Hvordan har du det med dine søskende?

Tja - jeg ved sku ikke helt. Har stemt "det er dårligt, men har ikke altid været det".
Og med det mener jeg at vi har aldrig været tætte (mig og min søster) - generelt har vi altid "hadet" hinanden og gør det også den dag idag. Hun er 18, jeg er 22.
Hun har aldrig haft styr på en skid, altid gået over grænserne og hængt med de forkerte.
Hun har fået et barn, som er blevet tvangsfjernet - lever af KH uden at have i sinde at komme videre. Går stadig med de forkerte og ja - kan bare ikke rigtig vågne op og se virkeligheden i øjnene.

Min lillebror som idag er 10 - ham har jeg altid haft det godt med, men min forældre blev skilt for 7 år siden og han boede hos min far, så var ikke så meget sammen med ham.
Idag er han i en alder af 10 selv kommet i rigtig skidt selskab og er ligeglad med regler. Lidt som min søster.

Så jeg ser dem ikke ofte, der magter jeg simpelthen ikke - da jeg selv har styr på mit liv. Er gift med en fantastisk mand, har en dejlig datter og en mere på vej.

Dog har jeg fået et rigtig godt venskab med min fars kærestes børn. Hun har en datter på 20 som jeg har det super godt sammen med og en dreng på 16 som også er rigtig flink.

Jeg ved det virker lidt "ondt" men har egentlig ikke behovet for at se mine rigtige søskende, for der er altid drama og problemer.

Jeg har fire søskende. Storebror på 39, så kommer jeg selv på 33, dernæst min lillebror på 27 (vist nok) min søster på 25 og min yngste bror på 20/21 (cirka)  Har aldrig haft helt styr på deres aldre  Mi søster og jeg har gået for at være tvillinger og nogen har ikke kunne se hvem af os der var ældst indimellem, vi har været som pot og pande. Og jeg har gået meget i byen med de tre yngste inden jeg blev gift. Den ældste har en anden far, men har altid set ham som værende lige meget søskende selvom (fandt kun ud af det fordi jeg er pokkers nysgerrig) og først op i teenagealderen. Jeg har det ok med ham, og kan være tætte (dvs jeg spørger, han svarer) han er noget tilbagetrukket it nørd agtig. Den ældste lillebror er meget hård udenpå og gemmer sig væk bag en skal hvis noget går ham på, så han er ikke nem altid at greje, men kan godt lide ham  Den yngste er nok den der er sluppet billigst afsted med to karrieremennesker som forældre fordi han er efternøleren, han har ikke set de samme skænderier mellem vores forældre som jeg har (ældste bror meldte sig tidligt ud) og jeg lagde mig imellem. De var ikke fysiske, bare larmende. Tog mor-rollen for mine yngre søskende i en al for ung alder. Anywho.. Min mand har to "hele" søskende og to "halve" søskende og er ikke tæt på sin ældste søster, men ok med sin næstældste søster. Tæt på sin halvbror men knap så meget med sin halvsøster - vi er 33 og 40 og arbejder ikke på at få flere børn end den dreng vi allerede har, på to år. Jeg har ikke helt udelukket det, men det har manden nok idet han har fået en dreng. Vi har talt om det og han har sagt at hvis vi havde fået en pige, så havde han nok været lidt mere interesseret i at få en til. Ikke noget at sige til, sådan har jeg det selv lidt. Det er mere den der tanke om hvordan ser min datter/dreng ud med vores gener - os selv som små nærmest.. Hvis I forstår.. Nå pludrer løs... Er både for og "imod" søskende  Delt! Det der føles rigtigst for jer må være det optimale. 

Jeg haren storesøster der er 16 mdr ældre end mig og vi ku overhovedet ik finde ud af at være i nærheden af hinanden da vi var børn/ tenager. Da vi var helt små lavde vi ik andet end at slås ( sådan rigtig slås ) 

Da vi blev større undgik vi bare hinanden mest muligt. Da min søster så flyttede hjemmefra og jeg kom på efterskole, fandt vi ligesom hinanden, skrev breve og begyndte at snakke rigtig meget i Tlf. I dag har vi det bedste forhold og ville på ingen måde ha undværet hinanden!!

Jeg har også en halv bror som er 20 år ældre end mig, vi har aldrig boet sammen, men har altid haft det godt sammen. Ham ville jeg heller ik ku undvære! Vh stine

Katte87 skriver:

Godaften alle sammen 

Der er noget der fylder meget i mit hovedet - og det har det gjort rigtig længe! Spørgsmålet om hvorvidt Benjamin skal have søskende eller ej!

Sagen er den, at jeg selv er enebarn. Jeg har meget svært ved, at sætte mig ind i dét at have søskende. Jeg har aldrig manglet dem, aldrig haft behov for at have dem. Jeg kan da godt se mange positive ting i det, men jeg har altid haft det godt som enebarn - så jeg ved jo ikke hvad jeg går glip af!

Så nu ville jeg lave en lille afstemning, for at se hvordan  i har det, med jeres søskende! I må meget gerne fortælle om alt det positive såvel som negative ved at have en sådan!

Til sidst skal jeg måske fortælle, at min kæreste er af en søskendeflok på 3 og han ønsker selv at få et barn mere. Fik vi endnu en dreng, kunne jeg mistænke ham for at ønske endnu en! hehe.

Jeg håber at i kan udvide min horisont en smule 

 

 (man kan desværre ikke være annonym, men jeg håber, at i har lyst til at dele det negative alligevel)

Jeg har en lillesøster og da vi var små "hadede" jeg hende. Hun var det stik modsatte af mig og gad aldrig hjælpe til med vores pligter f.eks. Hun tænkte kun på sig selv..

Hun er stadig lidt sådan i dag, men samtidig med er hun jo blevet voksen og vi har meget mere til fælles nu end dengang. Vil faktisk gå så langt og sige at hun er blevet en slags bedste veninde da vi kan snakke om alt 

Jeg synes søskende er en gave.

Uanset om du er vokset op som enebarn eller ej, så lære de altså noget af at være mere end 1

Kender et enebarn som du, der ikke har savnet en søskende.

Men kender også et par enebørn, det så sandelig også ville have haft en at dele med

Det er jo ingen garentier her i livet. Så om de vil få et godt forhold, det kan man ikke sige noget om.

Men det er lige så meget op til forældrene at støtte op om og hjælpe med.

Mine 3 unger, har ihvertfald klart glæde af hinandnen. De store kan også skændes så det brager. Men de kan også kramme og lege godt.

Men det er op til dig/jer

*C

Katte87 skriver:

Godaften alle sammen 

Der er noget der fylder meget i mit hovedet - og det har det gjort rigtig længe! Spørgsmålet om hvorvidt Benjamin skal have søskende eller ej!

Sagen er den, at jeg selv er enebarn. Jeg har meget svært ved, at sætte mig ind i dét at have søskende. Jeg har aldrig manglet dem, aldrig haft behov for at have dem. Jeg kan da godt se mange positive ting i det, men jeg har altid haft det godt som enebarn - så jeg ved jo ikke hvad jeg går glip af!

Så nu ville jeg lave en lille afstemning, for at se hvordan  i har det, med jeres søskende! I må meget gerne fortælle om alt det positive såvel som negative ved at have en sådan!

Til sidst skal jeg måske fortælle, at min kæreste er af en søskendeflok på 3 og han ønsker selv at få et barn mere. Fik vi endnu en dreng, kunne jeg mistænke ham for at ønske endnu en! hehe.

Jeg håber at i kan udvide min horisont en smule 

 

 (man kan desværre ikke være annonym, men jeg håber, at i har lyst til at dele det negative alligevel)

Har en søster , som er 23 mdr. yngre end jeg , og vi har et fantastisk forhold .. Kunne slet ikke forestille mig et liv uden hende .. Vi snakker sammen stort set hver dag selvom hun bor et stykke væk .. 

Vi har altid været tætte

Jeg har stemt Andet, da svarene var lidt for firkantet til min lillebror og mit forhold

Jeg har en lillebror, der er 1½ yngre end jeg. Vi havde en fantastisk barndom, men da han fik sin den førstefødte for 8 år siden og jeg har fik min den 3. gik det lidt galt. Set i bagspejlet var det manglende kommunikation og for skæve forventninger af os begge, der gjorde at vi fik et lidt anstrengt forhold i næsten 8 år.

Men vi fik da endelig snakket og vi er ved at opbygge igen.

Hvor vidt man skal give mit barn søskende ell ej, er jo op til forældrene, men for mig er det den størete gave, man kan give sit barn. For uanset hvordan forholdet er imellem søskende, har man hele livet en at dele tingene med. Når mor og far bliver gamle, skal dø, igennem en søgdom, skilsmisse osv, så har man altid sin/e søskende at dele det hele med.

Både min bror og jeg har 3 børn hver.

Jeg har et ok forhold til mine to søstre - men jeg er en rigtig efternøler, mens de er tæt i alder, så de to har altid haft et meget tættere forhold til hinanden end med mig. Selv efter at vi alle er blevet voksne er afstanden der endnu. Jeg har altid ønsket mig, at jeg havde et lige så tæt forhold til dem, som de havde med hinanden. Derfor har jeg mine børn tæt i alder, og jeg ser, at de har det godt sammen og trives sammen, og det gør mig glad!

Jeg er den mindste af 3 og så har jeg yderligere to endnu ældre stedbrødre, så er den mindste af 5. Så kan man umuligt have det godt med alle på en gang. Min søster (eneste anden pige) har jeg det skide godt med, mine stedbrødre her jeg det godt med det meste af tiden, men min rigtige storebror og mig har altid haft et kompliceret forhold, så vi snakke ikke sammen og laver ikke noget sammen.

jeg har ikke haft så stor glæde af mine.. men ved endelig ikke helt hvorfor...

nu har jeg et tæt bånd med den ene og ikke den anden ja det er lidt noget rod