Kærlighed??

Anonym skriver:

Jeg mener jo at han aldrig fik behandlet den depression, fordi han droppede ud af den medicinske behandling, og tog aldrig kontakt til en psykolog. Så jo tror stadig at den er der.

Det med at jeg opfører mig som mor over for ham, det er jeg godt klar over, men jeg ved sgu ikke hvordan jeg skal få ham til at gøre noget af det. Vi har snakket om det, og han vil gerne gøre noget af det, men han gør det bare ikke!! Jo hvis jeg ber ham om det, og så har jeg det sgu sådan at så kan jeg ligeså godt gøre det selv.

Jeg er nok også mere sippet, og vil gerne have at her er rent og ryddeligt. Vi har en hund som sviner meget, og en datter som gerne vil kravle rundt på gulvet, så det kræver altså at der bliver støvsuget meget ofte!! og jeg vil gerne have rent tøj på kroppen... (han går primært i arbejdstøj, så det er ikke så meget tøj han selv bruger...)

Jeg gider heller ikke at gøre alting, men gider heller ikke at bo i en svinesti!!

 

Først vil jeg sige i skal sammen gå til lægen og få ham i behandling igen og en psykolog som du selv skriver... for ellers bliver det blodt være og det er også synd for jeres barn men også for dig også ender det jo med i går fra hinanden,

du har sikkert taget den snak med ham ??

og ja jeg kan 100% følge dig men er der ikke noget du kan sige det skal han gøre hver eller hveranden lørdag fredag eller en helt anden dag? så det ikke kun er dig for det slider jo også på dig.. for når du skal alt selv kunne du jo lige så godt bo for dig selv

ja det er pisse hårdt

Ansemusen skriver:

Åhr hvor er du sød - det er jeg glad for at høre! Du fortjener også at blive forstået, det er uden tvivl rigtig hårdt at være partner til en deprimeret! Jeg har selv haft en depression og en efterfødselsreaktion, og jeg ved at det også har været hårdt for min kæreste. Det var mig som havde ondt indeni, men han var jo magtesløs og den som skulle være stærk og have overskudet. Og det er jo netop dig der har den rolle i det her, og det må du fandme gerne være ked af og frustreret over! Og du må gerne sige det højt og du må gerne bede om hjælp!!!

Er nok bare ikke så god til at be' om hjælp... og vi bor langt væk fra alt og alle, så det er ikke så nemt at få hjælp...

pokulati skriver:

Det er tilladt at ynke!! Og jeg kan godt forstå at det er svært at leve med en mand der ikke lever op til forventningerne.

Hvis du sætter dig overfor ham og forklarer at du har det så svært i jeres forhold at du nogengange overvejer at flygte. At du føler han ikke har det godt, og det går ud over jeres forhold. Og spørger om han ikke nok vil se en psykolog/snakke med lægen. Hvordan tror du så han vil reagerer?

For hvis han sidder fast i et kæmpe stort hul, er det måske lidt svært at beslutte sig for at skrive en seddel om hvor meget du betyder for ham, selvom det virker som en ganske lille ting for os andre...
Når alting er noget lort, kan det være rigtig svært at bare at gøre en lille bitte ting, fordi det minder en om alt det andet man fejler i. Og så er det nemmere bare at lade være og ignorere at det ikke går godt...

Du beskriver helt præcist det han gør og siger...

Jeg har prøvet meget stille og roligt at snakke med ham og foreslå en psykolog, men han bliver gal (nok mest ked) og spørger om jeg tror at det løser alt og når jeg så svarer at jeg tror det løser meget, så lukker han helt i...

 tak for svaret

B&J skriver:

Først vil jeg sige i skal sammen gå til lægen og få ham i behandling igen og en psykolog som du selv skriver... for ellers bliver det blodt være og det er også synd for jeres barn men også for dig også ender det jo med i går fra hinanden,

du har sikkert taget den snak med ham ??

og ja jeg kan 100% følge dig men er der ikke noget du kan sige det skal han gøre hver eller hveranden lørdag fredag eller en helt anden dag? så det ikke kun er dig for det slider jo også på dig.. for når du skal alt selv kunne du jo lige så godt bo for dig selv

ja det er pisse hårdt

 tak for svaret.

Har taget snakken med ham, men der sker ingenting

Du skriver hvad jeg tænker, og hvis jeg boede alene, ville jeg bare ikke have skuffelsen over at "den anden" ingenting gjorde... Men det gør så ondt at tænke på at jeg skal undvære ham i mit liv, og endnu mere at min datter skal vokse op uden sin far... Den tanke kan jeg slet slet ikke forene mig med

Av hvor jeg kender det. Vi begravede min kærestes far, han døde uventet, lige pludseligt. Så stod vi der, kæresten har ingen anden familie og jeg har kun ganske lidt. 3 mdr senere finder vi ud af at jeg ikke bare er madtyk, jeg er babytyk. depression, han mister sit arbejde, jeg bliver tyk, flytning, min eksamen, hunden der bliver syg og skal aflives.. han ender i et dybt sort, bundløst hul og jeg står der, med et barn jeg ikke ønskede mig, med en kæreste jeg ikke følte noget for og et liv jeg aldrig havde ønsket mig. HOLD KÆFT DET VAR HÅRDT!!!!

Hvad der fik ham frem i lyset igen? Det gjorde den aften hvor jeg fik nok. Drengen var et par måneder, jeg havde hul i maven, ondt i sjælen og fik nok. Jeg skældte og smældte en hel dag, aldrig har vores skænderier været så eksplosive som de 24 timer. Jeg vil IKKE finde mig i at blive efterladt når det her liv nu er VORES beslutning. Jeg har taget KONSEKVENSEN af at være en skovl med mine p-piller, nu må DU tage konsekvensen af ikke at have båret kondom. DU vokser op, tager dig sammen, kommer til en psykolog og får ÅBNET op for noget af den vrede du har. Og så får du ellers FINGEREN UD og gør NOGET for vores hjem, fælleskabsfølelse, drengen OG STOPPER MED DIT BROK!!!!

Ikke om min dreng skal vokse op i et hjem der er styret af hans humørsvingninger. Jeg kan godt huske hvordan det var at være 4 år gammel og på forhånd vide hvornår slagene kom. ALDRIG om min dreng skal udsættes for voksne menneskers luner!

Kæresten har afsluttet sit forløb hos psykologen og er idag sit gamle glade selv der har overskud til det liv han selv har skabt sig, mine følelser er bestemt tilbage igen og jeg nyder det at have en far til min dreng der ikke overser ham, eller hans mor.

Sommetider skal de mænd der bare have den HÅRDT  

Anonym skriver:

Du beskriver helt præcist det han gør og siger...

Jeg har prøvet meget stille og roligt at snakke med ham og foreslå en psykolog, men han bliver gal (nok mest ked) og spørger om jeg tror at det løser alt og når jeg så svarer at jeg tror det løser meget, så lukker han helt i...

 tak for svaret

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige. Kan du ikke prøve at få en tid hos lægen hvor du kan snakke om hvordan du har det derhjemme? Måske din læge har nogle ideer.

Jonatansmor skriver:

Av hvor jeg kender det. Vi begravede min kærestes far, han døde uventet, lige pludseligt. Så stod vi der, kæresten har ingen anden familie og jeg har kun ganske lidt. 3 mdr senere finder vi ud af at jeg ikke bare er madtyk, jeg er babytyk. depression, han mister sit arbejde, jeg bliver tyk, flytning, min eksamen, hunden der bliver syg og skal aflives.. han ender i et dybt sort, bundløst hul og jeg står der, med et barn jeg ikke ønskede mig, med en kæreste jeg ikke følte noget for og et liv jeg aldrig havde ønsket mig. HOLD KÆFT DET VAR HÅRDT!!!!

Hvad der fik ham frem i lyset igen? Det gjorde den aften hvor jeg fik nok. Drengen var et par måneder, jeg havde hul i maven, ondt i sjælen og fik nok. Jeg skældte og smældte en hel dag, aldrig har vores skænderier været så eksplosive som de 24 timer. Jeg vil IKKE finde mig i at blive efterladt når det her liv nu er VORES beslutning. Jeg har taget KONSEKVENSEN af at være en skovl med mine p-piller, nu må DU tage konsekvensen af ikke at have båret kondom. DU vokser op, tager dig sammen, kommer til en psykolog og får ÅBNET op for noget af den vrede du har. Og så får du ellers FINGEREN UD og gør NOGET for vores hjem, fælleskabsfølelse, drengen OG STOPPER MED DIT BROK!!!!

Ikke om min dreng skal vokse op i et hjem der er styret af hans humørsvingninger. Jeg kan godt huske hvordan det var at være 4 år gammel og på forhånd vide hvornår slagene kom. ALDRIG om min dreng skal udsættes for voksne menneskers luner!

Kæresten har afsluttet sit forløb hos psykologen og er idag sit gamle glade selv der har overskud til det liv han selv har skabt sig, mine følelser er bestemt tilbage igen og jeg nyder det at have en far til min dreng der ikke overser ham, eller hans mor.

Sommetider skal de mænd der bare have den HÅRDT  

Dejligt at I kom ud på den anden side - sammen

Jeg er bare bange for at presse ham for meget og så presse ham ud i en dårlig beslutning!! Men måske det "bare" er det der skal til??? I det seneste døgn har vi ikke haft kontakt, han sov på sofaen i nat, og sagde ikke farvel i morges (det er første gang jeg kan huske at han ikke har gjort det ( )

Jeg vågnede i nat kl 2 pga vores datter lige skulle have en tår vand og bagefter lå jeg og hulkede mig selv i søvn til kl 4... Der bliver nødt til at ske noget...

Anonym skriver:

 tak for svaret.

Har taget snakken med ham, men der sker ingenting

Du skriver hvad jeg tænker, og hvis jeg boede alene, ville jeg bare ikke have skuffelsen over at "den anden" ingenting gjorde... Men det gør så ondt at tænke på at jeg skal undvære ham i mit liv, og endnu mere at min datter skal vokse op uden sin far... Den tanke kan jeg slet slet ikke forene mig med

 jeg kan følge dig, alt det med at du skal selv har jeg prøvet med min xkæreste og det er hårdt..

heldig vis havde jeg ikke barn/børn med ham så til sidst fik jeg godt nok NOK, og gik fra ham.. men kan 100% følge dig..

men håber virkelig i finder en løsning

pokulati skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige. Kan du ikke prøve at få en tid hos lægen hvor du kan snakke om hvordan du har det derhjemme? Måske din læge har nogle ideer.

Jo det bliver jeg nok nødt til, men ved bare at vores læge har ferie nu, og hende er han meget tryg ved, så må nok vente til ferieræset er slut...

B&J skriver:

 jeg kan følge dig, alt det med at du skal selv har jeg prøvet med min xkæreste og det er hårdt..

heldig vis havde jeg ikke barn/børn med ham så til sidst fik jeg godt nok NOK, og gik fra ham.. men kan 100% følge dig..

men håber virkelig i finder en løsning

Det håber jeg også