Skal jeg gå fra ham?

KaMa skriver:

Tror han har fået redekulder!! Panikker fordi, at nu er det nu og der er no way back!! Nogle reagerer ved krampagtig at ville have forandringen til at forsvinde, så det kam blive trygt på den gamle måde igen.

Ta' førertrøjen på og fortæl ham, at der altså kommer en baby og I nok skal klare det. At der er masser af tid til at vænne sig til tanken. Fortæl at hvis han slet ikke magter det, så kommer der alligevel barn!! Men det så bliver uden ham og det vil du være mega trist over.

Giv ham tid til at vænne sig til det og er ham stadig et fjols, så pak sydfrugterne. Trods manglende penge og møbler klarer du den som hundredevis af andre kvinder har gjort før dig.

Ja det har du ret i, jeg ved godt at jeg ikke er den første der har været i denne situation...

Men je havde bare aldrig forestillet mig at ens mand ikke blev lykkelig??? slet ikke når det var planlagt!!!!  jeg kan mærke at jeg er ved at være pænt sur og skuffet over hans måde at reagere, synes det er usselt!

3rollinger skriver:

Det er ikke unaturligt at maend ikke kan saette sig ind i en graviditet. Min mand har aldrig, til min store fortrydelse, vaeret specielt interesseret i mine 3 gravide maver og baby der bevaeger sig og den slags. Men saa snart baby er ude, saa kunne han saette sig ind i situationen og er en super far.

At du blive ked af det burde ikke give SA. Hvis din kaereste kunne finde paa at laegge haand paa dig naar han bliver saa vred, saa skal du ud, men under alle omstaendigheder maa han arbejde med den surhed. For er der noget boern kan, saa er det da at afproeve foraeldrenes taalmodighed. Selv for en ellers meget taalmodig person. 

Jeg er sikker på at han i det sekund baby kommer til verden vil være en god far...

Og han lægger ikke hånd på mig men kan virke meget truende i hans måde at være på... Vi har pga. han temperament tidligere snakket om at hvis han nogensinde er sådan mens vores børn er der, går jeg min vej med børnene og det er han helt indforstået med...

Anonym skriver:

Ja det har du ret i, jeg ved godt at jeg ikke er den første der har været i denne situation...

Men je havde bare aldrig forestillet mig at ens mand ikke blev lykkelig??? slet ikke når det var planlagt!!!!  jeg kan mærke at jeg er ved at være pænt sur og skuffet over hans måde at reagere, synes det er usselt!

Kender følelsen - desværre fik min mand en efterfødselsreaktion, og tog helt afstand fra vores baby... I dag, hvor Noah er knap 10 uger, kan min mand godt sludre lidt med ham, holde ham lidt når han er glad osv, så der er sket meget.

Dog er jeg stadig "alene-mor" i praksis. Kan ikke efterlade baby hos farmand, heller ikke bare et par timer. Og det var FANDME heller ikke vores deal! Vi havde talt meget frem og tilbage mht om vi skulle få børn, jeg holdt igen og han pressede på. Og nu står jeg med "lorten" (og alt det dejlige heldigvis også)...

Han kan ikke gøre for at han har det som han har det, han er helt elendig over at have det sådan, for han ønsker virkelig at være en god far. Jeg prøver at være pædagogisk, ikke presse ham osv. Men engang imellem bliver jeg sgu også sur, vred og SKUFFET. Såer det svært at være pædagogisk, men vælger at pakke mig og lillemanden og tage til e veninde og rase ud... Det nytter intet at presse ham, han føler nok pres i forvejen...

Anyway, der er fremskridt her - det måtte gerne gå hurtigere, men så længe det går fremad...

Mange mænd har brug for lige at "sluge kamelen" når det er virkelighed at de skal være far... Giv ham plads og tid, og tal om det.

Til gengæld bekymrer det mig for både dig og jeres barn at du skriver at han har psykopatiske træk og bruger steroider... Det lyder ikke sundt.

Holbæktrunten skriver:

Kender følelsen - desværre fik min mand en efterfødselsreaktion, og tog helt afstand fra vores baby... I dag, hvor Noah er knap 10 uger, kan min mand godt sludre lidt med ham, holde ham lidt når han er glad osv, så der er sket meget.

Dog er jeg stadig "alene-mor" i praksis. Kan ikke efterlade baby hos farmand, heller ikke bare et par timer. Og det var FANDME heller ikke vores deal! Vi havde talt meget frem og tilbage mht om vi skulle få børn, jeg holdt igen og han pressede på. Og nu står jeg med "lorten" (og alt det dejlige heldigvis også)...

Han kan ikke gøre for at han har det som han har det, han er helt elendig over at have det sådan, for han ønsker virkelig at være en god far. Jeg prøver at være pædagogisk, ikke presse ham osv. Men engang imellem bliver jeg sgu også sur, vred og SKUFFET. Såer det svært at være pædagogisk, men vælger at pakke mig og lillemanden og tage til e veninde og rase ud... Det nytter intet at presse ham, han føler nok pres i forvejen...

Anyway, der er fremskridt her - det måtte gerne gå hurtigere, men så længe det går fremad...

Mange mænd har brug for lige at "sluge kamelen" når det er virkelighed at de skal være far... Giv ham plads og tid, og tal om det.

Til gengæld bekymrer det mig for både dig og jeres barn at du skriver at han har psykopatiske træk og bruger steroider... Det lyder ikke sundt.

Først  til dig, det lyder som en rigtig hård og dum situation...

Jeg tror ikke at selve problemet vil være der når baby er her da jeg kan mærke på ham at han virkelig glæder sig... jeg tror mere det er nu hvor det hele virker så uvirkeligt og den næsten ikke er til at tro på især fordi jeg ingen kvalme har.... Måske tror han lidt at det ikke er sandt? selvom han har set scanningen??

Ja det er rigtig synd for ham, men han arbejder på det og vil skulle arbejde med det hele livet.. så længe han selv kan se at han behøver hjælp..

Anonym skriver:

Et eller andet sted er det jo hans ret... det er lige så meget hans baby som det er min den eneste forskel er bare at det er min krop derfor har jeg sidste ord..

Men hvis jeg går mister jeg alt... jeg har intet, ingen hjem, møbler, opsparing noget.......

Ja .. Men jeg ville aldrig gøre det , og mon ikke han får øjnene op for det når du har født.. (hvis du vælger den vej)

Du kan jo heller ikke bare blive hos ham fordi du ingenting har hvis du flyttede 

morethanperfect skriver:

Ja .. Men jeg ville aldrig gøre det , og mon ikke han får øjnene op for det når du har født.. (hvis du vælger den vej)

Du kan jo heller ikke bare blive hos ham fordi du ingenting har hvis du flyttede 

Nej jeg elsker jo manden derfor ville jeg blive....

men hvis jeg gik ville jeg ikke have noget af værdi...

Jo jeg håber det virkelig, vi skal til 2 scanning her snart og håber at hjerteblinket ændre hans mening

Anonym skriver:

Nej jeg elsker jo manden derfor ville jeg blive....

men hvis jeg gik ville jeg ikke have noget af værdi...

 

Jo jeg håber det virkelig, vi skal til 2 scanning her snart og håber at hjerteblinket ændre hans mening

Håber også han ændrer mening .. 

Men hvis ikke kan gjorde ville jeg vælge mit barn frem for ham 

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 5 år og det meste af tiden er vi lykkelige og tingene er gode meen han har et temperament uden lige og det hjælper ikke at han en gang om året bruger steorider

Vi har i lang tid snakket om at få børn og han vil vildt gerne være far, han har købt så meget børnetøj allerede  Så da jeg har været af mine p piller i en 8 måneder sker lykken!!! og det er fantastisk og jeg glæder mig til at fortælle ham det, han virker ligeglad og chocket..

Nu begynder han så efter scanninger og uger med viden om den lille, at snakke abort da han ikke er sikker på at vores forhold er godt nok.. han elsker mig og vil kun have børn med mig men synes vi har nogle små problemer som vi ikke kan rette op på... men det er ikke hver dag han mener det??

Han går meget op i at jeg skal gøre det rigtige med mad, vitaminer osv. men han spørger aldrig til barnet og det virker som om han mener jeg er pylret???!

Fra det sekund jeg så de 2 steger elskede jeg det barn højere end noget andet og jeg vil hellere være alenemor end at få en abort..  Men jeg elsker jo også ham og troede jeg skulle være sammen med ham resten af vores liv? Men jeg er bange for hvis han blir sur på mig over noget og jeg bliver så ked af det at jeg får en SA? burde jeg forlade ham til jeg er over de 12 uger og i sikkerhed?? Bør jeg ikke sætte mit barn før alt andet i denne situation? 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og der er ikke noget der ved at jeg er gravid så jeg kan ikke snakke med dem om det!!

Er jeg den eneste der hæftede mig ved temperament og brugen af steroider en gang om året???

Uanset om I vælger det barn eller ej, hvordan havde han så forestillet sig at han kunne håndtere et grændende spædbarn på steorider, når han i forvejen har et temperament?

Hvordan har du tænkt dig at håndtere den situation - der jo meget nemt kan komme fuldstændigt ud af kontrol?

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 5 år og det meste af tiden er vi lykkelige og tingene er gode meen han har et temperament uden lige og det hjælper ikke at han en gang om året bruger steorider

Vi har i lang tid snakket om at få børn og han vil vildt gerne være far, han har købt så meget børnetøj allerede  Så da jeg har været af mine p piller i en 8 måneder sker lykken!!! og det er fantastisk og jeg glæder mig til at fortælle ham det, han virker ligeglad og chocket..

Nu begynder han så efter scanninger og uger med viden om den lille, at snakke abort da han ikke er sikker på at vores forhold er godt nok.. han elsker mig og vil kun have børn med mig men synes vi har nogle små problemer som vi ikke kan rette op på... men det er ikke hver dag han mener det??

Han går meget op i at jeg skal gøre det rigtige med mad, vitaminer osv. men han spørger aldrig til barnet og det virker som om han mener jeg er pylret???!

Fra det sekund jeg så de 2 steger elskede jeg det barn højere end noget andet og jeg vil hellere være alenemor end at få en abort..  Men jeg elsker jo også ham og troede jeg skulle være sammen med ham resten af vores liv? Men jeg er bange for hvis han blir sur på mig over noget og jeg bliver så ked af det at jeg får en SA? burde jeg forlade ham til jeg er over de 12 uger og i sikkerhed?? Bør jeg ikke sætte mit barn før alt andet i denne situation? 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og der er ikke noget der ved at jeg er gravid så jeg kan ikke snakke med dem om det!!

Kors, jeg synes, at du er overreagerende (eller hormon-ramt, du vælger selv).

Han har tydeligt vist, at han vil have barn og går op i den lilles bedste.

Manden panikker, han er blevet bange for, at han ikke kan gøre det godt nok - det er helt normalt, og han er da pissebange for at sætte et barn i verden, som skal ende som skilsmissebarn - han reagerer på sine følelser, og det er rigtigt flot.

Der er slet ingen tvivl om, at han skal stoppe steroiderne, men det skal han nu alligevel, hvis du skal spise sundt og passe på dig selv og den lille, så skal han også.

Du får ikke en SA af at være ked af jeres forhold, så havde du fået den alligevel - derimod kan I vise jer som voksne og tage det ansvar at få jeres forhold til at fungere bedre og så stoppe med alt det fnidder, der er en lille ny, der sætter jeres dagsorden fra fødslen af, så I kan lige så godt omstille jer til at være samarbejdsvillige nu.

Jonatansmor skriver:

Er jeg den eneste der hæftede mig ved temperament og brugen af steroider en gang om året???

Uanset om I vælger det barn eller ej, hvordan havde han så forestillet sig at han kunne håndtere et grændende spædbarn på steorider, når han i forvejen har et temperament?

Hvordan har du tænkt dig at håndtere den situation - der jo meget nemt kan komme fuldstændigt ud af kontrol?

Han bliver nød til det hvis han viæ fortsætte som bodybuilder da man ellers ikke kan vinde..

Jeg har sagt at han aldrig får lov at vise den side af sig selv foran vores børn og at jeg er gået i det sekund det sker..

Han er det meste af tiden lige som alle andre stille og rolig og han blir jo ikke sur uden grund... jeg forstår bare ikke aldrig grunden..

Men jo jeg vil vælge mit barn frem for manden jeg elsker.