (ikke lige med en bryllupsrejse) Men jeg vil så sige at jeg ofte er startet ud med at have en holding til hvad jeg synes hvad min bonusdatter skulle deltage i, men er faktisk altid endt med at gøre "det rigtige". Det er super svært at have rollen som bonus, men det afhænger helt sikkert også af hvor meget indflydelse man har i opdragelse og hvornår barnet skal være hos os... Nu er min bonusdatter snart 16, jeg har kendt hende siden hun var 5. Hos hendes mor er de kun de to og her er vi "en familie" med to drenge på snart 6 og en far og en mor, og vi har en del sammenstød over at hun synes det er kedeligt at være her, fordi vi går tidligt i seng... Men hun står jo heller ikke op kl. 07 med drengene.... Men i bund og grund går det, og det handler om at høre på hvad hun siger og prøver at finde en middelvej... Jeg elsker ikke min bonusdatter, men jeg holder meget af hende, og vi laver nogen gange ting uden far og brødre... Og jeg synes vi snakker godt sammen...

I dit tilfælde ville jeg helt sikkert vente med at tage afsted, og så tage et par dage HELT UDEN BØRN.

Hvis du vælger at tage aftsed kun med jeres børn, er jeg sikker på det er noget de store altid vil huske, og du vil få meget svært ved at komme tæt på dem... De vil altid være i dit liv, og de er dine børns storesøskende...

Jeg håber du/i tager den rigtige beslutning.