overgreb....

der er jo desværre mange former for overgreb, har en veninde der fortalte at hendes far kiggede ind at hendes vindue når hun havde været i bad, og hun mener desværre bare at det var for at forskrække hende, men sådan noget syntes jeg bare ikke er iorden, for det ville har jo kunne gøre på alle andre tidspunkter

micha1982 skriver:

der er jo desværre mange former for overgreb, har en veninde der fortalte at hendes far kiggede ind at hendes vindue når hun havde været i bad, og hun mener desværre bare at det var for at forskrække hende, men sådan noget syntes jeg bare ikke er iorden, for det ville har jo kunne gøre på alle andre tidspunkter

det er bare ikke i orden... i min verden er det også et overgreb... det er ikke meningen at fædre skal se deres døtre nøgne når de når en vis alder...

Jeg har læst indlæggene i denne tråd, og jeg synes ikke jeg ville gå forbi uden at sige til jer, at I er super seje at kunne skrive om det i et offentligt forum som dette. Det må være en enorm byrde at bære og oplevelser som jeres børn ingen nogensinde udsættes for.

Igen... Flot at I taler åbent om det, for jeg tror det hjælper andre til at turde åbne op og fortælle om det

Kh. Linda

Jeg tænkte netop det samme. FOr jeg ved at tabuer skal brydes. Jeg ahr mine egne at bryde.
Hold kæft hvor er det godt piger. At i fortæller åbent om jeres oplevelser!!!!!!!
Det kan redde mange siger jeg jer! Det er enprmt god selverkendelse og kan hjælpe en del i processen for at komme videre..Sådan har jeg det ihverfald selv. Er sågar blevet beskyldt for at lyve fordi jeg taler åbent om alkohol og vold i hjemmet.. Men jeg ville aldrig stoppe med at tale åbent om det for det gavner mig ikke...

Jeg blev udsat for incest af min mors mand fra da jeg var 4-7 år. Vi boede hos min mor på det tidspunkt, og da jeg fortalte hende det, fik jeg et par på hovedet. Både hendes mand og stedsøn udførte overgreb - både på min søster og jeg.Min storesøster fortalte det til min far, en dag, han holdt i færgers men for at aflevere os efter samvær.Det skete efter, at stedsønnen også forgreb sig på min søsters veninde.Min mor troede aldrig på det. Vi kom på børnehjem og efter 1,5 år hjem til min far som da havde fået den fulde forældremyndighed..Min mor valgte at gifte sig med svinet, mens han sad inde.Han fik 1 år og 7 måneder, men kom ud efter 1 år og to måneder for god opførsel!!I dag har jeg ingen kontakt til min mor. Har været igennem 3 selvmordsforsøg og 2 års intensiv bearbejdning hos en psykolog med speciale i incest.Har det dog godt nu. Lever i et lykkeligt forhold med min kæreste gennem 8 år. Han har støttet mig gennem de svære tider, der stadig opstår. Bestemte lugte, bestemte berøringer og sågar film kan stadig sende mig 20 år tilbage i tiden. Har f.eks. Meget svært ved at få rørt for mig ved mine brystvorter.Heldigvis havde jeg en forælder, der troede på, hvad vi sagde.. Har ikke haft kontakt til hende i knap 12 år. Mødt hende til min nevøs barnedåb. Ellers ikke.Og jeg mangler ikke et menneske, der aldrig troede på de skader, hendes mand har forvoldt på mig og mit liv.Kram

Anonym skriver:

Hej piger

Det har gennem længere tid overrasket mig, hvor mange af pigerne her på siden, der har været udsat for seksuelle overgreb gennem barndommen. Det er nok bare mig, der egentlig har haft den noget naive opfattelse, at dette var noget der skete meget sjældent, men det er ved at gå op for mig, at det rent faktisk sker ret hyppigt....

Som mor til en pige er min største frygt at noget sådan vil ske for hende - det må uden tvivl være noget af det værste et barn kan opleve. Jeg har absolut INGEN mistanke om at hun har været udsat for noget sådan, det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg. Det er derimod fordi jeg sådan håber, at jeg har hendes fulde fortrolighed, så HVIS noget skulle ske, ville hun fortælle det til mig...

Derfor har jeg et spørgsmål til dem der har haft dette inde på livet.... Hvornår og hvordan fortalte i nogle om det, der skete, så det kunne stoppe? Jeg er klar over, at mange ikke fortæller nogle om det, men hvad kunne havde gjort at i havde valgt at fortælle noget alligevel? Ændrede i adfærd, og kunne nogle havde opdaget hvad der sket hvis de havde lagt mærke til denne adfærdsændring?

Håber i vil dele jeres tanker med mig....

Jeg har selv været udsat for det da jeg var omkring 8 år, og den eneste der ved noget om det er min ældre søster som også selv blev udsat for det af samme mand..

Vores forældre har aldrig opdaget det eller haft mistanke til det er sket, og jeg har altid været for flov til at snakke om det.. det er først her hvor jeg er blevet ældre at jeg kan se det ikke var min egen skyld og derfor snakker ret åbent om det hvis folk de spørger.. Heldigvis er det jo sjældent folk spørger, så man skal ikke forklare sig altid..

min overgrebsmand er død den dag idag, og derfor føler jeg måske heller ikke det er afsluttet på en ordentlig måde, for han nåede aldrig at kunne få sin straf, eller blive afsløret..
Han tog sit eget liv, og jeg føler at han er slupper lidt for nemt udenom det hele..

Jeg har fået det bearbejdet på den måde at jeg har skrevet anonymt med en psykolog over mail, og på den måde fået alle mine frustrationer ud, og det har bestemt hjulpet mig til at jeg kan tale mere åbent om det hele..

men det er 14 år siden, og jeg har aldrig nævnt det for mine forældre, og kommer nok heller aldrig til det.. Jeg har ikke noget godt forhold til mine forældre og har aldrig haft det.. For selvom jeg er blevet misbrugt er det ikke det eneste jeg blev udsat for i min barndom, for min far er alkoholiker, og min mor har lidt for løse håndled, og jeg husker stadig som var det igår da min mor bankede mig med en grydeske.. derfor vil jeg aldrig nogensinde blive fortrolig nok med de to mennesker til at jeg ville kunne fortælle dem det..

MEN det allerværste er nok at da jeg som barn forsøgte at råbe kommunen op og bede om hjælp grinede de af mig og fejede mig væk, for derefter at fortælle min mor alt hvad jeg havde sagt, hvilket resulterede i endnu en ordentlig røvfuld og lang stueerrast bagefter, for jeg måtte jo altså ikke fortælle noget om hvad der skete derhjemme!!

Håber dælme at kommunerne snart bliver bedre til at lade sig råbe op, så andre børn i min situation ikke skal køres helt derud hvor de ikke kan bunde..

Anonym skriver:

Hej piger

Det har gennem længere tid overrasket mig, hvor mange af pigerne her på siden, der har været udsat for seksuelle overgreb gennem barndommen. Det er nok bare mig, der egentlig har haft den noget naive opfattelse, at dette var noget der skete meget sjældent, men det er ved at gå op for mig, at det rent faktisk sker ret hyppigt....

Som mor til en pige er min største frygt at noget sådan vil ske for hende - det må uden tvivl være noget af det værste et barn kan opleve. Jeg har absolut INGEN mistanke om at hun har været udsat for noget sådan, det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg. Det er derimod fordi jeg sådan håber, at jeg har hendes fulde fortrolighed, så HVIS noget skulle ske, ville hun fortælle det til mig...

Derfor har jeg et spørgsmål til dem der har haft dette inde på livet.... Hvornår og hvordan fortalte i nogle om det, der skete, så det kunne stoppe? Jeg er klar over, at mange ikke fortæller nogle om det, men hvad kunne havde gjort at i havde valgt at fortælle noget alligevel? Ændrede i adfærd, og kunne nogle havde opdaget hvad der sket hvis de havde lagt mærke til denne adfærdsændring?

Håber i vil dele jeres tanker med mig....

Jeg blev udsat for incest af min mors mand fra da jeg var 4-7 år. Vi boede hos min mor på det tidspunkt, og da jeg fortalte hende det, fik jeg et par på hovedet. Både hendes mand og stedsøn udførte overgreb - både på min søster og jeg.Min storesøster fortalte det til min far, en dag, han holdt i færgers men for at aflevere os efter samvær.Det skete efter, at stedsønnen også forgreb sig på min søsters veninde.Min mor troede aldrig på det. Vi kom på børnehjem og efter 1,5 år hjem til min far som da havde fået den fulde forældremyndighed..Min mor valgte at gifte sig med svinet, mens han sad inde.Han fik 1 år og 7 måneder, men kom ud efter 1 år og to måneder for god opførsel!!I dag har jeg ingen kontakt til min mor. Har været igennem 3 selvmordsforsøg og 2 års intensiv bearbejdning hos en psykolog med speciale i incest. Har det dog godt nu. Lever i et lykkeligt forhold med min kæreste gennem 8 år. Han har støttet mig gennem de svære tider, der stadig opstår. Bestemte lugte, bestemte berøringer og sågar film kan stadig sende mig 20 år tilbage i tiden. Har f.eks. Meget svært ved at få rørt for mig ved mine brystvorter.Heldigvis havde jeg en forælder, der troede på, hvad vi sagde.. Har ikke haft kontakt til hende i knap 12 år. Mødt hende til min nevøs barnedåb. Ellers ikke.Og jeg mangler ikke et menneske, der aldrig troede på de skader, hendes mand har forvoldt på mig og mit liv.Kram

Mimic skriver:

Jeg var selv udsat for overgreb fra min stedfar, fra jeg var 6 til jeg var 14.

Jeg har flere gange fortalt min mor det, men hun har hver gang set det som et udspil af min fantasi, jeg har nu langt om længe fået det hele meldt til politiet ( er 27 i dag) da min datter ikke skal udsættes for det samme, hun er nu 5½ år gammel og har i dag ingen kontakt med hendes mormor og morfar, dette er dog mit ønske, min mor bor stadig sammen med den mand der gjorde det, hvilket jeg ikke kan tilgive, desuden tror hun stadig ikke på at det er sket.

her kan du læse et af de utallige notater jeg har skrevet for at få styr på de mange tanker.

Kære mor.

Kender du det?? det der hvor det ender det med at man tager hvad man kan få
og alligevel intet har??
I sidste ende står man som voksen og tænker over
alle de ting man egentlig havde fortrængt,
ting man bare ønskede at glemme og ting man helst
ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed,
for ikke at vise dem den mindste lille smule af sandheden.
Sandheden der viser hvem min mor i virkeligheden er.

min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde
var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare
ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstankerer
 hen som teenagenykker og endnu et krav
på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at
få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp,
en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.

og envidere, hvad tror du det gør ved et 5 års barn,
når hendes mor kommer farende som en trold af en æske,
trampende igennem stuen, smækker døren til mit værelse op,
og råber og skriger? i hånden havde du alverdens poser
og sække og heri kunne jeg smide mit lort, for nu gad hun ikke
mig og mine historier mere, jeg kunne kalde når jeg var færdig,
så hun kunne køre mig til nærmeste børnehjem. Børnehjem
blev det dog ikke,men du dukkede op et par timer efter sagde et mumlende undskyld
og siden blev der ikke talt mere om det, den eneste
der troede på det her var far, skrøbelige lille far,
der var alkoholiker og som år forinden havde opgivet at
leve sammen med dig, var det din vrede mod ham,
der skulle gå ud over mig??

Det er sgu svært når det gode der faktisk er
sket i ens liv er pga. en alkoholiseret far der ville ofre alt for
sin datter, en far der lærte hende bare lidt om livets
besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede
når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om
en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden,
gennem den pige der havde valgt at kalde ham far,
hende der stolede på ham og betroede sig til ham
når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang,
den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt,
det må man sige ja til, Jeg var omkring de 6-7 år!
han fortalt mig at det var helt normalt,
jeg troede på ham og da jeg endelig gik til bekendelse
over for dig var dit eneste svar "Det tror jeg ikke på,
andre har set dig lægge op til ham flere gange,
så det må være din egen skyld." jeg var 7 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne
flyve når det stod på, min krop var ikke min,
den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude,
tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for
mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig,
det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede
og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.


 

men vigtigst af alt, Henrik støtter mig i ikke at blive som
den mor der svigtede mig, hans familie er min familie,
de elsker mig og jeg dem.


jeg klarer mig faktisk ret godt,
så godt at jeg har søgt arbejde i modsatte ende af landet
for at komme væk, starte forfra, uden dig og ham,
noget du ikke bryder dig om, du mener jo ikke jeg
kan klare mig uden dig, men det kan jeg, for det gør jeg
allerede...

Hilsen din datter.

 øv hvor er det trist! Sidder med klump i maven og tåre i øjnene.....øv øv øv....

Men det er flot at du har kunne sætte ord på det hele og beskrive dine følelser på den måde, og så lyder det til, at du har fået opbygget dig et godt liv i dag

Kathepige skriver:

Jeg blev udsat for incest af min mors mand fra da jeg var 4-7 år. Vi boede hos min mor på det tidspunkt, og da jeg fortalte hende det, fik jeg et par på hovedet. Både hendes mand og stedsøn udførte overgreb - både på min søster og jeg.Min storesøster fortalte det til min far, en dag, han holdt i færgers men for at aflevere os efter samvær.Det skete efter, at stedsønnen også forgreb sig på min søsters veninde.Min mor troede aldrig på det. Vi kom på børnehjem og efter 1,5 år hjem til min far som da havde fået den fulde forældremyndighed..Min mor valgte at gifte sig med svinet, mens han sad inde.Han fik 1 år og 7 måneder, men kom ud efter 1 år og to måneder for god opførsel!!I dag har jeg ingen kontakt til min mor. Har været igennem 3 selvmordsforsøg og 2 års intensiv bearbejdning hos en psykolog med speciale i incest.Har det dog godt nu. Lever i et lykkeligt forhold med min kæreste gennem 8 år. Han har støttet mig gennem de svære tider, der stadig opstår. Bestemte lugte, bestemte berøringer og sågar film kan stadig sende mig 20 år tilbage i tiden. Har f.eks. Meget svært ved at få rørt for mig ved mine brystvorter.Heldigvis havde jeg en forælder, der troede på, hvad vi sagde.. Har ikke haft kontakt til hende i knap 12 år. Mødt hende til min nevøs barnedåb. Ellers ikke.Og jeg mangler ikke et menneske, der aldrig troede på de skader, hendes mand har forvoldt på mig og mit liv.Kram

Hvor er det trist - incest er forfærteligt og det er dobbelt forfærteligt, når dem man regner aller mest med ikke tror på en og støtter en . Jeg er glad for at høre, at du har et godt liv i dag . Hvad kunne have fået dig til at sige det til nogle? Følte du, at du havde nogle mennesker i dit liv som du var fortrolige nok med til at du inderst inde havde lyst til at sige det? Blev du truet til at tie? Ændrede du adfærd?...

Undskyld hvis det er for mange spørgsmål, og jeg har fuld forståelse og respekt for, hvis du ikke har lyst til at svare

An&Jo skriver:

Jeg har selv været udsat for det da jeg var omkring 8 år, og den eneste der ved noget om det er min ældre søster som også selv blev udsat for det af samme mand..

Vores forældre har aldrig opdaget det eller haft mistanke til det er sket, og jeg har altid været for flov til at snakke om det.. det er først her hvor jeg er blevet ældre at jeg kan se det ikke var min egen skyld og derfor snakker ret åbent om det hvis folk de spørger.. Heldigvis er det jo sjældent folk spørger, så man skal ikke forklare sig altid..

min overgrebsmand er død den dag idag, og derfor føler jeg måske heller ikke det er afsluttet på en ordentlig måde, for han nåede aldrig at kunne få sin straf, eller blive afsløret..
Han tog sit eget liv, og jeg føler at han er slupper lidt for nemt udenom det hele..

Jeg har fået det bearbejdet på den måde at jeg har skrevet anonymt med en psykolog over mail, og på den måde fået alle mine frustrationer ud, og det har bestemt hjulpet mig til at jeg kan tale mere åbent om det hele..

men det er 14 år siden, og jeg har aldrig nævnt det for mine forældre, og kommer nok heller aldrig til det.. Jeg har ikke noget godt forhold til mine forældre og har aldrig haft det.. For selvom jeg er blevet misbrugt er det ikke det eneste jeg blev udsat for i min barndom, for min far er alkoholiker, og min mor har lidt for løse håndled, og jeg husker stadig som var det igår da min mor bankede mig med en grydeske.. derfor vil jeg aldrig nogensinde blive fortrolig nok med de to mennesker til at jeg ville kunne fortælle dem det..

MEN det allerværste er nok at da jeg som barn forsøgte at råbe kommunen op og bede om hjælp grinede de af mig og fejede mig væk, for derefter at fortælle min mor alt hvad jeg havde sagt, hvilket resulterede i endnu en ordentlig røvfuld og lang stueerrast bagefter, for jeg måtte jo altså ikke fortælle noget om hvad der skete derhjemme!!

Håber dælme at kommunerne snart bliver bedre til at lade sig råbe op, så andre børn i min situation ikke skal køres helt derud hvor de ikke kan bunde..

Det er da helt vildt at kommunen behandlede dig sådan! De SKAL da tage sådanne udsagn alvorlige og støtte barnet!

Din historie er også rigtig trist Sender dig store - incest, alkohol og vold er absolut helt ubærlige forhold for et barn .

 Fortalte du det selv til din søster eller var det hende der betroede sig til hende? Holdt misbruget op efter episoden med kommunen? Hvordan kunne omverdenen havde opdaget hvad der skete hos jer, så dig og din søster kunne være kommet i sikkerhed??

Endnu engang stort

 

Øv, hvordan kan man som mor ikke forstå og TRO på sin barn, når sådan en hemmelighed fortælles?

FØJ, hvor er det bare super klamt, pisse tarveligt og noget af det mest forfærdelige man som lille/stort barn må blive udsat for. Jeg håber og ved der sidder nogle derude, med en meget beskidt smag i munden. Mon de kan se sig selv i spejlet hver aften? Næppe

Jeg bliver så harm!

1000 ,  og  til alle i piger som drenge, der har gennemgået den ene eller anden form for overgreb. I er så stærke, og seje at i har formået at holde hoved højt, og stadig kæmper den kamp det er at leve med sådan noget.