inpe skriver:
Jeg syntes at det regeringen har lavet er helt ude i hampen, og at det sikkerhedsnet der skal hjælpe syge mennesker ikke længere er der.
Jeg ved det lyder hårdt, at det fattige mennesker skal tjene deres penge selv, hvilket jeg også selv går ind for.
Men jer der sidder og rakker ned på disse mennesker, har i tænkt på hvor i selv står, hvis sygdom rammer jeres familie, og i regner med, at i kan få sygedagpenge, men sådan fungere det bare ikke mere, der er ikke noget sikkerhedsnet i Danmark mere, og hvis du ikke har råd til en privatsagsbehandler, så står man meget ilde.
Min historie kort.
Jeg har 32 år og har arbejdet som farvehandler lide siden jeg blev udlært, et job jeg var rigtigt glad for, og meget dygtigt til, det var hele mit eksistensgrundlag, og jeg fik et god lån, for det stykke arbejde jeg lavde. Og jeg var tilfreds med min tilværelse og liv.
men i 2008 få jeg rygsmerter, som jeg også blever undersøgt for, og får at vide efter jeg har været til røgten at jeg ikke fejler noget, jeg spørger min læge om han ikke kan presse på, så jeg kan komme til scanning, da jeg har ondt i rygraden og ikke musklerne, svaret for min læge er at det kan han ikke, og jeg kan melde mig ind i Danmark og vente 6 måneder, så kan jeg få tilskud til den, hvis jeg betaler den selv.
Jeg vælger at ignorere smerterne og fortsætter mit arbejde uden, at klage og smerterne forsvinder heldigvis igen, men i 2009 bliver den rigtig gal, får så mange smerter, at jeg ingen ting kan, jeg kan ikke længere klare en dagligdag selv, eller passe mit eget barn, heldigvis har jeg en fantastisk kæreste.
Jeg begynder, at gå til fys, og starte op på noget genoptræning, som vi selv betaler, samt kioropraktor, dette giver midlertidligt en lindring, men jeg få besked på, at gå hjem og ligge mig, da de er bange for, at jeg er ved at miste min førlighed. Jeg vælger her at sygemelde mig, da jeg ikke længere kan klare, en arbejdsdag på 10 timer, men blev ved til det sidste, fordi man er stædig.
Jeg ligger i min seng i flere måndere, får jeg ikke kan står på benene af smerter, og bliver proppet med morfin og gigtpiller.
Jeg bliver fyret fra mit arbejde, og min arbejdsgiver har ikke sygemeldt mig til det offentlige.
diagnose hedder slem slidgigt med prolabs i de nedereste lændehviler, og jeg bliver endnu gang forslået genoptræning hos fys. hvilket ikke hjælper, men jeg fortsætter min genoptræning og efter 8 måneder er der ikke den store bedring.
Den jeg endelig skal til sygesamtale på kommune bliver jeg stemplet som en svindler, selv og der står sort på hvidt, hvad jeg fejler, og at der også fra lægen siden er lavet e notat om, at en revalidering er på tale, og at jeg i fremtiden skal undgår rygbelastet arbejde, men næh nej, kommunens lægekonsulent skønner, at jeg kan klare et butiksjob i en brugs. øhhhh
Men kommunen stopper mine sygedagpenge ud fra denne udtalelse, jeg fik sygedagpenge i 4 dage, og må gå ned og aflevere alle vores bankpapire og budget, underskiftt fra bilforhandleren om at vores gamle bil ikke er mere 20.000 kr, så går der 6 uger, hvor jeg ingen penge får, hvor min ansøgning om kontanthjælp skal behandles først. min fagforening går ind i sagen, og der kommer hele vejen til ankestyrelsen, men jeg taber, da hverken ankestyrelsen eller kommune vil tage de nye lægeoplysninger med i deres vurdering. Jeg ender på kontanthjælp, og hvis jeg møder op til jobsøgning kan jeg få 1000kr mere om måneden.
Der sidder jeg så i et skur i skoven 4 gange om ugen a 3 timer, med dårlig ryg og skal søge arbejde, arbejde jeg slet ikke er i stand til, at klare. Jeg går fuldstændig ned og ryger ind i en store depression, også fordi økomien hænger i laser, og vi står med, et hus som vi købte få år inden sygdommen ramte, og krisen gør, at vi kommer ud med et stort tab, hvis vi bliver nød til, at sælge.
vores bryllup bliver aflyst, for pengene er brugt på at blive i huset,, og bliver vi gift mister jeg min kontanthjælp, og så er vi endnu dårligere stillet.
Når man kommer på kontanthjælp, bliver du placeret et sted, uden nødvendig opfølgning eller hjælp, du få lov til at sidde og falde dybere og dybere ned i det sorte hul du er landet i.
Derfor vælger jeg, at raskmelde mig, selv om jeg ikke er rask.
i hele denne periode har jeg ledt og søgt efter en voksen elevplads inden for kontor, for jeg vil videre vil ikke bare side der, men krisen gør, at det er umuligt at få en elevplads, og jeg inden for kundeservie og salg, receptionist, alt hvad jeg selv tror på jeg kan.
men over 100 ansøgninger og en samtale, men intet arbejde.
i september 2010 bliver jeg operaret i min ryg og få sat en diskusprotese ind i min rygrad, som heldigvis gør mig smertefri, og sjovt nok forsvinder de smerter jeg har haft i mine ben igennem de sidste 10 år, også, så det går op for mig at min ryg har haft det skidt i mange år. Men ingen revalidering eller sygedagpenge.
Vi har været heldige at vi havde nogle i familien der kunne hjælpe os økonomisk, så vi kunne blive i vores hus.
og hvis jeg ikke havde haft en dejlig og omsorgsfuld samlever, havde jeg gjort det, af med mig selv, da jeg følte at min familie ville står bedre uden mig, og at det også ville rede dem fra en kæmpe gæld. Han har heldigvis lyttet og trøstet og støttet, og været der på de mørkeste dage.
Nu er jeg gravid, og skal føde d. 12. juli, og det har givet mig livslysten tilbage, og troen på, at der også er en fremtid for mig, men farvehandler eller butiksjob bliver det ikke igen. Jeg skal passe på min ryg. slidgigten forsvinder aldrig, men smerterne er væk, og hvis jeg er heldig holder min rygprotes en 20- 30 år, så jeg har da nogle år inden jeg skal have en stivgørende operation i ryggen.
Men mit største ønske når jeg er færdig med barsel, er at komme tilbage til arbejdsmarkedet, og tjene mine egne penge, men det vigtigste for mig, er at jeg kan forsørge min egen familie.
Og håber på at vi får en ny start, så vi alle kan bleve tilfredse med vores liv, og få råd til at tage på ferie og gives vores børn nogle gode oplevelser.
For jer der ude, som er raske og ikke tror at sygdom rammer jer, så tro om, sygdom kan ramme alle, og mindst når man tror det. Så hvordan vil jeres liv blive, hvis i skulle blive ramt af sygdom, og sygdommen rammer ikke kun en selv, men hele familien.
Så lad være med at være så kritiske. jeg har selv en veninde som er på ravalidering, pga. begyndende slidgigt i sit knæ, hun var offentlig ansat, men en person med nedslidt ryg kan ikke få en ravalidering, som var privat ansat.
Der sider omkring 8000 danskere i samme situation som mig, og nogle har slet ikke nogen inkomst, fordi de er gift og manden tjener 25000 eller mere om måned, kan i leve for det ? når det skal dække faste udgifter, termin og mad.
Jeg ved godt, at der sidder nogle der uden, der har været rigtig gode til at udnytte systemet, og har fået i hovedet og røv, og det eneste de fejler er at de er arbejdssky. De har været heldige.
Men der sidder lagt flere derude som er i samme situation som mig, og som gerne vil, men hvor kommunerne siger nej. Er det fair ?
men velfærd og sikkerhedsnettet er væk. takket være vores regering.
Så til jer der er så kritiske, hvordan ville jeres liv se ud, hvis i skulle igennem det samme.
bliver man syg.
går aldrig til møde på kommunen alene ha´en bisidder med.
og betal for en privat sagsbehandler, der kan alle love og pragraffer. så kommer man måske bedre igennem end jeg gjorte.
inpe
