Hjælp piger er desperat!!!!!!!!!!!!

Vores søn på 3,5 er også i dét lune for tiden - og da vi også har lillesøster på 4 mdr, så er min lunte overfor ham lidt kortere end "før-lillesøster". Jeg har virkelig talt med store bogstaver af og til - ikke noget jeg er specielt stolt af  - og har endda måttet gå væk fra ham for ikke at lade ham se hvor frustreret jeg var.

Nu prøver vi en anden tilgang - og det er p****svært - men prøver stille og roligt at anerkende hans vrede/fjollethed i situationen, og samtidig forklare hvorfor tingene skal gøres på vores måde.

Eksempel: han vil ikke vaske hænder efter aftensmaden - bruger en evighed på at gå hen til badeværelset - skal liiige lege med ting på vejen, hvilket vi jo siger han ikke må, da han har beskidte fingre - når hen til døren, kan ikke åbne den/tænde lys/der er løver på badeværelset. Jeg kan hundse og herse med ham for at få de fingre vasket, men så bliver seancen bare endnu længere og han skriger endnu højere fordi jeg tilsidst må løfte ham derind og tvinge hans hænder ind under vandhanen. Men nu tager vi det i opløbet - tjekker at der ikke er løver derinde og snakker med ham om hvor dejligt det er med rene hænder, så der ikke kommer ketchup på hans legetøj. Det tager en hulens tid, men det gør den "gamle metode" også - og vi har en gladere dreng -som forhåbentlig er fyldt med den positive stemning, så der ikke helt så nemt opstår en ny situation når han skal i nattøj/have børstet tænder/lægge sig efter godnathistorie....

Derudover såå vælger vi kampene - der er regler for hvordan ting skal gøres hvis det handler om hygiejne/sikkerhed og sundhed - men handler det om "ligegyldige ting" som en omvendt trøje/opknappede bukser/fjollede ord - så bliver det ignoreret for tiden. Er der tale om totalt uacceptabel opførsel - som fx går ud over lillesøster - så er det time out på værelset.

Men nej, du er bestemt ikke alene om at have en udfordende tumling!

Hold da op - jeg synes hun lyder som en rigtig ulykkelig pige.

Når børn griner til de voksne i en spidssituation er det et tegn på underkastelse og frygt. Ikke provokation som mange tror. Det er en forsvarsmekanisme.

Og det at prøve grænser af - det handler som oftest mere om at få opmærksomhed hellere negativ end ingen, end om at prøve grænser af.

Jeg tror der skal flere gode stunder til og knap så mange stress/nu SKAL du/spidssituationer.

Det er jo dig der er den voksne og hvis du bestemmer at nu skal vi hygge jamen så kunne din datter jo bestemme hvordan. Dejligt kompromis med masser af gensidig respekt og kærlighed i. Ja det kan være det lyder nemt. Og det kan være at de første gange at hun lige skal finde ud af at man også kan hygge på den her måde.

FOr mig virker det som om at du lidt har mistet kontrollen og du måske endda går og venter på de her episoder fremfor at forsøge at tage det i opløbet med kommunikation og opmærksom som DU gerne vil give hende opmærksomhed...

Sådan ser jeg det også...jeg har så også haft gode oplevelser med at rumme mine børn mest når de umiddelbart "fortjener det mindst" altså hvis min den mellemste er sur, så kikker jeg på ham og siger at jeg tror måske han kunne have brug for et kram og så falder hans skuldre helt ned og gassen går af, han får et kram og så er der åbnet op for relationen/dialogen.

Men nogle gange lyder det på mig som om det handler om at børnene ikke skal "vinde" over de voksne....sådan ser jeg det bare ikke og derfor tror jeg det kan være nærmest umuligt at forstå hinanden i sådanne debatter, da vores syn på børn og forældrerollen er så langt fra hinanden.

Nå, men ville bare erklære mig enig.

Og det her digt er så rigtigt, det synes jeg i hvert fald er værd at have med indeni i forhold til alle relationer med andre mennesker:

Aller helst ønsker du at være elsket

I mangel derpå beundret

I mangel derpå frygtet

I det mindste hadet og foragtet

Sjælen gyser ved tanken om

det tomme rum og ønsker kontakt for enhver pris

Kilde: Hjalmar Söderberg

Anonym skriver:

JA jeg vidste at skrive dette indlæg herinde bare ville få mig til at føle mig som en DÅRLIG MOR!!!!!!!!!!!! så hvorfor gjorde jeg det egentlig aner det ikke !!!!

Fordi du er stærk nok til at indse at det her ikke går som det gør nu.

Det er flot!!

Men det er jo ikke nok. Du skal jo også videre og det er jo DET som er det svære. Det er ikke svært at sige ok jeg står ved a men skal hen til b. Det er HVORDAN kommer jeg derhen. Derfor kom jeg med nogle forslag til hvordan I muligvis kunne komme videre.

Der er ingen fordømmelse her fra min side af. Mere en konstatering af at I sidder fast i nogle uheldige følelser. Og nu er det altså tid til at komme ud af det. Ellers ville du ikke spørge om hjælp.

Det at du føler at jeg siger du er en dårlig mor - hvilket jeg ikke gør - fortæller mig at du er bange for at være en dårlig mor og måske endda går rundt og føler du er en dårlig mor pga alt det her. Den følelse forstærker kun at du ikke har meget overskud, hvor situationerne opstår og så at du føler dig utilstrækkelig som mor.

Jeg har sagt du åbenbart har mistet kontrollen med situationen og at du skal få den igen. Ikke at du er en dårlig mor.

Anonym skriver:

time in og time out hva mener du er forskellen????

Time OUT, der sender du barnet UD, (ind på værelset eller hvad man nu bruger og så sidder barnet der ALENE)

Time IN går ud på at man sætter sig ned på gulvet SAMMEN MED BARNET, og giver det fuld opmærksomhed, snakker om de følser der ligger bag ved vredeudsbrudet, snakker om hvordan man kunne håndtere situationen anderledes. Snakke om hvordan man kommer videre UD af konfliten. istedet for at sende barnet ind på værelse og så skla barnet SELV finde ud af det. Så giver time IN mulighed for at barnet bliver vejledt og guidet af en voksen.

Hvis barnet kalder mig for grimme ting, så vil jeg tage en snak med barnet, forklare at jeg bliver ked af det. Igen jeg guider og vejleder, jeg sender ikke barnet bort.

(når jeg har haft en dårlig dag og er sur, så forventer jeg af min kæreste at han er der for mig, lytter på mig og styger mig på ryggen. På samme måde behandler jeg mine børn, når de er ude af den (og det er de når de bider, siger grimmeting osv. så giver jeg dem også opmærksomhed!)

Eva. skriver:

Sådan ser jeg det også...jeg har så også haft gode oplevelser med at rumme mine børn mest når de umiddelbart "fortjener det mindst" altså hvis min den mellemste er sur, så kikker jeg på ham og siger at jeg tror måske han kunne have brug for et kram og så falder hans skuldre helt ned og gassen går af, han får et kram og så er der åbnet op for relationen/dialogen.

Men nogle gange lyder det på mig som om det handler om at børnene ikke skal "vinde" over de voksne....sådan ser jeg det bare ikke og derfor tror jeg det kan være nærmest umuligt at forstå hinanden i sådanne debatter, da vores syn på børn og forældrerollen er så langt fra hinanden.

Nå, men ville bare erklære mig enig.

Og det her digt er så rigtigt, det synes jeg i hvert fald er værd at have med indeni i forhold til alle relationer med andre mennesker:

Aller helst ønsker du at være elsket

I mangel derpå beundret

I mangel derpå frygtet

I det mindste hadet og foragtet

Sjælen gyser ved tanken om

det tomme rum og ønsker kontakt for enhver pris

Kilde: Hjalmar Söderberg

Ja det har jeg også. Men det handler også om personligt overskud. Jeg har da også oplevet at stå i de situationer hvor jeg ikke havde det overskud og i stedet for endte med en følelse af afmagt. Det er menneskeligt og helt ok, sålænge det ikke tager overhånd.

Det er når som du siger skulderne ALDRIG falder ned at problemet opstår, som i ts situation. Det er ulykkeligt men ikke verdenens undergang. Med nogle få teknikker og lidt selvransagelse så burde det kunne løse sig

Anonym skriver:

JA jeg vidste at skrive dette indlæg herinde bare ville få mig til at føle mig som en DÅRLIG MOR!!!!!!!!!!!! så hvorfor gjorde jeg det egentlig aner det ikke !!!!

Kirle skriver:

Ja det har jeg også. Men det handler også om personligt overskud. Jeg har da også oplevet at stå i de situationer hvor jeg ikke havde det overskud og i stedet for endte med en følelse af afmagt. Det er menneskeligt og helt ok, sålænge det ikke tager overhånd.

Det er når som du siger skulderne ALDRIG falder ned at problemet opstår, som i ts situation. Det er ulykkeligt men ikke verdenens undergang. Med nogle få teknikker og lidt selvransagelse så burde det kunne løse sig

Helt sikkert...problemet er nu heller ikke at kvaje sig, problemet for mig er hvis ikke jeg lærte af det...når jeg får sagt og gjort noget som jeg ved er fordi jeg er presset, så undskylder jeg over for drengene og taler med dem om det...og det er der jo også god læring og udvikling i også for dem...men jeg kan jo ikke undgå at gøre og sige noget som jeg godt ved ikke er optimalt...bare jeg har et mål og har overvejet hvorfor jeg gør som man gør og ikke mener det er ok at råbe af dem dagligt osv...jeg ved hvad der er optimalt og jeg ved det ikke er realistisk at gå gennem 18 år med børn uden at dumme sig....men jeg er hård ved mig selv og stiller store krav til alt jeg gør..

Eva. skriver:

Helt sikkert...problemet er nu heller ikke at kvaje sig, problemet for mig er hvis ikke jeg lærte af det...når jeg får sagt og gjort noget som jeg ved er fordi jeg er presset, så undskylder jeg over for drengene og taler med dem om det...og det er der jo også god læring og udvikling i også for dem...men jeg kan jo ikke undgå at gøre og sige noget som jeg godt ved ikke er optimalt...bare jeg har et mål og har overvejet hvorfor jeg gør som man gør og ikke mener det er ok at råbe af dem dagligt osv...jeg ved hvad der er optimalt og jeg ved det ikke er realistisk at gå gennem 18 år med børn uden at dumme sig....men jeg er hård ved mig selv og stiller store krav til alt jeg gør..

Er helt enig, ligesåvel at vi skal være gode eksempler for vores børn med de gode følelser så skal vi også være det med de dårlige.

Det kræver sin kvinde og sin mand, at sige "undskyld jeg overreagerede, det var mig som tog fejl" til sin søn på 2år men det kan virkelig betale sig i længden fordi man jo netop også får et "undskyld det var mig som tog fejl" tilbage når de overreagerer.
Og det er faktisk slet ikke skidt tværtimod. Jeg er ret så glad ved at vide at jeg kan sende mit barn ud i verdenen med en følelse af hvis han laver en fejl at så er han IKKE forkert men at han har gjort noget forkert. Herregud det er jo bare en fejl.

Kirle skriver:

Er helt enig, ligesåvel at vi skal være gode eksempler for vores børn med de gode følelser så skal vi også være det med de dårlige.

Det kræver sin kvinde og sin mand, at sige "undskyld jeg overreagerede, det var mig som tog fejl" til sin søn på 2år men det kan virkelig betale sig i længden fordi man jo netop også får et "undskyld det var mig som tog fejl" tilbage når de overreagerer.
Og det er faktisk slet ikke skidt tværtimod. Jeg er ret så glad ved at vide at jeg kan sende mit barn ud i verdenen med en følelse af hvis han laver en fejl at så er han IKKE forkert men at han har gjort noget forkert. Herregud det er jo bare en fejl.

Lige netop...det ahndler om anerkendelse og det er altså en forudsætning for at blive et helt menneske...og så erd er jo mange måder at mene hvad der er bedst på...og sådan er det jo bare.

Jeg siger glad og gerne undskyld til mine børn og sætter ord på og de er ret gode til det selv også...mærke hvad det er der sker når det sker...jeg håber bare det fundament jeg skaber er godt for lige netop mine børn og den måde de er på..

Mumto3 skriver:

Time OUT, der sender du barnet UD, (ind på værelset eller hvad man nu bruger og så sidder barnet der ALENE)

Time IN går ud på at man sætter sig ned på gulvet SAMMEN MED BARNET, og giver det fuld opmærksomhed, snakker om de følser der ligger bag ved vredeudsbrudet, snakker om hvordan man kunne håndtere situationen anderledes. Snakke om hvordan man kommer videre UD af konfliten. istedet for at sende barnet ind på værelse og så skla barnet SELV finde ud af det. Så giver time IN mulighed for at barnet bliver vejledt og guidet af en voksen.

Hvis barnet kalder mig for grimme ting, så vil jeg tage en snak med barnet, forklare at jeg bliver ked af det. Igen jeg guider og vejleder, jeg sender ikke barnet bort.

(når jeg har haft en dårlig dag og er sur, så forventer jeg af min kæreste at han er der for mig, lytter på mig og styger mig på ryggen. På samme måde behandler jeg mine børn, når de er ude af den (og det er de når de bider, siger grimmeting osv. så giver jeg dem også opmærksomhed!)

 

Synes ikke grænsen er så skarp, som du her beskriver.

Som du kan læse i mit tidligere indlæg, så bruger vi timeouten som et middel til at italesætte hændelser, vi anser som ikke værende okay, samt de følelser de førnævnte hændelser giver barnet og den voksne. Vi sender ikke nogle af børnene ind på eget værelse eller langt væk - børnene er aldrig alene, når de har i en timeout. Jo de står med ryggen til os, men som allerede nævnt, så står de der ikke længe. At få et hys barn til at lytte kan være tæt på umuligt - timeouten bliver dermed (også) brugt, som jeg også har nævnt, til at få gemytterne til at falde til ro. Selvom vi bruger timeout, bruger vi rigtig meget krudt på at tale med vores børn - ergo er jeg af den overbevisning, at timeout bestemt ikke er ensbetydende med, at man ikke ser sit barn eller ikke rummer de følelser, barnet har.

Jeg er til gengæld også af den mening, at ting kan tales ihjel. Der er nogle ting her i livet, som bare må accepteres - man bryder ikke lovene, fordi det gør man bare ikke! Ikke fordi man får en straf, ikke fordi man får en længere og kringlet forklaring, men fordi, sådan er det bare. Og man skal have børstet tænder, man skal i seng, når mor og far siger det, man skal have jakke på, når man skal ud og nej man går ikke i børnehave i undertøj....sådan er det bare!

Og ja, jeg kan godt komme til at råbe af mine børn eller skælde dem ud, men er heller ikke bleg for at indrømme, hvis jeg har overreageret - og er i den sammenhæng bestemt heller ikke bleg for at sige undskyld til mine børn, hvis jeg har taget fejl eller handlet fejlagtigt. Hvis du aldrig har skældt dine børn ud på nogen måde, så har du min dybeste respekt....