Jeg mener for det første at vi burde sætte den sene abort grænse ned til tyve uger. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at de på den ene etage kæmper for at redde et barn der er født i uge 24+1 og på den anden efterlader et 'foster' der er blevet aborteret i uge 23+6 til at dø. Alene eller hos forældrene, det er omtrent lige forfærdeligt. Jeg ved godt at det er i tilfælde af alvorlig sygdom at man få lov til at abortere, hvor barnet ikke ville kunne leve når det blev født til termin, eller måske nok ville kunne leve fysisk, men som en fuldstændig grøntsag, at man får tilladelse til en så sen abort. Men hvis bare vi fik lavet md-scanningen i uge 18 som det er tilsigtet, ville vi også kunne nå at tage stilling til det før uge 20. Og alt andet lige, tvivler jeg på at et foster der er født i uge 19, vil kunne overleve uden for livmoderen.
For det andet, jamen, hvorfor er de overhovedet levende når de kommer ud. Jeg troede faktisk at man sprøjtede et eller andet ind, der fik dem til at sove ind lige så stille og roligt, derinde hvor de er trygge. Selvom det giver mig en grim smag i munden, og assosiationer til at aflive et kæledyr, ville det dog være at foretrække.
Jeg søger optagelse på jordemoder skolen næste år. OG FUCK, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre i den situation. Men når man ved at det kan ske, og det måske vil ske for en en dag, at man skal lade et væsen dø bevidst, så må man jo hellere få taget stilling. Jeg må indrømme, at den problemstilling er tæt på helt at fratage mig lysten til den uddannelse. Men skulle det ske for mig, at jeg stod i den situation som den jordemoder i artiklen, så mener jeg nu, at ikke ti vilde heste ville kunne få mig fra at finde en eller anden mulighed for at det lille liv ikke skulle dø alene, der må simpelthen være en læge, en sygeplejerske, en ssa eller en anden jordemoder der har mulighed for at være enten hos kvinden eller fostret.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt.
Jeg forstår heller ikke at børn der fødes og lægges til at dø - fordi de af en eller andet årsag er fravalgt af forældrene ikke fortjener en bedre eller ligeså god måde at komme herfra på end et kæledyr.
Hvis et barn lægges til at dø og det rent faktisk ånder, så vil det vil opleve organsvigt og til sidst åndedrætsbesvær og til sidst hjertestop (eller har jeg misforstået det) - hvordan fanden kan VI (og her mener jeg os alle, som samfund) så tillade at man bare om barnet er i en jordmoders arme eller i et skyllerum at det skal lide i 2 min eller ½ time, eller 1 dag eller hvor længe det nu tager for et barn at dø.
Handler det så om at et barn, der fjernes som en sen abort ikke ses som et liv - og derved ikke fortjener den samme humane behandling som vi giver andre med lidelser og smerter, eller hvad er begrundelsen for at vi ikke mener de (af alle) er nok værd til at de skal herfra uden yderlig smerte og lidelser?
Jeg forstår det ikke..'
Jeg ville håbe på at man simpelthen giver dem en insprøjtning som man ville gøre ved en hund, for det er da langt mere hurmant end det vi byder dem på nuværende tidspunkt.
Må hellere lige tilføje at nogle i min familie selv oplevede at føde et barn til termin, som desværre har så alvorlige lidelser at der ikke var noget at gøre, der blev sagt at hun havde få timer at leve i, det blev istedet uger, men hun var hos sine forældre og var smertedækket.
