Vores kæledyr - særlige ting der gør dem specielle!

Kæmpe meget desværre, ligger alle mine dyrebilleder på en skive et eller andet sted i mit hjem..... og ikke et af de der steder man liiiiige kan huske

Kat: Fede Dorit

Jeg fik hende fra hun blev taget fra sin mor, halvt maine coon, halvt gårdkat.
Hun SKREG dagen lang.. Hun snakkede konstant, og troede hun skulle dø hvis jeg ikke var der PROMTE hun kaldte...
Hun sov, som så mange andre katte, til middag på en stol der var skubbet ind under et bord... Når hun så vågnede strakte hun sig selvfølgelig, og så smilte hun STORT, og hoppede ned på gulvet, hvor det gik op for hende at hun vidst ikke var heeeeelt ved sine fulde 5, og STRAKS kaldte hun lidt forsigtigt, så lidt insisterende, og så stresset. Når hun lød stresset svarede jeg "Dorit, jeg er lige her, kom her over og ti så stille" hvor på katten gik TOTALT i panik og hylede og skreg og skabte sig, og løb rundt om sig selv, i totalt panik, fordi hun ikke kunne finde mig, og jeg kunne sidde på en stol 2 meter fra hende, i et åbent rum :S
Ja ja, klog var hun altså ikke... Og så var det bare skide skægt at stå i døren og kalde Doooooooriiiiiit, og så kunne man høre fra den anden side af vejen "mjaw, mjam mjaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaw!!!!!" hvorefter katten sprang som jagtet ind ad døren og lagde sig mageligt der hvor hun nu syntes
Hun blev desværre gravid alt for tidligt, efter sin første løbetid, og forstod intet af hvad der skete med hendes krop, så hun virkede til sidst i sin graviditet lidt depri, fordi hun simpelthen var for tung og klodset til at gøre det hun plejede at kunne.
Da veerne meldte sig, anede hun vidst ikke hvad det var, og selvom jeg havde lavet en fødekasse til hende, ved siden af min seng, indtog hun sin vandte soveplads, mellem mine ben under dynen, hvor hun gav sig til at kradse mig på lårene hver gang der var en ve. Hun endte med at føde 3 killinger på et tæppe mellem mine ben, i min seng. den ene måtte jeg fremrprovokere veer for at få det sidste ½'e stykke ud, fordi hun var så udmattet at fødslen gik i stå. Og den sidste af de 3 måtte jeg hive ud af hende, da den kun lige nåede at komme til syne, og så stoppede veerne helt op.
2-3 dage senere, fødte i sin fødekasse 3 killinger mere mens jeg var på arbejde... 1 killing fra hver af de to dage endte med at overleve. Resten døde af mere eller mindre uforklarlige årsager, en lignede en rotte, en anden var lige så fed som Garfield, og de sidste 2 så normale ud (altså de 4 der døde)

Kat, Jason: Havde jeg samtidig med Fede Dorit, der var ca. 1 år imellem dem, og Jason var "fang-selv-gårdkattens-uønskede-killinger-blanding"
Han var VOLDSOMT sky, nervøs og 112% antisocial, og kunne IKKE lide mennesker.
Jeg fik ham da han var 1 år ca. og jeg nægtede simpelthen at have en kat jeg ikke kunne nærme mig. Så vi gik i træning. Først var jeg så ond, at jeg MANGE gange dagligt holdt ham fast, og kælede ham ganske lidt og forsigtigt. Da han vænnede sig til det, og ikk strittede imod, var hans belønning, at han så fik lov at gå.
Da jeg havde haft ham i 3 måneder var han gået fra at være ude 23½ time i døgnet, til ca. omvendt. Han sov på mit bryst, med en pote i mine nakkehår, som han så lå og pumpede med, så jeg vågnede op med en kæmpe fuglerede i nakken HVER dag, og den anden pote skulle han have i min hånd. Hvis jeg ikke lukkede min hånd om hans pote, satte han lidt forsigtigt, men bestemt, alle kløerne i min håndflade, og så snart jeg lukkede hånden trak han kløerne til sig igen.
Han kunne kun lide mig, men til gengæld var han noget klogere end Dorit, og sagde stort set aldrig en eneste lyd...
Han har aldrig kommet hjem til mig med et bytte, men jeg ved han var en snu jæger. For da Dorit engang fik killinger lå han alle mulige steder i huset på lur, og med en vippende halespids lokkede han killingerne til sig (eller en pote dinglende ud over en kant), og når de kom tæt nok på, indfangede han dem, og bed sig fast i halsen på dem, og slap først når de begyndte at sige nogle helt forbudte lyde, hvorpå han hånende lod som om han ikke kunne se dem, mens han slikkede sig om munden.

Dorit kom jo i løbetid, og var derfor væk over nat i ny og næ. Men det brød jeg mig ikke om. Jeg vil altså gerne se mine dyr morgen og aften, så jeg ved de er okay. Så da Dorit pludselig holdt op med at komme da når jeg kaldte, i en af hendes første løbetidsperioder, sagde jeg en dag for sjov til Jason (mens jeg stod ved den åbne dør) "Jason din dovne kat, kunne du ikke lige gå ud og hente Dorit, hun gider ikke komme hjem". Hvorpå Jason resolut, og med en monster fornærmet mine rejste sig fra sofaen, gik ud af døren, og forsvandt i mørket. Jeg grinede lidt, og gik ind og satte mig. 4 minutter efter stod Jason og skrabede vildt ude på døren, og jeg blev helt nervøs.... Da jeg åbnede døren sad Dorit bagved ham, og så helt skydlig ud...
Fremover, når Dorit ikke kom hjem efter et par forsøg, og vores helt egen kendingsmelodi-fløjten, så sagde jeg til Jason "Jason, gå lige ud og hent Dorit" og hver ENESTE gang kom de begge hjem inden for 5 minutter efter jeg havde givet Jason den besked. Så jeg føler mig ganske overbevist om at Jason forstod mine ord helt nøjagtigt - hvad siger i????

SussieThyssen skriver:

Ja..men et eller andet sted..så er de jo i slægt med hinanden..selvom jeg ikke er helt så meget inde i hundegenetik.
Ligesom man kategoriserer spidshunde osv.
Men kære det er de.

mopsen stammer fra det gamle kina.. og bulldogs er engelske og franske... 

jeg tror ikke de er realaterede.. de er dog under samme kategori som små hunde.. men det vidst ikke mere end det... tror ikke de er i familie..

mariamiss6 skriver:

Dorit kom jo i løbetid, og var derfor væk over nat i ny og næ. Men det brød jeg mig ikke om. Jeg vil altså gerne se mine dyr morgen og aften, så jeg ved de er okay. Så da Dorit pludselig holdt op med at komme da når jeg kaldte, i en af hendes første løbetidsperioder, sagde jeg en dag for sjov til Jason (mens jeg stod ved den åbne dør) "Jason din dovne kat, kunne du ikke lige gå ud og hente Dorit, hun gider ikke komme hjem". Hvorpå Jason resolut, og med en monster fornærmet mine rejste sig fra sofaen, gik ud af døren, og forsvandt i mørket. Jeg grinede lidt, og gik ind og satte mig. 4 minutter efter stod Jason og skrabede vildt ude på døren, og jeg blev helt nervøs.... Da jeg åbnede døren sad Dorit bagved ham, og så helt skydlig ud...
Fremover, når Dorit ikke kom hjem efter et par forsøg, og vores helt egen kendingsmelodi-fløjten, så sagde jeg til Jason "Jason, gå lige ud og hent Dorit" og hver ENESTE gang kom de begge hjem inden for 5 minutter efter jeg havde givet Jason den besked. Så jeg føler mig ganske overbevist om at Jason forstod mine ord helt nøjagtigt - hvad siger i????

DET ER DA ALT FOR SEJT... 

SussieThyssen skriver:

Jeg synes vi skal have en omgang "kæledyr" igen, men denne gang synes jeg vi skal fortælle om hvad der gør DIT/DINE kæledyr anderledes end lige den art, race eller andet normalt er/kan.

Har du fx en hund der er ældre end Metusalem eller en pony, der er mindre end normalt..en undulat der kan synge første vers af "Dengang jeg drog afsted", et pindsvin der går på line eller sådan nogle pudsige ting..så fortæl om dem her.
Læg gerne billeder, videoklip, artikler eller andet ind.
Jeg tror det kunne være utroligt hyggeligt. 

Jeg vil lægge ud med vores Elvis.
Jeg tror han har en af de længste haler jeg nogensinde har set hos en kat.
Jeg har haft katte hele mit liv, og jeg har haft mange, men Elvis slår alle rekorder i længder af kattehaler. Den er 32 cm lang...så lang at vi tror han bestemt må have været Lemur i et tidligere liv.

Til eksempel kan jeg fortælle at Felix vores anden kats hale er 23 cm og den ligner en hel normal gennemsnits kattehale.

Se bare..og prøv at måle jeres egen..er der nogen, der kan slå de 32 cm???

Kærligst
Sussie

 

her er Avalons hale 39 cm (han er den blå/hvide) og Aslans er 47 cm

mariamiss6 skriver:

Kæmpe meget desværre, ligger alle mine dyrebilleder på en skive et eller andet sted i mit hjem..... og ikke et af de der steder man liiiiige kan huske

Kat: Fede Dorit

Jeg fik hende fra hun blev taget fra sin mor, halvt maine coon, halvt gårdkat.
Hun SKREG dagen lang.. Hun snakkede konstant, og troede hun skulle dø hvis jeg ikke var der PROMTE hun kaldte...
Hun sov, som så mange andre katte, til middag på en stol der var skubbet ind under et bord... Når hun så vågnede strakte hun sig selvfølgelig, og så smilte hun STORT, og hoppede ned på gulvet, hvor det gik op for hende at hun vidst ikke var heeeeelt ved sine fulde 5, og STRAKS kaldte hun lidt forsigtigt, så lidt insisterende, og så stresset. Når hun lød stresset svarede jeg "Dorit, jeg er lige her, kom her over og ti så stille" hvor på katten gik TOTALT i panik og hylede og skreg og skabte sig, og løb rundt om sig selv, i totalt panik, fordi hun ikke kunne finde mig, og jeg kunne sidde på en stol 2 meter fra hende, i et åbent rum
Ja ja, klog var hun altså ikke... Og så var det bare skide skægt at stå i døren og kalde Doooooooriiiiiit, og så kunne man høre fra den anden side af vejen "mjaw, mjam mjaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaw!!!!!" hvorefter katten sprang som jagtet ind ad døren og lagde sig mageligt der hvor hun nu syntes
Hun blev desværre gravid alt for tidligt, efter sin første løbetid, og forstod intet af hvad der skete med hendes krop, så hun virkede til sidst i sin graviditet lidt depri, fordi hun simpelthen var for tung og klodset til at gøre det hun plejede at kunne.
Da veerne meldte sig, anede hun vidst ikke hvad det var, og selvom jeg havde lavet en fødekasse til hende, ved siden af min seng, indtog hun sin vandte soveplads, mellem mine ben under dynen, hvor hun gav sig til at kradse mig på lårene hver gang der var en ve. Hun endte med at føde 3 killinger på et tæppe mellem mine ben, i min seng. den ene måtte jeg fremrprovokere veer for at få det sidste ½'e stykke ud, fordi hun var så udmattet at fødslen gik i stå. Og den sidste af de 3 måtte jeg hive ud af hende, da den kun lige nåede at komme til syne, og så stoppede veerne helt op.
2-3 dage senere, fødte i sin fødekasse 3 killinger mere mens jeg var på arbejde... 1 killing fra hver af de to dage endte med at overleve. Resten døde af mere eller mindre uforklarlige årsager, en lignede en rotte, en anden var lige så fed som Garfield, og de sidste 2 så normale ud (altså de 4 der døde)

Kat, Jason: Havde jeg samtidig med Fede Dorit, der var ca. 1 år imellem dem, og Jason var "fang-selv-gårdkattens-uønskede-killinger-blanding"
Han var VOLDSOMT sky, nervøs og 112% antisocial, og kunne IKKE lide mennesker.
Jeg fik ham da han var 1 år ca. og jeg nægtede simpelthen at have en kat jeg ikke kunne nærme mig. Så vi gik i træning. Først var jeg så ond, at jeg MANGE gange dagligt holdt ham fast, og kælede ham ganske lidt og forsigtigt. Da han vænnede sig til det, og ikk strittede imod, var hans belønning, at han så fik lov at gå.
Da jeg havde haft ham i 3 måneder var han gået fra at være ude 23½ time i døgnet, til ca. omvendt. Han sov på mit bryst, med en pote i mine nakkehår, som han så lå og pumpede med, så jeg vågnede op med en kæmpe fuglerede i nakken HVER dag, og den anden pote skulle han have i min hånd. Hvis jeg ikke lukkede min hånd om hans pote, satte han lidt forsigtigt, men bestemt, alle kløerne i min håndflade, og så snart jeg lukkede hånden trak han kløerne til sig igen.
Han kunne kun lide mig, men til gengæld var han noget klogere end Dorit, og sagde stort set aldrig en eneste lyd...
Han har aldrig kommet hjem til mig med et bytte, men jeg ved han var en snu jæger. For da Dorit engang fik killinger lå han alle mulige steder i huset på lur, og med en vippende halespids lokkede han killingerne til sig (eller en pote dinglende ud over en kant), og når de kom tæt nok på, indfangede han dem, og bed sig fast i halsen på dem, og slap først når de begyndte at sige nogle helt forbudte lyde, hvorpå han hånende lod som om han ikke kunne se dem, mens han slikkede sig om munden.

Dorit kom jo i løbetid, og var derfor væk over nat i ny og næ. Men det brød jeg mig ikke om. Jeg vil altså gerne se mine dyr morgen og aften, så jeg ved de er okay. Så da Dorit pludselig holdt op med at komme da når jeg kaldte, i en af hendes første løbetidsperioder, sagde jeg en dag for sjov til Jason (mens jeg stod ved den åbne dør) "Jason din dovne kat, kunne du ikke lige gå ud og hente Dorit, hun gider ikke komme hjem". Hvorpå Jason resolut, og med en monster fornærmet mine rejste sig fra sofaen, gik ud af døren, og forsvandt i mørket. Jeg grinede lidt, og gik ind og satte mig. 4 minutter efter stod Jason og skrabede vildt ude på døren, og jeg blev helt nervøs.... Da jeg åbnede døren sad Dorit bagved ham, og så helt skydlig ud...
Fremover, når Dorit ikke kom hjem efter et par forsøg, og vores helt egen kendingsmelodi-fløjten, så sagde jeg til Jason "Jason, gå lige ud og hent Dorit" og hver ENESTE gang kom de begge hjem inden for 5 minutter efter jeg havde givet Jason den besked. Så jeg føler mig ganske overbevist om at Jason forstod mine ord helt nøjagtigt - hvad siger i????

Katte er glimrende telepater..faktisk nogle af de mest framragende på jorden.
Jeg har altid kommunikeret med mine katte telepatisk, men nogle er naturligvis ikke helt så veludviklede som andre.
Men det er ret let at kommunikere med dem i billeder.
Så når du har bedst jason om at hente Dorit, har du samtidigt sendt ham et billede af hende og et spørgsmålstegn, uden du har vidst det, og det har han så modtaget klokkerent og har fattet beskeden.

Felix her i huset er også en stor telepat, og når der er noget han vil have jeg skal gøre, kommer han hen og sætter sig og glor på på mig, og pling, så komemr der et billede frem af madskål, tissegrusbakke eller hvad det nu kan være.

Elvis derimod er ikke helt så smart til det, men vi arbejder på det, og han er så småt ved at lære at forstå fidusen i kommunikationen med mennesker. Men da han er meget verbal, så har han ofte mere focus på lyde end tanker.

Vi havde i mange år en stor europæisk perser ved navn Pjuske.
Han var super telepat. Hvis han var ude og det var ved at være sengetid, så skulle jeg blot sende en tanke ud til ham, at hvis han ville ind inden vi gik i seng..så var det NU!
Og så gik der gerne ikke meget mere end 5 min før han bankede på døren og ville ind.

Ligeledes hvis han var blevet lukket inde et eller andet sted og havde ligget og sovet og så vågnede op og ville ud, så fik man også denne her følelse af: Pling! Hvor er Pjuske...han vil ud!
Så ja..katte styrer os langt mere end vi er klar over rent telepatisk

Dut-ugle skriver:

her er Avalons hale 39 cm (han er den blå/hvide) og Aslans er 47 cm

Holy Moses..laaaange haler LOL

isabellamor skriver:

mopsen stammer fra det gamle kina.. og bulldogs er engelske og franske... 

jeg tror ikke de er realaterede.. de er dog under samme kategori som små hunde.. men det vidst ikke mere end det... tror ikke de er i familie..

Har mopser lilla tunge..eller sort??

Hund, Sofus, 1/4 sibirisk husky, 1/4 labrador, 1/4 schæffer, 1/4 collie. Det var vidst mest Chæfferen der trådte igennem, sådan rent personlighedsmæssigt. Og så en smule husky:

Sofus var virkelig særlig... Han startede enganget slagsmål med 2 unge labradorhunde, men da de "slog" fra sig, trillede han ned ad en skrønt, hvor han pænt (kujonsk) gemte sig til min far kaldte på ham, og han kom først helt op da han havde tjekket at de andre to hunde var væk. Siden den dag lagde han sig fladt på maven så snart han så en anden hund, hvis vi var ude at gå ved stranden eller skoven og han var uden snor. Han blev liggende, af sig selv, til min far kom helt op til ham og bad ham rejse sig igen

Han ELSKEDE sne og vand. Når min far havde brugt haveslangen, som havde et bruserhovede på, (sådan en man pistol dims) tog han slev slangen af holderen, når min far var gået ind, og trykkede på pistolen, og drak restvandet, når der ikke længere var tryk nok til at vandet kunne komme ud, tyggede han pistolen af slangen, og gav sig til at suge resten af vandet i sig...

Når det var snevejr ville han ALDRIG ind. Han gik ud når sneen begyndte at dale, lagde sig midt i haven, med snuden under halen som en Husky, og blev liggende til vi tvang ham ind for natten... Der var altid HELT grønt og tørt på den plet han havde ligget på, og vi kunne ALDRIG se ham derude, selvom han var større end en schæffer, og havde pels som en husky....

Han var så bange i tordenvejr, at han åbnede husets strammeste vindue, som selv min far næsten ikke kunne flå op, sprang ud, og gik over til genboen. Hvis genboen ikke var hjemme, lå han i genboens carport (sådan en havde vi ikke) og ventede på en af os kom hjem, og så gik han lydløst, og meget lille hen til os og slikkede os på hånden når vi åbnede bildøren.

Han havde en EVIG kamp med genboens hankat. Vores hund lystrede GODT og vidste, at selvom vi ikke kiggede måtte han aldrig forlade indkørslen. Så lå katten og hunden og nedstirrede hinanden, i hver deres indkørsel. Og når hunden opgav at vente på sit bytte, gik den ind, og katten sprang op på taget. Så når vores hund gik ud i sin hundegård trådte katten så langt frem på taget, at hunden kunne se den, mjavede, og lod poten dingle over kanten. Hunden gøede, og gav så op, hvorpå katten ALTID rejste sig, trådte et par skridt bagløns, til den var usynlig, og dukkede så op på den anden side af tagryggen, hvor samme show gentog sig.

Engang NÆGTEDE han at gå ud i flere timer, fordi en luftballon havde fløjet lavt over vores hus

Han var bange for min Chinchilla, men ville MEGET gerne være gode venner med den, så de kunne få rosiner på samme tid

Han ELSKEDE toffifee, men han kunne ikke lide nødderne, så han suttede altid toffifee'en i sig, men spyttede nødden ud HEL, når han havde spist det han ville have.

Han endte med at måtte få en plastikskål at spise af, fordi han var natæder, og han lå altid på maven, med en pote på kanten af skålen, så den kunne ligge ned også, så han kunne spise med hovedet inde i skålen - det LARMER altså helt VILDT. Og når hans mad eller vandskål havde stået tom for længe (eller hvis den blev tom i løbet af natten) så samlede han den op, og kylede den ned i gulvet inde i min fars soveværelse. Og så kunne min far lige så godt stå op og fylde skålen, for ellers kylede han den bare i jorden igen

Hvis man bandt ham med en snor i haven (gjorde vi da vi flyttede i nyt hus, fordi der ikke var hegn endnu, og vi vidste ikke han ikke ville stikke af når vi kiggede væk) Så tyggede han konsekvent snoren over og lagde sig så ned i haven, der hvor han var bundet, eller gik ud for at finde os, hvis nu vi var gået til købmanden (sommerhusområde) Ellers stak han ALDRIG af.

Så kunne han finde på at sætte sig med ryggen til min stedmor, og dreje nakken som en undulat, for at se på hende, KUN for at fortælle at han havde tænkt sig at ignorere hende. Og så kunne hun sådan set sige og gøre nøjagtig hvad hun ville, hun stod på ignorer, og man kunne ALDRIG være i tvivl, og hun kunne IKKE få ham til hverken det ene eller det andet, med mindre en af os andre blandede os

Han ELSKEDE pandekager, og selvom sådan en jo er noget slatten i sig selv, blev den alligevel (og som det eneste ud over brød) begravet i haven en uges tid, hvorpå han fandt den og kastede rundt med den før han spiste den.....

Han havde sin egen hovedpude, som han sov med hovedet på, og suttede på til han faldt i søvn. Den pude hentede han HVER aften i soveværelset, og lagde sig på den foran hoveddøren, og da alle menneskene gik i seng, tog han sin pude med ind i soveværelset, og sov så videre der.

Han kunne IKKE forstå at pindsvinene ikke ville lege med ham. Fandt han et i bunden af haven, samlede han det ALTID op, og lagde det under lampen ved hoveddøren, hvor han så stod og gøede jublende lykkelig af det stakkels kræ, til vi hev ham fra det, i håb om at den ville åbne sig for ham Han bed aldrig i dem.

Vi havde høns som gik inde i garagen. Min far samlede altid æggene i en skål, som han lod stå på gulvet mens han gav dem rent vand. En gang han vendte sig om og ville tage skålen var ALLE æggene væk, og han troede at hunden jo havde ædt dem. Men da han kom op til hoveddøren lå de alle på stribe foran døren og ikke et æg havde en revne i sig

Orv det var meget bla bla håber i holdt ud, for jeg synes virkleig han var en sær og speciel hund

Hvor er jeres dyr da dejlige

Vi har en hund, Jaco Han er noget af det sødeste og mest opmærksomhedskrævende der findes Han er en blanding af alt muligt.. Men han har et brændende ønske om at være baby, ligesom vores bette søn, victor på 5 måneder ;P
bl.a. har han lagt sig til at sove i Victors lift som stod på gulvet. Jeg har også fanget ham i at være på vej op i vuggen ;P

Han gør mange sjove ting, som hentyder til at han altså meget gerne vil være baby, ligesom lillebror ... Eller bare beskyttende?? Jeg ved det ikke ;P Men han elsker hvert fald Victor - han får meget tit våde lækre kys af Jaco hehe.

 

 

SussieThyssen skriver:

LOOOL

Hvis han nu skulle spørge hvad du vil gøre ved et ekstremt forelsket handyr, så skal du bare sige:
"Kastrere ham!?!" 

Haha Ej, det tror jeg jeg venter en 10-20 år med Skulle gerne have mere end en med