Hvornår er man mor?

Anonym skriver:

Efter en lille snak med en veninde herinde fra om hvor vidt, hvornår man er mor, ville jeg også spørge jer!

Jeg føler mig allerede som mor, selvom jeg stadigvæk er gravid - er idag 14+3. Og det har jeg gjort stortset ligefra starten af, selvom jeg lige skulle have lidt tid til at "sluge pillen" lidt. Det er en helt fantastisk følelse nu og ikke mindst når den lille møffer rundt derinde

Hvornår mener I at man er mor? Når man bliver gravid eller når man har født?

har hørt at kvinder bliver mor når de bliver garvide . og mænd bliver føsrt far den dag de står med den lille i armen..

Anonym skriver:

Jeg mener bare at man (jeg gør ihvertfald) allerede nu føler en eller anden slags mor-følelse overfor barnet.

Jeg føler mig som mor hver gang jeg mærker min lille baby. Jeg føler en vis beskyttertrang overfor barnet, selvom det ikke er født endnu.

Det er en lille smule svært at forklare..

Jeg forstår godt hvad du mener. Du er mor på den måde at du allerede nu skal beskytte dit barn og gøre hvad du finder bedst for det i form af at passe på din mave, spise det der er bedst for baby og generelt bare være en god mor for den lille inde i maven og ikke udsætte "det" for risici

kunne ikke kalde mig selv for mor da han var i maven, og skulle sluge kamelen når folk sagde "ihh så skal du være mor" bla bla bla... mor ordet var svært for mig

det kom først naturligt til mig da han var nogle mdr gammel.. self vidste jeg at jeg var mor for et barn.. men det gik rigtigt op for mig da vi var nået til fast rytme og hverdag... i starten var det svært at knytte bånd da jeg havde ekstreme smerter og det havde min søn åbenbart også.. så han skreg fra 4-7 timer i træk og jeg kunne til sidst bare sidde tudende med ham i mine arme... følte nok min mor var mere for mor ham da han faldt til ro i hendes arme.. så havde krigsen med "han kan ikke lide mig men han kan bedre lide min mor"

han kunne jo bare mærke min frustration og spænding...

Laulund87 skriver:

Jeg følte mig som mor da jeg så stregerne

Helt enig.. Det starter allerede der med at passe på baby og være nervøs for der sker den lille noget.. 

Personligt følte jeg mig først som mor, da hun lå i mine arme  

Jeg synes først jeg blev mor da jeg fødte..  Men altså da jeg var gravid var jeg kommende mor og havde ansvaret for at passe på den lille.. altså undgå alle de ting man ikke må osv.. Men ville ALDRIG kunne vide hvordan det ville være før hun blev født.. kunne jo kun gøre mig forestillinger som førstegansmor.. så blev første rigtig mor, med alt hvad det indebære da jeg fødte.. måske jeg vil se anderledes på det når jeg skal have nr. 2 (hvis jeg skal det)..  Så er jeg måske mor fra der er to streger..

Pernille08 skriver:

Jeg følte mig først mor da han kom op på brystet , og alligevel synes jeg samtidig det var lidt underligt , jeg har båret rundt på ham i 9 måneder , og pludselig ligger han på dit bryst vireklig underlig tanke og følelse .
- men han er min lille guldklump .

Jeg havde det på samme måde.. Følte det så mærkeligt og surrealistisk at der lå sådan en fin, færdig og smuk pige der.. vidste det jo godt.. men gud hvor var det svært at forholde sig til at sådan en rund mave indeholdt så perfekt et lille barn.. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestilt mig der skulle komme ud af mig..  Men altså blev så glad da der kom et helt færdigt og fint barn op på maven..

milopilo skriver:

Jeg havde det på samme måde.. Følte det så mærkeligt og surrealistisk at der lå sådan en fin, færdig og smuk pige der.. vidste det jo godt.. men gud hvor var det svært at forholde sig til at sådan en rund mave indeholdt så perfekt et lille barn.. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestilt mig der skulle komme ud af mig..  Men altså blev så glad da der kom et helt færdigt og fint barn op på maven..

Pernille08 skriver:

Jaaa lige præcis , jeg må da os sige det to mig da nok en dag eller 2 lige at indordne mig under at det rent faktisk var mit barn , som man ikk bare kunne levere tilbage til moren , for det var jo mig

Ha ha ja lige præcis..  Kan også huske min far stod vildt glad et par dage efter fødslen og sagde "nå så du mor, hvordan føles det?".. sagde til ham jeg måtte være så ærlig at sige at jeg følte det var en andens barn jeg bare passede vildt godt på og sørgede for der for alt i verden ikke skete noget med..  Men svært er det virklig at sætte sig ind i..

Min kæreste og jeg havde tit talt om om hun nu havde 10 fingre, 10 tæer.. tænk hvis hun havde hareskår (eller hvordan det staves).. Tænk hvis det overhovedet ikke var en pige, men de havde taget fejl ved scanningerne.. Tænk hvis der var et hul i kroppen.. eller et eller andet.. Hold op vi tænkte og snakkede..  Min kæreste jokede nogen gange og sagde "Its not at dick" (som den zulu reklame).. Altså at det var noget mærkeligt der kom ud..  Så jeg tudede bare og var sååååå glad da jeg s hun bare var sååå perfekt og fin.. Da de lagde hende på min mave og jeg kiggede røg det også bare ud af mig "hvor er hun fin, hvor sød, perfekt og helt færdig" så sagde min skønne JM også "jamen hvad havde du da regnet med"