Det at være mor?

Carina1977 skriver:

Jeg tror faktisk det først rigtig gik op for mig, da han begyndte at sige mor, og når legekammeraterne til min søn, omtalte mig som hans mor. Tror egentlig at rigtig mange, først mærker det senere. Eller også er jeg bare mærkelig

Hehe, skal vi være mærkelig sammen så ? Tror bare desværre jeg tænker mere over det fordi N har 'så nemt' ved det at være far.. Men nu har han jo også prøvet det før

CamiRon skriver:

Jeg oplevede kærligheden til begge mine børn da de kom op på mit bryst efter fødslen.

Men den der "mor-fornemmelse" - at føle at titlen er min - den kan jeg godt nogle gange stadig blive lidt forundret over. "Tænk at jeg er Mor!!" eller "Jeg er sgu Mor til de 2 dejlige piger her"... Sådan nogle sjove tanker popper stadig op og ingen tvivl om at de hver gang forstærker kærligheden til mine børn!

De er knap 2 år og knap 3 mdr.

 

Synes det er svært at forholde mig til hun egentlig er MIT barn.. Tror du har ret i det med det forskærker end kærlighed til det lille væsen

milopilo skriver:

Nu har jeg kun været mor i halvanden måned.. men mit kommer også i etaper.. så slår det mig bare gud du er mor  Du har skabt det her lille pus og hun er dit ansvar for altid.. Tror det meget normalt at man slet ikke har følelsen md det samme.. De første uger havde jeg det som om jeg passede hende for en anden.. Hvis du forstår.. Jeg følte kun i perioder den der brusende fornemmelse og følelse.. den kommer oftere og oftere..
Men havde samme snak med min fætters kæreste for nogle uger siden.. de har en lille dreng på 2 år.. og hun sagde at hun også havde det sådan og følte det vildt mærkeligt når folk kaldte hende "mor".. Så tror du helt normal.. ligesom det helt normal at have det fra start.. det nok bare meget forskelligt hvornr det går op for en..

Den med at føles hun kun er til lånes, den rammer fuldstændig plet! Tænker bare når jeg høre bekendte og veninder sige 'jeg elsker titlen som mor', øh okey, og hvad vil det så sige at være mor? Den brusende fornemmelse er lidt svær for mig at håndtere når det sker Ofte ender jeg med at tud'brøle og aner jo ikke hvorfor.. Synes selv jeg gør alt for at snakke om de ting der kommer til mig i forbindelse med fødsel osv, netop for ikke at ende ud i en FD, men bagefter sidder jeg egentlig bare med en lidt tom fornemmelse og tænker, når ja, og hvad så? Hvis du forstår

Tulle28 skriver:

jeg tror det er meget normalt at den der altoverskyggende kærlighed kommer snigende lidt efter lidt... Og at man ikke føler den lige i det sekund man ser sit barn for første gang. Man skal lige lære hinanden at kende, og det tager jo tid, ligesom når du lærer alle mulige andre mennesker at kende.

Såå... Om du er ved at få en FD eller ej tør jeg ikke svare på, men jeg tror det er normalt at moderfølelsen først kommer et stykke tid efter man har født. Men godt at du har nogen tæt på der er OBS på dig!

Det er da rart folk er obs på hvordan jeg har det, men det kan godt blive for meget.. Specielt når det er hver gang man ses de bringer det op og vil snakke om det.. Lidt ligesom under en graviditet.. Det er da rart at tale om og kunne få svar på spørgsmål, men det behøver vel ikke kun være DET man taler om?

Mumto3 skriver:

Jeg skulle føde 3 børn før det gik rigtig op for mig

Jeg læste engang et sted, at det tager et barn få minutter at blive født (altså fra at være inden i, til at være ude!), men moderfølelsen tager tid, lang tid at vokse frem.

Men før jeg snakker om mig selv, vil jeg lige fortælle lidt om mine veninder. Jeg var den sidste i omgangskredsen der blev ..nå, ja.. mor.

Jeg har ofte i mit stille sind siddet og tænkt om dem, at hvis det ikke var fordi jeg VIDSTE at de var mødre, så ville jeg aldrig have gættet det! Hvis jeg ikke kendte dem og bare så dem på gaden, så ville jeg aldrig gætte at hende der, hun er nok mor.

Jeg har sågar i arbejdssammenhæng prøvet at sidde og tænke om en anden kvinde (hun var sygelig mager!) at hende der hun ligner da bare en der slet ikke kan få børn. Da jeg så i pausen snakkede med hende, ja, så viste det sig at hun havde et barn på 2 år OG var gravid

Som sagt skulle jeg selv få 3 børn før det sådan for alvorlig kom helt ind under huden på mig, og nu kommer særligt det midsterste det barn tit hen til mig og kravler op på skødet og siger MIN MOR og putter sig ind til mig. Nu har jeg det godt med det, og FØLER mig som MOAR!!! , men som sagte har det taget rigtig mange år at komme dertil og 3 børnfødsler

Med hensyn til din mors angst for at du har FD, så tror jeg (uden at kende dig eller din mor)  at jeg ville bede hende om at pakke de tanker langt væk. Det er IKKE til nogen hjælp eller støtte at blive konfronteret med sådan en 'anklage'. JEg har en veninde hvis mor er SP og hun var så opsat på at min veninde skulle amme, og amme længe, at det endte med at hun helt fik ødelagt ammeforløbet.

Slap af, prøv at hvil i dig selv, VID MED SIKKERHED at alle føler sig ekstremt usikker i deres nye morrolle, at man til tider føler sig helt magtesløs, at man bare slet ikke synes man gør det godt nok, at man er en dårlig mor, at ens barn ville være bedre tjent med en 'rigtig' mor osv. OG AT DET HELT NORMALT AT HAVE DET SÅDAN.

I min første mødregruppe var der nogen der bare havde chek på det hele og så var der nogen der var famlende og usikre. Mange år senere møder jeg tilfældigt en af de 'chekkede' en af dem som bare havde styr på det. Jeg havde i mellemtiden fået 1 til og var gravid med nr 3. Hun havde ikke fået flere. Hun siger så: Åh, du var også bare så super cool!!! Det havde bare styr på det hele. Jeg blev slået helt ud af at have fået et barn, at vi ikke har haft mod på at få flere  ØH...... JEG var slået helt ud!!! -det var jo hende der havde styr på det!!!! Den historie fortæller mig bare, at selvom der er mødre der ser ud som om de har styr på det, så er det slet ikke sikkert at det er sådan de rent faktisk har det inden i.

Så bed din mor om at bakke dig op, det har en hver nybagt mor brug for! -og glem alt om FD

Tillykke med din tiltel som mor, og giv den bare GOD tid til at synke ind i dit indre. Det tager tid!!!

Tak

Min mor er af den type hvor man tit og ofte skal fortælle hende den 1000 gange før det går ind på lystavlen... -.-' Og føles måske lidt hun er for meget mor og ikke nok mormor - hvis du forstår.. Hun prøvede længe efter L var født at få os til at ændre hendes navn, og hun gør det stadig.. Det er jo en smule træls det skal diskuteres gang på gang.. I starten kaldte hun L for Lortelai.. Indtil den dag jeg sagde 'Slut, hun hedder L-O-R-E-L-A-I, og hvis du ikke kan sige det jamen så kommer vi ikke mere..'

Hov, nu røg vi lige lidt undenfor det det egentligg handlede om Eller kan hendes input og følelsen af hun tager for meget min rolle gøre til jeg ikke føler det at være mor? :s Vi ses med dem 1-2 gange om ugen, så det er jo ikke tit..

Den med at føles hun kun er til lånes, den rammer fuldstændig plet! Tænker bare når jeg høre bekendte og veninder sige 'jeg elsker titlen som mor', øh okey, og hvad vil det så sige at være mor? Den brusende fornemmelse er lidt svær for mig at håndtere når det sker Ofte ender jeg med at tud'brøle og aner jo ikke hvorfor.. Synes selv jeg gør alt for at snakke om de ting der kommer til mig i forbindelse med fødsel osv, netop for ikke at ende ud i en FD, men bagefter sidder jeg egentlig bare med en lidt tom fornemmelse og tænker, når ja, og hvad så? Hvis du forstår

Ja jeg forstår udemærket godt hvad du mener.. Det en meget underlig følelse..
Men lyder ikke godt at du græder og såen når du så får den følelse..  Men rigtig godt du snakker med folk om det selvom du føler du ikke får noget ud af det som såen.. Jeg vil være så ærlig at sige at vi de første 2,5 uge efter hospialet frygtede en FD.. Vores sundhedsplejerske var ude 4 eller 5 gange på 2 uger.. Hun var bare guld værd.. Og jeg begyndte at tudbrøle.. hun sagde det var rigtig godt jeg var åben omkring det og græd.. fordi et tegn på FD er at man skjuler det for alt i verden og samtidig skubber barnet væk.. "Gemmer sig bag" andre ting i ens hverdag osv.. Så jeg snakkede HELT vildt med en masse om det og var åben overfor alle selvom jeg synes det var mega tabu.. for som jeg også hørte fra alle så skulle det jo være den mest fantastiske tid og det bedste der var sket.. Kunne jeg OVERHOVEDET ikke se og en nat jeg sad på hendes værelse, hvor hun bare skreg og skreg.. amningen kørte ikke.. hun var vildt ked.. jeg havde ikke sovet i over en uge.. (jo max et par timer om dagen) og min kæreste var startet på arbejde igen og jeg følte migmax alene om det hele.. jeg sad bare med hende i armene og tårene trillede ned ad kinderne mens jeg tænkte alle de drømme man havde i graviditeten, alle de forhåbninger om hvordan det skulle blive/være mens jeg havde gået og sat hendes værelse i stand levede overhovedet ikke op til hvordan det var.. følte jeg gled fra kæresten fordi det bare var KÆMPE omvæltning.. vi sov hver for sig så han kunne sove fordi han jo skulle op på job og alt det jeg gjorde for ham før havde jeg ikke tid og overskud til længere.. huset lignede lort fordi jeg ikke lavede andet end at amme osv.. Ja sådan er det jo.. men gud jeg synes det var hårdt !!!! Men talte åbent med alle om det (hun er kun 5 uger gammel) og idag føler jeg alle de ting er det værd, jeg føler det ikke forkert længere og jeg elsker hende helt vildt!!  Så der er sket VILDT MEGET på 2,5 uge.. Troede virkelig jeg var på vej ud i FD...

Det jeg ville sige er bare at jeg synes det rigtig godt du skriver her hvordan du har det og snakker åbent om tingene.. det vil hjælpe meget..
Husk du altid velkommen til at skrive PB hvis du har brug for det

Mileva skriver:

Hehe, skal vi være mærkelig sammen så ? Tror bare desværre jeg tænker mere over det fordi N har 'så nemt' ved det at være far.. Men nu har han jo også prøvet det før

Det skal nok komme....jeg tror også det er mere underligt første gang. For det er jo lidt mærkeligt pludselig at være mor....det er jo sådan noget ens egen mor er

Mileva skriver:

Hvornår gik det rigtig op for jer i var blevet mor?

Jeg sidder her snart 3 mdr efter L fødsel og kan stadig ikke helt fatte jeg rent faktis er MOR Jeg 'føler' mig egentlig ikke som mor, ved ikke hvordan det er nemmest at forklare... Jeg elsker det lille væsen så ufattelig højt, aldrig i mit liv har jeg modtaget så meget kærlighed som jeg føler jeg for fra hende og aldrig i mit liv har jeg følt så meget kærlighed overfor et andet menneske.. Men når folk spørg mig ' Hvordan er det så at være mor?' .. Øh ja pas? Aner ikke hvad jeg skal svare dem.. Som regl siger jeg bare ' Jamen, hun er jo en dejlig nem unge så det ikke så slemt..' Men hvordan forklare man lige andre man egentlig ikke føles sig som en mor? Og hvad er følelsen?

Tænker det måske stadig er så nyt jeg ikke har vænnet mig til tanken 100% endnu, men kan virkelig få det dårligt når jeg sidder for mig selv og tænker over det og føle skyld.. Men aner ikke hvorfor? Har i prøvet noget lign?

Og det her indlæg er ikke oprettet for at blive hakket på, men for at finde ud af om jeg er den eneste der sidder med denne her underlig følelse i kroppe..

Min søn er 6 uger, og jeg kan sagtens sætte mig ind i dét, du beskriver.

Jeg har det dobbelt med det: På den ene side er jeg SÅ meget (løve)mor og der er ingen tvivl om, at han er MIN søn. På den anden side har jeg det lidt sådan: Hvor længe får jeg lov at beholde ham? Hvornår kommer der nogen og tager ham igen? Og når min mand nævner mig som mor, kigger jeg mig næsten over skulderen for at se, hvem han mener

På den ene side har mit nye liv som mor kun stået på i 6 uger og er stadigt meget nyt, på den anden side er det som om, han har været her altid.

Det er vist en meget almindelig reaktion at have det sådan.

Kh Molly

Mileva skriver:

Hvornår gik det rigtig op for jer i var blevet mor?

Jeg sidder her snart 3 mdr efter L fødsel og kan stadig ikke helt fatte jeg rent faktis er MOR Jeg 'føler' mig egentlig ikke som mor, ved ikke hvordan det er nemmest at forklare... Jeg elsker det lille væsen så ufattelig højt, aldrig i mit liv har jeg modtaget så meget kærlighed som jeg føler jeg for fra hende og aldrig i mit liv har jeg følt så meget kærlighed overfor et andet menneske.. Men når folk spørg mig ' Hvordan er det så at være mor?' .. Øh ja pas? Aner ikke hvad jeg skal svare dem.. Som regl siger jeg bare ' Jamen, hun er jo en dejlig nem unge så det ikke så slemt..' Men hvordan forklare man lige andre man egentlig ikke føles sig som en mor? Og hvad er følelsen?

Tænker det måske stadig er så nyt jeg ikke har vænnet mig til tanken 100% endnu, men kan virkelig få det dårligt når jeg sidder for mig selv og tænker over det og føle skyld.. Men aner ikke hvorfor? Har i prøvet noget lign?

Og det her indlæg er ikke oprettet for at blive hakket på, men for at finde ud af om jeg er den eneste der sidder med denne her underlig følelse i kroppe..

Det gik et halvt års tid for mig før jeg sådan virkelig indså at jeg var mor og hvad det vil sige, men tror først jeg forstod det fulde omfang da min datter var omkring 1½, men jeg havde en svær start med min datter ogf alle de følelser der hørte med, jeg var dog ærlig omkring det når mine veninder spurgte hvordan det føltes at være mor. 

Jeg kender godt den tanke.. Jeg kan stadigvæk ikke forstå at jeg er mor. Jeg ser mig selv som den unge pige stadigvæk, bare at den unge piger nu tager et ansvar.. Som du også skriver, jeg elsker min lille gut højere en noget andet, men altså JEG er jo ikke mor?? Altså mig, jeg kan da ikke være mor..  Ja jeg forstår det altså stadigvæk ikke, selvom jeg inders inde godt ved at jeg er mor og det er 5 mdr siden jeg fødte? 

Måske lærer nogle aldrig at forstå det?