overgreb....

HeidiW86 skriver:

Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid der gik inden jeg sagde det, men det skete over mange gang at min stedfar kom ind til mig om natten og lavede ballade..

Jeg har været ca 7-8 år og vil tro det har stået på 1/2 - 1 år, men en dag gik jeg ind til min mor og spurgte om en mand godt måtte gøre sådan ved en pige, min mor begyndte at græde for hun vidste vidst godt hvad der var sket..

Men jeg ændrede ikke adfærd, jeg var en meget meget stille pige og forblev jo bare sådan, så ingen kunne se eller mærke det på mig..

Tak fordi du ville dele din historie. Det må have været frygteligt for dig . Ved du med sikkerhed din mor vidste besked? Har du kunne tilgive hende at hun vidste det uden at stoppe det? Hvordan hjalp hun dig efterfølgende og meldte i din stedfar? Hvorfor fortalte du det ikke efter første gang, og truede din stedfar dig til at tie.....?

Undskyld mine mange spørgsmål, det er helt ok hvis du ikke føler for at svare og uddybe.

Mimic skriver:

Jeg var selv udsat for overgreb fra min stedfar, fra jeg var 6 til jeg var 14.

Jeg har flere gange fortalt min mor det, men hun har hver gang set det som et udspil af min fantasi, jeg har nu langt om længe fået det hele meldt til politiet ( er 27 i dag) da min datter ikke skal udsættes for det samme, hun er nu 5½ år gammel og har i dag ingen kontakt med hendes mormor og morfar, dette er dog mit ønske, min mor bor stadig sammen med den mand der gjorde det, hvilket jeg ikke kan tilgive, desuden tror hun stadig ikke på at det er sket.

her kan du læse et af de utallige notater jeg har skrevet for at få styr på de mange tanker.

Kære mor.

Kender du det?? det der hvor det ender det med at man tager hvad man kan få
og alligevel intet har??
I sidste ende står man som voksen og tænker over
alle de ting man egentlig havde fortrængt,
ting man bare ønskede at glemme og ting man helst
ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed,
for ikke at vise dem den mindste lille smule af sandheden.
Sandheden der viser hvem min mor i virkeligheden er.

min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde
var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare
ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstankerer
 hen som teenagenykker og endnu et krav
på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at
få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp,
en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.

og envidere, hvad tror du det gør ved et 5 års barn,
når hendes mor kommer farende som en trold af en æske,
trampende igennem stuen, smækker døren til mit værelse op,
og råber og skriger? i hånden havde du alverdens poser
og sække og heri kunne jeg smide mit lort, for nu gad hun ikke
mig og mine historier mere, jeg kunne kalde når jeg var færdig,
så hun kunne køre mig til nærmeste børnehjem. Børnehjem
blev det dog ikke,men du dukkede op et par timer efter sagde et mumlende undskyld
og siden blev der ikke talt mere om det, den eneste
der troede på det her var far, skrøbelige lille far,
der var alkoholiker og som år forinden havde opgivet at
leve sammen med dig, var det din vrede mod ham,
der skulle gå ud over mig??

Det er sgu svært når det gode der faktisk er
sket i ens liv er pga. en alkoholiseret far der ville ofre alt for
sin datter, en far der lærte hende bare lidt om livets
besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede
når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om
en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden,
gennem den pige der havde valgt at kalde ham far,
hende der stolede på ham og betroede sig til ham
når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang,
den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt,
det må man sige ja til, Jeg var omkring de 6-7 år!
han fortalt mig at det var helt normalt,
jeg troede på ham og da jeg endelig gik til bekendelse
over for dig var dit eneste svar "Det tror jeg ikke på,
andre har set dig lægge op til ham flere gange,
så det må være din egen skyld." jeg var 7 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne
flyve når det stod på, min krop var ikke min,
den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude,
tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for
mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig,
det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede
og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.


 

men vigtigst af alt, Henrik støtter mig i ikke at blive som
den mor der svigtede mig, hans familie er min familie,
de elsker mig og jeg dem.


jeg klarer mig faktisk ret godt,
så godt at jeg har søgt arbejde i modsatte ende af landet
for at komme væk, starte forfra, uden dig og ham,
noget du ikke bryder dig om, du mener jo ikke jeg
kan klare mig uden dig, men det kan jeg, for det gør jeg
allerede...

Hilsen din datter.

Du får også lige et med på vejen inden jeg smutter i seng.. Så vidt jeg var informeret, så valgte min mormor vist også at tro på stedfaren og vennen, i stedet for min mor  

Så frygteligt når det sker, og helt igennem ubegribeligt

Anonym skriver:

Tak fordi du ville dele din historie. Det må have været frygteligt for dig . Ved du med sikkerhed din mor vidste besked? Har du kunne tilgive hende at hun vidste det uden at stoppe det? Hvordan hjalp hun dig efterfølgende og meldte i din stedfar? Hvorfor fortalte du det ikke efter første gang, og truede din stedfar dig til at tie.....?

Undskyld mine mange spørgsmål, det er helt ok hvis du ikke føler for at svare og uddybe.

Det er helt ok du spørger, altså den dag jeg spurgte om en mand måtte gøre sådan ved en pige, der fandt hun ud af det, ellers tror jeg ikke hun vidste noget.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke sagde noget efter første gang, tror bare jeg håbede at det selv stoppede, men han truede mig ikke, jeg lød altid som om jeg sov og prøvede at vende mig ind mod væggen så han måtte give op.

Mit forhold til min mor idag er meget ringe, for hun gjorde ikke rigtig noget for at hjælpe, hun bad min stedfar om at lægge nøglen og flytte, og den dag han skulle flytte sad jeg på værelset og græd fordi jeg kunne se han græd.

Så min mor kom ind til mig og sagde at jeg skulle bestemme om han skulle flytte eller blive boende, og jeg var som sagt kun 7-8 år, jeg sagde så at han skulle blive, så han blev boende. 

Jeg kom til psykolog en gang tror jeg, men den dag idag siger min mor at det var mig som ikke stod bag min mor og støttede hende i at han skulle flytte..

Mimic skriver:

Jeg var selv udsat for overgreb fra min stedfar, fra jeg var 6 til jeg var 14.

Jeg har flere gange fortalt min mor det, men hun har hver gang set det som et udspil af min fantasi, jeg har nu langt om længe fået det hele meldt til politiet ( er 27 i dag) da min datter ikke skal udsættes for det samme, hun er nu 5½ år gammel og har i dag ingen kontakt med hendes mormor og morfar, dette er dog mit ønske, min mor bor stadig sammen med den mand der gjorde det, hvilket jeg ikke kan tilgive, desuden tror hun stadig ikke på at det er sket.

her kan du læse et af de utallige notater jeg har skrevet for at få styr på de mange tanker.

Kære mor.

Kender du det?? det der hvor det ender det med at man tager hvad man kan få
og alligevel intet har??
I sidste ende står man som voksen og tænker over
alle de ting man egentlig havde fortrængt,
ting man bare ønskede at glemme og ting man helst
ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed,
for ikke at vise dem den mindste lille smule af sandheden.
Sandheden der viser hvem min mor i virkeligheden er.

min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde
var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare
ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstankerer
 hen som teenagenykker og endnu et krav
på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at
få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp,
en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.

og envidere, hvad tror du det gør ved et 5 års barn,
når hendes mor kommer farende som en trold af en æske,
trampende igennem stuen, smækker døren til mit værelse op,
og råber og skriger? i hånden havde du alverdens poser
og sække og heri kunne jeg smide mit lort, for nu gad hun ikke
mig og mine historier mere, jeg kunne kalde når jeg var færdig,
så hun kunne køre mig til nærmeste børnehjem. Børnehjem
blev det dog ikke,men du dukkede op et par timer efter sagde et mumlende undskyld
og siden blev der ikke talt mere om det, den eneste
der troede på det her var far, skrøbelige lille far,
der var alkoholiker og som år forinden havde opgivet at
leve sammen med dig, var det din vrede mod ham,
der skulle gå ud over mig??

Det er sgu svært når det gode der faktisk er
sket i ens liv er pga. en alkoholiseret far der ville ofre alt for
sin datter, en far der lærte hende bare lidt om livets
besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede
når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om
en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden,
gennem den pige der havde valgt at kalde ham far,
hende der stolede på ham og betroede sig til ham
når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang,
den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt,
det må man sige ja til, Jeg var omkring de 6-7 år!
han fortalt mig at det var helt normalt,
jeg troede på ham og da jeg endelig gik til bekendelse
over for dig var dit eneste svar "Det tror jeg ikke på,
andre har set dig lægge op til ham flere gange,
så det må være din egen skyld." jeg var 7 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne
flyve når det stod på, min krop var ikke min,
den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude,
tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for
mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig,
det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede
og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.


 

men vigtigst af alt, Henrik støtter mig i ikke at blive som
den mor der svigtede mig, hans familie er min familie,
de elsker mig og jeg dem.


jeg klarer mig faktisk ret godt,
så godt at jeg har søgt arbejde i modsatte ende af landet
for at komme væk, starte forfra, uden dig og ham,
noget du ikke bryder dig om, du mener jo ikke jeg
kan klare mig uden dig, men det kan jeg, for det gør jeg
allerede...

Hilsen din datter.

åh gud.. jeg er tom for ord..

jeg bliver ked af det, og jeg bliver sammentidig sur på dine vejne - det slet ikke fair det der er sket dig, det fortjener ingen!

Jeg har læst indlæggene i denne tråd, og jeg synes ikke jeg ville gå forbi uden at sige til jer, at I er super seje at kunne skrive om det i et offentligt forum som dette. Det må være en enorm byrde at bære og oplevelser som jeres børn ingen nogensinde udsættes for.

Igen... Flot at I taler åbent om det, for jeg tror det hjælper andre til at turde åbne op og fortælle om det

Kh. Linda

Baagøe skriver:

Jeg har læst indlæggene i denne tråd, og jeg synes ikke jeg ville gå forbi uden at sige til jer, at I er super seje at kunne skrive om det i et offentligt forum som dette. Det må være en enorm byrde at bære og oplevelser som jeres børn ingen nogensinde udsættes for.

Igen... Flot at I taler åbent om det, for jeg tror det hjælper andre til at turde åbne op og fortælle om det

Kh. Linda

Jeg tror det hjælper at skrive det åbent, da man - som jeg ser det - mister lidt af den der skamhedsfølelse.. Jeg skammede mig enormt meget over det dengang, især fordi jeg havde denne her indædte følelse af, at var min egen skyld..

Men det er jo ikke MIG der skal skamme mig, det er jo MIG der er ofret her! Jeg kan da ikke gøre for, at der nogen der har forbrudt sig MOD mig, det var ikke MIT valg!

Hvorfor skal JEG skjule mig, fordi DE var nogen svin?

Men ja, det er først noget der er kommet inden for de sidste par år, og først efter jeg har været i dat, at jeg har kunnet se det sådan

Tak for dine ord, de varmer rigtig meget

Baagøe skriver:

Jeg har læst indlæggene i denne tråd, og jeg synes ikke jeg ville gå forbi uden at sige til jer, at I er super seje at kunne skrive om det i et offentligt forum som dette. Det må være en enorm byrde at bære og oplevelser som jeres børn ingen nogensinde udsættes for.

Igen... Flot at I taler åbent om det, for jeg tror det hjælper andre til at turde åbne op og fortælle om det

Kh. Linda

Jeg har bare lært mig selv at det ikke hjælper at holde det inde, snakker meget med min kæreste om det og vi skal have en lille pige.. Så jeg er pludselig blevet lidt vågen, men som vi har snakket om og han har sagt at han vil aldrig nogensinde gøre hende noget ondt! 

Men du har ret det gør nok delforlig som skammer sig tør fortælle om det, for der er o intet at skamme sig over, og lige meget hvor mege man tror det kommer ud af ens sind så vil det altid sidde aller bagerst! 

Baagøe skriver:

Jeg har læst indlæggene i denne tråd, og jeg synes ikke jeg ville gå forbi uden at sige til jer, at I er super seje at kunne skrive om det i et offentligt forum som dette. Det må være en enorm byrde at bære og oplevelser som jeres børn ingen nogensinde udsættes for.

Igen... Flot at I taler åbent om det, for jeg tror det hjælper andre til at turde åbne op og fortælle om det

Kh. Linda

for mig er det en del af en helingsproces, en mulighed for at komme videre efter at det i mange år har været tiet ihjel.

og for at andre kan få øjnene op hvor ofte det egentlig sker, og hvad følgerne kan være

Mimic skriver:

Jeg var selv udsat for overgreb fra min stedfar, fra jeg var 6 til jeg var 14.

Jeg har flere gange fortalt min mor det, men hun har hver gang set det som et udspil af min fantasi, jeg har nu langt om længe fået det hele meldt til politiet ( er 27 i dag) da min datter ikke skal udsættes for det samme, hun er nu 5½ år gammel og har i dag ingen kontakt med hendes mormor og morfar, dette er dog mit ønske, min mor bor stadig sammen med den mand der gjorde det, hvilket jeg ikke kan tilgive, desuden tror hun stadig ikke på at det er sket.

her kan du læse et af de utallige notater jeg har skrevet for at få styr på de mange tanker.

Kære mor.

Kender du det?? det der hvor det ender det med at man tager hvad man kan få
og alligevel intet har??
I sidste ende står man som voksen og tænker over
alle de ting man egentlig havde fortrængt,
ting man bare ønskede at glemme og ting man helst
ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed,
for ikke at vise dem den mindste lille smule af sandheden.
Sandheden der viser hvem min mor i virkeligheden er.

min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde
var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare
ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstankerer
 hen som teenagenykker og endnu et krav
på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at
få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp,
en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.

og envidere, hvad tror du det gør ved et 5 års barn,
når hendes mor kommer farende som en trold af en æske,
trampende igennem stuen, smækker døren til mit værelse op,
og råber og skriger? i hånden havde du alverdens poser
og sække og heri kunne jeg smide mit lort, for nu gad hun ikke
mig og mine historier mere, jeg kunne kalde når jeg var færdig,
så hun kunne køre mig til nærmeste børnehjem. Børnehjem
blev det dog ikke,men du dukkede op et par timer efter sagde et mumlende undskyld
og siden blev der ikke talt mere om det, den eneste
der troede på det her var far, skrøbelige lille far,
der var alkoholiker og som år forinden havde opgivet at
leve sammen med dig, var det din vrede mod ham,
der skulle gå ud over mig??

Det er sgu svært når det gode der faktisk er
sket i ens liv er pga. en alkoholiseret far der ville ofre alt for
sin datter, en far der lærte hende bare lidt om livets
besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede
når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om
en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden,
gennem den pige der havde valgt at kalde ham far,
hende der stolede på ham og betroede sig til ham
når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang,
den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt,
det må man sige ja til, Jeg var omkring de 6-7 år!
han fortalt mig at det var helt normalt,
jeg troede på ham og da jeg endelig gik til bekendelse
over for dig var dit eneste svar "Det tror jeg ikke på,
andre har set dig lægge op til ham flere gange,
så det må være din egen skyld." jeg var 7 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne
flyve når det stod på, min krop var ikke min,
den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude,
tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for
mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig,
det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede
og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.


 

men vigtigst af alt, Henrik støtter mig i ikke at blive som
den mor der svigtede mig, hans familie er min familie,
de elsker mig og jeg dem.


jeg klarer mig faktisk ret godt,
så godt at jeg har søgt arbejde i modsatte ende af landet
for at komme væk, starte forfra, uden dig og ham,
noget du ikke bryder dig om, du mener jo ikke jeg
kan klare mig uden dig, men det kan jeg, for det gør jeg
allerede...

Hilsen din datter.

Stakkels lille dig. Det er rædsomt, når man ikke kan stole på de eneste i verden,  man har. Det er godt, at du kan få skrevet dine tanker ned og bearbejdet dine oplevelser.