Kærlighed??

modesty skriver:

Jeg tror at det er nødvendigt at du kommer med nogle flere detaljer om jeres forhold før vi kan give dig et ordentligt svar :-)

Hvad mener du med at han ikke gør noget for dig? Hvorfor tror han ikke at du kan blive lykkelig sammen med ham?

B&J skriver:

Du siger han har haft en deprition (staves) du ved ikke om den er ved at vende tilbage?

og indelig er det jo også lidt din egen skyld, du opføre dig over for en mor for ham du gør jo alt, hvad med at snakke sammen og få ham til at tage nogle af pligterne, det kan også være det er mig men jeg ville ikke gøre alt i vores hjem, det er jo ikke kun mig men os..

Jeg mener jo at han aldrig fik behandlet den depression, fordi han droppede ud af den medicinske behandling, og tog aldrig kontakt til en psykolog. Så jo tror stadig at den er der.

Det med at jeg opfører mig som mor over for ham, det er jeg godt klar over, men jeg ved sgu ikke hvordan jeg skal få ham til at gøre noget af det. Vi har snakket om det, og han vil gerne gøre noget af det, men han gør det bare ikke!! Jo hvis jeg ber ham om det, og så har jeg det sgu sådan at så kan jeg ligeså godt gøre det selv.

Jeg er nok også mere sippet, og vil gerne have at her er rent og ryddeligt. Vi har en hund som sviner meget, og en datter som gerne vil kravle rundt på gulvet, så det kræver altså at der bliver støvsuget meget ofte!! og jeg vil gerne have rent tøj på kroppen... (han går primært i arbejdstøj, så det er ikke så meget tøj han selv bruger...)

Jeg gider heller ikke at gøre alting, men gider heller ikke at bo i en svinesti!!

pokulati skriver:

Hvordan reagerer han hvis du foreslår at han snakker med sin læge eller en psykolog?

Hvis han kæmper med en depression, er det ikke sikkert han kan overskue de krav du stiller op for ham. Også selvom de i bund og grund er retfærdige nok...

Han fik aldrig behandlet sin depression, droppede ud af medicinen før den begyndte at virke, for han blev meget træt (som er almindeligt!) og han skulle starte nyt arbejde. Han tog aldrig kontakt til psykologen, selvom han sagde at det burde han nok.

Jeg ved godt at han ikke har overskud til ret meget, men jeg føler bare han bliver nødt til at gøre noget..:!!!

Jeg kan ikke leve med at han ikke gør noget og bare ser til, at vores forhold bare bliver mere og mere ødelagt! Jeg kan ikke redde det alene!

Jeg kender alt til depression og ved godt at jeg ikke kan stille krav til ham, men det er bare svært at tage hensyn og hensyn, der er ingen der tager hensyn til mig... (ynk ynk, I know!!)

Mettefpigen skriver:

Kan i måske ikk tage en aften hvor det kun er jer to også lave noget sammen... En romantisk aften derhjemme, en biftur eller spise en middag ude.... Hvor det kun handler om jer også nyde hinanden...

Det ville vi hellere end gerne... Problemet er bare at vi bor langt væk fra alting, så vi har ikke nogen der kan kigge efter vores datter. Den nærmeste familie bor 200 km fra os, så det er langt at køre for at få hende passet... Men idéen er rigtig dejlig

chael skriver:

Enig, det lader til der liger mere bag.

Det er svært at svare trådstarter ud fra de få ting der bliver skrevet.

For der må da være en grund til at han siger sådan?!

*CAmilla 30+2

Jeg har forsøgt at uddybe det længere oppe i tråden...

Det lyder ikke som om det er særlig sjovt hjemme hos jer lige nu. Kan tydeligt høre at du elsker ham. Og han elsker sikkert også dig!
Men med en depression som er ubehandlet og tabet af begge sine forældre, er overskudet måske sevet helt ud af ham? Måske kan han ikke finde energien til at hanke op i sig selv, til at hjælpe til, til at vise kærlighed, tage initiativ osv.

Han må se at få sig noget professionel hjælp! Det er alfa og omega,  når man har været deprimeret så længe. Det er ikke det værd at gå rundt og have det skidt og gøre sin familie skidt og der er risiko for at depressionen bliver kronisk.

Både han, du, I og ikke mindst jeres barn, fortjener at han får det godt!

Ansemusen skriver:

Det lyder ikke som om det er særlig sjovt hjemme hos jer lige nu. Kan tydeligt høre at du elsker ham. Og han elsker sikkert også dig!
Men med en depression som er ubehandlet og tabet af begge sine forældre, er overskudet måske sevet helt ud af ham? Måske kan han ikke finde energien til at hanke op i sig selv, til at hjælpe til, til at vise kærlighed, tage initiativ osv.

Han må se at få sig noget professionel hjælp! Det er alfa og omega,  når man har været deprimeret så længe. Det er ikke det værd at gå rundt og have det skidt og gøre sin familie skidt og der er risiko for at depressionen bliver kronisk.

Både han, du, I og ikke mindst jeres barn, fortjener at han får det godt!

 tak...

Dit svar fik lige tårerne til at trille... Føler mig for første gang i lang tid forstået!!

Anonym skriver:

 tak...

Dit svar fik lige tårerne til at trille... Føler mig for første gang i lang tid forstået!!

Åhr hvor er du sød - det er jeg glad for at høre! Du fortjener også at blive forstået, det er uden tvivl rigtig hårdt at være partner til en deprimeret! Jeg har selv haft en depression og en efterfødselsreaktion, og jeg ved at det også har været hårdt for min kæreste. Det var mig som havde ondt indeni, men han var jo magtesløs og den som skulle være stærk og have overskudet. Og det er jo netop dig der har den rolle i det her, og det må du fandme gerne være ked af og frustreret over! Og du må gerne sige det højt og du må gerne bede om hjælp!!!

Anonym skriver:

Han fik aldrig behandlet sin depression, droppede ud af medicinen før den begyndte at virke, for han blev meget træt (som er almindeligt!) og han skulle starte nyt arbejde. Han tog aldrig kontakt til psykologen, selvom han sagde at det burde han nok.

Jeg ved godt at han ikke har overskud til ret meget, men jeg føler bare han bliver nødt til at gøre noget..:!!!

Jeg kan ikke leve med at han ikke gør noget og bare ser til, at vores forhold bare bliver mere og mere ødelagt! Jeg kan ikke redde det alene!

Jeg kender alt til depression og ved godt at jeg ikke kan stille krav til ham, men det er bare svært at tage hensyn og hensyn, der er ingen der tager hensyn til mig... (ynk ynk, I know!!)

Det er tilladt at ynke!! Og jeg kan godt forstå at det er svært at leve med en mand der ikke lever op til forventningerne.

Hvis du sætter dig overfor ham og forklarer at du har det så svært i jeres forhold at du nogengange overvejer at flygte. At du føler han ikke har det godt, og det går ud over jeres forhold. Og spørger om han ikke nok vil se en psykolog/snakke med lægen. Hvordan tror du så han vil reagerer?

For hvis han sidder fast i et kæmpe stort hul, er det måske lidt svært at beslutte sig for at skrive en seddel om hvor meget du betyder for ham, selvom det virker som en ganske lille ting for os andre...
Når alting er noget lort, kan det være rigtig svært at bare at gøre en lille bitte ting, fordi det minder en om alt det andet man fejler i. Og så er det nemmere bare at lade være og ignorere at det ikke går godt...

Ansemusen skriver:

Det lyder ikke som om det er særlig sjovt hjemme hos jer lige nu. Kan tydeligt høre at du elsker ham. Og han elsker sikkert også dig!
Men med en depression som er ubehandlet og tabet af begge sine forældre, er overskudet måske sevet helt ud af ham? Måske kan han ikke finde energien til at hanke op i sig selv, til at hjælpe til, til at vise kærlighed, tage initiativ osv.

Han må se at få sig noget professionel hjælp! Det er alfa og omega,  når man har været deprimeret så længe. Det er ikke det værd at gå rundt og have det skidt og gøre sin familie skidt og der er risiko for at depressionen bliver kronisk.

Både han, du, I og ikke mindst jeres barn, fortjener at han får det godt!