16 mdr. opdragelse? kom og vær med. DEBAT

Siger nej hvis der er noget han ikke må og hvis han ikke høre efter anden gang jeg har sagt det fjerner jeg min dreng der fra.

siger ad hvis der er noget han ikke må tage som er ulækkert

siger av til ting der er varme og kan gøre ondt.

og hvis han spilder siger jeg han grisser, så hvis han spilder siger han gris gris og går ud og henter en glud så sødt noget han selv har fundet ud af

hvis min dreng napper mig så siger jeg av og fjerner ham fra mig

Anonym skriver:

Hej Allesammen!

Syns vi skal ha et lille emne om opdragelse af de helt små, da jeg håber der sidder nogen der ligesom mig er meget i tvivl omkring hvad der er ok og hvad der ik er.

Jeg har valgt at være anonym af personlige årsager, det er muligt at svare anonymt i debatten.

Ingen skal stemples i debatten her, det er blot en snak om hvorvidt vi gør tingene og opfatter tingene forskelligt.

Jeg kan starte ud med at sige at min mand og jeg, fx. har et meget forskelligt syn på tingene hvad angår børneopdragelse, eller dvs. vi er egentlig langt hen af vejen enige, men han er nok lidt mere hård end mig. På den anden side, er jeg også meget uenig med min mor som jeg tit taler med omkring dette, der er jeg for hård ifølge hendes mening.

Så tøser hvad mener i ? Hvor meget kan man opdrage på et barn der er lidt over 1 år til halvandet? (tager lige udgangspunkt i dette da min egen er 16 mdr.)

Er godt klar over man ikke kan opdrage meget på en 1 årig, men min er altså begyndt at blive ret så skarp syns jeg, og man skal jo påbegynde opdragelsen før eller siden, og helst inden det er for sent ?

Hvor meget skal gråd tages alvorligt? Kan et barn få for meget opmærkesomhed? Hvad er jeres meninger? Skal et barn på 15-16-17 mdr. kunne lege selv? Hvad kan konsekvenserne være for sådan en lille en der ikke hører efter? Hvad gør man hvis afledning ikke virker? Forstår de overhovedet sammenhængen mellem handling og konsekvens?

Sorry hvis afstemningen er lidt skør. Men håber i gider være med på denne.

Her var der mange spørgsmål.

Generelt opdrager man jo egentlig hele tiden med de ting man siger og gør, og barnet lærer jo nye ting - inklusiv hvordan man skal opføre sig - hele tiden.

Det vi har forsøgt os med, når de er så små, det går mest på at lære dem at holde sig fra enkelte ting som brændeovnen, komfuret, toilettet (ikke plaske i vandet der...). Opførselsmæssig drejede det sig om ikke at slå/sparke andre/tage legetøjet fra andre.  Og ved madbordet var det et forsøg på at forhindre at h*n kastede med mad, slap mad ned på gulvet, tog andres mad.

Vi forsøgte jo at fokusere på den positive opførsel, nye ting, de lærte sig osv.

Af reaktioner på "ulovlig" opførsel var det stort set "nej, nej" og flytte ungen væk, som var metoden. Afledning fungerede fint med den første, mindre godt med den næste. Enkelte ting, som f eks drejning af komfurknapperne, blev mødt med et skarpere "nej!Farlig!" . Ikke fordi vores komfur ikke er sikker, men er den i brug eller er vi hos andre som ikke har sikret komfuret, så skal det være en selvfølge for barnet, at sådan gør man ikke. Ved madbordet tog vi tallerknen væk et stykke tid, hvis ungen blev hissig eller bare sad og svinede.

Ellers var det i den periode barnet begyndte at bære sin tallerken ud på køkkenet efter måltider, vi øvede på at sige taktak og tak for maden osv.

Indøvning af en del sociale rutiner sker jo også i denne periode. Som at sige hej og vinke farvel, sige godnat og godmorgen mm.

Og praktiske rutiner som at tage skoene på/af i entreen, selv hente jakken, selv tørre mund og hænder osv.

Der sker jo så utrolig meget på den alder.

Jeg har en på 16 mdr. og kender udmærket til de tanker du har - jeg har selv haft en snak med min SP fordi jeg simpelthen var så meget i tvivl om hvornår jeg skulle begynde at "konfrontere" hans adfærd i stedet for at aflede som eneste metode.

Jeg forsøger (med vægt på forsøger!) at bruge ordet "stop" og vise det med babytegn samtidigt (holde flad hånd op foran sig) i stedet for "nej". Jeg synes at "stop" refererer til den handling han har gang i mens "nej" kan lyde lidt som "nej - du er forkert". Det er måske bare mig der er lidt nej-forskrækket, men det synes jeg altså  

Jeg har opdaget at han reagerer forskelligt på forskellige formuleringer. F.eks. må han ikke tage glas og andre ting med fra bordet og den regel udfordrer han dagligt. Hvis jeg så siger "stop skat, den skal blive på bordet" kan han finde på at klamre sig til den, hvine og blive ked af det (ca. 15-30 sekunder - så er han videre), men hvis jeg derimod siger "stop skat, den er mors" om hvad som helst, så er det som om han accepterer det lige med det samme uden brok (de fleste gange ihvertfald).  Den der med "den er mors" virker ihvertfald 20 gange bedre end alt muligt andet - hvorfor aner jeg ikke... 

Men ellers så laver jeg den klassiske med at rende rundt efter ham og sige "ikke den der, skat", "hov, den må du ikke... åh...! Nå... Det tørrer jeg lige op så..." og "se her skat - den her er da meeeeget sjovere end en tom pizzabakke fyldt med krummesnask, ikke?"  Jeg kan faktisk slet ikke se hvordan jeg skulle få ham til at overholde en time-out som nogen forslår, og jeg ved heller ikke om jeg har lyst til at prøve før han er noget ældre. 

Vi har de samme tendenser som jer, med omklamring ved madlavningen, tømning af køkkenskabene osv. og mit bedste bud er at sætte børnesikring på skabene, og ellers have barnet i slynge/bæresele mens man laver mad. Og når alt andet fejler så er TV'et din bedste ven 

Alle opdrager på deres børn, der er bare forskel på hvordan de gør det...

Selv når ens barn er 1år opdrager man dem.... også selvom man ikke mener de kan forstå det.

Jeg er på nogle punkter meget mere hård end min mand. Vi har for nylig haft diskutionen om man må hoppe i sofaen, hvor jeg konsekvent har bedt min datter om at sætte sig på numsen så hun ikke falder ned, når hun gik igang med det. Men sidste uge var vi så til et foredrag om motorik, og fik afvide hvor vigtigt det faktisk er for små børn at få lov at hoppe... (foredragsholderen foreslog så også at hvis man ikke lige ville have hoppende børn i sofaen, så var det mindste man kunne gøre at smide en maddres på gulvet til at hoppe på) Men vores datter har nu fået lov at hoppe i sofaen hjemme hos os selv.... Hun må ikke når vi er andre steder.

Jeg fortæller aldrig min datter at noget er ad eller ulækkert. Hun plejer dog at få afvide at hun ikke skal spise grønne hinbær (tidligere på sommeren var det jordbær) Men det er jo ikke nemt når man selv kan gå hen i bedet og plukke, og gerne må spise dem man har lyst til.

Så i bund og grund tror jeg på at der er mange måder man kan opdrage sine børn på, plejer selv at give min datter en forklaring.

Nogle mener at deres børn alligevel ikke forstår en forklaring, så er det nemmere bare at sige "nej det må du ikke". Andre igen har en fri opdragelse uden de store regler, og børnene må alt.... så er der måske ikke så store konflikter når de er små, men de kommer når de bliver teenagere....

Hold da op det er jo en videnskab det med sprog og opdragelse efterhånden!

Herhjemme er vi total afslappede omkring vores søn og måden vi taler til ham på, og hvad han må/ikke må. Vi siger også ad hvis der er noget der er ad, kan ikke lige se hvad det skulle gøre... Og nej hvis der er noget han ikke må. Vores søn hører efter og gør de ting vi beder om. Han har "endnu ikke" skabt sig hysterisk hvis vi siger nej. Han hjælper til med det huslige herhjemme, fordi det synes han er sjovt. Han siger tak og be'om selvom vi ikke tvinger ham, men det hører han mor og far sige. Han holder altid i hånden hvis vi siger han skal.

Hos os kalder vi en spade for en spade og en lort for en lort, og jeg er sikker på at vores søn nok skal vokse op og blive et fornuftigt menneske med de rette værdier og det rette sprog

Og herhjemme bruger vi IKKE timeout!

mrs X skriver:

Nej det gør jeg ikke. Så siger jeg som regel . "ej man spiser ikke skovsnegle - de smager ikke godt/de er ikke mad".

Nej jeg kunne aldrig finde på at give mit barn en skamme-sig følelse i opdragelsen. Det er det alt for ødelæggende for opbyggelsen af selvværdet... Og nej mit barn har aldrig været i nærheden at spise ulækre ting eller stikke ting op i næsen eller lign. Man behøver ikke skamme den viden ind i sit barn.

Hold da op jeg har ødelagt mit barns selvværd så  Der er godt nok mange ting der er "ad" herhjemme.

Håber han klarer sig gennem livet trods mit upædagogiske ordvalg

I.E.K. skriver:

Hold da op jeg har ødelagt mit barns selvværd så  Der er godt nok mange ting der er "ad" herhjemme.

Håber han klarer sig gennem livet trods mit upædagogiske ordvalg

Du kan nå at rette op på det endnu, men du skal nok gøre det nu

Jeg ved ikke hvor gammelt dit barn er men det skal ikke være særlig gammelt før det "tager ting til sig".

mrs X skriver:

Du kan nå at rette op på det endnu, men du skal nok gøre det nu

Jeg ved ikke hvor gammelt dit barn er men det skal ikke være særlig gammelt før det "tager ting til sig".

Nu er det ikke faldet mig ind at bruge ordet ad, men jeg må lige kommentere alligevel:

Der er vel forskel på, bare at sige ad og så evn at sige noget i stil med "ad, den snegl er ækel"? Børn er langt fra uintelligente, og vil de virkelig efter en sådan sætning stadig tro, at deres mor synes de er ækle?

Og så: Vi bruger jo mængder af ord i sproget hele tiden mere eller mindre bevidst. Jeg tror ikke, at vi hverken kan eller skal udraddere de ord, som til en hver tid er i stand til at formidle en negativ betydning. Hvis man siger ad en gang i mellem tæller det så mere eller mindre end, at man hver dag styrker sit barns selvværd med andre ord og giver udtryk for sin kærlighed med ord og gerning? Med mindre det bliver brugt i ekstremt omfang, så tror jeg ikke, at et enkelt ord isoleret set kan ødelægge barnets selvværd og fremtid. Det må være helheden man må vurderer - og så i tillæg er vi bare mennesker alle sammen. Personlig tror jeg, at det naturlige, kærlige og ærlige samspil mellem børn og forældrer er viktigere end at man for alt i verden ikke skal bruge et bestemt ord.  Men det er jo min mening.

SussieThyssen skriver:

Selvfølgelig kan man da opdrage på en et årig..man kan opdrage på dem fra de bliver født, men der er naturligvis forskel på måden, så den tilpasser man hen ad vejen.
Man opdrager jo på dem mht rutiner og sovetider m.m.
Det er også et led i opdragelsen. 
Og så hænger det også sammen med udviklingsniveau, som er meget forskellig fra barn til barn.

Mine har tidligt lært at man ikke må pille ved ting, som står fremme, at man spiser pænt, og når sproget begyndte at komme til, hvad det har gjort tidligt hos mine, jamen så har de lært at tale ordentligt og hvad man IKKE siger.
Mange små ting hen ad vejen.
Timeout er blevet brugt, så snart jeg vurderede at nu var tiden inde til det, og det dukkede gerne op samtidigt  med at de begyndte at gå osv.
For mig har det altid været af stor betydning, at de var en fornøjelse at have dem med nogen steder han, sådan at folk kunne sige om mine børn: Hvor var det dejligt at have besøg, kom endelig igen!
Og de umulige perioder har de bare ikke kommet med, men er blevet passet hjemme af en babysitter.

Som jeg ser på børneopdragelse, så er der forskel på børn og voksne. Børn skal ikke med til alt.
De skal ikke altid indvies i voksenverdenen. Det er de voksne, der bestemmer hvor skabet skal stå. Så sikrer man dem faste rammer, og noget at holde sig til, og det har de lært tidligt.
Man skal ikke diskutere alt. De skal også lære, at nej er nej, og så er den diskussion ude.
En etårig forstår glimrende ordet NEJ, så selvfølgelig kan man opdrage på dem også der.

Kærligst
Sussie

Totalt enig med dig

mrs X skriver:

Nej det gør jeg ikke. Så siger jeg som regel . "ej man spiser ikke skovsnegle - de smager ikke godt/de er ikke mad".

Nej jeg kunne aldrig finde på at give mit barn en skamme-sig følelse i opdragelsen. Det er det alt for ødelæggende for opbyggelsen af selvværdet... Og nej mit barn har aldrig været i nærheden at spise ulækre ting eller stikke ting op i næsen eller lign. Man behøver ikke skamme den viden ind i sit barn.

Det er rimelig svært at få en på 1 år til at forstå sætningen ' herhjemme spiser vi ikke snegle, fordi det er ikke mad'.
Rent pædagogisk tror jeg Ad er et meget bedre ord, og resten af livet, fx børnehaven alderen, ville der mange gange blive sagt ad!!!