overgreb....

Hej piger

Det har gennem længere tid overrasket mig, hvor mange af pigerne her på siden, der har været udsat for seksuelle overgreb gennem barndommen. Det er nok bare mig, der egentlig har haft den noget naive opfattelse, at dette var noget der skete meget sjældent, men det er ved at gå op for mig, at det rent faktisk sker ret hyppigt....

Som mor til en pige er min største frygt at noget sådan vil ske for hende - det må uden tvivl være noget af det værste et barn kan opleve. Jeg har absolut INGEN mistanke om at hun har været udsat for noget sådan, det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg. Det er derimod fordi jeg sådan håber, at jeg har hendes fulde fortrolighed, så HVIS noget skulle ske, ville hun fortælle det til mig...

Derfor har jeg et spørgsmål til dem der har haft dette inde på livet.... Hvornår og hvordan fortalte i nogle om det, der skete, så det kunne stoppe? Jeg er klar over, at mange ikke fortæller nogle om det, men hvad kunne havde gjort at i havde valgt at fortælle noget alligevel? Ændrede i adfærd, og kunne nogle havde opdaget hvad der sket hvis de havde lagt mærke til denne adfærdsændring?

Håber i vil dele jeres tanker med mig....

Anonym skriver:

Hej piger

Det har gennem længere tid overrasket mig, hvor mange af pigerne her på siden, der har været udsat for seksuelle overgreb gennem barndommen. Det er nok bare mig, der egentlig har haft den noget naive opfattelse, at dette var noget der skete meget sjældent, men det er ved at gå op for mig, at det rent faktisk sker ret hyppigt....

Som mor til en pige er min største frygt at noget sådan vil ske for hende - det må uden tvivl være noget af det værste et barn kan opleve. Jeg har absolut INGEN mistanke om at hun har været udsat for noget sådan, det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg. Det er derimod fordi jeg sådan håber, at jeg har hendes fulde fortrolighed, så HVIS noget skulle ske, ville hun fortælle det til mig...

Derfor har jeg et spørgsmål til dem der har haft dette inde på livet.... Hvornår og hvordan fortalte i nogle om det, der skete, så det kunne stoppe? Jeg er klar over, at mange ikke fortæller nogle om det, men hvad kunne havde gjort at i havde valgt at fortælle noget alligevel? Ændrede i adfærd, og kunne nogle havde opdaget hvad der sket hvis de havde lagt mærke til denne adfærdsændring?

Håber i vil dele jeres tanker med mig....

Jeg har været så heldig at være blevet udsat for hele 4 stks..

Den første gang meldte vi det til politiet, mine forældre opdagede det, fordi hans kone havde banket mig et par mdr efter, fordi jeg gik og fortalte sådan nogen løgne om hendes mand.. Men der kom jeg hjem og tudede, fordi hun havde givet mig en omgang, mener jeg var 11 eller 12 år gammel, og vi besluttede at det skulle meldes.. Politiet ville dog ikke gøre noget, fordi han ikke havde været i mine bukser, kun oppe under min t-shirt (mens han spurgte om meget intime ting ang de nedre regioner..), og konen fik bare påbud mod at have mindreårige i sin lejlighed.

Anden gang sagde jeg ikke noget, og da jeg gjorde, troede min familie ikke på mig, og det var fuldbyrdet voldtægt - endda min første gang..

3 gang sagde jeg slet ingenting..

4 gang har jeg sagt noget, men kun til veninder, ikke familie..

Men det har været enkelt-hændelser, ikke noget med incest eller med nogen tæt på familien..

Zeus skriver:

Jeg har været så heldig at være blevet udsat for hele 4 stks..

Den første gang meldte vi det til politiet, mine forældre opdagede det, fordi hans kone havde banket mig et par mdr efter, fordi jeg gik og fortalte sådan nogen løgne om hendes mand.. Men der kom jeg hjem og tudede, fordi hun havde givet mig en omgang, mener jeg var 11 eller 12 år gammel, og vi besluttede at det skulle meldes.. Politiet ville dog ikke gøre noget, fordi han ikke havde været i mine bukser, kun oppe under min t-shirt (mens han spurgte om meget intime ting ang de nedre regioner..), og konen fik bare påbud mod at have mindreårige i sin lejlighed.

Anden gang sagde jeg ikke noget, og da jeg gjorde, troede min familie ikke på mig, og det var fuldbyrdet voldtægt - endda min første gang..

3 gang sagde jeg slet ingenting..

4 gang har jeg sagt noget, men kun til veninder, ikke familie..

Men det har været enkelt-hændelser, ikke noget med incest eller med nogen tæt på familien..

Jeg føler med dig...det er det værste i hele verden ikke at blive troet på

Zeus skriver:

Jeg har været så heldig at være blevet udsat for hele 4 stks..

Den første gang meldte vi det til politiet, mine forældre opdagede det, fordi hans kone havde banket mig et par mdr efter, fordi jeg gik og fortalte sådan nogen løgne om hendes mand.. Men der kom jeg hjem og tudede, fordi hun havde givet mig en omgang, mener jeg var 11 eller 12 år gammel, og vi besluttede at det skulle meldes.. Politiet ville dog ikke gøre noget, fordi han ikke havde været i mine bukser, kun oppe under min t-shirt (mens han spurgte om meget intime ting ang de nedre regioner..), og konen fik bare påbud mod at have mindreårige i sin lejlighed.

Anden gang sagde jeg ikke noget, og da jeg gjorde, troede min familie ikke på mig, og det var fuldbyrdet voldtægt - endda min første gang..

3 gang sagde jeg slet ingenting..

4 gang har jeg sagt noget, men kun til veninder, ikke familie..

Men det har været enkelt-hændelser, ikke noget med incest eller med nogen tæt på familien..

Bliver ked af det når jeg hører om historier som dine - hvor må du have haft det skidt og svært! Hvorfor troede din familie dig ikke da du fortalte om det, det må have været et hårdt slag for dig, når du regnede med at få hjælp....! Har i efterfølgende talt om det?

Amandas-mor skriver:

Jeg føler med dig...det er det værste i hele verden ikke at blive troet på

Ja.. Min storesøster kiggede bare på mig, og spurgte "Er du nu også sikker?".. Nej selvfølgelig er jeg ikke sikker!

Men det er ved at være 7 år siden det seneste skete, så tænker ikke så tit på det mere. Tror jeg har fået det så meget på afstand som jeg kan få det

Min mor derimod blev voldtaget af sin stedfar og en anden mand da hun var..? De flyttede til Dk da hun var 10, så hun har været yngre end det

Anonym skriver:

Hej piger

Det har gennem længere tid overrasket mig, hvor mange af pigerne her på siden, der har været udsat for seksuelle overgreb gennem barndommen. Det er nok bare mig, der egentlig har haft den noget naive opfattelse, at dette var noget der skete meget sjældent, men det er ved at gå op for mig, at det rent faktisk sker ret hyppigt....

Som mor til en pige er min største frygt at noget sådan vil ske for hende - det må uden tvivl være noget af det værste et barn kan opleve. Jeg har absolut INGEN mistanke om at hun har været udsat for noget sådan, det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg. Det er derimod fordi jeg sådan håber, at jeg har hendes fulde fortrolighed, så HVIS noget skulle ske, ville hun fortælle det til mig...

Derfor har jeg et spørgsmål til dem der har haft dette inde på livet.... Hvornår og hvordan fortalte i nogle om det, der skete, så det kunne stoppe? Jeg er klar over, at mange ikke fortæller nogle om det, men hvad kunne havde gjort at i havde valgt at fortælle noget alligevel? Ændrede i adfærd, og kunne nogle havde opdaget hvad der sket hvis de havde lagt mærke til denne adfærdsændring?

Håber i vil dele jeres tanker med mig....

Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid der gik inden jeg sagde det, men det skete over mange gang at min stedfar kom ind til mig om natten og lavede ballade..

Jeg har været ca 7-8 år og vil tro det har stået på 1/2 - 1 år, men en dag gik jeg ind til min mor og spurgte om en mand godt måtte gøre sådan ved en pige, min mor begyndte at græde for hun vidste vidst godt hvad der var sket..

Men jeg ændrede ikke adfærd, jeg var en meget meget stille pige og forblev jo bare sådan, så ingen kunne se eller mærke det på mig..

Anonym skriver:

Bliver ked af det når jeg hører om historier som dine - hvor må du have haft det skidt og svært! Hvorfor troede din familie dig ikke da du fortalte om det, det må have været et hårdt slag for dig, når du regnede med at få hjælp....! Har i efterfølgende talt om det?

Jeg ved det faktisk ikke.. Jeg lå faktisk på sygehuset efter et selvmordsforsøg da jeg endelig fortalte det Jeg har snakket med min mor om det efterfølgende, og hun troede vist på mig. Det samme med min lillebror. Min far nåede ikke at få det af vide.. Men jeg har aldrig siden snakket med min storesøster om det, synes godt nok det var et slag af de store 

Det var min daværende kæreste der gjorde det, vi havde været sammen i 2 dage da han gjorde det.. Jeg turde ikke melde det til politiet selv om jeg havde både navn og adresse på ham, for tænk hvis de ikke troede på mig - vi var jo trods alt kærester. Han opsøgte mig også efter det skete, fulgte efter mig, og lagde roser udenfor vores hoveddør, hvor han blandt andet havde lagt et brev hvor han skrev, at det havde gjort ondt på ham at se mig græde den aften.. Nogen gange har jeg svært ved at tro på, at det var mig det gik ud over.. Det var ikke engang et år siden det var sket med ham den anden, og jeg tænkte at det måske var mig der var noget i vejen med, siden de syntes det i orden at gøre sådan noget mod mig.. At jeg måske ligefrem inviterede til det..
Som voksen kan jeg jo godt se, at det på ingen måde var min egen skyld, men det kunne jeg ikke se dengang  

HeidiW86 skriver:

Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid der gik inden jeg sagde det, men det skete over mange gang at min stedfar kom ind til mig om natten og lavede ballade..

Jeg har været ca 7-8 år og vil tro det har stået på 1/2 - 1 år, men en dag gik jeg ind til min mor og spurgte om en mand godt måtte gøre sådan ved en pige, min mor begyndte at græde for hun vidste vidst godt hvad der var sket..

Men jeg ændrede ikke adfærd, jeg var en meget meget stille pige og forblev jo bare sådan, så ingen kunne se eller mærke det på mig..

Zeus skriver:

Tak og også  til dig..

Jeg var selv udsat for overgreb fra min stedfar, fra jeg var 6 til jeg var 14.

Jeg har flere gange fortalt min mor det, men hun har hver gang set det som et udspil af min fantasi, jeg har nu langt om længe fået det hele meldt til politiet ( er 27 i dag) da min datter ikke skal udsættes for det samme, hun er nu 5½ år gammel og har i dag ingen kontakt med hendes mormor og morfar, dette er dog mit ønske, min mor bor stadig sammen med den mand der gjorde det, hvilket jeg ikke kan tilgive, desuden tror hun stadig ikke på at det er sket.

her kan du læse et af de utallige notater jeg har skrevet for at få styr på de mange tanker.

Kære mor.

Kender du det?? det der hvor det ender det med at man tager hvad man kan få
og alligevel intet har??
I sidste ende står man som voksen og tænker over
alle de ting man egentlig havde fortrængt,
ting man bare ønskede at glemme og ting man helst
ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed,
for ikke at vise dem den mindste lille smule af sandheden.
Sandheden der viser hvem min mor i virkeligheden er.

min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde
var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare
ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstankerer
 hen som teenagenykker og endnu et krav
på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at
få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp,
en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.

og envidere, hvad tror du det gør ved et 5 års barn,
når hendes mor kommer farende som en trold af en æske,
trampende igennem stuen, smækker døren til mit værelse op,
og råber og skriger? i hånden havde du alverdens poser
og sække og heri kunne jeg smide mit lort, for nu gad hun ikke
mig og mine historier mere, jeg kunne kalde når jeg var færdig,
så hun kunne køre mig til nærmeste børnehjem. Børnehjem
blev det dog ikke,men du dukkede op et par timer efter sagde et mumlende undskyld
og siden blev der ikke talt mere om det, den eneste
der troede på det her var far, skrøbelige lille far,
der var alkoholiker og som år forinden havde opgivet at
leve sammen med dig, var det din vrede mod ham,
der skulle gå ud over mig??

Det er sgu svært når det gode der faktisk er
sket i ens liv er pga. en alkoholiseret far der ville ofre alt for
sin datter, en far der lærte hende bare lidt om livets
besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede
når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om
en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden,
gennem den pige der havde valgt at kalde ham far,
hende der stolede på ham og betroede sig til ham
når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang,
den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt,
det må man sige ja til, Jeg var omkring de 6-7 år!
han fortalt mig at det var helt normalt,
jeg troede på ham og da jeg endelig gik til bekendelse
over for dig var dit eneste svar "Det tror jeg ikke på,
andre har set dig lægge op til ham flere gange,
så det må være din egen skyld." jeg var 7 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne
flyve når det stod på, min krop var ikke min,
den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude,
tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for
mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig,
det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede
og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.


 

men vigtigst af alt, Henrik støtter mig i ikke at blive som
den mor der svigtede mig, hans familie er min familie,
de elsker mig og jeg dem.


jeg klarer mig faktisk ret godt,
så godt at jeg har søgt arbejde i modsatte ende af landet
for at komme væk, starte forfra, uden dig og ham,
noget du ikke bryder dig om, du mener jo ikke jeg
kan klare mig uden dig, men det kan jeg, for det gør jeg
allerede...

Hilsen din datter.