Det at være mor?

Mileva skriver:

Ej undskyld, kunne ikke lige lad vær med at grine der :p Kan lige se det for mig :p

Det er også mærkeligt, men helt normalt mener jeg  Altså, der kommer sådan et lille menneske flyvende ned fra skyerne og lander bum lige ned i din familie. Selvfølgelig tager det tid. Og skyldfølelse er åbenbart en hyppig hobby, når man er mor, så der rammer du i hvert fald plet

Kindfed skriver:

Det er også mærkeligt, men helt normalt mener jeg  Altså, der kommer sådan et lille menneske flyvende ned fra skyerne og lander bum lige ned i din familie. Selvfølgelig tager det tid. Og skyldfølelse er åbenbart en hyppig hobby, når man er mor, så der rammer du i hvert fald plet

YES ! Ej, synes bare virkelig jeg har fået nok af skyldfølelse.. Men gætter på den kommer til at hænge ved

Mileva skriver:

Hvornår gik det rigtig op for jer i var blevet mor?

Jeg sidder her snart 3 mdr efter L fødsel og kan stadig ikke helt fatte jeg rent faktis er MOR Jeg 'føler' mig egentlig ikke som mor, ved ikke hvordan det er nemmest at forklare... Jeg elsker det lille væsen så ufattelig højt, aldrig i mit liv har jeg modtaget så meget kærlighed som jeg føler jeg for fra hende og aldrig i mit liv har jeg følt så meget kærlighed overfor et andet menneske.. Men når folk spørg mig ' Hvordan er det så at være mor?' .. Øh ja pas? Aner ikke hvad jeg skal svare dem.. Som regl siger jeg bare ' Jamen, hun er jo en dejlig nem unge så det ikke så slemt..' Men hvordan forklare man lige andre man egentlig ikke føles sig som en mor? Og hvad er følelsen?

Tænker det måske stadig er så nyt jeg ikke har vænnet mig til tanken 100% endnu, men kan virkelig få det dårligt når jeg sidder for mig selv og tænker over det og føle skyld.. Men aner ikke hvorfor? Har i prøvet noget lign?

Og det her indlæg er ikke oprettet for at blive hakket på, men for at finde ud af om jeg er den eneste der sidder med denne her underlig følelse i kroppe..

Jeg genkender det du skriver fuldstændigt. Der gik laaaaang tid før jeg helt følte mig som mor...eller, nej - for jeg får det også sådan en gang imellem, at jeg lige skal tænke over det en ekstra gang, og at det virkelig er rigtigt at jeg er de to bøllers mor med alt hvad det indebærer... Men sådan som du beskriver det havde jeg det i hvert fald det første halve år efter jeg havde født den første

Lise skriver:

Jeg genkender det du skriver fuldstændigt. Der gik laaaaang tid før jeg helt følte mig som mor...eller, nej - for jeg får det også sådan en gang imellem, at jeg lige skal tænke over det en ekstra gang, og at det virkelig er rigtigt at jeg er de to bøllers mor med alt hvad det indebærer... Men sådan som du beskriver det havde jeg det i hvert fald det første halve år efter jeg havde født den første

Tak for dit svar! Det letter rigtig meget at vide jeg ikke er palle alene i verden med den følelse

Jeg oplevede kærligheden til begge mine børn da de kom op på mit bryst efter fødslen.

Men den der "mor-fornemmelse" - at føle at titlen er min - den kan jeg godt nogle gange stadig blive lidt forundret over. "Tænk at jeg er Mor!!" eller "Jeg er sgu Mor til de 2 dejlige piger her"... Sådan nogle sjove tanker popper stadig op og ingen tvivl om at de hver gang forstærker kærligheden til mine børn!

De er knap 2 år og knap 3 mdr.

Jeg tror faktisk det først rigtig gik op for mig, da han begyndte at sige mor, og når legekammeraterne til min søn, omtalte mig som hans mor. Tror egentlig at rigtig mange, først mærker det senere. Eller også er jeg bare mærkelig

Nu har jeg kun været mor i halvanden måned.. men mit kommer også i etaper.. så slår det mig bare gud du er mor  Du har skabt det her lille pus og hun er dit ansvar for altid.. Tror det meget normalt at man slet ikke har følelsen md det samme.. De første uger havde jeg det som om jeg passede hende for en anden.. Hvis du forstår.. Jeg følte kun i perioder den der brusende fornemmelse og følelse.. den kommer oftere og oftere..
Men havde samme snak med min fætters kæreste for nogle uger siden.. de har en lille dreng på 2 år.. og hun sagde at hun også havde det sådan og følte det vildt mærkeligt når folk kaldte hende "mor".. Så tror du helt normal.. ligesom det helt normal at have det fra start.. det nok bare meget forskelligt hvornr det går op for en..

jeg tror det er meget normalt at den der altoverskyggende kærlighed kommer snigende lidt efter lidt... Og at man ikke føler den lige i det sekund man ser sit barn for første gang. Man skal lige lære hinanden at kende, og det tager jo tid, ligesom når du lærer alle mulige andre mennesker at kende.

Såå... Om du er ved at få en FD eller ej tør jeg ikke svare på, men jeg tror det er normalt at moderfølelsen først kommer et stykke tid efter man har født. Men godt at du har nogen tæt på der er OBS på dig!

Jeg skulle føde 3 børn før det gik rigtig op for mig

Jeg læste engang et sted, at det tager et barn få minutter at blive født (altså fra at være inden i, til at være ude!), men moderfølelsen tager tid, lang tid at vokse frem.

Men før jeg snakker om mig selv, vil jeg lige fortælle lidt om mine veninder. Jeg var den sidste i omgangskredsen der blev ..nå, ja.. mor.

Jeg har ofte i mit stille sind siddet og tænkt om dem, at hvis det ikke var fordi jeg VIDSTE at de var mødre, så ville jeg aldrig have gættet det! Hvis jeg ikke kendte dem og bare så dem på gaden, så ville jeg aldrig gætte at hende der, hun er nok mor.

Jeg har sågar i arbejdssammenhæng prøvet at sidde og tænke om en anden kvinde (hun var sygelig mager!) at hende der hun ligner da bare en der slet ikke kan få børn. Da jeg så i pausen snakkede med hende, ja, så viste det sig at hun havde et barn på 2 år OG var gravid

Som sagt skulle jeg selv få 3 børn før det sådan for alvorlig kom helt ind under huden på mig, og nu kommer særligt det midsterste det barn tit hen til mig og kravler op på skødet og siger MIN MOR og putter sig ind til mig. Nu har jeg det godt med det, og FØLER mig som MOAR!!! , men som sagte har det taget rigtig mange år at komme dertil og 3 børnfødsler

Med hensyn til din mors angst for at du har FD, så tror jeg (uden at kende dig eller din mor)  at jeg ville bede hende om at pakke de tanker langt væk. Det er IKKE til nogen hjælp eller støtte at blive konfronteret med sådan en 'anklage'. JEg har en veninde hvis mor er SP og hun var så opsat på at min veninde skulle amme, og amme længe, at det endte med at hun helt fik ødelagt ammeforløbet.

Slap af, prøv at hvil i dig selv, VID MED SIKKERHED at alle føler sig ekstremt usikker i deres nye morrolle, at man til tider føler sig helt magtesløs, at man bare slet ikke synes man gør det godt nok, at man er en dårlig mor, at ens barn ville være bedre tjent med en 'rigtig' mor osv. OG AT DET HELT NORMALT AT HAVE DET SÅDAN.

I min første mødregruppe var der nogen der bare havde chek på det hele og så var der nogen der var famlende og usikre. Mange år senere møder jeg tilfældigt en af de 'chekkede' en af dem som bare havde styr på det. Jeg havde i mellemtiden fået 1 til og var gravid med nr 3. Hun havde ikke fået flere. Hun siger så: Åh, du var også bare så super cool!!! Det havde bare styr på det hele. Jeg blev slået helt ud af at have fået et barn, at vi ikke har haft mod på at få flere  ØH...... JEG var slået helt ud!!! -det var jo hende der havde styr på det!!!! Den historie fortæller mig bare, at selvom der er mødre der ser ud som om de har styr på det, så er det slet ikke sikkert at det er sådan de rent faktisk har det inden i.

Så bed din mor om at bakke dig op, det har en hver nybagt mor brug for! -og glem alt om FD

Tillykke med din tiltel som mor, og giv den bare GOD tid til at synke ind i dit indre. Det tager tid!!!

Jeg tror først det gik rigtigt op for mig, da vi kom hjem med hende og var alene med hende... Den første dag kan jeg huske at jeg tænkte: "hende dér, det er ikke min, hvor kom hun fra....?"

Jeg elsker at være mooooar  Jeg elsker de smil hun kommer med, når hun får øje på mig i tremmesengen om morgenen.... Det gør det hele værd!!