Mileva skriver:
Tak 
Min mor er af den type hvor man tit og ofte skal fortælle hende den 1000 gange før det går ind på lystavlen... -.-' Og føles måske lidt hun er for meget mor og ikke nok mormor - hvis du forstår.. Hun prøvede længe efter L var født at få os til at ændre hendes navn, og hun gør det stadig.. Det er jo en smule træls det skal diskuteres gang på gang.. I starten kaldte hun L for Lortelai.. Indtil den dag jeg sagde 'Slut, hun hedder L-O-R-E-L-A-I, og hvis du ikke kan sige det jamen så kommer vi ikke mere..'
Hov, nu røg vi lige lidt undenfor det det egentligg handlede om Eller kan hendes input og følelsen af hun tager for meget min rolle gøre til jeg ikke føler det at være mor? :s Vi ses med dem 1-2 gange om ugen, så det er jo ikke tit..
Jeg boede ved mine forældre det første stykke tid, og følte også lidt at min mor gik ind på mit teritorium (selvom det slet ikke var tilfældet), men jeg følte lidt at hver gang mine forældre overtog (jeg havde hvad der på papiret er et kolikbarn) så gad hun godt falde til ro, men at jeg simpelthen ikke slog til, faktisk kan jeg huske på hospitalet at jeg tænkte, hvad nu hvis hun (min datter) ikke vil mig, at jeg ikke er god nok - hvilket var en efterfødselsreaktion, som jeg havde forventet, bare ikke så hårdt.
Jeg vil sige at det var en rigtig rigtig hård tid at komme igennem, men snak om det, sæt ord på og husk det tager altså tid at lære sit barn at kende, og børn er forskellige og har forskellige personligheder og temperamenter, du skal nok komme igennem det, bare husk på at du gør dit bedste - og det skal nok gå, der er ikke nogen i verden der er bedre til at være mor for dit barn end du er.
Anmeld
