Når kæresten ikke kan med ens børn

B&J skriver:

det er okay..

men ved ikke hvor meget du har´snakket med ham om det men prøv det igen tror du ikke der er noget vejledning på en eller anden måde man kan finde omkring når man er kæreste i en ny familie? så i kunne se om det kunne hjælpe? men ved desværre ikke hvor man skal søge måske har kommunen et bud på noget..

 

Jamen vi snakker sammen om det hele tiden... ikke skændes eller noget bare prøve at forstå..

Men ja måske.. må undersøge det..

Syntes det er ærgeligt at de fleste skriver at i skal gå hver sin vej.. For med den rette holdning så kan det lykkes.
Da jeg mødtes med min nuværende mand havde jeg to børn fra tidligere forhold. Han var også bange for hvad det var han gik ind til. Også mht. Opdragelse, ansvar mm. Det har været rigtig svært. Men jeg mener at din kæreste har en god holdning til tingene. Han vil jo gerne...
Tror måden i kommer videre på er at blive ved med at snakke om jeres forventninger til opdragelse og hvordan det er ok at tackle situationer som han er bange for...
Altså hvis han får lov til at trække sig tilbage hvis der sker noget i zoo.. Så er det hele måske ikke så farligt og efter et par ture uden det store ballade så skal han nok være hos jer igen. Tror han skal opleve det ikke er farligt og se at der ikke bliver kigget skævt til jer hvis et barn hyler eller ter sig..
Mht. Opdragelsen er det vigtigt at få afstemt forventningerne nu. Hvis små justeringer kan gøre at i begge føler jer godt til rette, men du ikke går på kompromis med dig selv.. Så skal det nok gå alt sammen. ;-)Følg dit hjerte og hans vilje til at ville...

Anonym skriver:

 

Jamen vi snakker sammen om det hele tiden... ikke skændes eller noget bare prøve at forstå..

Men ja måske.. må undersøge det..

Ja det syntes jeg helt klar i skal... men det med han har det med han ikke rigtigt kan lig hvad andre tænker om han altså når det er negativt kan det være noget han har oplevet, for så kunne være det skulle være en psykolo han kunne få nogle timer hos og få en god snak

Jeg kan sagtens forstå at din kæreste synes det er svært! For det ér skide svært at komme ind i en familie med børn når man ikke selv har nogle! Man skal virkelig sluge nogle kameler og man skal være kærester på en hel anden måde end i et forhold uden børn - og man bliver aldrig den aller aller vigtigste i kærestens liv. Det er en udfordring, både for parforholdet og især for den som ingen børn har. Jeg kan også sagtens genkende tanken om at "de var ikke blevet sådan hvis jeg bare havde opdraget dem" - men det kan man ikke bruge til noget hvis man vil forholdet.

Hvis han vil dig - så bliver han også nødt til at ville dine børn. Og man behøver hverken tage i Zoo eller svømmehallen for at få et godt forhold til dine børn. Bare det er at han er sød og nærværende, og viser dem at han gider bruge tid på dem kan gøre underværker for deres forhold. Men hvis han efter 6 mdr. ikke engang kan prøve at få et godt forhold til dem hjemme hvor ingen dømmer, så er det nok svært..... Der findes jo ingen løsninger på hvordan man kommer til at elske andres børn (og han behøver jo heller ikke elske dem) så jeg ved ikke helt hvad det er du efterlyser....

Jeg tror du bliver nødt til at tage en snak med ham om hvad det vil sige at gå ind i et forhold til en mor (og det har du sikkert allerede gjort) og forklare ham hvordan det der med børn fungerer....

Anonym skriver:

 

Ja jeg bliver nødt til at dele dette med jer... Ved ikke hvad jeg skal gøre mere...

Jeg har været sammen med min kæreste i 6 mdr. Han har ingen børn selv og er ikke selv vandt til børn.

I dag har han bedt om en pause da han har det SÅ svært med mine børn... Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... vi har dagen igennem snakket om det... vi har grint og vi har grædt...

Vi er begge SÅ kede af det... vi elsker virkelig hinanden... Men hvad fanden hjælper det når han ikke kan med mine børn... og det lyder bare SÅ negativt at sige det... Han er rigtig sød ved dem, men han har det svært med at de råber når de leger f.eks. og det gør børn jo bare, han har det svært med de ikke lytter når han siger noget og at de prøver hans grænser af.

På arbejdet har han en højere stilling og er vandt til at folk jo gør hvad han beder dem om...

Er SÅ bange for at dette forhold skal gå i stykker fordi han ikke kan med mine drenge.. hvad hulen skal vi gøre for at det bliver bedere/nemmere for ham at acceptere dem og skabe et forhold til dem?

Han er ked af han ikke har lyst til at lave noget med os f.eks. zoo, svømmehallen eller andre ture. Han ønsker virkelig det skal fungere men han har bare set sig irriteret på dem...

Ej er totalt grædefærdig ved slet ikke hvad jeg skal gøre.. troede virkelig bare at hvis man elskede en elskede man også børnene... Og jeg elsker jo også ham...

dine børn er jo ligesom alle andre børn Så derfor er det den voksne der er galt på den. Han er tydseligvis ikke klar til at "få" børn.

Tror desværre du skal indstille dig på at han ikke skal være en del af din fremtid.

MVH

Den kommende far

http://babydutten.blogspot.com/

Anonym skriver:

 

Ja jeg bliver nødt til at dele dette med jer... Ved ikke hvad jeg skal gøre mere...

Jeg har været sammen med min kæreste i 6 mdr. Han har ingen børn selv og er ikke selv vandt til børn.

I dag har han bedt om en pause da han har det SÅ svært med mine børn... Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... vi har dagen igennem snakket om det... vi har grint og vi har grædt...

Vi er begge SÅ kede af det... vi elsker virkelig hinanden... Men hvad fanden hjælper det når han ikke kan med mine børn... og det lyder bare SÅ negativt at sige det... Han er rigtig sød ved dem, men han har det svært med at de råber når de leger f.eks. og det gør børn jo bare, han har det svært med de ikke lytter når han siger noget og at de prøver hans grænser af.

På arbejdet har han en højere stilling og er vandt til at folk jo gør hvad han beder dem om...

Er SÅ bange for at dette forhold skal gå i stykker fordi han ikke kan med mine drenge.. hvad hulen skal vi gøre for at det bliver bedere/nemmere for ham at acceptere dem og skabe et forhold til dem?

Han er ked af han ikke har lyst til at lave noget med os f.eks. zoo, svømmehallen eller andre ture. Han ønsker virkelig det skal fungere men han har bare set sig irriteret på dem...

Ej er totalt grædefærdig ved slet ikke hvad jeg skal gøre.. troede virkelig bare at hvis man elskede en elskede man også børnene... Og jeg elsker jo også ham...

Jeg har ikke læst alle svar igennem, men jeg er altså uening i mange af de andre holdning om at han er en underlig fisk, mørkelig osv.

Kærlighed kræver arbejde - det vil det altid gøre! Uanset om i havde fælles børn, ingen børn, en hund kat ja, what so ever!

Jeg kan godt forstå det er skræmmende for en mand uden børn pludselig at skulle fungere i en hverdag med børn. I er sikkert ikke flyttet sammen og alt det der, men det er jo mere hverdag end hvis det var nogle børn man kun var sammen med et par gange om året! Selvfølgelig vil børnene prøve grænser af - også overfor ham! Men det tror jeg er et tegn på at de er trygge ved ham.

Mit forslag ville være at i måske fik noget hjælp til at tackle denne her situation. Hvis i VIRKELIG vil det forhold begge to, så tror jeg det ville være en god ide med nogle samtaler som kan hjælpe jeres fremtidige fælles liv i den rigtige retning

Held og lykke med det!

Mai

Anonym skriver:

Selvfølgelig vil de fange det før eller siden.. også derfor jeg jo gerne vil have styr på det inden...!

Men var der ikke noget din x kunne have gjort eller noget der kunne være gjort for at du ville kunne have blevet glad for den lille dreng? For at du ville nyde at bruge tid med ham?

Jeg synes han var sød nok, jeg tror bare det var fordi jeg ikke selv rigrtig var klar til børn og familieliv på det tidspunkt. Jeg ville sagtens kunne have været i et forhold med min ex hvor vi flyttede sammen, så det var ikke sådan at jeg ikke ville drengen, men synes bare det var "sjovere" de weekender hvor han ikke var der (var kun i starten af tyverne), så jeg synes det var mere min "stil" at gå ud og spise, rejse bare os to, se voksenfilm osv, end det var at gå på Mac, i Lalandia eller se børnefilm i biffen. Jeg tror det mere handlede om mig dengang end om drengen som jo var dejlig nok

Nu har jeg ikke lige læst alle svarerne igennem, men hvad om i sørger for at han får noget alenetid med børnene, evt. én ad gangen, og at det så er hjemme, hvor han ikke skal bekymre sig om andres mening 

altså jeg tænker at du fx. handler ind eller lign. med det ene barn.. mens han så er alene med den anden, så vil han måske nemmere kunne koncentrere sig om at lære dem bedre at kende, og at han så efter noget tid prøver at være alene med begge to, gå en lille tur med dem i skov, park, strand eller hvad i nu har i nærheden  inden i kaster jer ud i zoo ture og lign.

Jeg vil dog også tilføje at jeg mener at det skal ændre sig til det bedre inden for kort tid, så dine børn ikke bliver mærket af det, de kan hurtigt mærke hvis han er flov over dem, de er dog vigtigst 

men han lyder som om han er villig til at arbejde for sagen så rigtigt meget held og lykke med det

 

Lotte Ø.

Maise86 skriver:

Jeg har ikke læst alle svar igennem, men jeg er altså uening i mange af de andre holdning om at han er en underlig fisk, mørkelig osv.

Kærlighed kræver arbejde - det vil det altid gøre! Uanset om i havde fælles børn, ingen børn, en hund kat ja, what so ever!

Jeg kan godt forstå det er skræmmende for en mand uden børn pludselig at skulle fungere i en hverdag med børn. I er sikkert ikke flyttet sammen og alt det der, men det er jo mere hverdag end hvis det var nogle børn man kun var sammen med et par gange om året! Selvfølgelig vil børnene prøve grænser af - også overfor ham! Men det tror jeg er et tegn på at de er trygge ved ham.

Mit forslag ville være at i måske fik noget hjælp til at tackle denne her situation. Hvis i VIRKELIG vil det forhold begge to, så tror jeg det ville være en god ide med nogle samtaler som kan hjælpe jeres fremtidige fælles liv i den rigtige retning

Held og lykke med det!

Mai

Hej Mai

Tusinde gange tak for et svar der var fantastisk at stå op til..!

Ja jeg synes nu heller ikke han er mærkelig og kan udemærket forstå det er svært at have børn næsten 24/7 når man ALDRIG har haft noget børn eller noget før..!

Han har jo ikke engang passet et barn før... så kan udemærket forstå det er mærkeligt..!

Spørgsmålet var også bare hvordan vi kom videre herfra...! Så endnu engang tak for svar.

tinasmor skriver:

Jeg synes han var sød nok, jeg tror bare det var fordi jeg ikke selv rigrtig var klar til børn og familieliv på det tidspunkt. Jeg ville sagtens kunne have været i et forhold med min ex hvor vi flyttede sammen, så det var ikke sådan at jeg ikke ville drengen, men synes bare det var "sjovere" de weekender hvor han ikke var der (var kun i starten af tyverne), så jeg synes det var mere min "stil" at gå ud og spise, rejse bare os to, se voksenfilm osv, end det var at gå på Mac, i Lalandia eller se børnefilm i biffen. Jeg tror det mere handlede om mig dengang end om drengen som jo var dejlig nok

Jamen det lyder jo præcis som min kæreste.. han siger jo han udemærket er klar over at det ikke er børnene der er noget i vejen med... men ham... men han siger han nu gerne ville alle de ting men er "bange" for andres reaktion.. og al den opmærksomhed børn giver... Godt som ondt.