Min kæreste og jeg står og skal være forældre om knap 9 uger, og det har helt klart IKKE været en dans på roser, at komme dertil hvor vi er nu, hvor han er begyndt at glæde sig.
Vi havde været sammen i tre år, og boet sammen lidt over to, da jeg ved et uheld blev gravid. Han er to år yngre end mig, hvilket bestemt heller ikke gjorde det bedre. Desuden er det kun mine venner der er begyndt at få børn, og han er så den første i hans venneflok.
Jeg var i den situatien at jeg to gange tidligere havde fået P-abort, det var også uheldige graviditeter, med de forkerte mænd, og jeg var for ung. Nu synes jeg dog ikke jeg kunne tilbyde min krop endnu en abort, og jeg havde uddannelsen færdig osv. Jeg sagde til min kæreste, at jeg beholdte barnet, og at jeg nok skulle klare det med eller uden hans hjælp. Hvis han valgte ikke at ville være en del af det, så var det fint med mig, og jeg ville ikke kræve noget af ham.
Det har kostet blod, sved og tåre. Han har været ved at gå fra mig nogle gange, flirtet med andre piger og sådan. Sagde til ham, at hvis han skulle gå, skulle det være inden barnet kom. At jeg ikke ville side og ha noget at græde over når først barnet var kommet. Nu har han så endelig accepteret hvordan tingene bliver, og vi har aldrig været mere lykkelige.
Så fortæl din kæreste hvad du føler. Men hvis du vælger at beholde det, mod hans vilje, skal du også være klar på at klare det hele selv.
Anmeld
