Carina1977 skriver:
Jewg kan sagtens forstå din tankegang. Min søster er jo udviklingshæmmet og der er kun 1½ år imellem os. Min mor har fortalt mig at da jeg blev født, var det for hende, nærmest som at have tvillinger. Min søster kunne jo ingenting da hun var 1½ år...det kom først senere. Min søster har også krævet noget ekstra, hvilket helt klart har gjort, at jeg i visse situationer, måske ikke har fået helt så meget opmærksomhed som andre børn. Men stadig har min mor været der for mig og givet mig masse af kærlighed....men der var nogen gange jeg lige måtte klare visse problemer selv. Hun blev jo så også enlig mor til 4 børn, hvoraf min søster så er handicappet. Så jeg kan helt klart godt forstå at det har været hårdt.
Jeg elsker helt klart min søster utrolig højt for den hun er.....ville aldrig nogensinde bytte hende ud for nogen anden, og kunne ikke forestille mig hende anderledes. Hun er bare skøn 
Men i visse situationer, kunne jeg da godt have ønsket for hende at hun ikke var bagefter. Hun er f.eks. ked af at hun aldrig får børn. Det ville hun gerne have haft, men hendes handicap gør at hun aldrig får muligheden for at blive mor. Det er så kun lige der, at jeg synes det er synd for min søster...ellers har hun jo et godt liv. men hun har så heller ikke downs...men hun kunne jo sagtens have været mere handicappet end en med downs. Forskellen er så bare, at i hendes tilfælde, ville det aldrig kunne blive opdaget ved fostervandsprøve. Hun har højst sandsynlig fået hendes handicap pga. manglende ilt under fødslen, problemer med hjertet/vejrtrækningen efter fødslen og måske det faktum at min mor fik noget medicin, man dengang ikke vidste havde nogen skadelig virkning på et foster.
Det er fordi at downs kan påvises ved en fostervandsprøve, at man nu må gøre op med sig selv, hvad man vil gøre i situationen. Før fandt man først ud af det ved fødslen eller senere, og så måtte man tage den derfra.
Men jeg synes det er godt at folk har et valg 
Selvfølgelig vil du ikke bytte din søster væk for noget, det ville jeg da heller ikke hvis det var min 
Og der kan, som vi begge har skrevet, ske alt muligt under fødslen og efter fødslen, som gør at barnet bliver handicappet eller udviklingshæmmet. Men som sagt kan man opdage Down Syndrom i god tid, og jeg synes det er en ærlig sag, hvis man vælger barnet fra af den grund. For mig ville det være af ren egoisme at beholde barnet (dermed ikke sagt, at det er det for andre!), og det ville være fordi jeg VILLE have et barn NU, og jeg har ikke lyst til at et bringe et barn til verden på det grundlag. Og slet ikke hvis barnet fik alle mulige følgesygdomme, eller hvis det sad som voksen og ville ønske det aldrig var blevet til pga sin sygdom.
Man skal også gøre sig det klart, om man vil have et barn der faktisk aldrig rigtig bliver voksen... Det er altså en stor beslutning, og det er, efter min mening, ikke noget man bare siger ja til, uden at have tænkt det hele godt og grundigt igennem.
Som sagt har jeg været med min moster på arbejde en del gange, og der er ingen tvivl om, at det er nogle dejlige mennesker, men det er fandeme også hårdt arbejde, at tage sig af dem! De er jo faktisk børn oppe i hovedet, og opfører sig derfor som børn, men med voksnes ønsker og behov, og det skaber mange konflikter blandt beboerne. Min moster er dødtræt, når hun kommer hjem fra arbejde, og når de har været på ferie med dem, kan hun næsten ikke hænge sammen, når hun kommer hjem. Men hun kan gå på pension en dag, eller skifte job, for den sags skyld, det kan forældrene ikke - det er for livet, og man skal satme være sikker på, at man ønsker at ens liv er forandret for ALTID på en måde, som jeg tror, mange ikke helt begriber.
Det er i øvrigt utrolig flot af din mor, at hun har klaret alt det helt alene
