M (: skriver:
Synes aktiv dødshjælp må betegnes som et etisk dilemma, og jeg ved ikke rigtig om jeg er for eller imod.
Selvfølgelig synes jeg ikke man skal trække døden i langdrag, og går bestemt ikke ind for, at døende skal lide.
Men på den anden side, hvem skal have det erhverv det er at godkende hvem der skal leve eller dø? Hvem er "uddannet" Gud? Og hvem skal føre sprøjten, hvis det er en patient som ikke selv kan?
Skal patienten være ved sit fulde fem for at blive godkendt, eller skal familien kunne sige fra? Begge dele er problematisk da man kunne forestille situationer, hvor patienten pga. demens, koma, parkinsons, skelrose eller lignende ikke er i stand til at sige til eller fra og selv hvis de kunne, kan de hårdest ramte skelrose patienter ikke selv føre nålen.
Man kunne også forestille sig situationer, hvor ældre ville frabede sig livet, da "de ikke vil være til last" for deres familier...
Hvis det omvendt var muligt at familien kunne sige sige til, er det så utænkeligt at det kan blive misbrugt? Og hvordan kan familien vide, om det er til patientens bedste?
Jeg synes, det er en meget svær debat, men jeg synes også det er vigtigt, at den bliver taget!
