Skældud...?

kamtok skriver:

Jeg tror at man kan tale med børn om rigtig mange ting, men hvis man har forklaret dem mange gange og måske endda på forskellige måder, at noget er farligt - fx. at løbe fra en ude på vejen eller lign.  og de stadigvæk ikke gør som der bliver sagt, så må der en lidt skrappere tone til.

Fx min venindes dreng på snart 5 år. Han har fået afvide rigtig mange gange (på meget pædagogisk vis) at han ikke må løbe over vejen, han skal holde sin mor i hånden eller holde fast i barne/klapvognen og han skal kigge sig for, men ikke desto mindre så gør han det altså alligevel. En dag fik hun NOK, så hun skældte ham ud i en ret hård tone og hun fortalte igen at det han gjorde var meget farligt, og han fik sig en ordentlig forskrækkelse og har faktisk ikke gjort det siden.

 

Men hvad har han lært...han har ikke lært at vejen er farlig jo....kun lært at mor opfører sig på en måde som gør ham bange...så han blev bange for mor men ikke for vejen...

Jeg kan simpelthen ikke se det gode eller nyttige i at skælde ud...jeg tror bare det er fordi de fleste af os er vokset op med det at vi synes det er ok..vi stiller ikke spørgsmål ved det men mener bare at børnene skal være bange for at lære noget...alle undersøgelser viser jo at læring det sker når man er i et trygt og anerkendende miljø...

Men hvis man skal lære at mor og far kan blive gale og at man bliver bange, så er skæld ud fint...når jeg tnker tilbage på de skældud jeg har fået, så husker jeg ikke at jeg lærte noget men jeg husker følelsen af skæld ud, det var ikek rart.

Eva. skriver:

Men hvad har han lært...han har ikke lært at vejen er farlig jo....kun lært at mor opfører sig på en måde som gør ham bange...så han blev bange for mor men ikke for vejen...

Jeg kan simpelthen ikke se det gode eller nyttige i at skælde ud...jeg tror bare det er fordi de fleste af os er vokset op med det at vi synes det er ok..vi stiller ikke spørgsmål ved det men mener bare at børnene skal være bange for at lære noget...alle undersøgelser viser jo at læring det sker når man er i et trygt og anerkendende miljø...

Men hvis man skal lære at mor og far kan blive gale og at man bliver bange, så er skæld ud fint...når jeg tnker tilbage på de skældud jeg har fået, så husker jeg ikke at jeg lærte noget men jeg husker følelsen af skæld ud, det var ikek rart.

Jeg har også fået skældud og blev slået...

men har nu ikke prøvet af skælde ud inu daniel er kun 1år og tingene han ikke må fjerner man ham jo bare fra håber til den tid af jeg kan snakke med ham stille og roligt om de ting han ikke må stedet for af skælde ud og Slå det er noget fanden har skabt og det gør man ikke

Altså hos dyr der "fortæller" de også deres børn når de gør noget de ikke må og hvis de bliver ved mange gange så skælder deres mor også ud

Jeg tror jeg har det lidt som dig, men jeg har aldrig rigtig sat ord på det før.

Jeg tror ikke en udøvelse af magt overfor et andet menneske vil resultere i andet end enten modtryk eller at den anden trækker sig, og det er ikke umiddelbart noget jeg ser som noget positivt i børneopdragelse.

Selvfølgelig er den voksne og barnet ikke "ligeværdige", i den forstand at de begge har lige ret til at få lige del i alle beslutninger/regler, men det må være den voksnes pligt at lære barnet hvordan verden hænger sammen, og dermed også hvordan man løser en konflikt på en god måde. Min sparsomme erfaring (min søn er kun 2 1/2) har lært mig at den (eneste) måde et barn kan lære noget på, er ved at observere hvordan andre gør. Så jeg satser på at min søn bliver en god voksen (for det er vel målet) ved selv at opføre mig som jeg synes en god voksen bør opføre sig.

Med det sagt må jeg desværre indrømme at jeg på det sidste er begyndt at hæve stemmen overfor min søn en gang imellem. Han er simplethen begyndt at ignorere mig, og jeg kan SLET ikke håndtere det. Men det er min egne frustrationer der spiller ind, og jeg er meget opmærksom på at jeg skal prøve at finde et nyt mønster inden det bliver decideret skæld ud. Jeg er også først nu ved at lære at være rigtig voksen.

Mht om jeg er blevet skældt ud da jeg var barn, har jeg ingen erindringer om at mine forældre har stået med løftet pegefinger og fortalt mig hvordan jeg gør tingene forkert, så det har nok været meget sjældent hvis overhovedet.

Håber det hele giver mening

112233 skriver:

Jeg tror du har ret... men hvad gør man så?? Hvordan får man en hysterisk pige på 3 år til at forstå at hun skal slappe lidt af og jorden drejer ikke om hende..

Hvordan får man en dreng på 8 år til at forstå at mor bestemmer og det er ikke til diskution og han ikke skal svare igen??

Jeg er fuldstændig lost så hvis du har nogle guldkorn vil jeg meget gerne høre da jeg er træt af at være den sure mor herhjemme...

Men skal man få en tre årig til at lade være med at rase ud...er det ikke ok at blive gal? og kan en dreng på 8 år ikke godt forstå, måske hans adfærd bare er et tegn på at verden for ham går stærkt, at han har brug for et kram osv...børn/voksne vil jo bare gerne anerkendes og ses...i mangel på det så kan man jo hive en adfærd frem som giver en reaktion, så er man jo set...jeg tror på løsningen findes i forståelsen af barnets adfærd, mere end at vi skal prøve at få børnene til den adfærd vi mener er den rigtige og det vi ønsker...det er da fint nok at blive sur og gal...men hvis man forstår og ikke skræmmes, så tror jeg faktisk på at man kan få hele trygge børn ud af det, som man kan tale med.....jeg læste engang et sted hvor der stod...man skal huske at ens børn ikke er sat her på jorden for at gøre en ære.....børn handler ikke, tror jeg, på en måde for at genere nogen...og jo tror faktisk på at mange af de problematikker som mange forældre kæmper med og mod i frhold til deres børn skyldes at vi forventer noget der ikke findes eller er i overensstemmelse med barnets udvikling og liv og at det med at børnene og at den måde mange lever på kan skabe noget pres som børnene jo nødvendigvis også må vise tegn på.

Jeg ser bare ikke et uopdragent barn...jeg prøver at se hvad det er der gør at barnet reagerer sådan og det hjælper mig.

Jeg lavede dog den klassiske den anden dag..sagde til min søn på 8 år at jeg gerne ville have han var bedre til at lytte og gøre som jeg siger når der feks hans venners forældre kommer for at hente dem...jeg sagde at jeg blev ked af at han måske kunne virke træls og som en dreng der ikek hørte efter på forælderen der kommer...og han svarede at det kunne jeg jo ikke vide, da jeg jo ikke vidste hvad andre tænkte...og det har han jo ret i, det er så rigtigt...Vi er alle underlagt alle de der regler og normer og rigtigt og forkert som vi selv har skabt...jeg tænker aldrig at mine drenge er umulige, men når så der er en fremmed, så så jeg pludselig anderledes på mine børn ud fra hvad jeg troede andre tænkte...Giver det mening? i hvert fald så tænkte jeg en del efter den samtale med min søn.

pokulati skriver:

Jeg tror jeg har det lidt som dig, men jeg har aldrig rigtig sat ord på det før.

Jeg tror ikke en udøvelse af magt overfor et andet menneske vil resultere i andet end enten modtryk eller at den anden trækker sig, og det er ikke umiddelbart noget jeg ser som noget positivt i børneopdragelse.

Selvfølgelig er den voksne og barnet ikke "ligeværdige", i den forstand at de begge har lige ret til at få lige del i alle beslutninger/regler, men det må være den voksnes pligt at lære barnet hvordan verden hænger sammen, og dermed også hvordan man løser en konflikt på en god måde. Min sparsomme erfaring (min søn er kun 2 1/2) har lært mig at den (eneste) måde et barn kan lære noget på, er ved at observere hvordan andre gør. Så jeg satser på at min søn bliver en god voksen (for det er vel målet) ved selv at opføre mig som jeg synes en god voksen bør opføre sig.

Med det sagt må jeg desværre indrømme at jeg på det sidste er begyndt at hæve stemmen overfor min søn en gang imellem. Han er simplethen begyndt at ignorere mig, og jeg kan SLET ikke håndtere det. Men det er min egne frustrationer der spiller ind, og jeg er meget opmærksom på at jeg skal prøve at finde et nyt mønster inden det bliver decideret skæld ud. Jeg er også først nu ved at lære at være rigtig voksen.

Mht om jeg er blevet skældt ud da jeg var barn, har jeg ingen erindringer om at mine forældre har stået med løftet pegefinger og fortalt mig hvordan jeg gør tingene forkert, så det har nok været meget sjældent hvis overhovedet.

Håber det hele giver mening

Det giver mening og især det med du ikke hsuker du er skældt ud....og sammen med det at du ikke ønsker at skælde din søn ud...det fortæller mig rigtig meget og understøtter det jeg havde en idé om.

Mine børn og jeg er bestemt ikke lige, jeg har min rolle og position og de har deres...men jeg er vejleder i deres liv, ikke en diktator.

Jeg er blevet opdraget med skældud, men ikke hverdag det har været sjældent at det har været. kan huske jeg klippede i min mors gardiner det blev hun absolut ikke glad for. og så har jeg fået et klap i min røv 1 gang der kom jeg til at smadre sideruden på mine forældres bil. og så fik jeg skældud en gang jeg satte ild til noget papir på mit værelse, jeg var ved at lave drypsterin i et glas vand. så de gange jeg har fået skældud har jeg da virkelig også lavet noget galt og jeg gjorde det aldrig igen.

Jeg håber da aldrig jeg kommer til at skælde min søn ud, men jeg kan da ikke sidde her og sige at det aldrig vil ske. i afmagt måske. men som udgangs punkt vil jeg da ikke gøre det

PsychedeliC skriver:

Altså hos dyr der "fortæller" de også deres børn når de gør noget de ikke må og hvis de bliver ved mange gange så skælder deres mor også ud

Og forskellen på os og dyr er vores hjerne...derfor vi lever som vi gør og dyrene som de gør...jeg kan ikke se den sammenligningen skulle legalisere skældud..

DLM skriver:

Jeg er blevet opdraget med skældud, men ikke hverdag det har været sjældent at det har været. kan huske jeg klippede i min mors gardiner det blev hun absolut ikke glad for. og så har jeg fået et klap i min røv 1 gang der kom jeg til at smadre sideruden på mine forældres bil. og så fik jeg skældud en gang jeg satte ild til noget papir på mit værelse, jeg var ved at lave drypsterin i et glas vand. så de gange jeg har fået skældud har jeg da virkelig også lavet noget galt og jeg gjorde det aldrig igen.

Jeg håber da aldrig jeg kommer til at skælde min søn ud, men jeg kan da ikke sidde her og sige at det aldrig vil ske. i afmagt måske. men som udgangs punkt vil jeg da ikke gøre det

Jeg tror ikke på der er nogen der kan undgå det...men der er bare en stor forskel på at mene det er ok og en god metode og så på at man ønsker at undgå det og bruge andre metoder.. det er i hvert fald min mening..

Og puha, jeg har skældt ud så jeg bagefter har grædt og måtte undskylde mange gang over for mine børn.-...det er sgu ikke ok....og det var min fejl, ikke børnenens....det var mig der havde et problem.