Skal jeg gå fra ham?

Rockertand skriver:

Kors, jeg synes, at du er overreagerende (eller hormon-ramt, du vælger selv).

Han har tydeligt vist, at han vil have barn og går op i den lilles bedste.

Manden panikker, han er blevet bange for, at han ikke kan gøre det godt nok - det er helt normalt, og han er da pissebange for at sætte et barn i verden, som skal ende som skilsmissebarn - han reagerer på sine følelser, og det er rigtigt flot.

Der er slet ingen tvivl om, at han skal stoppe steroiderne, men det skal han nu alligevel, hvis du skal spise sundt og passe på dig selv og den lille, så skal han også.

Du får ikke en SA af at være ked af jeres forhold, så havde du fået den alligevel - derimod kan I vise jer som voksne og tage det ansvar at få jeres forhold til at fungere bedre og så stoppe med alt det fnidder, der er en lille ny, der sætter jeres dagsorden fra fødslen af, så I kan lige så godt omstille jer til at være samarbejdsvillige nu.

Hvordan er det at blive bedt om at få en abort at være overreagerende? Jeg forstår det er svært og kræver tid osv.. men i det sekund han nævner abort knækker båndet for mig 

Og jo jeg arbejder hver dag på at gøre vores forhold bedre men jeg kan intet gøre uden han selv begynder at hjælpe til.

Anonym skriver:

Hvordan er det at blive bedt om at få en abort at være overreagerende? Jeg forstår det er svært og kræver tid osv.. men i det sekund han nævner abort knækker båndet for mig 

Og jo jeg arbejder hver dag på at gøre vores forhold bedre men jeg kan intet gøre uden han selv begynder at hjælpe til.

Han er en mand...der er noget, der er truende, nyt, uvist, usikkert, noget han ikke lige ved, hvordan han skal håndtere - så svaret i en presset situation er: Fjern truslen. Dine følelser hænger udenpå tøjet, det er en dårlig cocktail, og når han nu har været sådan et fjols at nævne ordet abort (og han mener det jo ikke), så hænger du hele jeres forhold på dét og kan slet ikke se det store perspektiv.

Prøv at få lidt styr på dine følelser og tag en god, konstruktiv snak med manden, prøv at sætte det hele i faste rammer og konkretisér tingene, så har I begge et godt udgangspunkt at snakke ud fra. Ingen gråd, ingen råben, ingen trusler, ingen "du sagde/jeg sagde" og tag den så derfra, lad være med at spekulere i worst-case-scenario, selvom vi er rigtig gode til det, os kvinder.

Rockertand skriver:

Han er en mand...der er noget, der er truende, nyt, uvist, usikkert, noget han ikke lige ved, hvordan han skal håndtere - så svaret i en presset situation er: Fjern truslen. Dine følelser hænger udenpå tøjet, det er en dårlig cocktail, og når han nu har været sådan et fjols at nævne ordet abort (og han mener det jo ikke), så hænger du hele jeres forhold på dét og kan slet ikke se det store perspektiv.

Prøv at få lidt styr på dine følelser og tag en god, konstruktiv snak med manden, prøv at sætte det hele i faste rammer og konkretisér tingene, så har I begge et godt udgangspunkt at snakke ud fra. Ingen gråd, ingen råben, ingen trusler, ingen "du sagde/jeg sagde" og tag den så derfra, lad være med at spekulere i worst-case-scenario, selvom vi er rigtig gode til det, os kvinder.

Tror du virkelig det er så basalt??

Og ja du har helt ret, vi blir nød til at tage en god og åben snak men jeg føler bare at jeg presser ham hver gang vi skal snakke baby  Jeg kunne ikke finde på at råbe og jeg vil faktisk helst helt undgå at diskutere om noget..  

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 5 år og det meste af tiden er vi lykkelige og tingene er gode meen han har et temperament uden lige og det hjælper ikke at han en gang om året bruger steorider

Vi har i lang tid snakket om at få børn og han vil vildt gerne være far, han har købt så meget børnetøj allerede  Så da jeg har været af mine p piller i en 8 måneder sker lykken!!! og det er fantastisk og jeg glæder mig til at fortælle ham det, han virker ligeglad og chocket..

Nu begynder han så efter scanninger og uger med viden om den lille, at snakke abort da han ikke er sikker på at vores forhold er godt nok.. han elsker mig og vil kun have børn med mig men synes vi har nogle små problemer som vi ikke kan rette op på... men det er ikke hver dag han mener det??

Han går meget op i at jeg skal gøre det rigtige med mad, vitaminer osv. men han spørger aldrig til barnet og det virker som om han mener jeg er pylret???!

Fra det sekund jeg så de 2 steger elskede jeg det barn højere end noget andet og jeg vil hellere være alenemor end at få en abort..  Men jeg elsker jo også ham og troede jeg skulle være sammen med ham resten af vores liv? Men jeg er bange for hvis han blir sur på mig over noget og jeg bliver så ked af det at jeg får en SA? burde jeg forlade ham til jeg er over de 12 uger og i sikkerhed?? Bør jeg ikke sætte mit barn før alt andet i denne situation? 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og der er ikke noget der ved at jeg er gravid så jeg kan ikke snakke med dem om det!!

Sikken en skidt situation at stå i. Er meget ked af det på dine vegne men SÅ FLOT at du hellere vil være alenemor end at få en abort - SUPER MOR. 

Mange mænd stikker halen mellem benene når de 2 streger endelig kommer og jeg tror det er forholdsvist normalt at de bliver lidt bange. Min bedste ven gik igennem det samme sidste år. Hans kæreste blev gravid (ønsket graviditet) og pludselig var han klar til at rejse om på den anden side af jorden. Han fortalte mig at han pludselig følte sig enormt låst og at det var som om hans kæreste var den eneste han nogensinde skulle have sex med og ALDRIG nogle andre igen... så ja har altså hørt den der historie før og det er som regel noget der går over og den velkendte glæde som du kendte fra før, kommer igen.... 

Håber det hjalp lidt 

Anonym skriver:

Tror du virkelig det er så basalt??

Og ja du har helt ret, vi blir nød til at tage en god og åben snak men jeg føler bare at jeg presser ham hver gang vi skal snakke baby  Jeg kunne ikke finde på at råbe og jeg vil faktisk helst helt undgå at diskutere om noget..  

Ja, det tror jeg rent faktisk. Jeg tror, at han rigtig godt har kunnet lide tanken om stabile forhold med far-mor-børn (kommer han selv fra det?), og det har været spændende at "lege med ilden", men nu er det virkelighed, og nu svigter selvtilliden ham og han bliver bekymret, hvis ikke bange. 

Hvis du føler, at du presser ham ved at snakke baby, så giv ham lidt ro i en periode, hvor I slet ikke snakker om det (undgå emnet), og lad ham selv tage emnet op igen. Når først han har accepteret situationen, og han vel og mærke bliver forsikret i (gentagne gange), at han bliver jordens bedste far, så skal han nok vende, men det kommer formentligt til at tage noget tid, og den fase skal han have lov til at komme igennem stille og roligt med hjælp fra dig.

I skal nok komme igennem det....sammen 

Rockertand skriver:

Kors, jeg synes, at du er overreagerende (eller hormon-ramt, du vælger selv).

Han har tydeligt vist, at han vil have barn og går op i den lilles bedste.

Manden panikker, han er blevet bange for, at han ikke kan gøre det godt nok - det er helt normalt, og han er da pissebange for at sætte et barn i verden, som skal ende som skilsmissebarn - han reagerer på sine følelser, og det er rigtigt flot.

Der er slet ingen tvivl om, at han skal stoppe steroiderne, men det skal han nu alligevel, hvis du skal spise sundt og passe på dig selv og den lille, så skal han også.

Du får ikke en SA af at være ked af jeres forhold, så havde du fået den alligevel - derimod kan I vise jer som voksne og tage det ansvar at få jeres forhold til at fungere bedre og så stoppe med alt det fnidder, der er en lille ny, der sætter jeres dagsorden fra fødslen af, så I kan lige så godt omstille jer til at være samarbejdsvillige nu.

Rockertand skriver:

Ja, det tror jeg rent faktisk. Jeg tror, at han rigtig godt har kunnet lide tanken om stabile forhold med far-mor-børn (kommer han selv fra det?), og det har været spændende at "lege med ilden", men nu er det virkelighed, og nu svigter selvtilliden ham og han bliver bekymret, hvis ikke bange. 

Hvis du føler, at du presser ham ved at snakke baby, så giv ham lidt ro i en periode, hvor I slet ikke snakker om det (undgå emnet), og lad ham selv tage emnet op igen. Når først han har accepteret situationen, og han vel og mærke bliver forsikret i (gentagne gange), at han bliver jordens bedste far, så skal han nok vende, men det kommer formentligt til at tage noget tid, og den fase skal han have lov til at komme igennem stille og roligt med hjælp fra dig.

I skal nok komme igennem det....sammen 

Tak jeg prøver ihvertfald a holde mig fra emnet og give ham lidt ekstra plads til at gøre de ting han gerne vil...

Jeg  fingre og håber på det bare er en periode...

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 5 år og det meste af tiden er vi lykkelige og tingene er gode meen han har et temperament uden lige og det hjælper ikke at han en gang om året bruger steorider

Vi har i lang tid snakket om at få børn og han vil vildt gerne være far, han har købt så meget børnetøj allerede  Så da jeg har været af mine p piller i en 8 måneder sker lykken!!! og det er fantastisk og jeg glæder mig til at fortælle ham det, han virker ligeglad og chocket..

Nu begynder han så efter scanninger og uger med viden om den lille, at snakke abort da han ikke er sikker på at vores forhold er godt nok.. han elsker mig og vil kun have børn med mig men synes vi har nogle små problemer som vi ikke kan rette op på... men det er ikke hver dag han mener det??

Han går meget op i at jeg skal gøre det rigtige med mad, vitaminer osv. men han spørger aldrig til barnet og det virker som om han mener jeg er pylret???!

Fra det sekund jeg så de 2 steger elskede jeg det barn højere end noget andet og jeg vil hellere være alenemor end at få en abort..  Men jeg elsker jo også ham og troede jeg skulle være sammen med ham resten af vores liv? Men jeg er bange for hvis han blir sur på mig over noget og jeg bliver så ked af det at jeg får en SA? burde jeg forlade ham til jeg er over de 12 uger og i sikkerhed?? Bør jeg ikke sætte mit barn før alt andet i denne situation? 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og der er ikke noget der ved at jeg er gravid så jeg kan ikke snakke med dem om det!!

Kan se du har fået en masse svar og indrømmer at jeg ikke har læst dem, så undskylder på forhånd hvis der kommer et gentagende svar

Da jeg fortalte kæresten det var det os et chok og han blev faktisk os lidt sur på mig. Han vidste udmærket at det var en graviditet jeg gik og håbede på når vi havde sex han ville os gerne nogle dage og andre ikke. Så tror den reaktion er almindelig ved nogle par

Både min kæreste og jeg har et voldsomt temperamen, men så længe det ikke går ud over jeres barn eller dig nu tænker jeg psykisk og fysisk så kan jeg ikke se noget forkert i det, syntes du skal snakke med din kæreste om det og spørger hvad du skal gøre når han blir sur, hvis han har brug for at slå på noget som en væg så giv ham lov til det eller til at gå en tur. Herhjemme smider manden med det han lige har i hånden og så smækker med de døre der lige er i nærheden, Heheh. Og så skal han lige have lidt ro før vi snakker videre om tingene. Min måde at rase af på er at slå ind i en væg, råbe og nogle gange hopper jeg lidt eller sparker til noget på gulvet. Men så er jeg os rolig bagefter.. Selvfølgelig er det vigtigt her at jeres barn ikke ser sådan noget, for det gør sådan et lille pus rigtig bange og utryg. 

Jeg syntes ikke i skal gå fra hinanden, i skal arbejde med forholdet gå til noget parterapi hvis i skal have styr på nogle ting der. Men syntes at 5 år er meget at smide på gulvet, og i skal have et lille barn sammen. Vend den om og se det på den måde om det ikke er godt for barnet både at have mor og far? Skal jeres kommende barn ikke have en chance for at opvokse i et hjem hvor både mor og far er der? Om det så er med en far der blir meget sur nogle gange så må i lære at takle det.. 

og nej selvfølgelig skal du ikke have en abort det ville jo være grotesk.
Han skal nok bare os vende sig til tanken, og HUSK mænd kan ikke rigtig tage stilling til en lille baby i maven, det gør de først når de holder den i deres arme. Først der skal de vende sig til tanken og lære det hele

Håber i får løst problemet og at du kunne overskue det længe svar Sorry ..

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 5 år og det meste af tiden er vi lykkelige og tingene er gode meen han har et temperament uden lige og det hjælper ikke at han en gang om året bruger steorider

Vi har i lang tid snakket om at få børn og han vil vildt gerne være far, han har købt så meget børnetøj allerede  Så da jeg har været af mine p piller i en 8 måneder sker lykken!!! og det er fantastisk og jeg glæder mig til at fortælle ham det, han virker ligeglad og chocket..

Nu begynder han så efter scanninger og uger med viden om den lille, at snakke abort da han ikke er sikker på at vores forhold er godt nok.. han elsker mig og vil kun have børn med mig men synes vi har nogle små problemer som vi ikke kan rette op på... men det er ikke hver dag han mener det??

Han går meget op i at jeg skal gøre det rigtige med mad, vitaminer osv. men han spørger aldrig til barnet og det virker som om han mener jeg er pylret???!

Fra det sekund jeg så de 2 steger elskede jeg det barn højere end noget andet og jeg vil hellere være alenemor end at få en abort..  Men jeg elsker jo også ham og troede jeg skulle være sammen med ham resten af vores liv? Men jeg er bange for hvis han blir sur på mig over noget og jeg bliver så ked af det at jeg får en SA? burde jeg forlade ham til jeg er over de 12 uger og i sikkerhed?? Bør jeg ikke sætte mit barn før alt andet i denne situation? 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og der er ikke noget der ved at jeg er gravid så jeg kan ikke snakke med dem om det!!

Vil lige tilføje noget som sikkert vil forage rigtig mange, men what the hell .

Hvis det kun er 1 gang om året han tager steroider for at udleve en drøm han her så kan jeg rent faktisk ikke se noget galt i det. Nogle mænd kommer hjem fra byen i en kæmpe brandert (Oftere end 1 gang om året) og er vildt mukne dagen efter.

Jeg kan ærligt ikke se problemet der, jo han blir meget temperamensfuld efter at have taget steroider men det er jo noget som du ved og derfor også kan forholde dig til det. Så er det jo bare at have en hygge weekend ved mormor og morfar eller hvem du nu kan være ved  

Bare husk at det altså ikke er en dårlig ting at have et voldsomt temperamen, man skal bare lære at styre det og du skal lære at takle det også med et barn

Et eller andet sted er det jo hans ret... det er lige så meget hans baby som det er min den eneste forskel er bare at det er min krop derfor har jeg sidste ord..

Men hvis jeg går mister jeg alt... jeg har intet, ingen hjem, møbler, opsparing noget.......

Husk på at alt det du nævner er materielle ting, som kan købes igen.

Det der dog IKKE kan købes igen hvis det mistes, er dit ufødte barn, din selvtillid og selvrespekt. Han lyder ikke til at være værd at samle på. Hvis I har planlagt et barn, så kan han fanden edeme ikke tillade sig at være noget som helst andet end overlykkelig når i får 2 streger!

Så smut, prioritér dit barns ve og vel og bliv den bedste enlige mor:-)

PS. det er IKKE et værdigt liv for et barn at have en far der tager stoffer, det er barnet bedre tjent uden, da sådanne typer jo ikke er til at regne med og deres te mperament er helt af helvede til...