Når kæresten ikke kan med ens børn

Anonym skriver:

 

Ja jeg bliver nødt til at dele dette med jer... Ved ikke hvad jeg skal gøre mere...

Jeg har været sammen med min kæreste i 6 mdr. Han har ingen børn selv og er ikke selv vandt til børn.

I dag har han bedt om en pause da han har det SÅ svært med mine børn... Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... vi har dagen igennem snakket om det... vi har grint og vi har grædt...

Vi er begge SÅ kede af det... vi elsker virkelig hinanden... Men hvad fanden hjælper det når han ikke kan med mine børn... og det lyder bare SÅ negativt at sige det... Han er rigtig sød ved dem, men han har det svært med at de råber når de leger f.eks. og det gør børn jo bare, han har det svært med de ikke lytter når han siger noget og at de prøver hans grænser af.

På arbejdet har han en højere stilling og er vandt til at folk jo gør hvad han beder dem om...

Er SÅ bange for at dette forhold skal gå i stykker fordi han ikke kan med mine drenge.. hvad hulen skal vi gøre for at det bliver bedere/nemmere for ham at acceptere dem og skabe et forhold til dem?

Han er ked af han ikke har lyst til at lave noget med os f.eks. zoo, svømmehallen eller andre ture. Han ønsker virkelig det skal fungere men han har bare set sig irriteret på dem...

Ej er totalt grædefærdig ved slet ikke hvad jeg skal gøre.. troede virkelig bare at hvis man elskede en elskede man også børnene... Og jeg elsker jo også ham...

Måske fylder de også rigtig meget, du kan måske bare ikke selv se det, fordi du er deres mor og derfor ser igennem mange ting, fordi de er dine børn.

Det gør kæresten nok ikke han har jo ikke været der fra start. Så måske fylder det bare helt vildt.

Der findes jo aldrig en pæn måde at sige til forældre på, at deres børn "fylder", larmer, ikke hører efter, hvad ved jeg.

Så måske du skulle, uden at dine drenge skal gemmes helt væk, ikke misforstå, men måske se på hvad og hvordan i kan løse problemet, hvis han altså gidder?

Sådan et par raske drenge kan jo hurtigt blive en stor mundfuld for, en især mand, der kommer ind i familien og ikke er fat. Han kan ikke rigtig opdrage og måske ved han heller ikke hvor langt ham kan gå, hvor meget han kan tillade sig at sige til dem osv.

Dette var mere bare et svar til, at det kunne være et andet syn på sagen. End at du bare skulle glemme ham, eller komme videre. Men så lidt ud over. Men det er møghamrende svært, fordi ens følelser for ungerne overskygger mange andre ting

Håber i finder ud af det og at han har mod på at træde til igen.

*Camilla 32+4

B&J skriver:

Nu ved jeg ikke hvor gamle dine børn er men hvis børn ikke får sin vilje eller sådan en dur og jamen det har næsten alle prøvet og det er møg træls men sådan er det, mon ikke også han har været sådan og når man har børn er livet ikke rent og fint det er beskidt sjovt og skrig og grin

 

Jamen det ved alle os der har børn jo godt..!

Og har prøvet at forklare ham at alle jo har prøvet det og der ikke er nogen der tænker negativt om ham... for alle børn kan jo opfører sig sådan når man er ude!

merethe skriver:

Jeg syntes at han lyder som en underlig fisk. Jeg tror du skal være glad for at han vil smutte. Ja børn larmer og prøver grænser af. Det gør børn, hvis han ikke kan se forbi det og se det dejlige i dine børn, så skal du da ikke være sammen med ham. Hvad med dine børn, kan de overhovedet lide ham, for han lyder som om en der bare er på nakken af børn hvis de larmer. Jeg syntes du skal hjælpe ham med at pakke og fortælle ham, at du elsker ham og at din dør er åben for ham igen, hvis han vil have hele pakken(dine børn og dig) ellers så skal han holde sig væk.

 

Jamen han er jo ikke vandt til det...! Han har aldrig haft med børn at gøre før... og alt ville bare være perfekt hvis den ene ting blev løst... ellers har vi det fantastisk sammen jo...

Og ja mine børn synes han er herlig..! Men han er jo bare vandt til at gøre hvad han vil når han vil.. han er ikke vandt til at det hedder efter børnenes sengetid..!

Vil jo bare gerne vide hvad jeg kan gøre for at han vil give dem en chance og se at det rent faktisk er nogle fantastiske børn jeg har...

Anonym skriver:

Synes det er rigtig svært. For jeg må være helt ærlig. For ca 10 år siden havde jeg en kæreste som havde et barn. Og jeg ønskede altid at det bare havde været mig og ham. Jeg var ikke meget for at "lege" familie, selv om drengen var rigtig sød og rar. Jeg kunne sagtens havde været sammen med den mand (og hans barn, som han kun havde hver anden weekend) men det blev ikke os af andre årsager. Men alt det som sikkert irretere din kæreste, irreterede også mig. Nu er jeg jo så selv blevet mor og det er helt anderledes. Det ER bare noget andet når det er ens eget barn. Jeg kan faktisk godt forstå at det kan være svært at bo sammen med nogle børn som ikke er ens egne fuld tid (som det jo ofte er når det er moderen der har børnene) Jeg ved godt det sikkert ikke er særlig velset at sige, men sådan havde jeg det altså også selv.

Jeg tror ikke så meget det vil ændre sig for din kæreste, og jeg tror måske ikke der er så meget fremtid i det, for jeg tror drengene vil fange det på et tidspunkt.

merethe skriver:

Jeg syntes at han lyder som en underlig fisk. Jeg tror du skal være glad for at han vil smutte. Ja børn larmer og prøver grænser af. Det gør børn, hvis han ikke kan se forbi det og se det dejlige i dine børn, så skal du da ikke være sammen med ham. Hvad med dine børn, kan de overhovedet lide ham, for han lyder som om en der bare er på nakken af børn hvis de larmer. Jeg syntes du skal hjælpe ham med at pakke og fortælle ham, at du elsker ham og at din dør er åben for ham igen, hvis han vil have hele pakken(dine børn og dig) ellers så skal han holde sig væk.

Ret enig !

kiwilouise skriver:

det lyder da til at han slet ikke er klar til børn lige nu. hvor gammel er han?

hvis jeg skal være ærlig så tror jeg bare ikke at det er manden du skal være sammen med. hvis han ikke engang kan tage dem med i zoo fordi han er bange for hvordan andre ser ham så bliver han da aldrig klar til børn

 

Han er 27...

Og han kan bare ikke ldie tanken om at folk ser negativt på ham pga mine børn skaber sig... Når han ikke har været med til opdragelsen af dem indtil nu... så føler han at han får røvfuld for hvad mine børn gør.

Mi skriver:

Jamen det gør fandens ondt

Men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det. Børnene skal jo prioriteres, og de skal jo ikke have en mand i deres liv, som faktisk ikke kan lide at være sammen med dem. Selvom han holder af dem og gerne vil kunne lide at være i en børnefamilie, så er det jo ikke nok. Han skal jo kunne fungere sammen med børnene, eller er der jo ingen anden udvej, end at han ikke er sammen med dem, og dermed heller ikke med dig.

 

De bliver prioteret og er ikke klar over det... bare lige for at sætte det på plads...!

Og jeg vil jo bare gerne se om det kan løses inden vi går fra hinanden giver det mening? Vil jo gerne give en en chance som alle andre par gør med deres problemer er det så forkert?

Skriver jo dette indlæg for at få nogle fif til hvad jeg kan gøre for at hjælpe deres "forhold" på vej..!

chael skriver:

Måske fylder de også rigtig meget, du kan måske bare ikke selv se det, fordi du er deres mor og derfor ser igennem mange ting, fordi de er dine børn.

Det gør kæresten nok ikke han har jo ikke været der fra start. Så måske fylder det bare helt vildt.

Der findes jo aldrig en pæn måde at sige til forældre på, at deres børn "fylder", larmer, ikke hører efter, hvad ved jeg.

Så måske du skulle, uden at dine drenge skal gemmes helt væk, ikke misforstå, men måske se på hvad og hvordan i kan løse problemet, hvis han altså gidder?

Sådan et par raske drenge kan jo hurtigt blive en stor mundfuld for, en især mand, der kommer ind i familien og ikke er fat. Han kan ikke rigtig opdrage og måske ved han heller ikke hvor langt ham kan gå, hvor meget han kan tillade sig at sige til dem osv.

Dette var mere bare et svar til, at det kunne være et andet syn på sagen. End at du bare skulle glemme ham, eller komme videre. Men så lidt ud over. Men det er møghamrende svært, fordi ens følelser for ungerne overskygger mange andre ting

Håber i finder ud af det og at han har mod på at træde til igen.

*Camilla 32+4

 

Synes nu bestemt ikke mine børn er værre end andre.. Det er så den ene side... Den anden er så at jeg ved præcis hvordan han har det...

Han har det skide svært med at de ikke er opdraget som HAN ville have gjort det... og han har svært ved hvor langt han må gå men har sagt at jeg nok skal sige til hvis han overskrider mine grænser..!

Problemet er bare at han ikke ved hvordan han skal komme videre..

tinasmor skriver:

Synes det er rigtig svært. For jeg må være helt ærlig. For ca 10 år siden havde jeg en kæreste som havde et barn. Og jeg ønskede altid at det bare havde været mig og ham. Jeg var ikke meget for at "lege" familie, selv om drengen var rigtig sød og rar. Jeg kunne sagtens havde været sammen med den mand (og hans barn, som han kun havde hver anden weekend) men det blev ikke os af andre årsager. Men alt det som sikkert irretere din kæreste, irreterede også mig. Nu er jeg jo så selv blevet mor og det er helt anderledes. Det ER bare noget andet når det er ens eget barn. Jeg kan faktisk godt forstå at det kan være svært at bo sammen med nogle børn som ikke er ens egne fuld tid (som det jo ofte er når det er moderen der har børnene) Jeg ved godt det sikkert ikke er særlig velset at sige, men sådan havde jeg det altså også selv.

Jeg tror ikke så meget det vil ændre sig for din kæreste, og jeg tror måske ikke der er så meget fremtid i det, for jeg tror drengene vil fange det på et tidspunkt.

Selvfølgelig vil de fange det før eller siden.. også derfor jeg jo gerne vil have styr på det inden...!

Men var der ikke noget din x kunne have gjort eller noget der kunne være gjort for at du ville kunne have blevet glad for den lille dreng? For at du ville nyde at bruge tid med ham?

Anonym skriver:

 

Synes nu bestemt ikke mine børn er værre end andre.. Det er så den ene side... Den anden er så at jeg ved præcis hvordan han har det...

Han har det skide svært med at de ikke er opdraget som HAN ville have gjort det... og han har svært ved hvor langt han må gå men har sagt at jeg nok skal sige til hvis han overskrider mine grænser..!

Problemet er bare at han ikke ved hvordan han skal komme videre..

Jeg er sikker på de ikke er anderledes. Det var blot en tanke.

At du måske syntes de var som alle andre, men ikke kan se det fordi det nu engang er dine skønne unger det var bare for at få en anden vinkel på sagen

Men, han skal da ligesom gøre op med sig selv om han vil have en enlig mor til 2 drenge eller starte sin egen familie op. Han kan jo heller ikke bare forvente de retter ind.

Det er derfor i behøver at tale om det. Det nytter jo ikke bare at han smutter. Det er også synd for dine drenge, når nu de har lært ham at kende osv.

Men håber i finder ud af det. Ellers må i være weekend kærester

*Camilla 32+4