Jeg fik min datter som 18-årig og hun er i dag 7 år. Jeg har efterfølgende uddannet mig, fået arbejde, et barn mere og sådan.. MEN!!!! Jeg er gået glip af SÅÅÅ meget.. Der hvor jeg burde rejse, udvikle mig selv, uddanne mig, fordybe mig, tage i byen osv sad jeg hjemme med min datter. Jeg prioriterede stabilitet, tryghed og genkendelighed hvilket betød at min datter blev puttet samme tid hver dag, i sin egen seng. Derfor kunne jeg ikke bare tage hende med. 
At sige at man absolut ikke er gået glip af noget, tror jeg simpelthen ikke på
Hold op jeg elsker min datter og ville ikek for noget i verdenen bytte hende væk, men jeg ville sørme da ønske jeg havde ventet og levet mit liv i en lidt anden rækkefølge. Jeg mistede mange, hvis ikek alle, mine veninder, jeg var ofte alene og havde ikke nogle jævnalderende at dele frustrationer og glæde med. Det er en skam!
Nu er jeg 26 og har en dreng på 1 år - verden har ændret sig koloenormt - fordi jeg er ældre, min omgangskreds er samme sted som jeg, samfundet hiver ikke længere i mig, jeg kan forsørge min familie, tilbyde mere end før, jeg har en livserfaring med mig, større tålmodighed, en bedre pædagogisk tilgang og forståelse og jeg kunne blive ved. At få et barn som 15 årig er sørgeligt!
Anmeld