Det at være mor?

Kindfed skriver:

Jeg kan godt genkende det, du siger. Jeg blev MOR for 9 måneder siden, og tænker egentlig ikke noget specielt om det. Det er bare sådan, det er. Men engang imellem slår lynet ned i mig, så jeg tænker 'Fuck! Jeg er nogens mor!'. Og synes stadig, det er underligt at sige 'min søn', når jeg skal fortælle noget om ham til nogen. Inde i mit hovede lyder det som om, jeg lyver, for jeg er da ikke sådan en, der har børn! Lidt som hvis jeg skulle starte en sætning med 'Dengang jeg var primaballerina, da...'  

Det er lige sådan jeg har det! Det er sådan lidt 'Arrr er du nu sikker?'

jeg havde MEGET svært med ordet mor... havde det virke underligt når jeg blev kaldt mor oga hdev svært ved at sige "kom op til mor" de første mange mdr.. 

jeg græd heller ikke da han blev født... følte egentlig ikke rigtig det store før om natten hvor jeg lå og betragtede ham liggende i vuggen ved siden af sengen.. 

helt ærligt.. så ville jeg sige det du føler er normalt.. 

Mileva skriver:

Jeg føler måske ikke helt hun er skabt af mig til tider, og ved ikke om det er derfor jeg ikke føler mig som mor.. L ligner sin far helt åndsvagt! Altså, man skulle tror han havde født hende:p

Det er sjovt, du siger det, for min dreng ligner også sin far skræmmende meget, og jeg ser ham næsten kun som hans (farens) dreng. Jeg tænker ikke så meget på, at han jo også er halvt mig, især fordi jeg ikke bare ville have et barn, jeg ville have min kærestes barn. Det har jeg så i den grad fået.

Tror ikke du skal spekulere så meget over, om du føler noget unormalt, eller føler for lidt for den sags skyld. Det er så nyt det hele og vil nok være det længe endnu, før brikkerne virkelig falder på plads (jeg venter stadig, og jeg knus-elsker mit barn og lider sgu ikke af FD eller andet ) 

Mileva skriver:

Hvornår gik det rigtig op for jer i var blevet mor?

Jeg sidder her snart 3 mdr efter L fødsel og kan stadig ikke helt fatte jeg rent faktis er MOR Jeg 'føler' mig egentlig ikke som mor, ved ikke hvordan det er nemmest at forklare... Jeg elsker det lille væsen så ufattelig højt, aldrig i mit liv har jeg modtaget så meget kærlighed som jeg føler jeg for fra hende og aldrig i mit liv har jeg følt så meget kærlighed overfor et andet menneske.. Men når folk spørg mig ' Hvordan er det så at være mor?' .. Øh ja pas? Aner ikke hvad jeg skal svare dem.. Som regl siger jeg bare ' Jamen, hun er jo en dejlig nem unge så det ikke så slemt..' Men hvordan forklare man lige andre man egentlig ikke føles sig som en mor? Og hvad er følelsen?

Tænker det måske stadig er så nyt jeg ikke har vænnet mig til tanken 100% endnu, men kan virkelig få det dårligt når jeg sidder for mig selv og tænker over det og føle skyld.. Men aner ikke hvorfor? Har i prøvet noget lign?

Og det her indlæg er ikke oprettet for at blive hakket på, men for at finde ud af om jeg er den eneste der sidder med denne her underlig følelse i kroppe..

Jeg kan levende sætte mig ind i det du skriver!!

Vi "tyvstartede" på det dér forældre-rolle-noget, og købte en hund, hvor vi så "blev mor og far" - og GUUUUUUD hvor havde jeg det dybt mærkeligt med at "være blevet mor"

Så blev jeg så MOAR i oktober, og havde heller ikke den dér super fantastiske altoverskyggende fornemmelse at jeg var blevet mor, men selvfølgelig elskede jeg vores datter. Jeg havde en ret slem fødsel, så var faktisk lykkelig da vores datter blev ført på børneafdelingen med følge af faren, for så kunne jeg koncentrere mig om mig selv og finde ud "hvad fan... var det lige der skete?".

Nu føler jeg det altoverskyggende fantastiske når min datter kigger på mig, smiler til mig, nusser mig og bliver ekstatisk når hun ser mig... Og det gør hun nu, det gjorde hun jo ikke før

Er sikker på at det kommer til dig, men tror også at jeg vil tænke "Wauuw - jeg er mor" til den dag min datter føder mig et barnebarn, så skal jeg til at tænke noget helt andet... Skræmmende

Ha, nu kom jeg lige til at tænke på et eksempel så sent som idag. Var til frisør med drengen og bagefter mig selv. Da jeg skal betale, siger jeg, at jeg også skal betale for min søn (skal virkelig koncentrere mig for at sige ordet søn). Og så tager jeg sgu mig selv i at tænke, 'gad vide om hun tror på, at han er min søn..?'. Komplet idiotisk  Som om frisøren i øvrigt ikke er ligeglad

Sallisørøver skriver:

jeg havde MEGET svært med ordet mor... havde det virke underligt når jeg blev kaldt mor oga hdev svært ved at sige "kom op til mor" de første mange mdr.. 

 

jeg græd heller ikke da han blev født... følte egentlig ikke rigtig det store før om natten hvor jeg lå og betragtede ham liggende i vuggen ved siden af sengen.. 

 

helt ærligt.. så ville jeg sige det du føler er normalt.. 

Hvor er det rart at vide jeg er helt 'normal' pådet punkt Nu har jeg så en mor der er pædagog, som går rigtig meget op i FD osv.. Og hun mener bestemt jeg er på vej ud i det fordi jeg har svært ved at blive kaldt mor og har svært ved at omtale L som min datter.. Giver det mening?

Har fået taget så'en en test ved SP der skulle vise om man var i farezone for en FD, men grundet en heeeeel masse private ting, som intet har at gøre med L kunne hun ikke bedømme om jeg havde en FD eller om jeg bare var ked af de ting der er sket under graviditeten og det som sker pt..

L er en glad og livlig tøs, som virkelig har det godt, og for hele tiden af vide jeg gør et godt arbejde med hende, stimulere hende ordenligt, masser af kærlighed og omsorg osv osv osv..Og SP'en er slet ikke i tvivl om L er i super trivelse..

Jeg elskerat vågne op hver eneste morgen og høre hende pludre inde på hendes værelse og der er ikke noget bedre end at blive mødt af hendes frække smil når man går ind til hende..

Nu vil jeg ikke ligge det på dine skuldre at svare, men kan mærke jeg har brug for at vide det er helt helt naturlig at føle og tvivle på sin rolle som mor.. Bare en gang i mellem.. Giver det mening?

marhemor skriver:

Jeg kan levende sætte mig ind i det du skriver!!

Vi "tyvstartede" på det dér forældre-rolle-noget, og købte en hund, hvor vi så "blev mor og far" - og GUUUUUUD hvor havde jeg det dybt mærkeligt med at "være blevet mor"

Så blev jeg så MOAR i oktober, og havde heller ikke den dér super fantastiske altoverskyggende fornemmelse at jeg var blevet mor, men selvfølgelig elskede jeg vores datter. Jeg havde en ret slem fødsel, så var faktisk lykkelig da vores datter blev ført på børneafdelingen med følge af faren, for så kunne jeg koncentrere mig om mig selv og finde ud "hvad fan... var det lige der skete?".

Nu føler jeg det altoverskyggende fantastiske når min datter kigger på mig, smiler til mig, nusser mig og bliver ekstatisk når hun ser mig... Og det gør hun nu, det gjorde hun jo ikke før

Er sikker på at det kommer til dig, men tror også at jeg vil tænke "Wauuw - jeg er mor" til den dag min datter føder mig et barnebarn, så skal jeg til at tænke noget helt andet... Skræmmende

Måske jeg ikke helt føler jeg har haft tiden til at sige "okey, og hva var det liiiige der skete der..." Det er jo en voldsom oplevelse at blive mor, og har snakket det igennem med så mange nu, så burde vel have den del 'ude af systemet'?

Vi havde samme tanke da vi ventede L.. Vi besluttede os så for katte i stedet.. Hvor det endte med den ene stak af 1½ mdr efter vi fik dem og den anden passer faktis sig selv

det giver udemærket mening.. og føler mig faktisk utrolig snydt over jeg ikke havde den der overvældende glæde til mit barn til start... græd ikke.. kun af udmattelse de første 3.mdr da han skreg op til 7 timer i træk.. konstant... 

men det er jo en ny stor tittel og jeg havde altså også utrolig svært ved det i starten.. det er jo en tilvænning man skal igennem.. nu er det det mest naturlige i verdenen at sige min søn, og kom hen til mor osv... men det tog mig altså noget tid at lære.. jeg var jo kun van til én mor.. og det var MIN mor.. så det var utrolig svært.. men jeg ville ikke være bekymret som du beskriver din glæde for din datter udover det med mor tingen er svær for dig lige nu.. 

Kindfed skriver:

Ha, nu kom jeg lige til at tænke på et eksempel så sent som idag. Var til frisør med drengen og bagefter mig selv. Da jeg skal betale, siger jeg, at jeg også skal betale for min søn (skal virkelig koncentrere mig for at sige ordet søn). Og så tager jeg sgu mig selv i at tænke, 'gad vide om hun tror på, at han er min søn..?'. Komplet idiotisk  Som om frisøren i øvrigt ikke er ligeglad

Ej undskyld, kunne ikke lige lad vær med at grine der :p Kan lige se det for mig :p

Sallisørøver skriver:

det giver udemærket mening.. og føler mig faktisk utrolig snydt over jeg ikke havde den der overvældende glæde til mit barn til start... græd ikke.. kun af udmattelse de første 3.mdr da han skreg op til 7 timer i træk.. konstant... 

 

men det er jo en ny stor tittel og jeg havde altså også utrolig svært ved det i starten.. det er jo en tilvænning man skal igennem.. nu er det det mest naturlige i verdenen at sige min søn, og kom hen til mor osv... men det tog mig altså noget tid at lære.. jeg var jo kun van til én mor.. og det var MIN mor.. så det var utrolig svært.. men jeg ville ikke være bekymret som du beskriver din glæde for din datter udover det med mor tingen er svær for dig lige nu.. 

Det der med kun én mor har du helt ret i - det er kun min mor der er mor, ikk mig.. Til tider virker det som om alle andre har ændret sig efter jeg har født, men ikke mig.. Hvis du forstår.. Virker som om tiden står stille og alle andre løber rundt.. Selvom alle siger jeg har ændret mig og blevet en meget anden, mere stille.. ja kvinde er det vel nu.. Men det føler jeg slet ikke..

Glæder mig virkelig til den dag det her halløj hvad end det så er går over.. Så jeg kan sige, uden at skulle synke 1000 gange at jeg er MOAR og jeg er stolt af det!