nogle med clairvoyante evner herinde...?

Fru Hansen skriver:

Værst er at jeg også fornemmer en helt masse gnidninger blandt mine kolleger og det frustrerer mig fordi det er svært at lægge fra sig. Jeg havde i nogle år forsøgt at helt lægge låg på hvad jeg fornemmede hos andre fordi jeg følte jeg tog for meget til mig. Men i stedet endte det med at jeg slet ikke kunne forstå eller læse folk og misforstod ret ofte. Så jeg prøver igen at finde en balance og indtil videre går det godt. Jeg er ved at lære at det ikke er alle fornemmelser jeg behøver at reagere på. Og at det ikke er alt der skal siges.

 

 

kan jeg nikke så meget genkendende til

moars skriver:

tak for dine gode uddybende svar....

skal du have personen i din fysiske nærhed for at kunne føle dem...?

synes det er så vildt at f.eks. nogle af de clairvoyante jeg har læst om kan lave sittings over mail f.eks.

og tak fordi du gider svare

Ikke altid.

Jeg kan til dels fange folk på lang afstand, fx via mail eller endnu bedre via msn.
Vi der har evnen til at nå folk på så lang en afstand arbejder lige så meget med "nu og her-rådgivning", og det er jo for så vidt meget lettere at lave, fordi det primært drejer sig om at læse det skrevne.
Har man medfødt psykologisk evne, kan man aflæse mange ting, gennem måden det pågældende menneske skriver, hvad det skriver og også skriver imellem linjerne. Det hjælper også meget at have et billede af vedkommende, så man kan se deres øjne og ansigt.

Men..jeg understreger altid, at hvis folk virkeligt vil have min hjælp i dybden, så er det bedst, de sidder over for mig, så vi kan se hinanden.
Hvis du kan følge mig.

Hvad er du bange for der kan ske ?

Ja kan godt forstå det er lidt svære at gøre det når du har børn, men hvad med at meditere om aften, når de små er faldet i søvn ?

hmm bange er måske et lidt stærkt ord...Jeg er af den klare overbevisning at der er nogle ting man ikke skal "pille ved"..nærmere kan jeg ikke forklare set synes jeg...det er bare sådan en fornemmelse.

jeg overvejer at tage til sådan en sitting hos en clairvoyant.....men er begyndt at ænke mere over hvorfor jeg lige overvejer det..hvad er det jeg gerne vil have ud af det .... og vil jeg i det héle taget have noget ud af det...og samtidig er jeg også skeptisk....især når sussie skriver som hun gør.(omkring clairvoyante)

Jeg har egentlig ikke brug for at få af vide, hvad der vil ske for mig osv. mere en slags guidning.

SussieThyssen skriver:

Ikke altid.

Jeg kan til dels fange folk på lang afstand, fx via mail eller endnu bedre via msn.
Vi der har evnen til at nå folk på så lang en afstand arbejder lige så meget med "nu og her-rådgivning", og det er jo for så vidt meget lettere at lave, fordi det primært drejer sig om at læse det skrevne.
Har man medfødt psykologisk evne, kan man aflæse mange ting, gennem måden det pågældende menneske skriver, hvad det skriver og også skriver imellem linjerne. Det hjælper også meget at have et billede af vedkommende, så man kan se deres øjne og ansigt.

Men..jeg understreger altid, at hvis folk virkeligt vil have min hjælp i dybden, så er det bedst, de sidder over for mig, så vi kan se hinanden.
Hvis du kan følge mig.

Jeg forstår dig rigtig godt....er det sådan at man evt. kan skrive pb til dig ??

Og koster det noget osv. ?

Tjaaa..hvordan føles det

Hvis man er mor, så kan mærke at ens barn er ulykkeligt...hvis det græder, også selvom man ikke er lige i nærheden.
Følelsen af at nogen har været i ens hus, følelsen af at "vide" nogen er ked af det i ens nærhed.

Sådan føles det.
Man "ved" bare hvad andre føler inden i.
Man danner billeder af hvad de oplever eller har oplevet...sorger, glæder, modgang og medgang. Mærker andre som de har været i kontakt med, og som positivt eller negativt, har påvirket deres liv.

Hvis man er empat, så føler man alt hvad andre føler...ganske enkelt.
Det er en gave, men kan også være et helvede, hvis man ikke lærer at kontrolere det...lærer at beskytte sig.

Jeg har været det hele mit liv. Jeg kan ikke huske, jeg ikke har følt kontakten til alt levende nogen sinde. Heldigvis havde og har jeg forældre, der selv havde ikke-sete evner som mig, så jeg er vokset op i et hjem, hvor det blev anset for at være helt normalt, og min far hjalp mig med at arbejde med mine evner.
Senere i livet, dukkede de rette lærere og hjælpere op på de rigtige tidspunkter og giv mig flere redskaber til at arbejde videre med mine evner, så jeg altid har kunnet bruge dem til gavn for andre.

Det er dejligt at høre lidt mere. Jeg har også haft nogle fornemmelser som jeg skriver om andetsteds i denne debat men jeg har aldrig vidst at det havde et navn.

Hvad gør du i dagligdagen for ikke at tage alt til dig? har du haft svært ved at finde balancen? Det kæmper jeg selv lidt med.

Frøken J. skriver:

Jeg har tit tænkt på, om jeg er på samme måde. For jeg har det som du beskriver det. Hvordan afgør man, om man er empat på den måde? Jeg har nemlig altid synes det var et problem, især fordi det gør, at jeg døjer rigtig meget med skyldfølelse. - Over ting, som ikke har noget med mig at gøre. Fx da min bror var blevet lovet noget i julegave, som han virkelig havde glædet sig til, og fik strømper i stedet. (Av, den gør faktisk lidt ondt at tænke på) - Så fik jeg sådan en underlig følelse af dårlig samvittighed, fordi han blev så ked af det, men det havde jo ikke noget med mig at gøre. Jeg får det også rigtig ubehageligt, hvis andre får skældud. Som om, at det er mig, der er blevet skældt ud. Kan få helt ondt i maven. Og bærer meget rundt på andres ting - Tager andres problemer til mig, fordi kan kan mærke dem..

Nå, det blev en sludder for en sladder. Men hvad "gør man ved det", hvis man har de evner? Synes nemlig det er lidt belastende mange gange. Tænker tit på, om det mon også er derfor, at jeg ikke rigtig orker at være social og ses med folk, fordi det er meget energikrævende for mig.. (Altså ud over de grunde med, at jeg blev drillet og mobbet i sin tid)

Du kan lære at styre og kontrolere det, samt at bruge det på den rigtige måde.

Det er en af de ting jeg kører kurser i

moars skriver:

jeg har prøvet noget lignende.

Et eks. den anden dag taler min mand i tlf. med hans mor. jeg kan høre i hans tonefald at "han bider hende af til sidst" i samtalen.....da han har lagt på bliver han sur over noget med aftensmaden (noget meget banalt)....Jeg spørger om han blev ked af det over noget i samtalen med hans mor. Han lød ked af det bag alt det sure. Han sagde selvfølgelig nej (han er den type der er stor og meget stærk og aldrig græder)....Men jeg kan mærke hans "ked af det hed" når han f.eks. taler om hans barndom osv. hvor han vist har følt at han var mest i vejen efter forældrene blev skilt.

 

En gang spurgte jeg en kæreste om han havde svært ved at tilgive sin mor ud af det blå.....Han kiggede op på mig og var stille længe, og spurgte hvor jeg vidste det fra...(og han "behandlede" ikke sin mor som om han havde svært ved at tilgive hende osv..) Samme kæreste sagde også at jeg ikke skulle kigge ham sådan i øjenene, for det var som om mine øjne kiggede igennem ham....(det skulle senere vise sig at vi ikke var "gode for hinanden")

 

Er det sådan "det" er/ kan føles?

Ja..det du bruger der og som især findes hos kvinder, er empati.
Du føler, at han er ked af det, og fornemmer, at der er langt mere på færde, end det der siges og vises.

Gang det så med 10 og du har en empat som jeg, med fuldt udviklede evner.

moars skriver:

Jeg forstår dig rigtig godt....er det sådan at man evt. kan skrive pb til dig ??

Og koster det noget osv. ?

Du er altid velkommen til at skrive

Fru Hansen skriver:

Det er dejligt at høre lidt mere. Jeg har også haft nogle fornemmelser som jeg skriver om andetsteds i denne debat men jeg har aldrig vidst at det havde et navn.

Hvad gør du i dagligdagen for ikke at tage alt til dig? har du haft svært ved at finde balancen? Det kæmper jeg selv lidt med.

 

Man kan lære at bruge en form for mentale filtre, som beskytter en.
Det er ikke så svært, når bare man lærer teknikken, og efterhånden som man øver sig, så er det ligesom at lære at cykle...man bliver bedre og bedre til det, indtil man en dag bare gør det uden at tænke over det

Fru Hansen skriver:

Ih altså hvor er jeg glad for at der er andre der oplever det samme.

Jeg har en masse småting i hverdagen som jeg ikke rigtig deler med andre for at de ikke skal tro at jeg er tosset.

Jeg ser hverken spøgelesr eller er clairvoiant. Men bl.a. ved jeg stortset altid hvem det er der ringer. Hvis jeg tænker på et brev jeg har ventet på et par uger dukker det op den dag jeg tænker på det.

Jeg har prøvet at være ca. 3 km væk fra mit barn og kunne mærke og se for mit indre blik at hun falder ned af stolen i køkkenet. Det var så tydeligt at jeg ikke kunne lukke for tanken. Derefter ser jeg hende sidde på håndvasken på badeværelset med lidt blod ud af munden. Da jeg kommer hjem viste det sig at alt var sket som jeg havde set det.  Det er sket flere gange at jeg har mærket mine børn over store afstande.

Da jeg var gravid med min yngste kunne jeg få hende til at sparke ved at tænke på det.

Jeg kan altid fornemme om min mand er i huset eller om han er kørt på arbejde.

Værst er at jeg også fornemmer en helt masse gnidninger blandt mine kolleger og det frustrerer mig fordi det er svært at lægge fra sig. Jeg havde i nogle år forsøgt at helt lægge låg på hvad jeg fornemmede hos andre fordi jeg følte jeg tog for meget til mig. Men i stedet endte det med at jeg slet ikke kunne forstå eller læse folk og misforstod ret ofte. Så jeg prøver igen at finde en balance og indtil videre går det godt. Jeg er ved at lære at det ikke er alle fornemmelser jeg behøver at reagere på. Og at det ikke er alt der skal siges.

 

 

Spændende med dine oplevelser

Lyder som om du har en god energi forbindelse til andre, især dit barn.

Lyder godt du har fået styr på det