Hvordan har du det med dine søskende?

Har desværre ingen søskende, så for mig er det vigtigt at give mine egne børn søskende.

 

ELSKER min søskende!!! Til trods for at der er stor alders forskel har vi det suverænt godt sammen.

Min lillesøster var min bedste veninde.

Jeg har en bror der er 5 år ældre end mig... Og da vi var børn, hadet jeg ham, fordi han ALTID ville drille mig.... Men nu er vi voksne og jeg elsker min bror og vi har et rigtig godt bånd sammen....

 

Jeg skal helt sikkert have 2-3 børn, men der må ikke være 5 år imellem dem... Tror det var én af de ting der gjorde at vi ikke kunne sammen som små. Som børn er 5 år jo meget, mens man som voksen ikke mærker noget til det

Katte87 skriver:

Godaften alle sammen 

Der er noget der fylder meget i mit hovedet - og det har det gjort rigtig længe! Spørgsmålet om hvorvidt Benjamin skal have søskende eller ej!

Sagen er den, at jeg selv er enebarn. Jeg har meget svært ved, at sætte mig ind i dét at have søskende. Jeg har aldrig manglet dem, aldrig haft behov for at have dem. Jeg kan da godt se mange positive ting i det, men jeg har altid haft det godt som enebarn - så jeg ved jo ikke hvad jeg går glip af!

Så nu ville jeg lave en lille afstemning, for at se hvordan  i har det, med jeres søskende! I må meget gerne fortælle om alt det positive såvel som negative ved at have en sådan!

Til sidst skal jeg måske fortælle, at min kæreste er af en søskendeflok på 3 og han ønsker selv at få et barn mere. Fik vi endnu en dreng, kunne jeg mistænke ham for at ønske endnu en! hehe.

Jeg håber at i kan udvide min horisont en smule 

 

 (man kan desværre ikke være annonym, men jeg håber, at i har lyst til at dele det negative alligevel)

Det er HELT det samme herhjemme, Thomas er nemlig også enebarn og har ALTID haft det godt og ikke manglet.

Jeg har en søster, har stemt "ok, men har været bedre" - vi legede ALTID sammen da vi var små (2 års forskel, hvor jeg er den store) .. Men vi er vokset os helt forskellige, og snakker ikke så meget sammen nu som man kunne ønske! Men når vi ses har vi det SÅÅÅ godt og SÅÅÅ sjovt.

Jeg ville aldrig være foruden min søster! Bare tænk på situationer som sølvbryllupper, begravelser, når den ene forælder er alene og hjælpeløs.. Ja, jeg gad rigtig gerne William fik sig en søster eller bror ihvertfald Men når man ikke har prøvet andet selv, så er det jo svært at sætte sig ind i

jeg har altid haft et sindsygt dårligt forhold til min storebror, tror primært det er fordi han er næsten 7 år ældre end jeg selv, og det har bare gjort at vi ALDRIG har haft noget tilfælles eller noget som helst, og vi er så forskellige som man overhovedet kan være!
det er dog begyndt at ændre sig efter jeg er blevet ældre og han er blevet ældre, min bror er meget umoden af sin alder, han er næsten 27 og opføre sig som en på 15 altså.. men med årene har vi fået opbygget et forhold, hvor vi nogenlunde kan være i samme stue uden at råbe og skrige af hinanden..
- altså da vi var små, og vi skulle passes var det altid to forskellige steder fordi mine forældre ikke ville byde nogen at have os to sammen en hel aften
jeg har altid elsket min bror ufatteligt højt, vi har bare aldrig rigtig kunne enes..

Vi har op og ned ture. For det meste op Men vi er meget ens og samtidig MEGET forskellige. Og det kan godt give lidt gnidninger ind imellem. Men når alt kommet til alt så holder vi sammen. Hjælper hinanden og støtter hinanden..

Det samme gør sig gældende for manden

Katte87 skriver:

Årh ja! Det havde jeg selvfølgelig ikke lige tænkt på! Jeg skulle nok have gjort sådan, at der var mulighed for flere svar end bare et.

Jeg ser lige hvad folk skriver, ellers laver jeg det om

Har du lyst til at uddybe, hvilke slags problemer i har? (kun hvis du har lyst, som sagt) Føler du, at halvsøskende er lige så meget "rigtige søskende"?

Jeg spørger, fordi min mor har en halvsøster (de har samme far), men jeg har faktisk aldrig betragtet hende som hendes søster eller min moster  Meget underligt egentlig.

Jeg har altid tænkt på dem som mine rigtige søskende, men det var ikke gengældt, så jeg valgte for 1 år siden at begynde at tænke på dem som halvsøskende. Og da jeg er 40, er det lang tid at kalde dem søskende for så at lave det om.

Det vil være umuligt for mig at skrive mere om dem herinde. De har børn og deres børn kan være herinde. Hvis jeg skriver dårligt om deres forældre, vil det jo straks gå videre og hvis jeg skriver det, er det let genkendeligt.

Jeg kan bare sige at mine søskende har såret mig mere end resten af verdenen har. De er ekstremt egocentriske og de hader mig, fordi jeg var "kærlighedsbarnet" - hvilket jo bestemt ikke var selvvalgt. Nu er de næsten 50 år gamle og tænker stadig sådan.

Katte87 skriver:

Godaften alle sammen 

Der er noget der fylder meget i mit hovedet - og det har det gjort rigtig længe! Spørgsmålet om hvorvidt Benjamin skal have søskende eller ej!

Sagen er den, at jeg selv er enebarn. Jeg har meget svært ved, at sætte mig ind i dét at have søskende. Jeg har aldrig manglet dem, aldrig haft behov for at have dem. Jeg kan da godt se mange positive ting i det, men jeg har altid haft det godt som enebarn - så jeg ved jo ikke hvad jeg går glip af!

Så nu ville jeg lave en lille afstemning, for at se hvordan  i har det, med jeres søskende! I må meget gerne fortælle om alt det positive såvel som negative ved at have en sådan!

Til sidst skal jeg måske fortælle, at min kæreste er af en søskendeflok på 3 og han ønsker selv at få et barn mere. Fik vi endnu en dreng, kunne jeg mistænke ham for at ønske endnu en! hehe.

Jeg håber at i kan udvide min horisont en smule 

 

 (man kan desværre ikke være annonym, men jeg håber, at i har lyst til at dele det negative alligevel)

jeg er selv 17 nu, har en hel bror på 20, en halvsøster fra min mor på 26 og en halvsøster fra min far på 27.
min halvsøster fra min far kan jeg ikke rigtig huske, fra da jeg var lille, selvom hun har boet ved os. hun var med til min og min brors konfirmation, og så nu, efter hun er blevet mor, har vi fået kontakt til hende igen. og vi snakker da meget godt med hende.
mine to andre søskende har jeg det super med! min bror og jeg har altid haft en tæt forhold, og da han boede hjemme, var jeg altid hos ham, om han holdt fest eller ej. vi har ALTID været tæt knyttet!  dog efter han er flyttet sammen med sin kæreste er vi kommet lidt fra hinanden :/ det er kun når hans kæreste er ude, vi er sammen.

min søster derimod, vi var ikke så tæt knyttet som små, men efter vi er blevet ældre, er vi rigtig tæt knyttet. vi snakker om alt, og er lidt som "bedsteveninder" uden at være det.. vi er sammen minimum et par gange om ugen, til trods for, hun har en skøn søn på snart 4 og en på vej. jeg er også den eneste (udover hende + hendes kæreste) der må hente hendes søn i børnehaven, uden at have fået lov og givet børnehaven besked.

alle mine venner har altid misundet mit forhold til mine to søskende og de har ikke kunnet forstå, man kan have det SÅ godt med sine søskende, som jeg har haft det. jeg er bare glad for, vi har haft/har det sådan
dog er der fordele og ulemper ved alle søskende-forhold. jeg har også haft skænderier med mine søskende, hvilket man nok ikke kan komme udenom. dog er vi altid blevet gode venner igen efter en time, måske to. vi kan ik undvære hinanden ..

selvfølgelig har der da været tider især i teenage årene hvor min lillebor var en pestilens...

men jeg ville aldrig undvære ham for noget i verden!!

og jeg ved min kæreste har det på samme måde med hans bror

Jeg har 4 søstre og to brødre.

 

Jeg har et rigtig nært forhold til 2 af mine søstre og min lille bror. En af mine søstre kan jeg sagtens snakke med, men den sidste og min storebror har jeg ikke rigtig nogen kontakt til, men de er og vil altid være mine søskende uanset hvad, og jeg elsker dem alle sammen, bare på hver sin måde, og vil ikke undvære dem for noget i verden