Socialt bedrageri - endnu en tråd

Carina1977 skriver:

Jamen det er der på sin vis heller intet galt i  du lever jo som enlig

Er der blevet ændret på reglerne? For tidligere var det langt mindre antal nætter man måtte sove sammen, før at man mistede ydelser. Tror det dengang handlede om max 1 overnatning pr. uge.

Tak

Jeg tror ikke der er nogle klare regler for antallet af overnatninger, og jeg kan egentlig heller ikke se hvad foskel det skulle gøre om man sov sammen 1 eller 3 gange om ugen. Økonomisk ændrer det jo ingenting.

Jeanne skriver:

Jeg er ligeglad med hvordan i lever Det eneste jeg har "imod" dit indlæg er "jeg har ret til". Bare fordi man har ret til et tilskud, behøver man jo ikke at få det

Herhjemme har vi også ret til boligsikring og hjælp til børnehave, men vi har ikke søgt det - selvom det nogle gange kan være lidt stramt økonomisk. Men det er bare min ydmyge mening

Det er jo også helt fair.

Jeg får heller ikke alt hvad jeg har "ret" til, jeg kan også være ydmyg, og er det også. Men jeg mener nu stadig jeg har ret til at søge lige præcis de tilskud jeg vil, uden der er nogle der behøver at rynke på næsen af det.

lisesp83 skriver:

 

Men mon ikke det er fordi personen ikke vil hagles ned offentligt. For det forstår jeg nu godt.

Men andre enlige har også valgt at få børn sammen, de er så bare forblevet hver for sig, men hvad er forskellen?

Vi har intet økonomisk sammen, vi lever ikke i ægteskabeligt forhold, vi ses 1-3 gange om ugen.

Vi gør ikke det her for at snyde nogen, hvis vi snyder nogen så er det da os selv.

Jeg vil ligesom alle andre enlige ikke kunnde klare mig økonomisk uden den hjælp jeg får fra det offentlige, som jeg i øvrigt har fuldt ud ret til. Skal jeg så tvinges til at flytte sammen med en mand som ejg VED jeg ikke ville kunne bo sammen med?

Jeg synes bestemt ikke det er fair, at den måde jeg/vi lever på åbenbart ikke er anerkend ti et moderne samfund som Danmark. Jeg synes det er sørgeligt!

Jeg har set dine andre indlæg i mellemtiden - svarene til andre.... 

Det havde jeg ikke før - der tog jeg kun udgangspunkt i det som du skrev til mig og startede tråden med... 

Som jeg sagde til start - så er det her en svær en... 
For det første vidste jeg at du ville trække kortet "jamen hvorfor skal enlige så have ydelser fra det offentlige?"... Og det er jo reelt nok at spørge om - og jeg har sådan set også sagt hvorfor ;-)

For det andet... Ja det er den svære del.... For rent moralsk burde i jo selv betale når nu i er en FAMILIE, selvom i har forskellig adresse.. Men som jeg kan læse mig frem til nu, så er det også ret begrænset hvor meget i ser hinanden som kærester.. altså tidsmæssigt...

Jeg kan godt forstå at man ikke vælger at bo sammen, hvis det ikke ville fungere.. Det er bare en spøjs familieform - altså jeg kunne nok ikke forestille mig at have en familie på den måde med min søns far.. 

Tror bare vi skal være enige om at være uenige i denne her... :-)

Forresten - har du set det jeg har fortalt med min veninde?
De lever jo på samme måde som i gør - og hun bliver jo anklaget for socialt bedrageri...
Derfor jeg tænker at det i laver vel egentlig hører under samme kategori - selvom at i har hvert jeres seperate liv (i hvert fald økonomisk)...

Anonym skriver:

Tak

Jeg tror ikke der er nogle klare regler for antallet af overnatninger, og jeg kan egentlig heller ikke se hvad foskel det skulle gøre om man sov sammen 1 eller 3 gange om ugen. Økonomisk ændrer det jo ingenting.

Nej der er jo heller ingen forskel  men jeg håber da det er ens for alle, Jeg synes de burde sætte nogle regler for hvordan bdet er, så hver enkelte vidste hvor de stod og hvordan´de skulle forholde sig til det.

Og så vil jeg sige at jeg har fuldt ud respekt for jeres valg. Jeg personligt har det også bedst med at leve alene, så jeg rynker bestemt ikke pande af den grund

Det er jo op til en selv at vurdere, hvad der er et godt forhold for dem selv. Der er bare nogen der ikke kan leve sammen, men alligevel elsker hinanden. Og så synes jeg det er fint man ikke bor sammen, fremfor at forholdet gik fuldstændigt i vasken bare fordi der var nogle normer man skulle følge.

Så længe han ikke økonomisk er med inde i billedet, så kan jeg ikke se I skulle gøre noget forkert.

Og tillykke med jeres valg

Anonym skriver:

Det er jo også helt fair.

Jeg får heller ikke alt hvad jeg har "ret" til, jeg kan også være ydmyg, og er det også. Men jeg mener nu stadig jeg har ret til at søge lige præcis de tilskud jeg vil, uden der er nogle der behøver at rynke på næsen af det.

Det jeg tror kan være gunden til at du bliver haglet ned er, at der er udviklet en tendens til at kræve alt hvad man kan.

Hvis jeg bruger et eksempel fra min egen omgangskreds, så er der en enlig mor, som ikke vil flytte sammen med sin nye kæreste (gennem 4 år), da hun ikke mener de kan leve for 6000 kr til mad og 1500 til fornøjelser. De vil være 2 voksne og 1 barn, hvor hun nu har 6000 kr mad + fornøjelse til hende og barnet.

Så er det jeg begynder at synes der gives for meget til enlige - hvis du forstår

Anonym skriver:

For os ville det økonomisk være meget bedre at bo sammen, men vi har ikke lyst. Vi boede sammen i kort tid for nogle år siden, men det kunne vi slet ikke finde ud af.

Nu er det blevet sådan at vi er kærester, men vi bor ikke sammen, og vi har ikke planer om nogen sinde at komme til det.

Jeg lever som enhver anden enlig både økonomisk men også på alle mulige andre måder. Vi er ikke i nærheden af at leve i et ægteskabeligt forhold.

Jeg klarer ALT selv!

Som udgangspunkt mener jeg kun, at man skal modtage offentlige ydelser, fordi man sidder i en økonomisk belastet situation, som man så at sige ikke selv "kan gøre for". Et brudt forhold/ægteskab eller en ukendt/ikke tilstedeværende "medforælder", typisk.

Hvis man selv som udgangspunkt vælger at stifte familie sammen, vel vidende, at man ikke vil leve sammen og dermed kommer til at stå med to forskellige husholdninger, dobbelt husleje osv. osv., så mener jeg grundlæggende, at man også selv må finansiere den ordning - som man altså selv har valgt.

Det handler bestemt ikke om manglende "tolerance" eller accept af andre måder at leve på end den traditionelle kernefamilie - det handler om, hvorvidt det er samfundets (= andre skatteborgeres) opgave at være medforsørger, når to mennesker beslutter at få et barn sammen uden at leve sammen.

Jeg ønsker ikke at moralisere, men kan egentlig bare ikke se, hvorfor andre skal være med til at finansiere jeres "model" - det er jo ikke nogen hemmelighed, at den offentlige pengekasse er hårdt belastet, og er det så rimeligt at basere sin families økonomi på diverse tilskud - som et bevidst valg?  

Mor og meget mere skriver:

Som udgangspunkt mener jeg kun, at man skal modtage offentlige ydelser, fordi man sidder i en økonomisk belastet situation, som man så at sige ikke selv "kan gøre for". Et brudt forhold/ægteskab eller en ukendt/ikke tilstedeværende "medforælder", typisk.

Hvis man selv som udgangspunkt vælger at stifte familie sammen, vel vidende, at man ikke vil leve sammen og dermed kommer til at stå med to forskellige husholdninger, dobbelt husleje osv. osv., så mener jeg grundlæggende, at man også selv må finansiere den ordning - som man altså selv har valgt.

Det handler bestemt ikke om manglende "tolerance" eller accept af andre måder at leve på end den traditionelle kernefamilie - det handler om, hvorvidt det er samfundets (= andre skatteborgeres) opgave at være medforsørger, når to mennesker beslutter at få et barn sammen uden at leve sammen.

Jeg ønsker ikke at moralisere, men kan egentlig bare ikke se, hvorfor andre skal være med til at finansiere jeres "model" - det er jo ikke nogen hemmelighed, at den offentlige pengekasse er hårdt belastet, og er det så rimeligt at basere sin families økonomi på diverse tilskud - som et bevidst valg?  

lige i øjet 

Mor og meget mere skriver:

Som udgangspunkt mener jeg kun, at man skal modtage offentlige ydelser, fordi man sidder i en økonomisk belastet situation, som man så at sige ikke selv "kan gøre for". Et brudt forhold/ægteskab eller en ukendt/ikke tilstedeværende "medforælder", typisk.

Hvis man selv som udgangspunkt vælger at stifte familie sammen, vel vidende, at man ikke vil leve sammen og dermed kommer til at stå med to forskellige husholdninger, dobbelt husleje osv. osv., så mener jeg grundlæggende, at man også selv må finansiere den ordning - som man altså selv har valgt.

Det handler bestemt ikke om manglende "tolerance" eller accept af andre måder at leve på end den traditionelle kernefamilie - det handler om, hvorvidt det er samfundets (= andre skatteborgeres) opgave at være medforsørger, når to mennesker beslutter at få et barn sammen uden at leve sammen.

Jeg ønsker ikke at moralisere, men kan egentlig bare ikke se, hvorfor andre skal være med til at finansiere jeres "model" - det er jo ikke nogen hemmelighed, at den offentlige pengekasse er hårdt belastet, og er det så rimeligt at basere sin families økonomi på diverse tilskud - som et bevidst valg?  

Anonym skriver:

Jeg kunne ikke lade være med at blive enormt provokeret af den anden tråd omkring socialt bedrageri.

jeg selv lever i et forhold, hvor vi ikke bor sammen men ses og sover sammen 1-3 gange om ugen. Kæresten er min søns far. Vi har intet økonomisk sammen, og vi har ingen planer om at få det.

Jeg modtager økonomisk friplads samt boligsikring m.m., og jeg har intet problem med det.

Min kæreste og jeg har valgt at leve som vi gør, og vi har absolut ingen planer om at flytte sammen.

Vi ser på ingen måde os selv som sociale bedragere, og vi vil kæmpe til det sidste for at bevise at vi ikke bedrager.

Jeg tror at mange råber vagt i gevær af ren og skær misundelse! Selvfølgelig skal man ikke bedrage systemet, men at man modtager havd man har ret til, skal man heller ikke skamme sig over!