overgreb....

Kathepige skriver:

Jeg var super flov over det, der foregik, men jeg havde "heldigvis" min søster sin gennemgik det samme... Vi har prøvet at stikke af, men min mor kørte os altid tilbage med beskeden om, at det var noget pjat.Da vi kom på børnehjem kom hun en dag og spurgte, hvordan VI kunne gøre det mod hende. Ja, nogle er ikke egnede som forældre.Desuden blev jeg truet med både pistol, knojern og trusler om at jeg ikke fik min far at se igen.Det er ret skræmmende når man er 5 år. Jeg ændrede adfærd i kraft af, at jeg, skørt nok, blev meget mandeglad. Elskede at sidde på skødet af mænd osv. Ellers ville jeg bare ikke hjem eller være alene med ham.Min mors mand "lokkede" mig med, at vi skulle skifte sengetøj i sove ærendet eller prøve nyt undertøj.Sønnen hentede mig om natten og truede mig flere gange. Husker at han "stak" mig i umderlivet med skarpe genstande osv.Han var 13 år. Da overgrebene startede.Det viste sig senere, at manden også have forgrebet sig på sin egen datter..

 Hvor kan mennesker dog være onde!! Du må jo have været bange hele din barndom!!

Anonym skriver:

Hej piger

Det har gennem længere tid overrasket mig, hvor mange af pigerne her på siden, der har været udsat for seksuelle overgreb gennem barndommen. Det er nok bare mig, der egentlig har haft den noget naive opfattelse, at dette var noget der skete meget sjældent, men det er ved at gå op for mig, at det rent faktisk sker ret hyppigt....

Som mor til en pige er min største frygt at noget sådan vil ske for hende - det må uden tvivl være noget af det værste et barn kan opleve. Jeg har absolut INGEN mistanke om at hun har været udsat for noget sådan, det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg. Det er derimod fordi jeg sådan håber, at jeg har hendes fulde fortrolighed, så HVIS noget skulle ske, ville hun fortælle det til mig...

Derfor har jeg et spørgsmål til dem der har haft dette inde på livet.... Hvornår og hvordan fortalte i nogle om det, der skete, så det kunne stoppe? Jeg er klar over, at mange ikke fortæller nogle om det, men hvad kunne havde gjort at i havde valgt at fortælle noget alligevel? Ændrede i adfærd, og kunne nogle havde opdaget hvad der sket hvis de havde lagt mærke til denne adfærdsændring?

Håber i vil dele jeres tanker med mig....

Blev udsat for daglig (nogle gange flere gange om dagen) incest fra jeg var 2½-6 år gammel i en plejefamilie. Min mor valgte at få mig hjem igen da jeg var 6 år. Havde i de år i pleje ikke set eller hørt fra min mor/far, så aned ikke hvem hun var og i mine øjne var hun eller hendes mand ikke min mor og far. Aned ikke hvem de var og hvorfor jeg skulle kalde dem for mor/far, for dem de havde hevet mig væk fra var i mine øjne mine forældre.

Tror jeg var omkring 10-11 år da vi fik en ny udklækket klasselærer - som havde obs at jeg ikke var helt som de andre i klassen.

Men havde det også svært i klassen, for da jeg started i skole - var jeg også lige blevet flyttet 'hjem' til mor og hendes mand og skulle oveni besøge min bio far i en anden by hver 2. søndag, så der var slet ikke plads til kammerater eller lign. Også fordi at når jeg kom hjem fra skole lå der en sedel med ting jeg skulle lave. Og de skulle være gjort inden de kom hjem fra arbejde, var de ikke det blev jeg trukket i lommepenge og fik milde slag. 

Min nye klasselærer hun havde ofte hevet mig til side, uden at have fået et ord ud af mig. Indtil hun satte mig ned og spurgte om nogen havde gjort mig ondt på nogen måde. Kan huske mine knoer var hvide og jeg kigged ned i gulvet og fik mumlet; min far (plejefar)... Derefter styrted jeg ud.. Hun satte den store mølle igang, men hun havde troet at det var min bio. mor's mand der havde gjort det - da hun ikke vidste jeg havde været i pleje. 

Hvis ikke jeg var lille i forvejen ved at have røbet min hemmelighed - blev jeg det ved at blive anklaget for at have beskyldt min mors mand for at have rørt mig. Alle troed jo at min mors mand var min far og ham der havde gjort det. Så alle så derefter ned på mig, som den datter der havde beskyldt sin far for det værst tænkelige. 

Så valgte at tie og kæmped alene til jeg var i start 20'erne. 

Anonym skriver:

Det er da helt vildt at kommunen behandlede dig sådan! De SKAL da tage sådanne udsagn alvorlige og støtte barnet!

Din historie er også rigtig trist Sender dig store - incest, alkohol og vold er absolut helt ubærlige forhold for et barn .

 Fortalte du det selv til din søster eller var det hende der betroede sig til hende? Holdt misbruget op efter episoden med kommunen? Hvordan kunne omverdenen havde opdaget hvad der skete hos jer, så dig og din søster kunne være kommet i sikkerhed??

Endnu engang stort

 

Nu var det ikke incest, men en nabo der gjorde det ved os.. Kan ikke huske hvem der først snakkede om det, om det var mig eller min søster..

Om det kunne have været opdaget?? Det tror jeg ikke, jeg ændrede ikke som sådan adfærd, blev måske mere stille, men det havde jeg altid været.. Var mere på værelset, og afskår mig selv lidt fra de få veninder jeg rent faktisk havde..

Volden stoppede først da jeg flyttede hjemmefra og alkoholen, den døjer min far stadig med..

Misbruget stoppede som jeg skrev den dag overgrebsmanden tog sit eget liv..

Kommunen de kan for min skyld sejle deres egen sø, hvis de bare lyttede noget mere til børnene så kunne de undgå mange af de sager der kommer frem i øjeblikket.. Men nej kommunen lytter ikke til børnene og har aædrig gjort det.. Min tiltro til kommunen forsvandt den dag de fortalte mine forældre hvad jeg havde sagt!!

Zeus skriver:

Jeg tror det hjælper at skrive det åbent, da man - som jeg ser det - mister lidt af den der skamhedsfølelse.. Jeg skammede mig enormt meget over det dengang, især fordi jeg havde denne her indædte følelse af, at var min egen skyld..

Men det er jo ikke MIG der skal skamme mig, det er jo MIG der er ofret her! Jeg kan da ikke gøre for, at der nogen der har forbrudt sig MOD mig, det var ikke MIT valg!

Hvorfor skal JEG skjule mig, fordi DE var nogen svin?

Men ja, det er først noget der er kommet inden for de sidste par år, og først efter jeg har været i dat, at jeg har kunnet se det sådan

Tak for dine ord, de varmer rigtig meget

Som du selv skriver, skammer mange sig over det, selvom de er uden skyld. Det er virkelig tragisk, men det er dejligt at høre, hvor mange der også kommer videre

HeidiW86 skriver:

Jeg har bare lært mig selv at det ikke hjælper at holde det inde, snakker meget med min kæreste om det og vi skal have en lille pige.. Så jeg er pludselig blevet lidt vågen, men som vi har snakket om og han har sagt at han vil aldrig nogensinde gøre hende noget ondt! 

Men du har ret det gør nok delforlig som skammer sig tør fortælle om det, for der er o intet at skamme sig over, og lige meget hvor mege man tror det kommer ud af ens sind så vil det altid sidde aller bagerst! 

Jeg tager virkelig hatten af for jer - det er flot at komme videre

Mor til Frederic skriver:

Blev udsat for daglig (nogle gange flere gange om dagen) incest fra jeg var 2½-6 år gammel i en plejefamilie. Min mor valgte at få mig hjem igen da jeg var 6 år. Havde i de år i pleje ikke set eller hørt fra min mor/far, så aned ikke hvem hun var og i mine øjne var hun eller hendes mand ikke min mor og far. Aned ikke hvem de var og hvorfor jeg skulle kalde dem for mor/far, for dem de havde hevet mig væk fra var i mine øjne mine forældre.

Tror jeg var omkring 10-11 år da vi fik en ny udklækket klasselærer - som havde obs at jeg ikke var helt som de andre i klassen.

Men havde det også svært i klassen, for da jeg started i skole - var jeg også lige blevet flyttet 'hjem' til mor og hendes mand og skulle oveni besøge min bio far i en anden by hver 2. søndag, så der var slet ikke plads til kammerater eller lign. Også fordi at når jeg kom hjem fra skole lå der en sedel med ting jeg skulle lave. Og de skulle være gjort inden de kom hjem fra arbejde, var de ikke det blev jeg trukket i lommepenge og fik milde slag. 

Min nye klasselærer hun havde ofte hevet mig til side, uden at have fået et ord ud af mig. Indtil hun satte mig ned og spurgte om nogen havde gjort mig ondt på nogen måde. Kan huske mine knoer var hvide og jeg kigged ned i gulvet og fik mumlet; min far (plejefar)... Derefter styrted jeg ud.. Hun satte den store mølle igang, men hun havde troet at det var min bio. mor's mand der havde gjort det - da hun ikke vidste jeg havde været i pleje. 

Hvis ikke jeg var lille i forvejen ved at have røbet min hemmelighed - blev jeg det ved at blive anklaget for at have beskyldt min mors mand for at have rørt mig. Alle troed jo at min mors mand var min far og ham der havde gjort det. Så alle så derefter ned på mig, som den datter der havde beskyldt sin far for det værst tænkelige. 

Så valgte at tie og kæmped alene til jeg var i start 20'erne. 

Baagøe skriver:

Jeg har læst indlæggene i denne tråd, og jeg synes ikke jeg ville gå forbi uden at sige til jer, at I er super seje at kunne skrive om det i et offentligt forum som dette. Det må være en enorm byrde at bære og oplevelser som jeres børn ingen nogensinde udsættes for.

Igen... Flot at I taler åbent om det, for jeg tror det hjælper andre til at turde åbne op og fortælle om det

Kh. Linda

Lige mine ord.

Jeg blev, som nævnt i en anden tråd, udsat for overgreb af en pædagog på mit fritidshjem, da jeg var 6 år gammel.

Jeg sagde aldrig selv noget, jeg blev truet til stilhed, han sagde at han ville slå min storebror ihjel (vi gik på samme fritidshjem, på samme tid). Mine forældre fandt ud af det, da de blev ringet op af politiet og fik at vide at mit navn var blevet nævnt under afhøringen af en af mine veninder der også var blevet udsat for overgreb. Vi var i alt 7-9 piger han havde som favoritter.

Jeg har snakket meget med mine forældre om det, og de fortalte at min adfærd ændrede sig over det ½ år det stod på. Jeg kunne blive rasende og destruktiv over ingenting. Min mor var engang kommet ind på mit værelse efter jeg havde fået nej til et eller andet, og jeg havde væltet min reol og revet alt mit tøj ud på gulvet, menjeg kunne ikke huske jeg havde gjort det. Jeg blackoutede simpelthen.

De troede jeg reagerede sådan pga andre ting i min familie på det tidspunkt - min lillebror var meget syg og blev opereret 2-3 gange og min mormor havde kræft og døde. Både min mor og far havde så dårlig samvittighed over de ikke opdagede at der var andet i vejen, men hvordan skulle de vide det, når både min mormor og lillebror var syge og fyldte meget i hverdagen.

Jeg fik psykologhjælp da jeg var lille, og igen da jeg var 23 da jeg var meget selvdestruktiv i mange år, fordi jeg stadig var SÅ rasende over at det skulle gå ud over mig. Jeg er ok i dag - der er ting jeg ikke er god til, mest i forhold til berøring, men jeg er heldig fordi jeg har mine fantastiske forældre der altid har været villige til at tale med mig om det, og ikke  feje noget under gulvtæppet.

Mimic skriver:

for mig er det en del af en helingsproces, en mulighed for at komme videre efter at det i mange år har været tiet ihjel.

og for at andre kan få øjnene op hvor ofte det egentlig sker, og hvad følgerne kan være

Jeg tror også, at andres åbenhed kan dem, der tier til at åbne sig og fortælle om deres overgreb Så super tråd, selvom det naturligvis er på en tragisk baggrund 

Frk-Lotusblomst skriver:

Jeg tænkte netop det samme. FOr jeg ved at tabuer skal brydes. Jeg ahr mine egne at bryde.
Hold kæft hvor er det godt piger. At i fortæller åbent om jeres oplevelser!!!!!!!
Det kan redde mange siger jeg jer! Det er enprmt god selverkendelse og kan hjælpe en del i processen for at komme videre..Sådan har jeg det ihverfald selv. Er sågar blevet beskyldt for at lyve fordi jeg taler åbent om alkohol og vold i hjemmet.. Men jeg ville aldrig stoppe med at tale åbent om det for det gavner mig ikke...

Præcis! Jo mere åbenhed desto mindre tabu og større chance for at ofrene kan komme ordentligt videre